Nej, hvor er de blevet
bange på Politiken

Om internationalisering som religion og ideologi - og om dagbladet Politikens vaklen i troen
Dagbladet Politiken har travlt med at prøve på at få de læsere hjem, bladet har tabt under dets ensidige kamp for et ja til EU ved folkeafstemningen 28. maj i år. Derfor kan man lige nu læse, hvor frygtelige tanker, der ifølge Politiken gøres i EU. Denne gang er det strafferetten, der skal gøres fælles.

Hvis en modstander af EU før folkeafstemningen havde sagt det, Politiken nu skriver seks-spaltet på forsiden, ville Politiken have talt vredt om disse nej-sigende EU-modstandere, der er uden mådehold i deres påfund for at fremstille et vrangbillede af EU.

Der er både religionsfrihed og pressefrihed i Danmark, så ingen kan hindre Politiken i at udstille redaktionens skift til den religion, der hedder internationalisering. Ganske vist er det en farlig religion, fordi dens indhold er nationalisme uden historisk grundlag og uden folkelig selvkontrol.

Internationalisering er, som det kan høres på ordet, noget, der skal gøres ved folk. Folk er ikke gode nok, som de er er, men det vil de blive i det tusindårsrige, der kaldes internationaliseringen. Når folk holder op med at være folk, så vil alle deres gode egenskaber blomstre som aldrig før. Det er - efter hele internationaliseringens syn - den sidste og afgørende fejl ved et menneske, at det føler sig som del af et folk.

Men her tager internationalismen fejl - også i dagbladet Politikens udgave. Det var ikke internationalisme, der fik danskerne til - nogle danskere i hvert fald - at hjælpe med at redde omkring 90 procent af de danske jøder under krigen.

Nogen hjalp for at tjene penge. Men andre hjalp alene af den grund, at de var danskere. Ikke fordi danskere er bedre end andre folk.  Mindst 7000 danskere kæmpede i Hitlers hære på nazisternes side. Alligevel blev jøderne hjulpet, ikke af internationalistiske grunde, men fordi danskerne havde en historie, der holdt de fleste nogenlunde anstændigt på plads, da Hitlers drøm om Europa som et tusindårsrige skyllede hen over og ofte dybt ind i sindene.

Forestiller man sig i nutid en Hitler og en ny slags nazisme dukke op igen, tror nogen da for alvor, at internationalisering vil være et værn mod en sådan ny Hitler og en ny slags nazisme? Kan selv den, der i hjerte og sind ser internationaliseringen og EU som en ny religion, på nogen måde forestille sig internationaliseringen som et værn mod en ny nazisme?

Kan internationaliseringen være andet end et virkerum for en sådan ny ideologi, den nemmest tænkelige spillebane for noget, der som nazismen vil bryde med demokratisk tradition?

Netop da EU i næsten enhver forstand mangler demokratisk   indhold, hvad jo også mange EU-tilhængere mener, er den tilstand så ikke en langsom tilvænning til udemokratisk tænkning, der som intet andet udgør rum og muligheder for et nyt diktatur?

Når vi fra dag til dag bliver vænnet til, at EU arbejder uden demokratisk og folkeligt grundlag, vil et nyt og måske historie-løst slægtled da ikke endnu lettere end i trediverne kunne falde for en ny slags nazisme i internationaliseringens navn med den begrundelse, at den ny nazisme, eller hvad nu det ny diktatur navngiver sig, såmænd ikke er mindre demokratisk end EU.

Når vi, der ikke skammer os over at være danskere, selvom vi ikke vil bære hver plet, der falder på landets navn, altid rives i næsen, at vi er nationalister, må vi så ikke stilfærdigt spørge, om tidens modetrælle, internationalisterne, aldrig gør sig tanker om, hvad der har muliggjort diktatorerne og siden standset diktatorerne?

Blev det Jugoslavien, der bløder nu, ikke skabt som diktatur af den socialisme, der havde internationalisering som mål? Var den socialistiske Internationale ikke grundlæggende tanken om ophævelsen af de enkelte folk og forestillingen om en forbedring af mennesket gennem socialismen og internationalismen? Sådan blev diktaturet Jugoslavien til. Og hvordan blev dette diktatur ophævet. Af internationaliseringen? Var det internationaliseringens drømme om forbedringen af det enkelte menneske ved at fratage det ret til at være del af et folk, var det de drømme, der standsede diktaturet i Jugoslavien?

Nej, Jugoslavien som diktatur blev ene og alene standset af det enkelte menneskes ønske at være del af et folk, ikke af et diktatur. Det er retten til at være et folk, der har standset diktaturet. Når det tidligere Jugoslavien stadig bløder, så er det ikke, fordi hvert menneske har ret til at være del af et folk, men så er det, fordi magthavere i internationaliseringens navn ønsker at fratage mennesker ret til at være del af deres eget folk. Taler ikke netop Serbiens nuværende leder internationaliseringens sprog? Og kæmper ikke indbyggerne i Kosovo for deres ret til at være del af deres folk, fordi deres folkelige selvstændighed er truet af den internationalisering, der bærer serbiske våben?

Hitlers Neuropa, diktaturet i nazismens Tyskland, fascismens Italien, Ungarn og Japan, blev den pest standset af internationaliseringen? De mennesker og de lande, der gik til kamp mod nazismen og fascismen, gjorde de det ikke for at sikre hvert menneskes frihed og hvert folks selvstændighed? Da selv Stalin, som havde lavet pagt med Hitler, gik til modstand mod nazismen, gjorde han det da i internationaliseringens navn? Det lå jo da ellers lige for, da hans og socialismens ideologi var internationalismen. Nej, pludselig handlede det om Rusland og om det russiske folks selvstændighed. Den løgn, der hed internationalisme, delte Stalin med Hitler, og den ville det russiske folk aldrig kæmpe for at forsvare.

Og hvem standsede så siden det diktatur, der hed Sovjetunionen? Var det internationalisering, der fik esterne, letterne, litauerne, polakkerne, tjekkerne, slovakkerne, ungarerne og alle de andre under øst-kommunismen til at bryde med diktaturet?

Enhver ved, at så længe Sovjetunionen og dens lydlande havde internationalisering som del af ideologien, så var der undertrykkelse og folkemord. Enhver ved også, at internationaliseringen i øst-kommunismens stalinistiske udgave blev til verdens næststærkeste militærmagt. Hvem væltede verdens næststærkeste militærmagt? Var det internationalisering? Nej, nøgle-raslen, fælles-sang og tændte stearinlys væltede diktaturet. Hvordan var det muligt? Fordi hvert menneske grundlæggende ville genvinde retten til at være del af sit eget folk og for alt i verden slippe ud af kommunismens internationalisering.

Det er hver gang en forbandelse, når menneskelige eller folkelige samværsformer gøres til religion eller ideologi, om den nu hedder nazisme, nationalisme, internationalisme, socialisme eller liberalisme.

Nationalisme er religion og ideologi, hvis det at tilhøre et folk ikke forudsætter mellemfolkeligt samarbejde, og hvis ikke ens eget ønske om folkelig samhørighed netop fører til agtelse for andres menneskers ret til også at udgøre og tilhøre et folk.

Internationalisme er religion og ideologi, hvis internationaliseringen har som mål at ophæve folkene og fjerne hvert menneskes ret til at tilhøre et folk.

Det er en sådan religiøs og ideologisk internationalisme, der for tiden er højeste mode også i Danmark under navnet internationalisering. Og mange - også i Danmark - lader sig lokke, sådan som millioner lod sig lokke af nazismen i trediverne.

Kun af og til røbes det, at tvesindet råder i de sind, der lader sig styre af internationaliseringens religion og ideologi. Et udslag af tvesindet ses i dagbladet Politiken, der for det nej-sigende Ekstra Bladets penge har haft råd til at sige ja til EU ved enhver lejlighed. Ofte helt ukritisk. Endnu fjorten dage før folkeafstemningen i 1993, kendte Politikens redaktion ikke indholdet af de lovforslag, der skulle stemmes om. Bladet sagde bare ja.

Det er ikke en løs påstand. Enhver kan slå op i avisen fra dengang. Danskerne havde sagt nej til Maastricht-traktaten. Alligevel vedtog folketingets flertal - uden nyvalg - at sige ja til Maastricht-traktaten. Denne krænkelse af folkeafstemningen skete med henvisning til Edinburgh-aftalen med danske forbehold. Det skete i to lovforslag. I Politiken kunne man læse, at det ene lovforslag handlede om Maastricht-traktaten, det andet lovforslag om Edinburgh-aftalen. Det var rent vrøvl og afslørende uvidenhed. Men vrøvlet og uvidenheden hindrede ikke redaktionen i at sige ja, skønt Politikens ja således fremstod som en religiøs handling uden grundlag i kendskab til lovforslagene.

På samme måde forholder Politiken sig til det forslag om en fælles straffelov, som bladet kan fortælle om i en seks-spaltet overskrift på forsiden 6. juli 1998. Det er frygteligt, det her, kan man se. Og i dag, 7. juli 1998, har bladet travlt med at fortælle, at danske politikere skam tager afstand fra en fælles EU-straffelov. Hvornår har dansk modstand hindret noget som helst i at blive til virkelighed i EU?

Hvornår kommer dagbladet Politiken dog ud af sin religiøse tilbedelse af internationaliseringen i EU's udgave? Eller hvornår kommer bladets redaktionelle ledelse så langt, at den indser, at enten er internationaliseringen religion, og så må man følge religionens indhold, eller også må man tage selve ordet international alvorligt og nøjes med at lade det internationale være mellemfolkelighed, samarbejde og fællesskab mellem de enkelte folk.

Det er svært, også i Indien, at være kristen uden at drikke altervin, at være mandlig jøde uden at være omskåret, og at være muslim uden bedetæppe. Det er lige så svært religiøst at være internationalist i EU-kirken uden at ville følge religionens selvfølgelige indhold.

En modstander af EU er ikke i tvivl om, at modstanden gælder de former for fællesskab, der har som mål at ophæve folkenes selvstændighed. Men tilhængerne af EU, helt åbenbart Politikens redaktion, har svært ved at tilpasse sig EU-religionens hovedmål, som er, hvad alle traktaterne fra Rom-traktaten til Amsterdam-traktaten har sagt, en stadigt snævrere union.

Der er for en EU-modstander intet seks-spaltet overraskende i, at EU fører til en fælles EU-straffelov. Det er lige så selvfølgeligt som den EU-hær, der ifølge danske EU-politikere som Erhard Jakobsen aldrig ville komme, men som - har man kunnet læse i dagbladet Politiken - ikke desto mindre EU arbejder på at få oprettet.

Det er ikke EU-modstandere, der bliver overrasket, når Politikens forside meddeler: "Topembedsmænd og centrale politikere i EU har i al stilhed udarbejdet en helt ny straffelov for hele det europæiske fællesskab."

Det er heller ikke EU-modstandere, der undrer sig, når man videre kan læse, at "den nye straffelov skal primært dæmme op for den omfattende svindel med EU-midler".

EU-modstanderen vil standse ved ordet primært og nikke genkendende. EU-modstanderen vil tænke: - Ja, ja, de begynder med en straffelov om EU-svindel, og når de så har fået lavet fælles lov om det, så udvider de den, indtil EU har overtaget al straffelovgivning.

Dagbladet Politiken kan stolt meddele, at bladet sandelig "er i besiddelse af den danske udgave af straffeloven, der består af i alt 35 artikler". Bladet kalder lovforslaget "stærkt provokerende".

Hvorfor i alverden føler dagbladet Politiken sig pludselig stærkt provokeret af den meddelelse? Det er da så selvfølgeligt. Vil man have EU, og skal EU virke, så kan man da ikke have forskellig straffelov fra land til land. Så kan svindlerne jo bare flytte hen, hvor de slipper billigst. Ikke sandt?

Politiken skriver: "Lovudkastet, der går under navnet "Corpus Juris", indebærer etableringen af ét fælles retsligt område i hele EU samt en fælles europæisk anklagemyndighed i Bruxelles. Her skal en europæisk generalanklager kunne tage sager op, som medlemslandene har rejst, samt tage sager op på egen hånd."

Jamen, for internationaliseringens talerør, Politiken, må det da være ren Nøddebo præstegård. Er der da noget galt med EU og de enkelte lande i EU? Er der noget som helst i dansk straffelovgivning, som kan være bedre end straffelovgivningen i ethvert andet EU-land? Er det ikke ren nationalisme at tro, at vi skulle have en menneskeligt set bedre straffelov end andre EU-lande.

Hvorfor er tanken om en fælles EU-straffelov stærkt provokerende for en internationalist? Hvorfor bringer Politiken disse ord som overskriftens underrubrik: "Kontroversielt lovforslag kan fremstå som den ultimative skrækvision for danskerne, mener ekspert."

Forestiller Politikens redaktion sig en EU-straffelov, hvor danskernes flittige brug af isolationsceller bliver model for hele unionen? Skal tyskernes behandling af jøder og tyrker samt Englands handlinger i Irland være læst for den fælles straffelovs ord om racisme og mindretals-beskyttelse? Er det Hamborgs politi og dets behandling af udlændinge, der bliver rammen for en fremtidig straffelovs syn på politiets rettigheder? Skal den franske bombe mod Greenpeace's skib med drab til følge være grundlag for reglerne om statsterrorisme?

Hvad er dagbladet Politikens redaktion så bange for? Sig dog JA - som I plejer. Det sker der ikke noget ved.

© Poul Erik Søe 8. juli 1998

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside