Magtdemokraten
og pagtdemokraten
Der er længere mellem Marianne Jelveds og Svend Aukens demokrati-syn, end der er mellem tilhængere og modstandere af unionen
Der er to slags demokrater - i hvert fald. Der er to iøjnefaldende forskellige slags demokrater. Magtdemokraten og pagtdemokraten.De var begge til stede i TV2's morgen-udsendelse, der havde politisk komsammen i dag.

Vi fik af den radikale vicestatsminister og økonomiminister Marianne Jelved at vide, hvad der er selve demokratiets kerne. Hun er ikke i tvivl om, at demokratiets kerne er lige nøjagtig det, hun gør. Det er solskins-tindrende smukt. Sådan passer verden altid til een selv.

Det handlede i Marianne Jelveds fremstilling om euroen, den europæiske mønt i EUs møntunion. Marianne Jelved er ikke bare tilhænger af euroen. Hun vil have Danmark med i møntunionen. Det siger hun ved enhver lejlighed.

Og det er selve demokratiets kerne. Mener hun. En politiker har et standpunkt og lægger det frem for folket. Politikeren gør det for at påvirke folket, for at skabe en folkelig drøftelse om emnet. Politikeren har et mål og skjuler det ikke. Politikeren må så vente, til folket mener det samme som politikeren. Og så kan det gennemføres.

Hvor har hun ret. Sådan skal det gøres. Uden at det af den grund bliver kernen i demokratiet. Kernen i al folkestyre er, at politikeren er folkets eller folkegruppers talerør. Politikeren repræsenterer folket eller dele af folket. Det hindrer ikke politikeren i at have egne synsmåder, tværtimod, for der er tale om et samspil. Men kernen i et demokrati er og bliver folket - ikke den enkelte politikers mening og kamp for at få sit eget igennem.

Marianne Jelved er magtdemokrat. Den kendsgerning, at nogle vælgere har haft tillid til at sætte hende i folketinget, er i løbet af ingen tid for hende blevet til, at hun ser sig som skolemesterinde. Hun ved det hele, og hun holder bare af og til prøve og eksamen med eleverne, som er vælgere, der stemmer ved valg og folkeafstemninger. Hvis vælgerne mener det samme som Marianne Jelved, får de højeste karakter.

Det, Marianne Jelved, kalder kernen i demokratiet, hedder i daglig tale pædagogik. Hun tror, demokratiet er en skole, hvor de udvalgte opdrager de uvidende. De udvalgte er skam tålmodige med de uvidende. De udvalgte prøver igen og igen som gode skolelærere, der indøver sprog og regning. Endelig en dag svarer eleven, som læreren ønsker det. Og så er der ros fra katedret.

Sådan er Marianne Jelved i gang med os. At hun selv har et standpunkt til euroen er selve kernen i demokratiet. At mere end halvdelen af folket har et andet standpunkt til euroen - det er en fejl ved folket og ved demokratiet.

Værre er det, at Marianne Jelveds syn på euroen slet ikke har det demokratiske indhold, hun hævder. Marianne Jelved var med til at udvælge de fire danske undtagelser fra EU-traktaten. I virkeligheden overtog hun og regeringen - som den borgerlige regering forud - Socialistisk Folkepartis fire undtagelser og kaldte dem "et nationalt kompromis".

Kernen i den sag er, at folket aldrig blev spurgt om, hvilke emner i EU-traktaten, der havde fremkaldt et flertal af nej-stemmer. Magtdemokraterne kunne selv. Og de vedtog de fire undtagelser med fem sjettedels flertal i folketinget, før der blev holdt en ny folkeafstemning.

Ved den lejlighed sagde Marianne Jelved, om undtagelserne og altså også om euroen, de falske ord "hertil og ikke længere". Meningen var at sige til de genstridige elever, vælgerne, at nu kom der ikke mer union i EU.

Og magtdemokraten kunne nu sole sig i eget skin. Hun var med til at liste den EU-traktat igennem, som folket havde sagt nej til, ved at lade folketinget vedtage, hvad der ved folkeafstemningen 1992 var sagt nej til. Euroen var ikke dansk politik. hertil og ikke længere. Det var hendes standpunkt.

Men det hindrede ikke Marianne Jelved i stadig at være tilhænger af euroen. Og hun har helt ret i, at det er hendes soleklare ret stadig at mene, at euroen er den bedste vej. Og derfor har hun også ret til stadig at kæmpe for den. Så langt ser det demokratisk ud - og er demokratisk.

Men Marianne Jelved gik jo videre end det. Selvom hun i folketing og regering havde sagt nej til euroen, og selvom hun havde sagt "hertil og ikke længere", så gik hun i gang med at indrette dansk økonomi, som om Danmark skal med i euroen, i møntunionen. Det er jo her, forræderiet ligger.

Marianne Jelved har som økonomiminister ført en økonomisk politik, der tilpasser sig euroen og kravene om optagelse i møntunionen. Det er en falsk melodi, når hun fremstiller sig som en demokrat, der kæmper for en sag og først gennemfører den, når folket er "modent" til det.

Nej, Marianne Jelved er magtdemokrat, der ganske uanset sine egne ord og uanset to folkeafstemninger har indrettet politik og økonomi efter den møntunion, som hun har givet folket løfte om at holde Danmark udenfor. Hele den økonomiske lovgivning og især forvaltningen er skridt for skridt en tilpasning til euroen og dermed en krænkelse af det danske folks tilkendegivne standpunkter ved folkeafstemninger og et brud på Marianne Jelveds egne løfter.

Hun er en magtdemokraten, der tilrettelægger økonomien, så den i sig selv arbejder for at "modne" folket til euroen. Den økonomiske politik tager ikke hensyn til det danske nej til euroen. Det har været hendes stolthed, at dansk økonomi var i en tilstand, så Danmark, selvom vi var undtaget fra euroen, var blandt de lande, der nemmest kunne komme med i møntunionen - langt nemmere end mange af dem, der skal deltage i møntunionen.

Oversat vil det sige, at Marianne Jelved lader sit eget standpunkt udmønte i politisk handling, mens der ikke er mindste hensyntagen til de løfter, der er givet folket, og til de synspunkter, der så tydeligt - også i går - findes hos meget store dele af det danske folk.

Magtdemokraten Marianne Jelved mener, at hendes eget syn på euroen tillader hende at skalte og valte med den økonomiske politik og forvaltning, som om hun har ret til gennem politik og økonomi at skabe danskeren en hverdag, som skulle vi være med i den europæiske møntunion. Det er jo her, den er gal. Det er jo denne hensynsløse herskertrang, der krænker det danske folk. En fjerdedel af vælgerne stemte slet ikke i går. Men 44,9 procent sagde nej, flere end ved sidste folkeafstemning.

Nej-sigerne udgør en langt større del af folket end selv det største parti, socialdemokraterne. Nej-sigernes stemmetal er ti gange så stort som Det radikale Venstres. Alligevel mener Marianne Jelved, at hun kan føre den daglige politik, som om den er hendes personlige ejendom. Og så kalder hun tilmed sin handlemåde for selve demokratiets kerne.

Der var et andet menneske til stede i morgen-udsendelsen, miljøminister Svend Auken. Når ikke endnu flere end 2/5 af de socialdemokratiske vælgere sagde nej i går, så er det hans skyld. Når Nyrup Rasmussen selv tager æren for ja-flertallet, og når andre roser ham for indsatsen, så er der skrevet forkert modtager på æresbrevet. Ja-flertallet blev skabt på trods af Nyrup. Det er Svend Auken, der mest har medvirket til, at det blev ja.

Og det er Aukens ordvalg, der er gør forskellen. Han var bedst, når han i kampen før folkeafstemningen drøftede miljø-spørgsmål i EU, knap så sikker i det øvrige stof. Men hvem var i det hele taget sikker? Aukens ordvalg røbede et helt andet politisk menneske, en pagtdemokrat.

Hos Svend Auken vil enhver, der er modstander af ham og i dette tilfælde af hans syn på EU, føle sig hjemme. Man kan hos ham høre sig selv - også i det, man er uenig med ham i. Man er i pagt med ham, om man på nok så mange områder er modstander af hans politiske syn.

Sådan lød også Aukens ord denne morgen. Hos Auken bliver ja-sigeren mindet om sin indre unions-modstander og længsel efter folkelig samhørighed. Og nej-sigeren bliver mindet om det folkelige fællesskab, der modsat nationalismen altid åbner armene for det fremmede.

Det er ikke noget tilfælde, at det netop er Marianne Jelveds parti, Det radikale Venstre, der har hindret Danmark i at få Svend Auken som statsminister. Der er mellem Marianne Jelveds og Svend Aukens demokrati-syn en kløft, der er større end mellem ja-sigere og nej-sigere til unionen.

© Poul Erik Søe 29. maj 1998

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside