Dødssynderne drysser
I kirke med Kingo og blegnende kalkmalerier på bro-åbningens dag
Det virker næsten som en dødssynd at sige det. Men vi var halvtreds, der ikke var til bro-åbning i går. Og at vi havde det helt rart alligevel. Vi var i kirke i vores nabosogn, Nørre Nebel. Og måske er det også en dødssynd at sige det næste. Vi var der ikke så meget for at høre om den rige, der har svært ved at finde Guds rige, når han er så optaget af arvespørgsmål. Vi var der på grund af arkitekten.

Kirken er omkring 800 år ældre end Storebæltsbroen, og den holder endnu. Men den er lidt medtaget. Det sagde menighedsrådet allerede for tolv år siden. Men nu er de ved at sætte det gamle hus i stand. Vi var ikke til genindvielse. For kirken er slet ikke færdig. Tanken var, at vi skulle komme, mens det så værst ud, og se, hvordan sådan et gammelt hus er bygget, tæret og slidt. Og hvad vi får for fire millioner kroner.

Det var ellers en god prædiken, uden at vi kom for meget i skifteretten. Og præsten havde viseligt valgt meget gamle salmer, ikke så gamle som kirken, men de har været med et stykke af vejen, og salmerne, mest Kingos, holder bedre end huset. De virker stadig slidstærke.

Mens vi sad og tænkte på Storebælts-broen, dronningens tale, trafikministerens tale og statsministerens tale - sikre på at han ville sige noget om at bygge bro til Europa - sang vi:

Hvad er det dog alt,
som verden opsminker med fager gestalt?
Det er jo kun skygger og skinnende glar,
det er jo kun bobler og skrattende kar,
det er jo kun iseskrog, skarn og fortræd,
forfængelighed!

Og lidt senere var det næsten som at være til genindvielse i kirken, da vi sang den samme som de gjorde, da dagens bro-åbnere, måske undtaget den ny trafikminister, var samlet i Christiansborg Slotskirke efter branden og genopbygningen, og dronningen havde valgt Kingos salme "Sorrig og glæde" med ordene:

Vælde og visdom og timelig ære,
styrke og ungdom i blomstrende år
højt over andre kan hovedet bære,
falder dog af og i tiden forgår;
alle ting må
enden opnå,
Himmelens salighed ene skal stå.

Det er ikke hovedet, der falder af ifølge Kingo, men vælden, styrken og ungdommen falder af på den, som tiden går. Som kirkehuse gør det, som broer og gamle tanker gør det. Og i den salme opdagede vi, at ældningens lov også gælder selve denne salme af Kingo. Nogen har hugget gammel mørtel fri af salmen og prøvet at gøre den romantisk ny. Nu står der i salmebogen, og det er en dødssynd:

Dejligste roser på tornebusk gløde
skønneste blomster har tærende gift,
under en rosenkind hjertet kan bløde,
for dog at skæbnen så sælsomt er skift!
Farefuldt vand
bruser om land,
Himlen har ene lyksaligheds stand.

Men Højskolesangbogen har værnet det gamle bedre. Her prøver sangbogsudvalget hverken at være sødladent smart eller moderne, men overlader til læseren og sangeren at gøre et stykke arbejde for at finde ind i digterens tanke:

Dejligste roser har stindeste torne,
skønneste blomster sin tærende gift,
under en rosenkind hjertet kan forne,
for dog at skæbnen er sælsom og skift!
I våde-vand
flyder vort land,
Himlen har ene lyksaligheds stand.

Ganske vist må der en fodnote til i Højskolesangbogen, så læseren får at vide, at forne vil sige at blive gammel, men virkningen er dog, at mens sangen lyder, er vi inde i det stykke opbevarede tid, som salmen er.

Værnet er også bogstav-rimet våde-vand, der i salmebogen er blevet til farefuldt vand, som trods forsøget på at være nutidig alligevel ikke passer til dagens bro-åbning. Hvis da ikke betonen er så dårlig, som Danmarks Radio siger. Vigtigt er det også, at selve skæbnen er sælsom i Højskolesangbogens værnede udgave af salmen, og det er en anden snak end salmebogens "skæbnen så sælsomt er skift". Det lyder som en omtale af vilkårlige handlingsplaner for arbejdsløse.

Ved altergangen kan vi se præstens sko fra Jacoform under præstekjolen, selvom det nok er en dødssynd at kigge på sko lige i de øjeblikke. Men med dødssynderne er det ved at være slut. Dødssynderne blegner og forsvinder snart helt. Det er jo også bare gammelt katolsk ragelse, men herude vestpå var vi kommet til at holde meget af dødssynderne, fordi de var vore egne, og nu vil vi nødig af med dem. Jeg tænker på et gammelt kalkmaleri af en syndemand i Nørre Nebel kirkes kor. I slangebånd hvirvler dødssynderne omkring manden som pigefletninger eller dansebånd.

Men kalkmaleriet blegner. Med nogle hjælpende ord kan man stadig få lidt ud af billedet, ligesom ordet forne i Kingos gamle salme værnes om ikke med en hjælpende hånd, så med en hjælpsom fodnote.

Hele den katolske kirkes tanke om dødssynder er et frygteligt greb om mennesket, så skal man ikke bare glæde sig over, at  her er dog et enkelt sted, hvor den saltholdige vestenvinds bygevejr har ramt et gammelt hus så hårdt, at et gammel kirkeligt magtkneb i et billeds skyggesprog drysser ned og bliver til støv?

Nej, for så let slipper vi ikke af med dødssynderne - og for den sags skyld heller ikke med arvesynden, der også er et kirkeligt fif og ikke har rod i det ny testamente. Ordene og tankerne gennem menneskets historie slipper os ikke, selvom vi brænder bøgerne og lader kalkmalerierne drysse og blegne.

Vi er ikke historieløse, men lever af at tage stilling til det, der er søsat før os, og som vi må vide med os selv, om vi vil lade flyde eller synke. Det er en samtale, der føres i enhver kirke, for egentlig er forkyndelse ikke prædiken, men den samtale, som andres ord og billeder fører til i os selv.

Af arkitekten fik vi bagefter at vide, at hans opgave var at værne huset - så godt som muligt, og efter hans syn mest muligt i pagt med det hus, der oprindelig er rejst på det sted, men også med agtelse for det stykke historie, hvert slægtled har føjet til.

Det er ikke arkitekten, men Nationalmuseet, der tager stilling til, om et kalkmaleri skal forsvinde eller trækkes op. For nogle år siden var det skik, at man istandsatte kalkmalerierne, hvis der var brug for det. Man malede dem op, sikkert velvidende at enhver istandsættelse af et billede samtidig er en ødelæggelse, ikke af billedets budskab, men af dets tid. Galt er det først, hvis man giver man sig til nutidigt at male billedet gammelt, sådan som nogle sælger nye ting som gamle ved at bore ormehuller i dem, slibe slidmærker i dem og stryge dem med en gråtone, så de ser gamle ud.

Det er et valg, man træffer. Og lige nu er det mode i Nationalmuseet, at der ikke skal gøres noget ved kalkmalerierne - at man så vidt muligt undgår opmalingen. Kun det, der af sig selv overlever manglende værn, får lov at blive. Det er selvsagt et valg fra kalkmaleri til kalkmaleri, men grundreglen er at lade det gamle være i fred.

Nationalmuseet har dog så tit taget fejl. Engang mente Nationalmuseet, at enkeltgravsfolket på sær vis kun havde levet i Danmark de samme steder, hvor der senere lå nogle af de bedste jyske kroer. Grunden var ligetil. Udgraverne fra Nationalmuseet boede på de bedste kroer, og de tog aldrig længere væk for at grave, end at de var sikker på at være tilbage på kroen til spisetid. Det er, hvad videnskab også er, såre menneskelig.

Og derfor skal vi ikke lade Nationalmuseet vælge for os. De har alt for meget om ørene til at have overblik. Og det, der i dag er god museums-skik, er med sikkerhed en dødssynd i næste slægtled. Jeg mener, at Nationalmuseet har skændet et andet dyrebart minde her fra egnen. Man fandt for et kvart århundrede siden en ung pige i en blå og rød dragt. Lønne-pigen fra jernalderen var lagt i graven med det, der for vor egen tid skulle blive til den ældste værnede klædedragt i farver nord for alperne.

Nationalmuseet gjorde stort set intet for at værne dragtens farver. Stykkerne af dragten blev lagt i almindelige æsker på Nationalmuseets lager uden særlige form for værn. Lønne-pigens fletning, der var helt særegen, gjorde man intet for at holde i den form, håret var fundet i. Så nu kan der blive videnskabelig strid om, hvordan fletningerne har set ud. Jeg synes, det er en dødssynd.

Dødssynderne er ikke til at slippe af med. Men herude vestpå forsvinder de af sig selv. Man kan ligefrem komme til at holde af dem, ikke ens egne selvsagt, men dem på kirkevæggen. Jeg skal ikke påstå, at det er mig, der har ret, når jeg vil have dødssynderne trukket op. Den påstand ville være en dødssynd i sig selv.

For mine egne synspunkter hænger jo heller ikke sammen. Jeg vil have Kingos salme så urørt som mulig. Jeg er ikke meget for at nutidiggøre Kingos ord, trække dem op til genkendelig nutid, men kalkmaleriet vil jeg gerne have trukket op, selvom det gamle billede så uvægerligt forsvinder, mens budskabet værnes. Hvad skal man sige - uden at snakke om sønderjyske boller eller foreslå en fotostat i kirkekoret af billedet fra dets velmagtsdage. Vi kunne da snakke sammen om det, inden EUs store katolske flertal giver tilskud til at sikre dødssynderne og i præsteløftet indfører forbud mod Jacoform på præstefødder under altergang.

© Poul Erik Søe 15. juni 1998

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside