faroeflag.gif (2013 bytes)

En mand uden båd
er en mand i lænker

Færøsk folkelighed har omsider egen båd at sejle i
Færingerne har i nat søsat den vigtigste båd i øernes historie. Færingerne har fået egen båd til egen folkelighed. Flottere end selv den smukkeste ottemandsfarer gled den ny færøske båd med navnet "Selvråderet" i vandet fra sidste klargøring på stordanskhedens selvglade værft.

Et færøsk ordsprog siger, at en mand uden båd er en mand i lænker. Ordsproget er blevet til i et folk, der er bundet til havets vilkår. Men tanken er den samme som hos den fri bonde i det glemte Danmark. Frihed er ikke bare ord i en grundlov. Først den, der står på egen jord, er egentlig fri. I færøsk billedsprog er båden frigører som jorden hos bonden.

Den færøske frigørelse, der nu synes sikret gennem nattens aftale med den danske regering, har været længe undervejs. Færingerne får ikke, men tager sig en selvstændig stat - en nation som ramme om deres folkelighed. Efter anden verdenskrig blev de alvorligste skridt mod friheden taget ved den folkeafstemning, hvor færingerne valgte, men blev nægtet løsrivelse fra Danmark, og i tressernes første år under det daværende selvstyre-landstyre på Færøerne.

Færingernes første statsskib, en ommalet Mols-færge, sejlede ind til Suðuroy dengang - for stordanskerne blot en kappestrid med DFDS, men for færingerne et sindbillede på den frihed, der først nu synes vundet, hvor en ny stat er det skib, der bryder lænkerne.

Det er ikke samhørigheden mellem det færøske folk og det danske, der er brudt. Tværtimod vil fællesskabet blive rigt af, at de to folk står på lige fod. Vi skilles ikke, men følges i frihed. Danmark har ikke mistet en del af sit land, for Færøerne har aldrig været dansk. Danmark har vundet en ny, fri og selvstændig folkelig fælle.

Grunden til frigørelsen er færingernes eget ønske. Selv de færinger, der redeligt og trofast har kæmpet for dansk-færøsk samhørighed, så til sidst alt for tydeligt, at Danmark ikke længere havde politisk vilje til at rumme det færøske folks ret til selvstændighed.

Opbruddet er ikke et nederlag for dem, der har villet det tætteste samvirke med Danmark, men en sejr for den frihedstrang, der også hos disse færinger selvsagt har været i forgrunden, om de nok så meget med hjerte og forstand var og er knyttet til Danmark.

Når dansk politik ikke længere havde plads for færøsk selvstændighed, skyldes det dansk deltagelse i EU. Danske politikere, tvunget af kravet om en stadigt snævrere union, skrævede så vidt, at bukserne måtte revne. Det var i længden umuligt med færingerne som modstandere af EU at opretholde et rigsfællesskab, hvor Danmark solgte ud af sin selvstændighed samtidig med, at færingerne ville have deres selvråderet øget.

Det blev tydeligst, da grønlænderne trådte ud af EU, efter at være tvunget ind af et flertal blandt vælgerne hernede trods overvældende modstand blandt vælgerne i Grønland. Fra det øjeblik stod det klart, at dansk politisk ledelse i EU-partierne opgav at holde riget sammen. Unionen var vigtigere end rigsfællesskabet, og ingen er i tvivl om, at den færøske båd, der er søsat i nat, bliver læst for et lignende grønlandsk statsskib.

I længden vil det for forholdet mellem færinger og danskere vise sig ligegyldigt, hvad der øjeblikkeligt har udløst den færøske selvstændighed. Venstres formand, Arne Fogh Rasmussen, har ret i, at nattens aftale mellem det færøske landsstyre og den danske regering er regeringen Nyrup Rasmussens tilståelse. Regeringen og især statsminister Poul Nyrup Rasmussen som ansvarlig minister for Færøerne har i den sag, hvor Den danske Bank slap ud af forpligtelser for halvanden milliard kroner, lavet grove fejl.

Regeringen med statsminister Poul Nyrup Rasmussen i spidsen medvirkede til at snyde færingerne. Nu skal danske skatteydere betale regningen for Nyrup Rasmussens manglende evner. Når der nu så ivrigt fra dansk side, for eksempel Fremskridtspartiet, der jo selv er mer end villig til at snyde for egen vindings skyld, tales om færøsk afpresning i erstatnings-sagen, så er det hen i vejret. Det var færingerne, der blev afpresset i bank-sagen, og de har ved nattens aftale ikke fået fuld erstatning.

Da den af den danske regering bestilte og på et helt umuligt grundlag gennemførte en sagfører-undersøgelse af færøbank-sagen kom, gav statsminister Poul Nyrup Rasmussen i folketinget Den danske Bank skylden for det skete. Når staten nu betaler for statsministerens fejl, kan det ikke ske på baggrund af statsministerens ord om Den danske Bank som den skyldige. I så fald måtte jo Den danske Bank betale, hvad nattens forhandlinger har kostet danske skatteydere.

Regeringens deltagelse i snyderiet af færingerne, statsministerens ord om Den danske Bank som den skyldige og erstatnings-aftalen i nat hænger ikke sammen. Man må håbe, at folketingets flertal tør kræve en dommer-undersøgelse af statsministerens medvirken i hele denne ynkelige sag. Sagfører-undersøgelsen er lige så umulig i sit grundlag som de to første undersøgelser, der blev lavet af Nørrebro-sagen. Alle disse omsvøbs-undersøgelser, der er fulgt efter Tamil-sagen, må høre op. Folketinget må vende tilbage til dommer-undersøgelser, som har folkelig tillid.

Usmageligt er det også, at aftalen med færingerne ser ud som stemmekøb og smager af bestikkelse. Statsministeren har selv medvirket til den opfattelse ved at optræde som den uskyldige, indtil folketingsvalget og folkeafstemningen var overstået. Derefter udbetaler han gladeligt ved kasse 1, fordi hans regering i virkeligheden ikke har folketingets flertal bag sig. Han har måttet købe sig til flertallet.

Det er vigtigt i den indre danske drøftelse at fastholde, at færingerne intet som helst har at gøre med de vanskeligheder, som statsministeren har skabt sig i sammenhæng med hele denne sag. Det var Færøerne, der blev snydt. De havde de alvorligste grunde til den folkelige vrede, der rejste sig på øerne. Man må hele tiden huske, at den færøske vrede var størst blandt øernes socialdemokrater. Statsminister Poul Nyrup Rasmussen krænkede i færøbank-sagen først og fremmest sine egne partifæller, mest den socialdemokratiske lagmand.

Der er altså ikke tale om, at færingerne har afpresset regeringen den aftale, der er indgået i nat. Det handler om, at færingerne ikke ville give netop statsminister Poul Nyrup Rasmussen en tillidserklæring. Intet er mere forståeligt, for det er hans klodsethed, der har udløst hele sagen. Det fremgår tydeligst af, at færingerne først nu får indrømmelserne, skønt de har krævet dem i årevis. Aftalen fra i nat kunne have været lavet mange gange tidligere, også før folketingsvalget. Men statsministeren og regeringen handlede ikke, før regeringen selv var i politisk nød. Det er skamfuldt - ikke for færingerne, men for danskerne.

Der bør rejses en skamstøtte over Poul Nyrup Rasmussen som statsminister og ansvarlig minister for Færøerne. Skamstøtten burde egentlig stå på Færøerne, hvor den samtidig kunne bruges som frihedsstøtte. Man kunne nøjes med at lave en skulptur af en af statsministerens tommelfingre - der er nok at vælge imellem. Forbilledet står allerede på kunstmuseet Louisiana. Tommelfingeren kunne måske endda stå på Tinganes, samlingsstedet for Færøerne gamle selvstændige hovedting. Og færingerne kunne omdøbe stedet til Fingurnes - eller Tinganest, der på Færøerne har tydningen "en gave, godter, slikkerier, der gives ved hjemkomsten fra en rejse".

Færøerne landsstyre har været på rejse. De kommer hjem med folkelig frihed. Ikke som en gave fra Danmark, men som ethvert folks selvfølgelige ret.

© Poul Erik Søe 10. juni 1998

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside