Klogt råd fra Ellemann
til Nyrup Rasmussen

Den sent vedtagne Færø-rejse kommer for tidligt

Venstres formand Uffe Ellemann-Jensen har i dag (4.1.1997) givet statsminister Poul Nyrup Rasmussen et godt råd.

Ifølge Danmarks Radios tekst-tv råder Ellemann-Jensen statsministeren til at udskyde sin rejse til Færøerne. Statsministeren vil til Atlanterhavs-øerne tirsdag i den uge, vi går ind i. Ellemann-Jensens råd er at vente en måned.

De, der kender den tændte banksag om Færøerne og den uhyggelige følgevirkning for rigsfællesskabet mellem Færøerne og Grønland, vil måske undre sig. Uffe Ellemann-Jensen er blandt dem, der ivrigst har opfordret til statsministeren til at rejse til Færøerne. Nu siger han det modsatte.

Men der er god sammenhæng i Uffe Ellemann-Jensens ord. Man kan sige, at Uffe Ellemann-Jensen er blandt de få, der har ret til at give statsministeren netop det råd. Statsministeren tager til Færøerne kun en uges tid før åbengørelsen af den sagfører-undersøgelse, folketingets flertal har ønsket af den færøske banksag, som også handler om statsministeriet og Den Danske Bank.

Statsministeren har i årevis ikke villet og turdet rejse til Færøerne, oprindelig af hensyn til sin egen sikkerhed, hvad færingerne med rette følte som en krænkelse og en hån. Nu vil Nyrup Rasmussen pludselig derop få dage før den mulige opklaring af den sag, der har fremkaldt harmen.

Uffe Ellemann-Jensen siger ifølge Danmarks Radio, at statsministeren bør udsætte sin rejse i en måned. Han mener, "det er at hælde salt i et åbent sår, at Nyrup Rasmussen fastholder sin nuværende rejseplan og rejser til Tórshavn på tirsdag uden at ville snakke Færøbank-sag. Nyrup har på forhånd sagt, at han ikke vil diskutere den sag under sit besøg. - Men det er den sag, færingerne vil snakke med Danmark om, så hvorfor i alverden skal han så afsted netop nu, spørger Ellemann-Jensen."

Statsminister Nyrup-Rasmussen bør i dette tilfælde lytte til rådet fra Venstre leder, ikke kun som en oppositions-politikers spil, men ligefrem som et venneråd. Der er ikke et øjeblik tvivl om, at Uffe Ellemann-Jensen agtes meget bredt blandt færingerne, også uden for det Sambandsparti, Venstre samarbejder med. Grunden er ligetil, nemlig at Uffe Ellemann-Jensen hele vejen igennem har været på færingernes side i deres krav om en dommer-undersøgelse i stedet for en sagfører-undersøgelse.

Det må også siges rent ud, at Uffe Ellemann-Jensen i sin tankegang, sit ordvalg og sin holdning til det folkelige mindretal, som færingerne udgør i det danske rige, har været statsmanden med et langt bredere syn end Danmarks statsminister.

Der var i de sidste dage inden nytåret vaklen i geledderne hos Venstre, da partiets ordfører i Færø-sager, Pia Larsen 27.12.97 sagde til dagbladet Politiken, at "det er utåleligt, at de (færøske politikere) ikke vil mødes med Poul Nyrup Rasmussen. Vi opfatter det som en underminering af det store mindretal i folketinget, der hele tiden har kæmpet Færøernes sag og senest pålagt statsministeren at forbedre forholdet til Færøerne. Hvad forventer færingerne, at vi skal gøre, når han kommer hjem og siger, at nu har han prøvet, men at man ikke ville mødes med ham? Vi forlanger ikke, at de skal diskutere banksagen med Poul Nyrup Rasmussen. Men de må da kunne drikke en kop kaffe med Danmarks statsminister. Det bliver lidt ensidigt, når færingerne hele tiden råber op og forpester klimaet i rigsfællesskabet."

Man må sige, at Venstres leder nu har sat tingene på plads igen - nok også sin egen ordfører, der var for hurtigt ude. Pia Larsen har sikkert set Nyrups rejse-plan som en sejr for opfordringen fra folketingets flertal, men Uffe Ellemann-Jensens egne udtalelser nu er klogere. Der er intet tvesind i at have villet presse statsministeren til at tage til Færøerne og så nu at ville hindre ham i at rejse, fordi den rejse, der havde soning og forsoning som mål, nu kun kan tydes modsat - at ville gå i land, før skibet er lagt til.

Nyrup Rasmussen skal have et forslag til, hvad grund han skal give til udskydelsen: - Der er så megen blæst lige nu...

© Poul Erik Søe 4. januar 1998.

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside