Bedstefar-smilet og
den kolde skulder

Manglende håndværksmæssig kunnen bag den "parlamentariske krise" om flygtninge-lovene
Det radikale Venstre bruger flygtninge-lovforslagene til at rette op på partiets blegnede holdninger i retspolitiske spørgsmål. Det radikale Venstres folketingsgruppe blev tromlet ned af regeringens sikkerhedsudvalg, da gruppens vedtagelse af en uvildig undersøgelse af den ulovlige virksomhed i politiets efterretningstjeneste ikke blev fulgt. Det var den radikale udenrigsminister, Niels Helveg Petersen, der imod folketingsgruppens holdning hindrede den nødvendige undersøgelse af det samfundsundergravende politi.

Det radikale Venstre er nu midtpunkt i en ny retspolitisk strid. Det skyldes et helt nødvendigt radikalt nej til reglen om, at indvandrere forud skal have en passende bolig, før familier kan sammenføres. Ingen ved sine følelsers fulde fem kan være i tvivl om, at reglen er umenneskelig, og at den alene ved sit ordvalg har som mål at undgå de pligter, Danmark har over for verden.

Det radikale Venstres nej er derfor ikke en storslået indsats for menneskeheden, men er en selvfølgelighed. Det mener den radikale folketingsgruppe sikkert også, for den har ikke slået sig fro brystet.

Det har derimod Venstre, konservative, de særkristnes parti og centrumdemokraterne gennem Arne Melchior, der er med til at synge sangen mod Det radikale Venstre. Baggrunden er, at der i regeringens forhandlinger med partierne var nået enighed om flygtninge-lovforslagene. De var også enige om den upassende regel om den passende bolig. På det grundlag var der nået forlig.

Da forligets indhold blev drøftet i den radikale folketingsgruppe, sagde folketingsmedlemmerne nej. Deraf den store ståhej. Fra den ene side hævdes det, at den radikale medsidder i forligs-drøftelserne, Henrik Svane, er gået videre, end han havde bagland til. Fra den anden side hævdes det, at statsminister Poul Nyrup Rasmussen før forligets indgåelse var klar om, at Det radikale Venstre ikke ville være med.

Det kæntrede forlig førte til ord om, at landet ingen statsminister har, hvad der er sandt nok, men ikke nyt. Fra Venstres retspolitiske ordfører, Birthe Rønn Hornbech, lød det desuden, at der var tale om en parlamentarisk krise. Det er svært at sige, om udtrykket "parlamentarisk krise " var lagt hende i munden, men hun er i tilstrækkelig grad sine egne ords kogekone til at ville stå ved det sagte.

Birthe Rønn Hornbech er, skønt ordfører for Venstre, ikke så entydig som partiet. Hun er en ikke uskøn blanding, der i hvert fald ofte viser et oprindeligt frisind og vedkender sig en retspolitisk tradition, der for eksempel i Tvind-sagen langt overgår Det radikale Venstres stemmetals-styrede frisind.

Når Birthe Rønn Hornbech taler om parlamentarisk krise, skyldes det, at det indgåede forlig ikke kunne holde, og er altså en indsigelse mod statsministerens lederskab og troværdighed.

Jeg mener, at der netop ikke er en parlamentarisk krise. Det ville der have været, hvis Det radikale Venstres folketingsgruppe var blevet banket på plads endnu engang som i spørgsmålet om politiets efterretningstjeneste.

Forlig skal overholdes. Det er grundlaget i folkestyrets uskrevne regler. Men det er ikke ethvert forlig, der skal holdes. Forlig, der indgås på møder mellem enkelt-udsendinge fra hvert parti, er ikke hellige. De kan ikke engang kaldes forlig. De er altid foreløbige, hvor sikre end parterne er på, at de kan sige ja til forliget. Først når der er flertal blandt folketingets enkelte medlemmer, kan der være tale om et egentligt forlig.

Det ville være udenoms-demokratisk, hvis ethvert folketingsmedlems holdning kunne bortforpagtes til en forhandler, og at intet folketingsmedlem, mens sådanne drøftelser foregår, skulle kunne skifte standpunkt. Det ville undergrave det selvsagte grundlag, at ethvert folketingsmedlem undervejs fra et lovforslags fremsættelse til den endelige vedtagelse kan modtage oplysninger, der får medlemmet til at skifte standpunkt. Eller at medlemmet selv tænker sig frem til en anden holdning.

Det grundlæggende i dansk folkestyre er ikke aftaler mellem partierne, mellem regering og opposition. Det grundlæggende er altid ene og alene det enkelte folketingsmedlems synspunkt. De stive og magtfuldkomne partiapparater har længe tænkt anderledes, men de må aldrig får ret. Hver gang blot eet medlem skifter standpunkt, om det er nok så ubehageligt for forligs-drøftelserne, så styrker det den danske udgave af parlamentarismen og demokratiet. Så skal vi glæde os. Så er det modstykket til krise.

Set her ude fra klitterne er indtrykket, at den hele sag skyldes for ringe håndværksmæssig kunnen hos indenrigsminister Thorkild Simonsen. Han var udvalgt til at være regeringens Danevirke, volden, der skulle holde de fremmede ude og stemmerne hjemme. Men han medbragte borgmester-nykker, som ingen når langt med i det christiansborgske mindretals-demokrati.

Dagen før den såkaldte parlamentariske krise kunne man høre indenrigsminister Simonsen i morgen-radioen. Han lød som en større bys borgmester, der alt for længe har siddet på et sikkert flertal, og som kun på skrømt lytter til andre. Når der var stillet og svaret på langt over tre hundrede spørgsmål om flygtninge-lovforslagene, så måtte det sandelig være nok, mente Thorkild Simonsen. Og han gav ikke en pind for indsigelse fra Dansk Flygtningehjælp.

Det var den samme uhyggelige blanding af bedstefar-smil og kold magtbrug, der bragte Thorkild Simonsen i uføre i skraldemands-sagen fra Århus. Det er ikke en personlig fejl hos Simonsen selvsagt, men det er den opdragelse, magt-pladsen som borgmester giver, fordi borgmestre ikke kan fældes undervejs fra kommunevalg til kommunevalg. Når dertil kommer, at mange af disse - især socialdemokratiske - borgmestre har et partiapparat og andre stærke organisationer i ryggen, så skal der overmenneskelig styrke til for i hver eneste sag at lade demokratiets regler begynde forfra.

Og netop sådan er demokrati. Det er ikke indført een gang for alle, fordi vi har grundlov. Det er ikke værnet, fordi vi har folketing og valg. Demokratiet begynder hver gang forfra, i hver eneste sag, i hvert eneste møde og i hvert eneste forlig. Folkestyre er der kun, hvor der tænkes og handles demokratisk og ikke i magtvaner og magtbaner. Og hvor ens modpart er lige så værdifuld som alt det, man selv møder frem med. Og hvor enhver røst har krav på at blive hørt og svaret, ikke krav på at få ret, men på at møde agtelse for selve friheden til at ytre sig.

© Poul Erik Søe 20. juni 1998

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside