Højesteret
undergraves

Sygdommen til døden har ramt demokratiet
Det dyrebareste i folkestyret ligger på sottesengen. Selvsagt har vi ikke et fuldkomment demokrati og får det heller ikke. Men viljen til at ville det fuldkomne - med sikker viden om aldrig at nå det - er selve drivkraften. Grundlæggende må et folk have indbyrdes tillid og samtidig tillid til den magtudøvelse, folkestyret har skabt i fællig.

Det kan aldrig blive et krav om tillid til hvert enkelt menneske med myndighed i de lovgivende, udøvende og dømmende magter. Holdninger vil hindre, at enhver af magtudøverne bliver godtaget af alle, og holdnings-dommen kan retfærdigt og uretfærdigt ramme enhver lovgiver, embedsudøver og dommer. Tilbage må dog være en fælledvedtægt, der fremmer den enkelte borgers lyst og vilje til også at dømme holdnings-modstanderen uvildigt og fordomsfrit.

Det er denne fællesvedtægt, der smuldrer. Det lugter ramt, harsk og råddent fra den øverste del af samfundet. Sygdommen til døden har ramt demokratiet. De udøvende magter, der efter grundloven skal være adskilte, opleves som et fællesvævet gulvtæppe, demokratiet fejes ind under. Ordet over-Danmark trænger sig voldsomt på som udtryk for en samfundsmagt, der ikke udfolder folkestyret, men undertrykker det. Demokrati er blevet det skidne ord, der skal ind under gulvtæppet.

Alligevel skal man ikke lytte til den slags samfunds-stormere, der straks vil kaste folkestyret omkuld og begynde forfra. Nok står det rivegalt til, men vi har ingen som helst grund til at begynde forfra. Hvorfor skulle vi dog det? Vi har som få folk på jorden rige og holdbare sædvaner i folkestyrets udfoldelse.

Det skal siges lige ud, at folkestyrets håb i dag ikke findes i de lovgivende, udøvende eller dømmende magter. Muggen sender sine dødtråde dybt ind i folkestyret som grønhed i rødgrød. Der er da i hobetal af demokrater i de magter, som fremstår af fællesvedtægten, men de er for svage, for rædde og for underkuede til at have gennemslagskraft.

Håbet ligger derfor hos pressen. Ikke siden visnepolitikkens tid i de sidste treti år af forrige århundrede er vi blevet mindet om værdien af en stærk og fri presse, der i disse år næsten er ene om at holde folkestyre-håbet oven vande. Og glædeligvis gælder det ikke kun den presse, der altid hævdes at være "udsolgt", når man flyver med Maersk Air, hvor ejerens politiske syn og ikke kundernes ønsker fastsætter avis-indkøbet.

Danskerne har selvsagt gjort fejl undervejs i folkestyrets udvikling. Dybest set har vi næsten ikke gjort andet end fejl. Men vi har lært af fejlene. Der har hele tiden både hos folket og magtudøverne været mere end god vilje til at ændre kursen efter hver grundstødning. Og det siger ikke først og fremmest noget om folkets evne til demokrati, for vi er ikke bedre end andre, men det siger noget om den sædvane, at magtudøverne oftest i kriserne har valgt magtafkaldet frem for volden.

Det er just her, der er gået svamp i den danske bøg. Det er en svamp, magthaverne har hjembragt fra EU. Magten er sat i bankboks uden for landets grænser. Magtudøverne har bundet sig i det fremmede, før de har folkelig godkendelse. Følgen er, at de ikke er i stand til magtafkald som i dansk folkestyres næsten halvandet hundred års historie. De har ikke længere magt over magten. Derfor mangler de magtafkaldets mulighed som fredeliggørende redskab. Når et demokrati mister magtafkaldets mulighed, så er der kun volden tilbage. Derfor vokser volden og magt-overgrebene. Derfor kan vi for første gang i folkestyrets historie ikke holde folkeafstemning uden at udruste en politi-hær.

Og derfor er det netop på magt-brugens område, at rødgrødens grønsvampe er tydeligst. Fosfor-lysende står Tamil-sagen som vartegn for et over-Danmark, der gik råd i. Men endnu i Tamil-sagens dage var der håb. En højesterets-dommer gennemførte en undersøgelse og påviste med styrke, klogskab og myndighed fejlene i udøvelsen af folkestyret. Regeringen måtte gå af, og en minister fik dom. Folkestyret og retssamfundet er ikke ufejlbarligt, bliver det aldrig, men der var vilje til at rette fejlene og lære af dem.

Troede vi. Men dag for dag og år for år blev vi klar over, at Tamil-sagen ikke var enestående, men at den blot var en tydeliggørelse af et retssamfund i forfald. Med Nørrebro-sagen, hvor urostiftere og urobetjente begge kastede med brosten, og hvor politiet for første gang i folkestyrets historie skød på mennesker, også ifølge domstolene helt uskyldige forbipasserende, blev det klart, at særtilfældene var blevet dagligdag.

Der fremstod ikke bare et over-Danmark, der skjulte egne og hinandens fejl. Der viste sig med al tydelig at være et netværk af sammenhænge, der skjult og sammenlagt gjorde de øverste lag i samfundet til en besættelsesmagt med egne love, først og fremmest i deres egen opfattelse repræsenterende en fælleseuropæisk stat, de hævdede ikke eksisterede. Unionen var ikke stendød, men det var demokratiet.

Statsminister Poul Nyrup Rasmussen kunne uden undersøgelse fra første færd godkende politiets handlinger på Nørrebro og har aldrig givet en undskyldning til de danskere, der selv efter domstolenes udsagn var uskyldige og alligevel blev udsat for politiets overgreb. Ligesom den danske regering aldrig har værnet de danskere, der i Brüssel ved en fredelig EU-krævegang ulovligt blev, hvad hollandsk politi kaldte "forebyggende tilbageholdt". Deres demokratiske rettigheder var tydeligt krænket, men regeringen er ikke fri til at værne danske statsborgere.

Den slags skulle vise sig at hænge mere sammen, end vi troede. Langsomt viste det sig, at politiets efterretningstjeneste øvede ulovlig virksomhed. Landets justitsminister påstod det modsatte - men gulvtæppet blev løftet, så hans snavs dag for dag blev støvsuget, også af aviser som Jyllands-Posten. Der er på landets redaktioner en voksende forståelse for, at faretegnene for folkestyret ikke må undertrykkes.

Det viste sig, at politiets efterretningstjeneste ulovligt overvågede lovlige skoler og lovlig politisk virksomhed. Politiet var på jagt efter samfunds-undergravende virksomhed, og det skulle vise sig, at politiets virksomhed selv var mest undergravende for det demokratiske samfund.

Det radikale Venstres folketingsgruppe - som andre - aftalte, at der skulle ske en uvildig undersøgelse af politiets efterretningstjeneste. Men endnu engang bøjede den lovgivende og kontrollerende magt, folketinget, sig for den udøvende magt, ministre og embedsværk. Stik mod sin egen folketingsgruppes vedtagelse godkendte udenrigsminister Niels Helveg Petersen i regeringens sikkerhedsudvalg, at der ingen uvildig undersøgelse skulle ske.

Men pressens afsløringer af politiets undergravende virksomhed mod det folkestyrede samfund fortsatte. Det kom frem, at politiet ulovligt havde registre, der længe skulle have været slettet. Sådan fældede politiet formanden for Det konservative Folkepartis folketingsgruppe. Svinestregerne ville ingen ende tage.

Det viste sig undervejs, at den mand, regeringen havde udpeget til at undersøge politiets handlinger på Nørrebro, Asbjørn Jensen, dækkede over det selvsamme politi, han blev sat til at lave sin undersøgelse af, og det viste sig, at Asbjørn Jensen lod dem, der skulle undersøges, få indflydelse på det, der blev undersøgt. Ombudsmanden måtte rykke ud og stemple Asbjørn Jensens undersøgelse med ord, som er de voldsomste, der er nogensinde er brugt i den slags sager.

Asbjørn Jensen lavede to ubrugelige og juridisk enfoldige undersøgelser, der begge blev kasseret, men han ophøjedes til en af samfundets højeste poster, højesteretsdommer. På grund af domstolens "uafhængighed" får vi aldrig at vide, hvem der fik dette for folkestyret så dybt krænkende indfald på just det tidspunkt.

I denne uge er det så yderligere kommet frem, at Asbjørn Jensen ifølge EkstraBladet og Danmarks Radios udsendelse "Orientering" ser ud til at have haft forbindelse med den politi-direktør, der skulle undersøges i Nørrebro-sagen, og at samtalerne kan have drejet sig om måden, Nørrebro-undersøgelsen skulle foregå på.

Indtil nu har Asbjørn Jensens forklaring ikke været tilfredsstillende. Det må være ganske nødvendigt, at han træder tilbage som højesteretsdommer, i hvert fald indtil en uvildig undersøgelse har klarlagt, om hans oplysninger til folketingets ombudsmand har været rigtige eller urigtige.

En højesteretsdommer kan ikke afskediges, men højesteret selv må kunne overtyde Asbjørn Jensen om, at rettens omdømme lider skade ved hans tilstedeværelse på posten. Hans urørlighed må ikke kunne opfattes som en værn mod, at sandheden i politi-sagen kommer frem.

Højesteret undergraves dag for dag af den stilling, som Asbjørn Jensen med sine undersøgelser af Nørrebro-sagen har bragt sig selv og dermed dommer-embedet i. Det sker på det værst tænkelige tidspunkt. Netop som højesteret enstemmigt har fældet dom i grundlovs-sagen. Hvis de grønne tråde i rødgrøden smitter fra skål til skål, så rejser sig det spørgsmål, om dommernes frifindelse af politikerne i spørgsmålet om afgivelse af dansk selvråderet til EU virkelig er en uafhængig og fri dom. Eller om højesteret er del af gulvtæppet.

Det er også nødvendigt, at statsministeren meddeler sin justitsminister Frank Jensen, at han må træde tilbage - som Ole Stavad måtte gøre det, indtil en frifindelse forelå i bank-sagen fra det jyske. En uvildig undersøgelse af politiets efterretningstjeneste kan nemlig ikke kun omfatte den svundne tid, men må også gælde justitsministerens nutidige omgang med politiets undergravende virksomhed.

I ugerne op til folkeafstemningen om Amsterdam-traktaten kom det klart for dagen, at den form for ulovlig virksomhed, som politiet efterretningstjeneste udøver, i virkeligheden har EU-forbilleder i Schengen-aftalen, der nu bliver del af unionens grundlov.

Justitsminister Frank Jensen havde i folketinget forud for Danmarks godkendelse af Schengen-aftalen sagt, at der ikke var indeholdt efterretningstjeneste i aftalen, "skæg og blå briller" som han sagde. Det var en vildledning af folketinget og en overtrædelse af minister-ansvarlighedsloven. Schengen-aftalen giver endog fremmed politi ret til at overtræde dansk lov. Og de hemmelige registre, som opbygges efter Schengen-aftalen, er imod dansk registerlov.

Det er ikke kun politiets årtier gamle overgreb mod folkestyret, der nu skal undersøges. Det er den samlede virksomhed og de fremtidige muligheder for ulovlige politi-handlinger i EUs Schengen-ramme, der må klarlægges. De 45 procent af det danske folk, der sagde nej til Amsterdam-traktaten og dermed til Schengen-delen af den, har krav på en sådan uvildig undersøgelse. Det har de 55 procent, der sagde ja endnu mere, for de kan være vildført - som det danske folk to gange blev vildført af undersøgelser, den nuværende regering havde bestilt hos nuværende højesteretsdommer Asbjørn Jensen.

Som det klart fremgik af Tamil-undersøgelsen, havde landets daværende statsminister Poul Schlüter svigtet undervejs. Det kostede regeringen livet og statsministeren embedet.

Der er derfor al grund til at klargøre for landets nuværende statsminister, Poul Nyrup Rasmussen, at det er nu - i disse dage - han træffer afgørelsen om regeringens og sin egen skæbne. Det er her og nu, statsministeren må skære igennem og gennemføre den uvildige undersøgelse af politiets efterretningstjeneste og af justitsministerens og justitsministeriets handlinger ved indgåelsen af aftalen om det fremtidige EU-politis mulighed for ulovlig virksomhed på dansk jord.

© Poul Erik Søe 9. juni 1998

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside