faroeflag.gif (2013 bytes)

Færøernes lykkedag

Færøerne har i dag taget et vigtigt skridt - for det færøske folk selv og for alle selvstændige folks frihed.

Der er dannet et nyt landsstyre, som regeringen hedder på Færøerne med et langt smukkere ord. Det er et landsstyre sammensat af de politiske kræfter, der vil færingernes selvstændighed.

Landsstyret har Færøernes uafhængighed fra Danmark som vigtigste punkt. Enhver dansker, der ægte vil kæmpe for et folks ret til frihed og selvråderet, må glæde sig med færingerne.

På et tidspunkt, hvor så mange danskere vil sælge dansk selvstændighed til EU, og hvor vi om et par uger skal stemme om et endnu større tab af selvstændighed, er den færøske holdning en stor hjælp. I selve opgøret med Danmark giver færingerne os den bedst tænkelige hjælp.

Færingerne siger til os, at det aldrig er for sent. Hvor dybt vi end i det seneste kvarte århundrede er sunket ind i opgivelsen af vor eget selvstændighed, så kan det hele vende, når vi vi blot vil være os selv bekendt igen.

Det giver endnu mere mod til dansk frigørelse fra stormagtsdrømmene i Europa, at et lille folk som det færøske har vilje og mod til selvstændighed. I den nordiske samhørighed har færingerne raslet med nøglerne og tændt stearinlysene, som vi selv må gøre det for at blive et frit land og et frit folk igen.

Selvsagt er de seneste års baggrund for færingernes løsrivelse en skamplet på Danmark. Det er ufatteligt, at eet klodset menneske er skyld i den øjeblikkelige modsætning, der er opstået mellem de to lande. Det er statsminister Poul Nyrup Rasmussen, der står med skammen, færingerne med æren. At Poul Nyrup Rasmussen overhovedet kan tænke sig, at han kan være Danmarks talsmand over for udlandet, er umuligt at begribe, når så han så tommelfingret og følelseskoldt måned for måned har undergravet fællesskabet mellem de to lande.

Men fællesskabet mellem de to folk, færingerne og danskerne, er ikke brudt. Færingernes fulde uafhængighed vil knytte endnu stærkere bånd mellem Færøerne og Danmark. Sådan gik det, da Norge blev frit. Sådan gik det, da Island tog sig sin selvstændighed.

Det færøske landsstyre har nu sat sig et mål. Der skal en folkeafstemning til, før Færøernes frihed bliver virkelighed. Man må håbe for det færøske folks selvværd, at færingerne er så beslutsomme og frie som de politiske ledere, der nu med vidt forskellige politiske fortegn har samlet sig i kravet om færøsk selvråderet.

Det er færingernes lykkedag. Man må håbe, at de kræfter, der selvopgivende aldrig tror, at et folk kan selv, viger for den smukke fremdrift, der er den færøske selvstyre-bevægelse.

Og så skal færingerne vide, at set udefra kan sindbilledet   på frihed ikke være smukkere end det politiske fællesskab, der nu samles i landsstyret. Det er kræfter fra det yderste højre til det yderste venstre, der mødes i det ny landsstyre. Det er indlysende, at landsstyret får hårde dage i mange praktiske gøremål. Men det er et lærestykke for enhver dansker og alle andre med drømme om selvstændighed, at alle kræfter samles i eet mål.

Gid, de må skændes og kævles i det ny landsstyre. Alt andet er politisk en umulighed. Men gid, at de samtidig må opleve, at de trods alle forskelligheder er dybt knyttet sammen i selve det at være et folkeligt fællesskab. Det folkelige er kittet mellem modstående kræfter. Lad os andre lære af, at mørtelen, der binder stenene sammen, til tider kan være vigtigere end den sten, der bærer vort eget navn.

© Poul Erik Søe 9. maj 1998

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside