Marianne Jelved
vil nu afskaffe folket
Folket alvorligt i vejen for EU
Selvglæden hos hele rigets pengemutter og vicestatsminister Marianne Jelved er kraftigt voksende. Det skyldes formentlig hendes omgang med Poul Nyrup Rasmussen. Hans selvglæde er det eneste i dansk politik, der kan deles ud af, uden at han selv mister noget.

Marianne Jelveds selvglæde er nu blevet så stor, at hun vil afskaffe folket. Og hun har da selvsagt ret, for hvad skal man i længden stille op med et folk i et demokrati? Man kan jo ikke styre landet ordentligt, når folket hele tiden blander sig. Hvordan kan et folk, der jo er ren almue, ane noget som helst om, hvad der er godt for folket selv? Nej, det har man politikere til. Især da Marianne Jelved.

Marianne Jelved spørger, om folkeafstemninger "er det rigtige instrument at bruge i EU-spørgsmål". Sådan siger hun til Weekendavisen, her gengivet fra dagbladet Politiken 16. maj 1998.

Gad nu vide, om Marianne Jelved ville sige det samme, hvis der blev sagt ja ved alle folkeafstemninger? Og hvorfor er det lige i EU-spørgsmål, hun gerne vil af med folkeafstemninger? Fordi danskerne ikke bare nikker og siger ja til at holde op med at være danskere.

Marianne Jelved siger, at nej-partierne og nej-organisationerne ikke efterfølgende har noget politisk ansvar, hvis deres nej-anbefaling følges af flertallet af vælgerne.

Jo, det har de, men Marianne Jelved og de andre ja-politikere går jo ikke af, fordi der bliver sagt nej. Det var jo ikke sådan efter det danske nej i 1992, at regeringen gik af, eller at ja-partierne trak sig tilbage fra magten. De ville sandelig blive siddende på taburetterne. Ja-partierne skal nok, uanset om så 90 procent af folket siger nej 28. maj, holde fast ved magten.

Og det ved Marianne Jelved. For hun vil sige dagen efter 28. maj, at folkeafstemninger uanset resultatet ikke har noget med regeringsdannelser at gøre.

Hun siger også, at man ikke kan forestille sig, at Enhedslisten, Dansk Folkeparti og Fremskridtspartiet skal danne regering og klare problemerne, hvis det bliver et nej.

Nej, det er lige så utænkeligt, som det i sin tid var, at de radikale, dengang de var radikale, gik i regering med Venstre og de konservative. Men det var jo Marianne Jelveds store forbillede, Hilmar Baunsgaard,.der gik den vej og gjorde Marianne Jelved "radikal".

Men det hele er jo ren snak. Det gale er selvsagt, at regeringen og den bovlamme ja-sigende borgerlighed i folketinget i den grad ringeagter folket, at der kun er en plan for, hvad der skal ske, hvis det bliver ja til udvidelsen af unionen.

I 1972, da vi havde folkeafstemning om indtræden i det, der blev til EU, havde statsminister Jens Otto Krag tre taler parat til folketinget næste dag. En tale, hvis det blev ja. En, hvis det blev nej. Og en, hvis det lå lige på vippen. Da var der endnu en rest af agtelse for folket tilbage.

Marianne Jelved kan have ret i, at folkeafstemninger lige så godt kan afskaffes, hvis der kun må stemmes ja. Men hun har for længe siden forladt den demokratiske tankegang. Hvis hun var et egentligt radikalt menneske i partiets gamle ånd, så ville hun sige, at hun selvfølgelig som ja-siger vil agte et nej ved folkeafstemningen, og at hun ville glæde sig over et selvstændigt folks ret til frit at sige ja eller nej.

I Marianne Jelveds tankegang, som hun fremstiller den, er Unionen allerede blevet et nyt Sovjetunionen. Der måtte man også kun stemme ja. Sådan ender alle den slags storhedsdrømme i diktatur, først i menings-diktatur og derefter med usvigelig sikkerhed i vold mod unionens indbyggere. En union må altid have nye politifolk i træningslejr hele tiden.

Det er en hensynsløs og rå frækhed, når Marianne Jelved fremstiller de danske vælgeres modstand mod EU, som om modstanden er repræsenteret af Enhedslisten, Dansk Folkeparti, Fremskridtspartiet og halvdelen af Socialistisk Folkeparti, som hun taktisk glemmer at nævne.

Dybt, dybt inde i hvert eneste ja-parti er i snit nær halvdelen af vælgerne imod mere union. Halvdelen af det danske folk - plus lidt fler i 1992 og minus nogle få i 1993 - er imod unionens udvidelse.

Det kan ifølge demokratiets natur ikke være folket, der er noget i vejen med. Det må da være partierne. Når Marianne Jelved taler om nogle højre- og venstrefløjspartier som repræsentanter for modstanden, så snyder hun på vægten og vejer sin egen selvglæde med.

Det gale er jo, at i ja-partierne, udpræget i hendes "eget" Radikale Venstre, hindrer man modstandere af EU i at få poster af betydning, i at blive opstillet til folketinget og i at blive ministre. Ganske enkelt fordi partierne og deres vælgerforeninger er helt skævt sammensat i forhold til folkets meninger. Det er i ja-partierne, den er rablende gal, fordi de ikke svarer til folkets synspunkter.

Det kan man løse på to måder. Man kan, som Marianne Jelved vil, afskaffe folket. Det er i længden nok det, der giver mest politisk arbejdsro.

Men man kan også - sådan i al ydmyghed - tænke lidt over, hvordan det kan være, at omkring halvdelen af det danske folk er imod unionen, mere eller mindre, nøjagtig som andre mere eller mindre er ja-sigere.

Men skønt halvdelen af det danske folk er modstandere, så har der i de 25 år, vi har været med i EU, ikke været udnævnt een dansk minister, som var modstander af EU og dermed kunne repræsentere halvdelen af folket.

Jo, de konservative udnævnte en kulturminister, som var modstander af EU. Men hun måtte erklære sig som EU-tilhænger, før hun blev udnævnt.

Sådan ser det ud med demokratiet og friheden i Danmark.

Kunne man ikke tvangsflytte alle danske EU-modstandere til Færøerne, hvor de snart kan søge politisk asyl? Der bliver snart Storebælts-færger til overs til transporten. Så kunne Marianne Jelved få fred til at regere.

For modstanderne ville det have den fordel, at de på Færøerne meget sjældent ville få besøg af statsministeren.

© Poul Erik Søe 16. maj 1998

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside