Vore følelser er de klogeste
Artikel i bladet "Efterskolen"
Det er kamp, der er i gang før folkeafstemningen. Det er en kamp om følelser, siger meningsmålerne. Følelserne vil afgøre, hvor vi sætter krydset, har de fundet ud af. Og det er da i hvert fald trygt. Vore følelser er de klogeste.

Man kan gå i rette med folks holdninger. Man kan sige til folk, at det, de mener, er galt. Man kan sige til dem, at de ved for lidt, og at deres holdninger derfor er skrupskøre.

Men man kan ikke rette på folks følelser.

Det er umuligt at sige til et menneske: - Du føler forkert.

For følelser kan man ikke tilpasse.

Stemninger, medløberi og den slags kan man trodse eller ændre sig i forhold til. Men følelserne kan man ikke lave om på. Man er et frit menneske, der kan følge sine egne følelser eller vælge at følge andres. Men selv når man slavisk følger andre, så taler ens egen følelse uændret til een.

Følelserne kommer fra det oprindelige menneske i os. De spejler det sande i menneskelivet – det, der er sandt for det enkelte menneske.

Den uskolede tro
Det kan man sagtens sige i en ophidset kamp om at få folk til at stemme som een selv. Man kan holde kirke på det. For den uskolede tro er på ethvert tidspunkt vigtigere end teologien. Teologien dræber det levende ord.

Men kan man også holde skole på den tankegang? Den uskolede oplysning.

I hvert kan man leve et liv på det. Men skolen er jo aldrig liv, altid kun en beskrivelse af livet. Kun når følelsernes intelligens træder ind, så bliver skolen til livets skole.

Måske nogen kender den vise Vagn Christensen, mangeårig amtslæge i Ringkøbing amt. Han siger, at det er ikke begavelse, det kommer an på, men i stedet skal vi udvikle følelsernes intelligens.

Det er en nutidig udgave af Kolds skoletanker og Grundtvigs ord om, at solen står med bonden op, slet ikke med de lærde. Det er en påmindelse om, at det ikke er bonden, der står op ved solopgang. Det er solen, der lyser ved bonde-opgang. I dag ville vi sige folket i stedet for bønder, men dengang kom det ud på eet:

Er lyset for de lærde blot
til ret og galt at stave?
Nej, himlen under flere godt,
og lys er himlens gave,
og solen står med bonden op,
slet ikke med de lærde,
oplyser bedst fra tå til top,
hvem der er mest på færde.

Ordene handler om, at viden og visdom ikke er et fåmandseje. Det er kernen i de frie skolers opkomst. Det er den tanke, at frie skoler har vi ikke for indlæringens skyld. Fordi indlæring altid er en indsnævret beskrivelse. Kort tid efter er indlæringen forældet, og på den måde sikrer man, at folket hele tiden er almue.

Folket er nemlig dumt og sløvt. Og det bliver folket hele tiden mindet om. Det sørger staten for gennem Statens Informationstjeneste og undervisningsministeriets hele videnskabeligt styrede og målte virke. Man taler til os, som er vi uvidende kvæg. Der skal mindst tre skuespillere til at fortælle os, at vi ikke behøver at udfylde selvangivelsen. Hvis det ikke er kort og sjovt og med billeder, forstår vi det ikke.

Den pest breder sig ind i skolen, hvor oplysning foregår bag nedrullede gardiner, mens maskinerne leverer dagens ord, der også allerede er forældet, fordi de er optaget for mindst en måned siden og ikke har det nu-liv, som samtalen lever af.

Når vi kommer ud af skolernes system, så er vi så dumme som aldrig før, hvilket samfundet fortæller os ved straks at hævde, at vi mangler en efteruddannelse. Hele folket er hele tiden på den, og politikerne redder os ved at bevilge vore egne penge til at efteruddanne os.

På de frie skolers fødselsattest står der noget andet. At livet og folket er grundlæggende godt. At hver kødklump før og grov hører til folket, hvis kødklumpen selv vil være del af det folk. Men det er lykkedes den samfunds-oplysning, der bekæmper os med annonce-kampagner for skattekroner, at gøre os til almue. Hver enkelt mener at være så meget bagefter, at det aldrig kan indhentes, men forhåbentlig skjules.

I 1977 modtog jeg en ny elev på Uldum Højskole. Jeg spurgte pigen hvad hun var kommet for. Og det kunne hun udenad. Hun var kommet for at finde sig selv og blive et nyt menneske.

Svaret er som revet ud af den umyndiggørelse, der breder sig i skole og oplysning. Jeg måtte bede hende tage det i to faser. Hun kunne da lige finde sig selv først og se, om det var godt nok, inden hun ræsede ud for at blive et nyt menneske.

Men det er lykkedes skole-magthaverne, oplysnings-centrene og undervisnings-direktørerne og ministrene med den nu fældede Ole Vig Jensen i spidsen for hele videnskabs-dyrkelsen at få os alle til at tro, at det oprindelige menneske i os selv er en dum og uvidende størrelse, som kun kan bedres gennem livslang indlæring og efteruddannelse på samlebånd. Undersøgelserne siger, at danske børn ikke kan læse. Det er et fremgangstegn. Så er de måske bedre til snakke. Og de er dog formentlig bedre til dansk end hollænderne. Og først og fremmest kan de modersmålet, som ikke kan måles på stavefejl.

Den tanke, der satte de frie skoler i gang, at visdommen ligger i det enkelte menneske, uanset begavelse, og at der er en fælles viden i folket, er latterliggjort.

Folk er så dumme, at de ikke engang kan læse Amsterdam-traktaten får vi at vide i disse dage. Statsminister Poul Nyrup Rasmussen var på skærmen. Han brugte et statsmandsord, som ikke er hørt før i folkeoplysningen. Man bliver lige så snot-forvirret af at læse Amsterdam-traktaten – som hvis man læser skattelove. Og socialdemokratiets Torben Lund kunne så fortælle os, at man skulle være politiker for at forstå Amsterdam-traktaten.

Jamen, jeg troede da, at politikere var ganske almindelige mennesker som alle os andre. Jeg troede, det var selve demokratiets idé. I hvert fald er der næppe andre end politikere selv, der kan få det indfald, at de skulle være så meget bedre end hele det danske folk, at kun de kan forstå en aftale, vi laver med andre lande.

Det er vigtigt at huske, at sådan har det ikke altid været. Da seneste grundlov, den fra 1953, var til folkeafstemning, sendte man som en selvfølge forslagets tekst ud til alle danske hjem. Man vidste da udmærket, at ikke alle læste den. Men politikerne tog folket alvorligt. Og de regnede ikke sig selv for klogere og mere indsigtsfulde end hver enkelt vælger. Og endelig vidste de, at hvis deres ord i lovforslaget skulle ud til danske hjem, så måtte man vælge ord, folk hørte sig hjemme i. Nu kan man klare sig med en smart bemærkning om, at man bliver snot-forvirret af at læse lovteksten. Det er, hvor folkeoplysningen er endt.

Og de frie skoler har del i ansvaret, fordi de er løbet i hælene på den folkeoplysning, der tror, at den handler om oplysning til folket. Men folkeoplysning er og bliver det stik modsatte – oplysning fra folket.

Derfor er magtens ord afslørende. Undervisningscentre, voksenundervisningscentre og folkeoplysningscentre er alene i ordvalget en krænkelse af det danske folk, en almuegørelse. Et kontor, der har lærebøger og elektroniske billede-visere, kan aldrig være midtpunkt for den oplysning, der kommer fra hele folket. Ordet center i sammenhæng med oplysning er ren almuegørelse.

Når politikere ikke kan få deres vilje igennem, siger de altid, at de vil give flere penge til folks oplysning. Men i samme øjeblik røber deres ord, at de ikke ved, hvad folkelig oplysning er. Oplyste – det er folk i forvejen. Og i den fortælling, der er generindring, minder vi hinanden om, hvad vi er oplyste om.

Uddannelse som straf
Endnu da jeg var ung var det almindelig tanke, at det bedste vi kunne give et nyt slægtled, var undervisning og uddannelse. Endnu da arbejdsløsheden kom først i halvfjerdserne, ivrede hver enkelt efter undervisning og uddannelse. Man lavede en regel om, at de arbejdsløse ikke måtte fagligt dygtiggøre sig, for så kom de jo forud i kappestriden med dem, der havde arbejde.

Nu er uddannelse, undervisning og oplysning blevet en straf. Hvis du ikke tager arbejde, så skal vi nok oplyse dig. Hvis du ikke står til rådighed for arbejdsmarkedet, så straffer vi dig med en uddannelse. Trællelænken er afløst af handlingsplanen.

Og da den arbejdsløse ikke kan komme på tegne-kursus, som han ønsker det, så må han tage det kursus, der er i gang for kommende tjeneres rette servering af bøf og rødvin. Jo flere tusinde, der kom på svejse-kursus, des mindre hang samfund, uddannelse og oplysning sammen. Men de arbejdsløse har da lært navnene på de andre, de gik på kursus sammen med. Det kaldes social samhørighed, hvilket på nudansk vil sige udenad at kunne navnene på de andre, der ligesom een selv er udenfor.

De penge, der er tabt på arbejdskampens få dage, er for intet at regne mod de spildte midler, der pøses i den ligegyldige efteruddannelse, der uden skade kunne skæres ned til en tiendedel og med fordel laves af folk og virksomheder selv. Sådan vender også myndiggørelsen tilbage til det enkelte menneske, der får ansvar for sit liv. Sådan vender det frugtbare folkelige kaos tilbage, som alene indeholder oplysning – modsat den statslige uddannelses forsøg på orden og disciplinering, som er uden oplysning, og som er indsnævret beskrivelse af livet, iståsættende.

Et menneske ved ikke mer, end det har oplevet. Det kan have indlært sig en masse sager, som hurtigt forældes. Når andre skal give bidrag til den enkeltes oplysning, kan det kun blive som formidler af en fælles generindring.

Men mennesket fra det mindste barn til olding er i samme stilling, oplysende i sig selv. Hvert menneske er selvlysende. I det livssyn og menneskesyn ligger de frie skoler.

Er det ikke farligt at fastholde det syn, at vore følelser er de klogeste. Er det ikke den lige vej ind i føleriets stemningsmageri og i forførernes magtverden. Jo, vel er det farligt. Men det er farligere ikke at turde vedkende sig og prøve at udvikle følelsernes intelligens.

Hele dette århundrede er præget af, at vi har været bevidste til bevidstløshed. Videnskabens og teknologiens verden er den bevidste verden. Men vi ved allerede fra vort sprog, at der er grund til mistanke, hvis et menneske er for bevidst. Nøjagtig det samme siger nutidige videnskabsfolk i kamp mod århundredets tidligere videnskabsfolk og teknologer. Vi er blevet for bevidste.

Det bevidste liv alene er det ikke det virkelige liv. Vi er ikke nærværende, hvis vi kun er bevidste. Vi må i samtale med det andet i os selv, de andre i os selv. Det var, hvad det historisk-poetiske hos Grundtvig ville, ikke for at ende i føleri, men for at ende i handling. Dag og dåd er kæmperim.

© Poul Erik Søe i bladet "Efterskolen" juni 1998, skrevet 15. maj 1998

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside