Begyndernes dag
i folketinget

Den ny arbejdsminister en pryd for folkestyret
Folketingets første behandling af regeringens lovforslag om indgreb i arbejdskampen blev præget af, at mange partier havde helt nyvalgte ordførere. Det skal de ikke høre ondt for.

Valget af uskolede ordførere siger noget om, at indgreb i arbejdskampe er blevet så almindelige, at der ikke er nogen frygt for uro som følge af folketingets magtudøvelse. Vi er ikke i 1956, da en Aksel Larsen gennem den direkte radio-udsendelse kunne bestille lønmodtagerne til at deltage i en krævegang på pladsen foran Christiansborg. Hans tale havde den følge, at man begyndte at sende "direkte forskudt" - der skulle være mulighed for i spændte øjeblikke at udøve censur på, hvad der måtte høres fra folketingets talerstol. Derfor blev der indbygget en forsinkelse i udsendelsen af ordene.

Der er ikke de samme modsætninger i det danske folk som dengang. Derfor kan folketingets lovdrøftelse heller ikke ophidse på samme måde. Og folketingsmedlemmerne selv er ikke med deres følelser og holdninger egentligt til stede. Man afleverer ord, som diplomater overrækker nedskrevne budskaber.

Om man er for eller mod indgrebet i arbejdskampen, må det i hvert fald siges, at danskerne er gode til demokratiets samtaleform, og at det også gælder i folketinget. Også de nye ordførere havde viljen til de demokratiske samtale. Ikke at det var den store litterære form og den store talerkunst. Men der var ingen kunstig ophidselse.

Og der er i hvert ikke noget galt med, at helt nye ordførere i folketinget er famlende, har svært ved det ordvalg, der hører sådan et indgreb til, og har endnu sværere ved at den nylige få valgkampen til at hænge sammen med den politiske hverdag. Det gjaldt tydeligt den ny radikale ordfører, der havde svært at sy valgkampens ord om de udstødte sammen med, at indgrebet netop ikke hjælper de udstødte. De fleste seere og lyttere, som fulgte drøftelsen i folketinget, fandt dog nok selv ud af, at indgrebet nu handler om at løse konflikten, ikke om at gennemføre valgløfter.

Man har lov til at være ny. Og at være folketingsmedlem og ordfører for et parti er som det meste andet noget, der skal læres. Og at føre ordet lærer man ved at føre ordet. Det kan ikke gøres på anden måde.

Den megen lægt vægt på de nye har her som baggrund, at også arbejdsministeren er ny. Om man er for eller imod indgrebet, må det siges, at arbejdsminister Ove Hygum har vist sig sin opgave voksen. Klog, sart og kyndig. Han rystede end ikke på smilebåndet, men kunne få mundvigene til at flytte sig ud ad også mod slutningen af drøftelsen.

Allerede under arbejdskampen havde han ro, ikke påtaget ro, men den værdighed, der springer af indsigt og personlig holdning. Hans ord var velovervejede og i pagt med den stilling, han er udpeget til. Og selv da han i eftermiddag var i klare vanskeligheder med spørgsmålet om, hvem der egentlig får de nye fridage, så gik han ikke i panik. Han indså hurtigt, at den røde rette-pen skulle frem under udvalgs-arbejdet. Og hans ordvalg, mens han forklarede det, han måtte indrømme som en vanskelighed, var igen ukunstlet og uden den oppustning, som hans regeringschef altid prøver at klare sig med.

Det handlede med god grund om lovens mindstemål for ansættelses-tid, der kan udløse de ekstra fridage. Det kræver ansættelse på mindst seks eller ni måneder. Stillet over for, at lovens regler holder mange børnefamilier uden for løsningen, svarede arbejdsministeren klogt nok, at der jo hos alle er megen omhu for ikke at gribe for meget ind i parternes frie aftale-ret, og han havde derfor prøvet at "gøre smerten mindre ved at bruge de opfindelser, parterne selv har gjort". Ordvalget er altså hentet hos Arbejdsgiverforeningen og LO.

Det var Enhedslistens Frank Aaen, der rejste disse spørgsmål, og arbejdsministeren gav tilsagn om, at de goder, der ligger i lovforslaget, vil komme til virkning for alle på det område, indgrebet handler om. Dermed fik Frank Aaen meget håndgribeligt ud af sin ihærdighed i løbet af eftermiddagen, men samtidig fremtrådte den folketings-politisk uskolede Ove Hygum som et frejdigt menneske, der med al grund må spås meget stor fremtid på Christiansborg.

© Poul Erik Søe 6. maj 1997

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside