Et lille ja til
A P Møller

Gamle aftale-fejl om olie-udvinding kan ikke rettes op uden forhandling
Som så mange andre er Mærsk rederiet blevet vred over det indgreb, regeringen kalder "bedre balance". Klagen fra Mærsk skal hverken tages mere eller mindre alvorligt end andre indvendinger mod indgrebet.

Regeringens indgreb, der øjeblikkeligt ikke har pengemæssige virkninger og mest er et forsøg på at styre folks sind, så forbruget bliver mindre, er i virkeligheden en tilpasning af dansk økonomi til EU og den møntunion, som regeringen og andre ja-partier har lovet, vi ikke skal være medlemmer af. Det meste i pinsepakken sigter ikke på forbruget, men har som mål at gøre os til del af det, Danmark har sagt nej til.

Det måtte Mærsk-rederen vide, da han for kort tid siden kom til orde med en særskilt rådgivning til vælgerne om at sige "et lille ja" til Amsterdam-traktaten. Trods alle løfter om mindre union, så er selv "et lille ja" til traktaten en godkendelse af de indledende ord om "stadigt snævrere union". Skibsrederen har derfor fået, hvad han er gået i byen efter. Han er blevet snydt som alle andre, der sagde stort eller lille ja.

Og nu føler skibsrederen sikkert, at han bliver taget yderligere ved næsen, fordi der hos regeringen ingen taknemmelighed er for hans "lille ja".

Regeringens indgreb fører til, at selskabsskatten sættes ned. Det sker for at tilpasse den danske selskabsskat til EU. Det sker også for at lokke andre EU-lande til at sætte penge i danske virksomheder og mest for at lokke udenlandske selskaber hertil.

Det er Danmarks tusinder af små selvstændige erhvervsdrivende, der skal gribe til pengepungen for at betale for selskabs-skattens tilpasning til EU. Store udenlandske selskaber løber med de penge, små selvstændige virksomheder mister ved at få dårligere afskrivningsregler.

Det er selve livsnerven i dansk erhvervsliv, regeringen rammer med sin EU-tilpasning, som indretter dansk økonomi efter den møntunion, ja-politikerne selv har foreslået os holdt uden for. Gang på gang er det påvist, at særkendet og overlevelses-muligheden for dansk erhvervsliv ikke er de meget store virksomheder, men først og fremmest de tusinder af velvirkende små selvstændige foretagender. Derved adskiller vi os fra de fleste EU-lande.

Denne forskel netop er forklaringen på bedre dansk økonomi og hurtigere afvikling af arbejdsløsheden end i de fleste EU-lande, men forskelle, selv de frugtbare, skæres væk i internationaliseringens religiøse EU-underkastelse.

Der er altså mange, der har grund til samme vrede som Mærsk rederiet. Derfor skal Mærsk-vreden ikke overhøres. Den lavere selskabsskat skal efter regeringens tanker ikke gælde for olie- og gasudvinding, med andre ord en særskat på Mærsk til skade for virksomhedens samlede kappestrid med udenlandske selskaber.

Nogen ser det som en trussel, at Mærsk i dag flager ud. Fire skibe, der bygges i Korea, vil ikke komme til at sejle under dansk flag - og dermed heller ikke blive beskattet i Danmark. Mærsk siger, at det kun er en første følge af regeringens indgreb.

Men Mærsk gør jo kun, hvad mange andre også vil gøre - eller har lyst til at gøre. Man vil tilpasse sig indgrebet og prøve at mindske virkningerne for sig selv eller virksomheden. Mange har ikke de samme umiddelbart virkende muligheder som Mærsk rederiet, men grundlæggende er der - sammenlignet med indgrebets mål - intet galt i Mærsk rederiets vedtagelse.

Regeringen vil, uanset løfter om det modsatte, internationalisere økonomien, tilpasse sig EU og møntunionen. Når Mærsk rederiet derefter meddeler, at rederiets fire nye skibe ikke længere vil sejle under dansk flag, så er det internationalisering, så det batter. Mærsk gør jo kun, hvad regeringen med sin lavere selskabsskat håber på, at virksomheder i andre lande vil gøre, nemlig at svigte deres eget lands flag og hejse Dannebrog.

Skatteminister Ole Stavad, der forståeligt nok ryster på hånden efter at være blevet fri af bank-sagen fra det nordjyske, og som nu er nødt til at være så stærk, som han ikke er, grunder sine svar til Mærsk rederiet på helt uholdbare synsmåder.

Ole Stavad henviser til, at olien og gassen i Nordsøen er samfundets fælleseje. Så langt har han ret. Men Mærsk har jo ikke stjålet fra fællesejet, for udvindingen sker på grund af aftaler mellem Mærsk og en dansk regering. Det var ikke dygtige regerings-forhandlere, der i sin tid lavede aftalerne. Siden har man tvangsmæssigt ændret dem een gang ved at fratage Mærsk udvindings-rettigheder, der tidligere var lovet rederiet.

Læren fra dengang må være den selvfølgelige, at et ord er et ord, og vil man ændre på en aftale, så må det ske ved ved forhandling. Selv den dårligste aftale giver ingen ret til siden hen at bruge billige kneb for at fravriste modparten, hvad man glemte eller ikke opnåede i de oprindelige aftaler. Det giver statsmagten et præg af uredelighed. Indgrebets undtagelser for olie- og gasudvindingen er så tæt på en særlov, at der helt selvfølgeligt burde have været genforhandlet med Mærsk.

Det er svært ikke at være skadefro, fordi Mærsk er gået i gyngen med sit "lille ja" til Amsterdam-traktaten. Et "lille ja" er pjat, for stemmesedlen kender ikke forskel på stort eller lille, og "et lille ja" gøres dagen efter folkeafstemningen til et stort ja af dem, der har brug for det.

Mærsk rederiet ligger, som det har redet. Rederiets vrede er ikke mere berettiget end vreden hos den unge familie, der lige har købt hus og pludselig uden forudanelse skal bidrage til regeringens EU-tilpasning.

Men Mærsk-vreden tydeliggør hensigterne med indgrebet og det endemål, der fjerner dansk selvstændighed. I hele sin levetid har rederiet tænkt og virket dansk. I dagligdagen har rederiet selvsagt tænkt på sin egen pengemæssige fordel, også når det uddeler politisk støtte, men Mærsk-navnet mødes jo i mange andre sammenhænge, og enhver nok så misundelig og snæversynet iagttager af virksomheden kan kun være overtydet om, at Mærsk ikke er historieløs, men grundlæggende vedkender sig Danmark som nation og dermed som ramme om et folk.

Det opleves i udviklingen kun som et ringe tab, at det store navn ØK er blevet lille. Danmarks-historisk er det et større tab, når Mærsk flager ud. For trods alle forskelle, der springer af penge og ejendom, så er der i den færden, Mærsk har valgt sig, et fællesskab med hele det danske folk. Derfor dette "lille ja" til Mærsk.

© Poul Erik Søe 11. juni 1998

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside