Højskole-ophold kan ikke
engang bruges som straf

Bekræftede forudanelser om efteruddannelser og andre straffe
I et kvart århundrede har der ikke været arbejdspladser nok. Først mente man, at det var synd for dem, der ikke var arbejde til. Den daværende minister Kr. Helveg Petersen gik rundt med et kvadreret regnehæfte og skrev op, når han hørte gode tanker om, hvad man kunne gøre for de arbejdsløse.

Kort efter tog man fat på at sige, at de arbejdsløse selv var skyld i, at de ikke havde arbejde. De var dovne, lød det nu. Det måtte jo være en smitsom sygdom, der havde ramt samfundet, siden titusinder den ene dag var i arbejde, næste dag vedtog de at være dovne.

Siden var der over 400.000 ledige og endnu fler på løn fra staten, de såkaldte overførsels-indkomster. Nær hver femte var stillet sådan. Det var lidt svært at blive ved med at tale om dovenskab. Nu var hver familie ramt. Og dovenskab er kun noget, der findes hos andre, så snakken om dovenskab forstummede.

Så gik tallet på de arbejdsløse ned igen. Det var godt. Og man skulle tro, at nu var der blevet råd til at gøre noget for de langt færre arbejdsløse. I hvert fald kunne man tro, at nu ville ordentlige mennesker igen begynde at skrive gode tanker op i regnehæfter. Men sådan virker samfundet ikke.

Så snart flere kom i arbejde, tog man igen fat på at mene, at dem uden arbejde var dovne. Nu var der ikke arbejdsløshed i alle familier, og da dovenskab stadig er en egenskab hos andre, ikke hos een selv og i ens egen familie, så tog snakken igen fat.

Nu handler politikerne, især dem med fine sociale holdninger, som om de arbejdsløse er fjenden. De arbejdsløse bliver igen kaldt dovne. Hundredtusind var på få år skiftet fra at være arbejdsløse til at have arbejde, og sært nok var de slet ikke dovne mer, da de fik arbejde. Men da der nu var færre arbejdsløse, så blev det indlysende for enhver, at de tilbageværende ledige er dovne. Man må sætte dem til noget. De skal yde for at kunne nyde. Og vil de ikke yde, så skal de straffes.

Trediverne og nazismen hindrede, at man kunne lave tvangsarbejdslejre for de ledige. Det var ellers straffen før, når der ikke var arbejdspladser nok. Man måtte altså finde på en ny straf og fandt sikkert tanken i et eller andet kvadreret regnehæfte, en såkaldt hæftestraf. Man ændrede undervisning og uddannelse fra at være et tilbud og en gave til hvert menneske til at være en straf for påstået dovenskab.

Regnehæftets nye kvadrerede tanke formede sig i ordene: - Hvis du ikke har arbejde, så straffer vi dig med uddannelse.

Danmark er et land med stolt historie på uddannelsens område. Og det var en vanskelighed for dem, der tænkte i regnehæfte-kvadrater, der på sær vis ligner fængslernes tremme-vinduer. Meningen med at uddanne de påståede dovne var nemlig ikke at uddanne dem, tværtimod. For hvis de blev uddannet, så blev de jo en trussel for dem, der havde arbejde. De kunne jo gå hen og blive dygtigere og overtage arbejdspladserne, og så ville det blive afsløret, at de slet ikke var dovne.

Det var altså vigtigt at finde på en straf, som på samme tid havde navn af uddannelse og var uden ethvert indhold og enhver dygtiggørelse. Enhver kunne sige sig selv, at med det mål var der kun eet sted at gå hen, de politiske partiers oplysningsforbund.

Straffen til de påståede dovne var den værst tænkelige. Ved hjælp af handlingsplaner sikrede den politiske magt sig, at enhver uden arbejde med sikkerhed endte på et kursus hos de politiske oplysningsforbund. Dermed var politikerne sikre på, at straffen var meningsløs, og samtidig sikrede man den daglige million-strøm af tilskud fra statskassen til partiernes oplysningsforbund.

Da fagbevægelsens hovedindsats nu om stunder er at skaffe folk fritid til at være dovne juleaftensdag, hvor de alligevel har fri, så har fagbevægelsen med dens egne ord "sejret ad helvede til". Den har ingen mening og må derfor skabe sig et nyt levegrundlag. Det grundlag hedder uddannelse, og redskabet er AOF, der nu har tydningen Aktivt Oplysnings Fængsel, men som engang betød Arbejdernes Oplysnings Forbund.

Ganske som i trediverne, hvor de arbejdsløse blev ydmyget mest, når de stod i kø i fagforeningerne til daglig kontrol, så har socialdemokratiet og fagorganisationerne sat sig eftertrykkeligt på nutidens straf til folk, der ikke er arbejde til.

AOF har helt åbenbart det klare mål at hindre ethvert menneskes frihed til at søge sine egne mål. Meningen er, at mennesker, der tvinges til uddannelse som straf, for alt i verden ikke skal møde andre oplysnings-former og uddannelses-måder. De skal blive i kredsen af socialdemokrater, hvor man er sikker på, at ikke engang den opmuntring at møde synspunkter modsat ens egne er mulig.

AOF var i sin tid tænkt som noget stærkt, en åbning, en anderledes mulighed. AOF var en nødvendighed, en del af arbejderens selvforståelse. Arbejderen kunne selv, også oplyse sig. Og var man flere sammen om det, blev det bedre. Det var til AOF, Halfdan Rasmussen skrev det stolte og kloge digt med ordene:

At lære er at bøje
sig over livet selv
og fylde sind og øje
med tankens himmelhvælv,
at undres og betages,
når livet kommer nær,
at møde, når det dages,
en større sandhed dér.

I dag må en sang til AOF lyde sådan:

At lære er at straffe
og kue livets agt,
at lære er at skaffe
partiet mere magt,
at lære er at være
til rådighed for dem,
der kagen selv kan skære
og hente tilskud hjem.

Uden een selvstændig eller ny oplysnings-tanke har AOF, opbygget helt i stil med de ved særlov forbudte Tvind-skoler, overtaget hovedparten af den statsbetalte straf-udøvelse, der rammer tusinder og atter tusinder under navn af uddannelse, oplysning, handlingsplaner, daghøjskole, ungdomsuddannelse, kursus og efteruddannelse.

Blandt dem, der undrende ser på, hvordan deres egne skoler tømmes for elever, mens AOFs oplysnings-fængsler for de påståede aktiverings-egnede dovne fyldes, er de gamle folkehøjskoler. Jeg kunne, da jeg driver højskole uden statstilskud, lade være med at blande mig, men når undervisning og uddannelse bliver til straf i stedet for frigørelse, er vi dog nogen, der må synge den oprindelige udgave af Halfdan Rasmussens sang til AOF med dette vers:

At lære er at famle
i mørket, blind og stum,
at sprænge eller samle
sit eget verdensrum,
at vække det, der sover,
og gøre tanken fri,
at se en himmel over
hver drøm man lever i.

De gamle folkehøjskoler er ikke selv uden skyld i, at de er endt på et vigespor, mens socialdemokratisk straffe-uddannelse med Det radikale Venstres fulde velsignelse bruger hovedsporet til den moderne oplysnings kreaturvogne med aktiverings-dømte tremmekalve, der ikke som før drømmer om at blive "noget med mennesker", men "noget med computere".

Nogle af højskolens gamle førstemænd troede blindt på, at folkehøjskolerne kunne leve med den ny tids forvandling af oplysning og uddannelse fra at være frihed til at blive straf. Vi er andre, der nu ser vor værste forudanelse om efteruddannelse og andre mode-størrelser bekræftet. Statens penge bruges til at gøre det enkelte menneske ufrit.

Ugeskriftet Højskolebladet, der engang var et frit talerør, har for længst sig i læ af folkehøjskolernes organisation. Højskolebladet lever i dag et liv uden for virkelighedens verden. Bladets synspunkter er aldeles uden sammenhæng, men blot vilkårlige indlæg uden saft og kraft.

For kort tid siden bragte Højskolebladet en ledende artikel med forslag om, at staten selv tager fat på at lave folkehøjskoler. Da vi i forvejen næsten ikke har andet end stats-højskoler plus alle de andre statslige tiltag på undervisningens og uddannelsens område, så er det umuligt at se, hvordan netop dette behov kunne være så stærkt hos Højskolebladet.

Kort tid efter undrede Højskolebladet sig i en ny artikel over, at ingen - absolut ingen - havde skrevet for eller imod den ledende artikel om statsligt oprettede folkehøjskoler. I stedet for undren burde Højskolebladet have skrevet sig bag øret, at der dog er så megen sundhed tilbage i den danske folkehøjskole-bevægelse, at den ikke ofrer kræfter på et hvilket som helst velbjerget vrøvlehoved, der kalder sig lederskribent og stiller sig i parti-magtens tjeneste.

Og helt uden hoved og hale er sagen, når Højskolebladet i sit nyeste nummer skriver om, hvordan staten forvalter sine pligter på oplysningens og uddannelsens område. Her får man et billede af statens voldtægt mod folkeoplysningen - men samtidig jo svaret på, hvorfor ingen højskole-folk mener, det er verdens mest indlysende tanke, at staten også skal oprette folkehøjskoler.

Højskolebladet kan fortælle, at Arbejdsformidlingen på Fyn har nægtet at give uddannelsesorlov til en mand, der ville på Rønshoved Højskole. Grunden til afslaget var, at et højskoleophold er "hobby- og fritidspræget" og ikke "øger beskæftigelsesmulighederne på arbejdsmarkedet".

Højskolebladet mener med rette, at den slags sker over alt i landet. Folkehøjskolerne har mistet deres politiske bagland. De politiske kræfter med Det radikale Venstre og Socialdemokratiet i spidsen har som mål at fjerne folkehøjskolerne, som ikke kan harmoniseres eller internationaliseres.

Højskolebladet hulker så, fordi regeringsgrundlaget skrider. Det, bladet tænker på, er aftalen mellem Det radikale Venstre og Socialdemokratiet ved den ny regeringsdannelse efter valget. Her aftalte regeringspartierne, at "sidestille højskoleophold med andre uddannelsestilbud ved udarbejdelse af lediges handlingsplaner".

Tænker Højskolebladet slet ikke på, hvor ydmygende det er, at en sådan sætning overhovedet er nødvendig i en aftale om en regerings-dannelse? Er ikke selve ordlyden et udsagn om, hvordan folkehøjskolerne bevidst er blevet tilsidesat i årene forud som følge af partipolitiske vedtagelser?

Kan Højskolebladet ikke se, hvordan denne ene sætning i regerings-aftalen udstiller godtro og vatsind i højskole-bevægelsen, i Foreningen For Folkehøjskoler og i Højskolebladet gennem årene. Vi, der ikke troede en døjt på statsmagten, blev gjort til grin af de velbjergede gennem mange år. Indtil de velbjergede oplevede dalende elevtal. Så kom de klynkende, efter at de i årevis havde troet noget så eftertrykkeligt på demokratiet, som viste sig ikke at være demokrati, men rå parti-magt.

Det er kun kort tid siden, at Højskolebladet priste Det radikale Venstres - af vælgerne vragede - undervisningsminister Ole Vig Jensen. Men nu ses det jo, at netop han var mestermanden ved folkehøjskolernes blodige kar.

Hverken Foreningen For Folkehøjskoler eller Højskolebladet har trodset isgangen i brusende strand. Der blev ikke sagt fra, hver gang oplysning blev til straf. Der blev ikke sagt fra, mens socialdemokratiets oplysnings-forbund og daghøjskoler overtog den frie folkeoplysning og gjorde den til tvang og straf under navne som handlingsplaner og aktiverings-kurser. Der blev ikke sagt fra, da den såkaldt frie ungdomsuddannelse ville ændre folkehøjskolernes tradition, indhold og mål.

Nu skriver Weekendavisen så om disse sager, som burde have fyldt Højskolebladets spalter år for år og uge for uge. Så pludselig får Højskolebladet mod. Og hvilket mod? Bladet skriver, at "det ser frem til", at arbejdsministeren vil gøre noget på området senere på året. Ser frem til! Jo, men det er jo her og nu, det gælder. Hvor er vreden, harmen, hånen, latteren og troen - alle disse kræfter, der må sættes ind mod statens og partiernes voldtægt mod det ypperste i dansk oplysnings historie?

Og hvor er håbet? Jo, håbet er der. Håbet ligger gemt i den vidunderlige kendsgerning, at de danske folkehøjskoler endnu ikke er så ydmyget i deres trællestand under staten, at højskole-ophold kan bruges som straf.

© Poul Erik Søe 9. juli 1998

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside