Der er mer råddenskab
i staten end i privaten

Nye folkelige andels-selskaber bør overtage sygehuse, skoler og andre fælles områder, så vi slipper for partiernes stats-grådighed og den groveste private spekulation
Sommer-spøgen i dansk politik er at drøfte privatisering, lige ualvorligt hos tilhængere og modstandere. Affyrings-rampen er den ny aftale mellem regeringen og kommunerne med lås for den dør, der åbner for nye skatter. Kommuner låser så op for andre døre, så de kan få penge hjem.

Et folkesocialistisk tingmedlem sammenlignede det med selskabstømning. Det er der jo noget om, når målet for at sælge rensningsanlæg og skoler er at udnytte en skattefordel, som betales af andre.

I løbet af et døgn er drøftelsen så allerede ødelagt af de to ideologier, vi har tilbage, socialismen og liberalismen. De er begge lige til museet, liberalismen fra 1700-tallet og socialismen fra 1800-tallet og uden svar på nutidige spørgsmål.

På ingen tid er det blevet en kamp mellem Venstre og Socialdemokratiet med tilråb fra splittede radikale og en folkesocialist på ferie i Prag. Givtigheden af drøftelsen er snæver, men vi har da fået at se, at især TV2 er god til at stille om til politikernes feriesteder. Selv Bork Havn er kommet på fjernsynets landkort.

Ellers kniber det med omstillingen, selvom det er tydeligt for enhver, at et skifte må ske på de områder, der er fælles ansvar i det danske folk.

Det er selvsagt ikke entydigt sådan, at det fælles altid bedst får form gennem staten. Det har været sådan, og ordet velfærdsstaten er udtryk for, at det folkelige fællesskab i trediverne valgte at lægge omsorg og pleje i statens hænder.

Velfærdsstaten er ikke længere til. Velfærdsstaten er død. Det har ingen mening som i januars valgkamp at føre politik på, om velfærdsstaten skal værnes. Der er ikke noget at værne. Velfærdsstaten er ikke længere en fælles sikkerhed for mennesker fra vugge til grav.

Velfærdsstaten er død. Selvom tanken var rigtig, og selvom frugterne var rige gennem to menneskealdre, så har velfærdsstaten ædt sig selv. Velfærdsstaten blev til for at alle skulle være lige i skole, i uddannelse og i sikkerheden under sygdom. I mange år gik det godt, fordi vi alle værnede om velfærdsstaten, også de, der oprindelig var imod den.

Men fra at være den gode tanke om et fælles ansvar for de svage, udviklede velfærdsstaten sig til at være et politisk redskab til magt og magtudøvelse. Den smukke tanke er blevet en ond løgn. Alle griner, når statsministeren eller andre giver garantier i velfærdsstatens navn. Ingen tror et eneste øjeblik på ordene. Der er ingen tillid til ord, og statsministeren har heller ikke selv tillid til sine løfter. Med sikker viden om, at hans ord ikke bliver troet, vil han nu til at give underskrifter på en efterløns-garanti. Med hvert underskrevet papir undergraver han endnu mere troværdigheden i politikeres ord.

Der er gået råd i staten. Grunden er ligetil. Staten er ikke længere udtryk for en fælles folkelig vilje og et fælles folkeligt ansvar. Staten er et gennemsnit af vilkårlig tænkning i andre lande, som vi selvsagt sagtens kan samarbejde med, men som aldrig skulle have haft lov til at få indflydelse på dansk dagligdag. Lovgivningen udtrykker ikke danskernes vilje og holdning, men har altid i sig et hemmeligt hensyn til kræfter, for hvem magten er vigtigere end ansvaret.

Danske politikeres forbilleder er ikke dem, der i Danmarks frugtbare politiske historie har været de svages værnere. Ingen bruger heller som forbilleder de danskere, der i halvandet århundreds folkestyre har værnet mindretallene. De nye forbilleder hentes af danske politikere i daglig omgang med det magt-sammenrend, der i EU udgøres af flertals-demokratier, alle i modsætning til mindretals-demokratiets danske tradition.

Det er ikke ligegyldigt, at landets statsminister helt åbenbart efteraber amerikanernes Clinton og englændernes Blair. USA og England kan være forbilleder på så mange måder, men ikke når det gælder at ligestille enkelt-mennesker i et samfund og at værne den enkeltes tryghed og muligheder.

Det er ikke ligegyldigt, at ministre, folketingsmedlemmer og embedsmænd henter politik og ordvalg hos folk, der på så mange måder har skabt deres egne smukke udvikling, men som aldrig har gjort erfaring med et folkeligt fællesskab, der ikke er styret af flertallet, men som i Danmark af mødet mellem mange mindretal med det mål at sikre den svages ret.

Et kommende slægtled vil gøre hårdt op med den vantro, der nyreligiøst dyrker internationaliseringen som et mål i sig selv, men uden agtelse for folkelig selvstændighed og enkelt-menneskets rettigheder.

Vi kan selvsagt ikke vente på det opgør. Det er rigtigt, at der må handles nu. Og der må handles anderledes end hovsa-salg af det fællesejede for at bøde på et skatteloft i en kommunal aftale med den øjeblikkelige regering.

Striden som følge af hovsa-salgene af kommunal ejendom står om, hvorvidt der skal laves lov imod det, eller om man skal åbne for, at det offentlige henter den renteindtægt hjem, som formuerne i bygningerne kan give. Og samtidig er der i et amt forhandlinger om, at egentlig patient-behandling overtages af private.

Lige så hovedkuls det er pludselig at sælge eller udbytte det fællesejede, lige så hovsa-præget er det hurtigt at lovgive imod det. Hvis vi bare bremser for nye tiltag og ny tænkning, så finder vi os i det fængsel, som statens forvaltning om skole, sundhed, sygdom og andre slige sager er i dag. Sommer-udspillet fra ivrige Venstre-folk kan drejes til noget lykkeligt og sporsættende. Men det kræver megen erkendelse, som gør ondt i sindet.

Staten er blevet set som vennen, der træder til i nød. Staten har været sikkerhedsnettet. Staten har været garantien for, at hvert enkelt menneske var stillet lige med de andre i samfundet. Staten har været de svages værner. Sådan er det ikke mere.

Staten er fjenden. Det er i det statslige syge-system, den svage kommer til kort. Det er staten, der langsomt har givet plads for det samfundssyn, at gamle mennesker kan skubbes til side, når det gælder sygdomsbehandling. Statens omsorg hedder i dag prioritering. Staten tillader uigennemskuelige ventelister, som reelt er en udvælgelse af, hvem der skal dø før andre. Statens omsorg er endt i vilkårlighed.

Det er et godt billede på staten som fjenden, at man straks tager fat på en drøftelse af, om et rensningsanlæg må sælges eller "udlejes". Man vil lave haste-lovgivning. Ugen før fik vi at vide, at seks ud af hver ti patienter på danske sygehuse får udleveret forkert medicin. Ingen talte haste-indgreb af den grund. Der var dyb ferie-tavshed. Ingen opkald fra tv-stationer til politikeres feriesteder. Fordi ingen tror på, at staten kan gøre noget ved det - eller vil gøre noget ved det. I virkeligheden har vi opgivet staten inde i vore sind.

Politikere er optaget af ideologi. Liberalismen og socialismen, som over alt i verden har vist sig uden styrings-evne, teer sig på dansk grund, som om de to ideologier indeholder noget som helst svar i sig selv.

Men der er ingen politisk handlings-evne i hverdagen. Og der er i folket ingen tiltro til, at handlings-evnen vil vende tilbage. Grunden er, staten ikke for det enkelte menneske længere betyder det fælles. Staten er i stedet blevet et politisk redskab i de folketomme partiers hænder.

Et eksempel er undervisningen, der engang som noget selvfølgeligt hørte det fælles folkelige til. Derfor lå undervisning og uddannelse som et område hos staten og de enkelte børneskoler hos kommunerne i et samspil, der på samme tid sikrede enhvers muligheder efter evner og værnede de svage.

I dag er uddannelse og undervisning redskaber for politikere, ideologer og tilskuds-tænkere. Det  nyeste eksempel er de politiske oplysnings-forbunds misbrug af unges og lediges uddannelse. De selvsamme politikere, der himlede op om Tvinds påståede penge-maskine, har længe selv haft en penge-maskine, der sikrer deres parti-apparat med tilhørende oplysnings-forbund statsmidler frem for andre.

Hvad Venstre-borgmestre nu skyldes for med hensyn til fiduser er dog det rene vand imod, hvad Arbejdernes Oplysnings-Forbund redder sig hjem af tilskud til politisk gennemført tvangs-undervisning. Men der er ingen tale om haste-indgreb. Så snart et parti er indblandet i sager, så er der god tid.

Der er gået råd i staten. Og der er mere råd i staten end i privaten. For øjeblikket i hvert fald. Jeg har aldrig sunget sangen om privatisering for privatiseringens skyld. Jeg mener heller ikke, at en gold privat overtagelse af det fælles, er helse for den sygdom, fællesskabet er ude i.

I stedet for haste-lovgivning og hovsa-salg af fælles ejendom, bør vi tage os tid til som folk at gennemdrøfte, hvad vi er ude i. Der må andre fællesskabs-tanker på bordet end dem, der hentes hjem fra frokostbordene i et Europa, som aldrig har været de svages værn, eller i den amerikanske drøm om, at enhver avisdreng kan blive præsident og de, der ikke bliver præsidenter, har fri mulighed for at sove i det fri foran Det hvide Hus.

Mit eget forslag vil være, at det danske folk danner nye andels-selskaber til overtagelse af den fælles ejendom. Vi har selv betalt murstenene, så overtagelses-prisen skulle være til at forhandle om. Skoler, sygehuse og de fleste andre fælles områder overtages af andels-selskaber, som udgøres af folkene på den egn, hvor skolerne, sygehusene og de andre fælles tiltag ligger.

Andels-formen vil for det første sikre nye muligheder for pengemæssigt at udvikle de fælles områder. Andels-selskaber vil bringe det fælles ansvar for helheden tilbage til det enkelte menneske. Andels-selskaber vil vriste den fælles omsorg for sundhed, uddannelse og andre områder ud af hænderne på parti-magten på Christiansborg og organisations-pamperiet. Og andels-selskaber vil hindre, at det folkelige fælleskabs virke-områder havner i hænderne på de groveste penge-spekulanter eller i folkefjerne multinationale selskaber.

Hermed opstår en gavnlig kappestrid, som nu er fraværende på grund af de politiske partiers magt-udøvelse og grådige hænder. Andels-selskaber skal selvsagt ikke sætte folketinget ud af spillet. Men folketinget og politikerne vil tilbage kun have den rolle, folketinget er bedst til, nemlig at være samfundets lovgivende og kontrollerende magt. Det må være slut med, at parti-politikere leger garanti-udstedende udøvende magt, for det ender altid med, at udøvende magt hos politikeren bliver til indbringende magt til fordel for egen lukkede kreds.

Vi har en rig tradition på andels-området i Danmark. Andels-tanken, groet i vestjysk sandjord, var i stand til at ændre samfundet. Frem af landet stod et andet. Det kan ske igen. Hvis vi har vilje, mod, glæde og latter nok til endnu engang at vælte ideologerne, spekulanterne og parti-søvngængerne omkuld.

© Poul Erik Søe 14. juli 1998

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside