Rør ikke Ivar Hansen
Oppositionen bør altid have posten som folketingets formand
Det er ikke til at vide, hvad der ligger gemt i regeringens færø-aftale ud over den selvfølgelige godtgørelse for, at regeringen har snydt færingerne, og at Atlanterhavsøerne har betalt overrente til Danmark i en årrække.

Et af de færøske medlemmer har i sammenhængen talt om "normale tilstande", hvilket vil sige, at de færøske medlemmer ikke blander sig i dansk indenrigspolitik. For tiden opvejer de to færøske mandater hinanden, den ene sidder i oppositionen, den anden i et regeringsparti.

Men egentlig er det jo kun et øjebliks-billede af folketinget. Ethvert medlem fra Danmark, Færøerne og Grønland kan selvsagt når som helst, medlemmet ønsker det, deltage i drøftelsen af og afstemningen om enhver sag. Det er grundlovens mening. Og et kommende valg kan give helt andre fordelinger af færøske og grønlandske mandater, hvis de to folk da overhovedet længere vil deltage i folketingsvalg.

Øjebliks-billedet er dog godt til at overveje, hvordan folketinget skal indrette sin fremtid. Alle ved, at de to færøske medlemmer var årsag til, at der efter folketingsvalget i marts 1988 måtte findes en formand for folketinget ved hjælp af lodtrækning fra den kinesiske krukke. Det blev Ivar Hansen fra Venstre i kappestrid med den tidligere socialdemokratiske minister Birte Weiss.

Surheden var stor i regerings-kredse. Statsministeren havde lagt en kabale og fordelt damer og knægte på ministerposterne. Birte Weiss var til overs og skulle så efter statsministerens planer have posten som folketingets formand. Lodtrækningen mente noget andet.

Det kan der ændres på til oktober, når folketinget mødes igen. Måske fører den ny færø-aftale til, at Birte Weiss kan vælges denne gang. Men det ville være en urimelig udgang. Ikke fordi Ivar Hansen sidder på posten med mere ret end Birte Weiss. Heller ikke på grund af deres personer. Men fordi lodtrækningen om end tilfældigt har peget på en god fremgangsmåde, der bør blive skik.

Det er ikke rimeligt, at posten som folketingets formand kan bruges som kort i en statsministers kabale, når ministerposterne deles ud. Selvsagt er det alene statsministeren, der udpeger ministre - nu oftest i samvirke med andre regeringspartier.

Men det er ikke selvfølgeligt, at folketingets formandspost skal være del i spillet. Det har ganske vist altid været sådan, hvad der ikke er grund nok til at blive ved. Da den radikale Hilmar Baunsgaard blev statsminister, skete det efter at have overtrumfet den tidligere gruppeformand Karl Skytte i partiets magtkamp. Som et plaster på såret fik Karl Skytte formandsposten i folketinget.

Senere statsministre har brugt folketingets formandspost som holdeplads for uheldige justitsministre. Erik Ninn-Hansen og nu afdøde H P Clausen er konservative eksempler. De var begge i klemme i Tamil-sagen. Og Erling Olsen blev folketingets formand, fordi han kunne blive en belastning for regeringen i Nørrebro-sagen, sådan som de seneste dages afhøring da også har afsløret det.

Folketingets formand har landets højeste embede. De fleste tror, at det er statsministeren, og den nuværende statsminister bidrager ikke i væsentlig grad til at ændre folks fejlagtige opfattelse. Det er selvsagt utåleligt, at landets højeste embede bruges til oplagring af regeringens uheldige helte. Måske har partierne allerede lært det.

Men øjebliks-billedet med Ivar Hansen som formand peger på en løsning, der kan give formandsposten værdigheden tilbage. Det bør være skik, at det altid er oppositionen, der udpeger folketingets formand. Der er ganske vist ikke tvivl om flertallets ret til at pege på formanden, men meget i folketinget er jo sædvaner, der i en del tilfælde er ret gode skikke. Flertallet, der står bag kommende regeringer, må altså være rede til magtafkald - for folkestyrets skyld.

Det er nemlig ikke så ligegyldigt med den formandspost, som mange tror. Det afhænger i høj grad af formandens myndighed og igangsættende kraft, om folketinget værner sin stilling som overordnet regeringen, hvad folketinget jo altid er.

Det har også i afgørende øjeblikke været vigtigt, hvordan folketingets formand deltog i og planlagde det politiske spil, som afviklingen af folketingets møder og dagsordener også er. En nyordning, hvor oppositionen udpeger folketingets formand, vil medvirke til at understrege folketingets ophøjede stilling i forhold til regeringen.

Nyordningen skal selvsagt ikke gå ud på, at det største oppositionsparti altid får posten som folketingets formand. Det flertal, som står bag en regering, skal jo ikke gå så vidt i magtafkaldet, at det ikke har indflydelse på valget. Det ville være en krænkelse af selve tanken om flertals-demokrati. I det øjeblikkelige folketing ville efter en nyordning ethvert medlem uden for regeringspartierne kunne blive formand.

I virkeligheden vil nyordningen ikke være helt fremmed for folketinget. Hvis flertallet bag enhver kommende regering frivilligt giver plads for oppositionen på formandsposten, svarer det til, hvad man i mange år har kendt fra Nordisk Råd, de nordiske parlamenters rådgivende forsamling. Her har det altid været fra oppositionen, formanden for hvert lands delegation blev udpeget. Og det altid været en fra oppositionen i det land, hvor årets session - som det hedder på nordisk - blev holdt, der var formand for Nordisk Råd som helhed.

Der er altså grund til for regeringen ikke at løbe stormløb mod den kinesiske krukkes valg af Ivar Hansen. Ikke for personen Ivar Hansens skyld, men for at styrke folketinget i dets svaghed over for regering og embedsværk. Men også for at styrke oppositionen, der som begreb ikke har den nær styrke, som kendes i et land som England, hvorfra vi har hentet parlamentarismen.

Nyordningen er i hvert fald på sin plads frem til det øjeblik, da andre partier følger Det radikale Venstres prisværdige stræben på at leve op til grundlovens ord om adskillelse mellem lovgivende og udøvende magt. De radikale ministre træder ud af folketinget, når de bliver ministre. Også den handling skyldes frivillighed og magtafkald. Hvis alle partier fulgte denne nye, gode skik, som nordmændene altid har haft, så var det ingen vanskelighed, at regeringspartierne udpegede folketingets formand. Så var folketinget nemlig i sig selv styrket i forhold til regeringen, når ministrene ikke længere sad med om folketingets bord som medlemmer tinget.

Modsat er det uværdigt, hvis for eksempel Birte Weiss blev folketingets formand, at hun i så mange forhold var undergivet sin partiformand og statsministeren i samme person. Det har ganske vist været sådan længe, men Tamil-sagen, Færø-sagen, Nørrebro-sagen og endnu en række af sager de seneste år har vist, at hverken ministre eller embedsfolk kan tumle den dobbeltrolle, ministre har som ledere af et ministeriums magtudøvelse og som del af den lovgivende magt.

Endelig er det magtafkald, der skal til, for at Ivar Hansen kan fortsætte på posten, ikke uhørt i folkestyret. Det nu afdøde venstre-folketingsmedlem Jens Peter Jensen ville engang bage en rævekage, der midt i et forløb skulle fjerne den socialdemokratiske formand for Radiorådet, Knud Heinesen, fra posten. Mere besindige kræfter hos Venstre og konservative fandt ud af, at magtafkald var det klædeligste.

© Poul Erik Søe 11. juni 1998

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside