Stemmesedlens
borgerkrig
Større nej-andel end ved sidste afstemning – Det spidser til mellem det delte Danmarks to halvdele

EU tabte folkeafstemningen i Danmark. Der er ingen EU-begejstring at læse af stemmetallene. En fjerdedel af folket holdt sig helt væk. Jaget væk, fordi politikerne gjorde Amsterdam-traktaten til noget, der med statsministerens ord gjorde en snotforvirret.

Der er færre, der har sagt ja i aften, end der var i 1993, da vi stemte om den sidste EU-traktat. Og der er flere, der har stemt nej.

Skamløst optrådte Poul Nyrup Rasmussen, som om det var en valgaften, hvor folket og de andre partiledere måtte vente på ham, mens han sagde ligegyldige ord til partikammeraterne.

Poul Nyrup Rasmussen er ingen sejrherre. Nej-sigerne i Danmark er langt flere end Danmarks største parti. Socialdemokraterne kunne ved sidste valg kun samle 36 procent af stemmerne, men der er 44,9 procent nej-stemmer. Hvis statsministeren ikke forstår, det er dødsensalvorligt for demokratiet med en sådan modsætning i folket, så må nogen - som en slave til en romersk sejrherre - hviske ham det i øret, som en kvinde måtte hviske til ham, at han måtte se at komme til partileder-møde.

Amsterdam-traktaten er godtaget af et flertal, men det vil ikke vil ikke sige, at ja-siden har vundet. Og efter dansk demokratisk skik vil det da slet ikke, at ja-sigerne har ret. Borgerkrigen er en kendsgerning, og vi må glæde os over, at den udkæmpes med stemmesedler. Vi kan i Danmark ikke tænke os noget som helst andet, end at mindretal selvfølgeligt bøjer sig for afstemningens resultat, også selvom landet er delt i to. Sådan er det selvsagt også efter dagens afstemning.

Men det kan ikke skjules, at stemmesedlens borgerkrig fortsætter. Danmark er delt i to lige på midten – den ene gang er det nej, den anden gang ja. Der er intet ændret, bortset fra at nej-sigernes andel af stemmerne er vokset i forhold til sidste EU-afstemning.

Selvom valg-deltagelsen er lavere ved dagens folkeafstemning end ved kup-afstemningen i 1993 om Maastricht-traktaten, så er dagens valgdeltagelse højt, højt over, hvad man kender i de fleste demokratiske lande.

Nogen taler lidt nedladende om dagens valg-deltagelse. Men det er helt hen i vejret. Der er ikke et øjeblik tale om, at folkeafstemningen ikke udtrykker synspunkterne i det danske folk. Der kan ikke sættes en finger på afstemnings-resultatet.

Ved folkeafstemningen i 1992 stemte 83,1 procent af vælgerne. Det var den afstemning, hvor danskerne sagde nej til Maastricht-traktaten. Der var lidt større fremmøde ved den anden afstemning, der jo ikke var en afstemning om Maastricht-traktaten, men kun handlede om at godkende, at folketinget flertal imod folkets vilje på egen hånd havde godkendt traktaten. Her stemte 86,5 procent.

Men når danskerne skal vælge medlemmer til EU-parlamentet, så møder der meget få frem. I 1979 stemte 47,8 procent, i 1984 var det 52,5 procent. Så gik det tilbage til 46,2 procent i 1989, det hidtil laveste. Og i 1994 stemte 52,9 procent. Men sammenligner vi de fire valg til EU-parlamentet med dagens folkeafstemning, så er der himmelvid forskel. Ingen kan i hvert fald hævde, at resultatet fra i dag ikke i tilstrækkeligt omfang har demokratisk grundlag.

Den store forskel på valg til EU-parlamentet og ved folkeafstemningen må forklares ved, at danskerne ikke på noget tidspunkt har taget endelig stilling til, om landet skal være i unionen eller ej. Der er borgerkrig mellem to opfattelser, og den er langtfra afgjort, fordi den dukker op ved hver eneste lejlighed, hvor der er mulighed for at udtrykke frygt for unionen som ny stormagt og forbundsstat.

Der er også grund til at sige, at dem, der blev væk fra afstemningen, kan være særdeles alvorlige vælgere. Det er en udbredt, men alt for simpel opfattelse, at der skulle være noget galt med at være sofavælger – det ligger jo også i selve billedsproget. Men allerede for fyrre år siden i en dengang værdsat bog af Danmarks Radios indenrigspolitiske redaktør, Aksel Lassen, blev det påvist, at sofavælgerens stillingtagen kan have et langt stærkere grundlag end den, der går hen og stemmer helt mekanisk.

Aksel Lassen påviste, at sofavælgerne ikke er de samme uinteresserede mennesker valg efter valg. Mange sofavælgere er mennesker, der er inde i et politisk skift. De er af tradition, vane og holdning bundet til et parti, men kommer mere og mere i modsætning til partiet. De kan ikke få sig til straks at styrte over til et andet parti, men straffer i første omgang det parti, de har haft kært, ved at undlade at stemme, blive sofavælger. Først ved næste valg eller folkeafstemning tager de skridtet fuldt ud og stemmer på et helt andet parti. Det kan være en af grundene til, at politikerne med Marianne Jelved i spidsen nu pludselig er ivrige for at tage folkeafstemningerne om EU fra os. De ved, hvad de kan vente sig i stemmesedlernes fortsatte borgerkrig.

Det skal medgives, at der er sket meget med politiske holdninger på de fyrre år siden Aksel Lassens undersøgelse og bog. Især hændelserne omkring tilblivelsen af Fremskridtspartiet og Centrumdemokraterne viste, at når vælgerne virkelig er i oprør, så flytter de sig i hundredtusindvis.

Men i forhold til dagens folkeafstemning er der rester tilbage af den fine holdning, som Lassen skildrede hos sofavælgeren. I hvert fald er de mange, der denne gang er blevet hjemme på sofaen, ikke ligegyldige. sløve mennesker. Men måske med langt større overvejelser end de fleste, der har været henne og stemme, og sandsynligvis også med større smerte. Sådan som en god demokrat må føle, når vejen på en afstemningsdag ikke går hen omkring stemmeboksen.

Det har undervejs kostet socialdemokraterne dyrt, at justitsminister Frank Jensen blev taget med bukserne nede midt i kampen forud for folkeafstemningen. Det viser sig mange steder, at socialdemokraterne ikke har kunnet holde deres vælgere fast på et ja. Poul Nyrup Rasmussen prøvede ganske vist med røde faner og "Danmark for folket" på afstemningsaftenen at gøre sig til sejrherre og statsmand med nedladende ord om, at nej-sigerne ikke ville blive glemt – altså kongens ord til sønderjyderne efter 1920. Det er ikke det mest smagfulde ordvalg, man har hørt.

Det vil koste Nyrup dyrt, hvis han skal holde de løfter, han har givet om mindre union. Og der er venter også en stor opvask efter justitsministeren. Det blev jo undervejs afsløret, at justitsministeren havde givet urigtige oplysninger til folketinget om den aftale om europæisk politi-sammenrotning, som også blev gjort til del af Amsterdam-traktaten.

Frank Jensen var i folketinget blevet spurgt, om der i Schengen-aftalen var indeholdt dele af hemmelig efterretningstjeneste. Justitsministeren svarede frejdigt, at der ikke var noget med "skæg og blå briller". Han gjorde endda grin med det folketingsmedlem, der stillede spørgsmålet.

Under kampen forud for folkeafstemningen blev en af det europæiske politis håndbøger så afsløret. Der var store dele af hemmelig efterretningstjeneste i Schengen-aftalen. Det kommende EU-politi i FBI-stil kan endog omgå de enkelte EU-staters lovgivning, når de er ude på deres hemmelige europæiske overvågninger.

Yderligere kunne Jyllands-Posten afsløre, at politiet ville gå videre end vedtagelsen i EU-kommissionen. Den europæiske politi-sammenrotning ville overvåge selv små grupper af politisk aktive folk og følge dem ind i andre lande.

Frank Jensen valgte – eller var blevet rådet til at vælge – den holdning under kampen forud for folkeafstemningen, at han skam havde handlet helt rigtigt. Det må der selvsagt nu laves en uvildig undersøgelse af. Især har Frank Jensens omgåelses-forsøg utvivlsomt krænket mange socialdemokratiske vælgere, fordi der i forvejen var foretaget afsløringer af uhyrlig ulovlig virksomhed fra det danske politis efterretningsvæsen.

Især har det hemmelige politis overvågning af lovlig politisk virksomhed langt ind i socialdemokratiets rækker spiller en rolle for socialdemokraternes vrede, som jo i mange byer blev udtrykt på folkeafstemnings-dagen.

Frank Jensen valgte, da afsløringerne kom om Schengen-aftalens indhold af hemmelig efterretningstjeneste, den eneste umulige udvej. Han valgte Schengen, skæg og blå briller frem for folkestyre.

Der burde ikke være tvivl om, at Frank Jensens minister-dage er talte. Statsministeren har så sent som i går lovet en ny folketings-drøftelse om Schengen-aftalen. Han bekræftede det på afstemnings-aftenen. Det var statsministeren pisket til, efterhånden som han på møderne forud for folkeafstemningen opdagede, at der var virkelig vrede også blandt vælgerne, der ellers følger partier og politiske ledere langt.

Statsministeren var også nødt til at love en ny Schengen-drøftelse, fordi det blev afsløret, at Schengen-aftalens tredie behandling blev hastet igennem på en dag, hvor mere end 50 andre lovforslag var til behandling.

Det hele var hovsa, fordi Schengen skulle på plads før Amsterdam-traktaten, så Danmark kunne være i Schengen ved hjælp af folketingets flertal, skønt Danmark efter Amsterdam-traktaten ville være uden for Schengen på grund af de danske forbehold. Det skulle kunne siges, at vi var i Schengen allerede, og at det, der viste sig at være en aftale med retning mod et EU-politi, ikke var blandt det, vælgerne skulle stemme om.

Den slags taktik ender altid galt. Mere end noget andet var det de stadigt flere oplysninger om det egentlige og hemmelige indhold i Schengen-aftalen, der fik danske vælgere til at indse, at der var mere union i Amsterdam-traktaten. Det var 45 procent af danske vælgere fastholdt med deres nej.

Ó Poul Erik Søe 28.5.1998

Gengivelse af artikler fra Enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside