Hyldest til Poul Smidt
trods daglig skældud
Dejlig dag med pludselig åbenhed omkring Amsterdam-traktaten
Pludselig var det, som om vi var hjemme igen. Amsterdam-drøftelsen spirede, satte blomster og åbnede sig. Mandag blev en dejlig dag i demokratiet. Og både tilhængere og modstandere af Amsterdam-traktaten, både politikere og pressefolk, bidrog til en pludselig løftelse af samtalen forud for folkeafstemningen. Og denne artikel munder da ud i jubel over Danmarks Radios Brüssel-korrespondent Poul Schmidt, som Enmandsavisen dagligt har skældt ud. Man ved da heller aldrig, hvor man har sig selv...

Der var varme, ordentlighed og gensidig agtelse i fjernsyns-udsendelsen, som Danmarks Radio bragte om miljøet og Amsterdam-traktaten. For den nej-siger, der skriver dette, blev det ikke sandsynliggjort, at Amsterdam-traktatens miljø-ord ændrer noget på EUs holdning, der er og bliver pengemagtens og er uden vilje til at gøre noget for miljøet.

Lige så åbenbart er det, at danskerne blev snydt, da vi før afstemningen om det indre marked blev lovet en miljø-garanti. Vi kunne selv gå videre end EU med miljø-regler, hvis vi ville. Det var kun ord i den hensigt at sælge EUs magt-udvidelse. Og stik modsat fremstillingen af miljø-garantien, så er det kommissionen, ikke Danmark, der afgør, om vi selve kan værne miljøet mere, end EU som helhed ønsker. Og sådan er det også efter Amsterdam-traktaten.

Med de ord afleveret, så er det vigtigste at udtrykke glæde over udsendelsens form og medvirkende. Der var over hele forløbet den sarthed og varme, som sprang af, at ja- og nej-sigere agtede hinanden. Der var da medvirkende, som ikke var stive i stoffet, men holdt sig til løse bemærkninger fra den hidtidige drøftelses overordnede slagord, værst Kristeligt Folkepartis Sjursen.

Med grundlæggende færdedes både udsendelses-leder og de medvirkende i et stof, de kunne, men som de havde evne og humor til at gøre alment tilgængeligt og at give slagkraft, så både ja-sigere og nej-sigere blandt seerne havde en god aften. Demokratiet især havde en god aften.

Forklaringen på denne åbenbaring af en udsendelse er helt ligetil, personen Svend Auken. Der var ikke et øjeblik tvivl om, at hans modparter ikke var hans modstandere. De havde agtelse for ham - menneskeligt og fagligt. Og Svend Auken stillede sig ikke frem som folkehelten. Han har da som andre socialdemokrater lært sig, at man får flest ja-stemmer ved at være kritisk. Men han gik et skridt videre end sine partifæller. han gav eksempler på det, han finder dårligt i EU.

Med det udgangspunkt fik vi en samtale, der lignede godt gammeldags dansk demokrati, hvor ens modpart ikke skal nedkæmpes, men hvor man er mere end hinandens stikord. Det var umuligt ikke at tænke på, hvad dansk statsledelse mistede den dag, Poul Nyrup Rasmussen kuppede Svend Auken. Hvor er det dog dejligt at kunne holde af den, man er uenig med. Og sådan var tonen i hele udsendelsen, godt hjulpet på vej også af Jens Peter Bonde.

Dagens anden store oplevelse var et radio-opgør om Danmarks Radios udsendelser forud for Amsterdam-traktaten. Her var det Danmarks Radios Brüssel-korrespondent, Poul Smidt, der stod som bolværk for alsighed og ytringsfrihed.

Jeg ved da godt, at Enmandsavisen dag efter dag har skældt ham ud for hans ensidighed i Morgen-radioavisen. Jeg har jo selv skrevet hvert ord. Og ikke en tøddel ændrer jeg i synet på, hvor skæv dækningen har været, og hvordan den helt har været samlet om ja-sigerne.

Men jeg må rent ud sige, at Poul Smidt er mere end det, jeg hidtil har skrevet om ham. Jeg ligefrem glæder mig over at kunne gøre det, for jeg har jo hele tiden sagt, hvor redelighed han var, da jeg kendte ham som journalist.

Der er i hvert fald ikke tvivl om efter dagens radio-udsendelse, at den redelige holdning ikke har forladt ham. Jeg ønsker ikke efter hans medvirken i dagens radio-opgør, at mine hidtidige artikler om ham skal stå alene.

Det var velgørende at høre et menneske fra Danmarks Radio have sans for, at der op til en afstemning som den om EU-traktaten må handles følsomt og under indtryk af skærpet alsidighed.

Især at det ikke blev ved almindelige ord om det spørgsmål. Poul Smidt tog fat om det, der er og bliver angribeligt, at Danmarks Radio ganske kort før folkeafstemningen har ansat særlige medarbejdere, der er stærkt erklærede ja-sigere for alene at give dem, hvad andre medarbejdere ikke har, frit ord og ret til at sige egne meninger.

Poul Smidt nævnte ansættelsen af journalisten Anne Knudsen, der med sin bog om emnet var kendt som fanatisk EU-tilhænger, og som alligevel i DR2-udsendelsen "Før Deadline" helt særskilt fik en aftale om, at hun sammen med Frank Esmann måtte være "noget mer liberal, noget mere åben også om deres egne synspunkter" - for at bruge generaldirektør Nissens ord.

Poul Smidt nævnte den konservative EU-parlamentariker Frode Kristoffersens rejse-udsendelser fra Europa, betænkelige da de kom første gang, og genudsendelses-tidspunktet heller ikke til at tage fejl af. Poul Smidt valgte ikke ordet betænkeligt, men der var ikke tvivl om, at han havde sans for, hvordan udsendelserne, da de blev sendt første gang, og tidspunktet for genudsendelserne kort før folkeafstemningen virker på modstanderne af EU og Amsterdam-traktaten.

Han nævnte også valget af Niels Højlund, der jo har fået plads for en ugentlig personlig kommentar på DR2, til at være leder af Danmarks Radios afslutningsdebat forud for folkeafstemningen. Det var Højlund, der efter det danske folks nej i 1992 opfordrede til at negligere folkeafstemningen, der efter hans opfattelse skyldtes forkælet kværulanteri hos en samling hysteriske vælgere.

Desuden nævnte Poul Smidt, at tidligere folketingsmedlem Jens Maigaard, arkitekt for en række ja-siger projekter, er ansat som producent på programmer om folkeafstemningens emner.

Drilsk prøvede lederen af dagens radio-udsendelse at spørge til, om Poul Smidt da var tilhænger af berufsverbot, altså udelukkelse på grund af politisk holdning. Poul Smidt svarede roligt det eneste, der kunne svares, at netop på grund af pligten til alsidighed måtte man afbalancere et så ensidigt personvalg. Poul Smidt gav udtryk for, at han havde forståelse for, hvis nej-sigerne mener, at Danmarks Radio ikke har gjort det godt nok.

Man kunne have ønsket, at Poul Smidt var generaldirektør, men det er desværre Nissen. Hver gang jeg hører ham, kan jeg ligefrem komme til at savne det Radioråd, jeg engang hadede så stærkt. Dengang kom dog misforvaltningen af ytringsfriheden åbent frem.

Nu sidder en lille kreds og skalter og valter med ytringsfrihed og alsidighed. Og alt, hvad generaldirektør Nissen siger, er, at bagefter vil man skam lave efterkritik og se, om man har gjort det godt nok. Ja, så er skaden jo sket. Man kunne jo også de sidste dage før folkeafstemningen se at rette op på de åbenbare fejl, der allerede er sket. Det blev sagt om Hans Sølvhøj og Laurits Bindsløv som generaldirektører, at de var for langt fra journalistikken til at forstå ytringsfrihedens væsen, men deres vilje til alsidighed, om end nok så bastet og bundet af Christiansborg og Radiorådet, overgik dog i alle henseender Nissens. Først og fremmest overgik de Nissen i følestreng tænkning.

Det blev afsløret, hvordan endnu et program, "Udefra", havde fået frie hænder til personlige synspunkter. Helt tilfældigt er udsendelsens tilrettelægger, Vibeke Sperling, også ja-siger, hvad hun da også har givet udtryk for i udsendelsen "Udefra". Hun forklarede i går, at hun havde forelagt sine ord om Amsterdam-traktaten for sin nærmeste arbejdsgiver, der havde godkendt det. Det gør jo kun sagen værre. Enten har medarbejderen som vært for en udsendelse en særlig frihed frem for andre til at videregive sine helt personlige synspunkter - eller også må de almindelige regler gælde.

Men handler det om personlige synspunkter, så er de personlige. Så kan de ikke deles med arbejdsgiveren, der repræsenterer Danmarks Radio, og som alene ved at godkende - eller forkaste - det såkaldt personlige synspunkt ophøjer til at være Danmarks Radios mening, Danmarks Radios ledende artikel.

Lytteren må dog vide, om der er tale om et personligt synspunkt, og et sådant har stor interesse, når det kommer fra Vibeke Sperling, men lytteren snydes, hvis Vibeke Sperlings personlige synspunkt er tilpasset, hvad der kan godkendes af arbejdsgiveren. Man kan ikke vide, om det er tilpasset eller ej, men nu ved vi, at det i hvert fald er godkendt - og derfor altså også kunne være blevet forkastet. Så er det ikke længere personligt. Og blot ved at forelægge det for arbejdsgiveren, krænker hun den særlige ytringsfrihed, hun har fået tildelt, og som i sig selv er en krænkelse mod de andre, der ytrer sig i Danmarks Radio uden som en særlig nåde at have fået samme frihed. Jeg må ærligt sige, at det grusser i mig, når jeg forestiller mig Vibeke Sperlings skridt ind til sin arbejdsgiver for at få godkendt de ord, hun havde fået ytringsfrihed til at sige.

Danmarks Radio er i sin afhængighed af magthaverne og Over-Danmark kommet fra asken i ilden. Ytringsfrihed er blevet et spørgsmål om at være i nåde. Men det er dog noget, at spørgsmålet kan drøftes i en udsendelse, og at der findes folk som Poul Smidt i huset, om end han er bedre op ad dagen end om morgenen.

© Poul Erik Søe 18. maj 1998
Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Læs også:
Sandheden kan desværre ikke længere skjules 18.5.98

Radioavisens frelsermand
Ja-sigernes velfærds-officer på Morgen-Radioavisen. 15.5.98

Radioavisen ja-partiernes vækkelses-ur
Vore følelser er de klogeste. 14.5.98

Enmandsavisens forside