Hvem savner vinden,
hvem savner stormen?

Der er sket noget med Nyhederne på TV2 de seneste to dage. Måske er det bare helt tilfældigt. Måske er det virkeliggørelse af helt nye tanker om nyheder i fjernsynet. Jeg ved intet om baggrunden. Jeg kan se bare se og høre, at det er anderledes.

Det er også nyt i den forstand, at der næppe er navn på den journalistiske form. I hvert fald kender jeg ikke navnet. Og formen er heller ikke set på udenlandske stationer, så der er næppe tale om efteraberi.

Begge aftener er for mig sket det mærkelige, at der har bredt sig et sammenfald af alvor og skønhed fra skærmen. Og bagefter har jeg undret mig over, hvad der er grunden.

Selvsagt er verden ikke anderledes, fordi TV2 Nyhederne et par aften laver noget, som formmæssigt ikke er set før. Ja, måske har de ikke engang med vilje ændret formen. Men jeg nægter nu at tro, der bare er tale om vilkårlighed i journalistikken.

Den sære oplevelse kan måske bedst skildres som en fornemmelse af, at redaktionen har villet gøre de småstumper af verden, som Nyhederne er henvist til at bringe, til en helhed. Slet ikke i den forstand, som er prøvet før, at man påstår en sammenhæng mellem nyhederne. Nej, det er valg af form og billede og ord, der virker som en helhed - som en collage, selvstændige stumper, der ikke råber til hinanden, men synger flerstemmigt..

Det er ikke verden, der hænger sammen - det ville være en lidt uoverkommelig opgave for folkene i Odense. Nej, det er udsendelsen, der har sammenhæng. Der må være fjernet nogle faste rubrikker, alle disse bekvemme kasser, som småredaktioner kan hygge sig i og føle sig hjemme i - disse påståede mønstre, som kun er krykker for en redaktion, om den nu laver avis, radio eller fjernsyn.

Men det nye kan ikke kun være et kasse-opgør og så nogle skilte, som er smidt ud. Jeg er både flov, men også helt glad for, at jeg har meget svært ved at sætte ord på ændringen og dens virkning på mig. I så fald ville det jo bare være at sætte nye etiketter på journalistikken, der netop så sært fornyende er uden vejledende formgivning. Næsten som et selvstændigt kunstværk, der heller ikke har en brugsanvisning nødig.

Alligevel tør jeg give et bud på, hvad det nye er. Det er fjernsyn.

Der er næppe noget vanskeligere i verden end at gøre nyheds-journalistik til fjernsyn, fordi nyhederne ustandselig skifter indhold, landskab og ramme og dermed også form, billedstil og stemmeføring. Nyhederne er efter alt, hvad vi har set ude og hjemme, født til at være dårligt fjernsyn. Og er det endelig godt, er det god radio.

Man kan som nyheds-journalist og -fotograf og som redaktør have nok så gode hensigter, men de drukner i udførelsen af den enkle grund, at hver ny nyhed er bundet til sit sted, til skiftende verdensbilleder og først og fremmest til nyhedsfolk og fotografer verden over, hver med deres personlige eller ofte upersonlige stil.

Man kan have den ypperste vilje til at lave godt fjernsyn også som nyhedsmenneske. Men hverdagens nyhedsmængde og den vigtigste histories påtrængenhed i form og billed-fortælling dræber ens bedste hensigter.

Alligevel er det uforklarlige, der er sket med TV2, tilsyneladende som et ny, åbent rum. Der er i valget af nyheder ud over det givne nok først og fremmest et strøg af det, journalister har talt om i en menneskealder i forskelligt sprog, "Ane i kæret" og siden hen "human touch". Når man skal forklare den slags journalistik for almindelige mennesker, så forklarer man, at journalistikken skal handle om almindelige mennesker og have almindelige mennesker som medvirkende, hvilket straks gør journalisterne til ualmindelige mennesker. Straks er derfor den slags journalistik et skrig om villet almindelighed, og journalisten bliver uundgåeligt nedladende, for ingen kan - uden at blive kunstig - opsøge det almindelige ved at søge uden for sig selv.

Men i aften lykkedes det på TV2 Nyhederne, uden at jeg stadig kan forklare det. I enkeltheder er det noget med, at hele Danmark - og rigsfællesskabet med - trækker vejret før fredagens rapport om færø-banksagen. Og TV2 Nyhederne giver sig så ikke til at fritte politikerne på forhånd om den stillingtagen, de alligevel ikke vil give fra sig dagen før. Nej, de ualmindelige politikere er pludselig almindelige politikere, der må læse på lektien, forberede sig til morgendagens mulige strid. Og billederne er ualmindelige - eller virker det bare sådan, som om de var ny?

Spørgsmålet er, om det, Nyhederne valgte at bringe fra Christiansborg, i sig selv var så meget anderledes,eller om det var selve udsendelsens form, der gjorde det anderledes. Er det formen, står TV2 med en redaktionel løsning, der kan vise sig at være holdbar og klart vil være fornyende.

I hvert fald var det et smukt skifte til Hirtshals, hvor en færing drømte om at vende tilbage til Færøerne. Han var rejst ud i kriseårene, netop den tid rapporten i morgen handler om. Han havde det godt her, sagde færingen.

Hvem savner vinden? fortsatte han, ikke stor filosofi, men jordnære ord om, hvad hjemlængsel er. Hvem savner vinden, hvem savner stormen? Og så savner man jo alligevel det hele.

Færøerne - ikke bare et spørgsmål, om statsministeren bliver tippet i morgen, men et hjem, man kan længes efter.

Og så er vi med eet i Holland, hvor "vore egne" stære er kommet til på grund af det milde vejr. Vi blev lovet, at de var på vej op til os og vil være fremme om halvanden måned. Hjem, følte man. Som færingen. Vi har da set masser af stæreskarer i himmelsving på skærmen før. Men i aften var de som et engleord ind i samtalen om færinger og danskere.

Nu ved jeg det. Vi fik lov at se de stære uden rulletekster. Vi havde ikke den sædvanlige fornemmelse af, at der skulle pyntes med lidt natur eller kultur til sidst, fordi navnene på de medvirkende er så kedelige i sig selv. Nej, det var meningen at vi ligefrem skulle se de stære. Der var tid til stærene og for os. Tænk, af den kostbare tid var der tid til himmelsving og savnet vind og storm.

Og der var tid til at høre på folk og tumle med emnerne. Museumsdirektøren, der er blevet vraget som censor, fordi han mener, at et overtal af kvinder i historie-forskningen skader resultaterne, blev spurgt ud. Ordene var i samklang med billeder og reportager, et stykke mageløst journalistik, som nåede sit højdepunkt ved - ja, netop ved at der var tid, tid, tid - der blev ødslet med nyheds-journalistikkens mest kostbare råstof, tiden. Og denne ødselhed gav seerne et velvære, ja, ligefrem vellyst, da universitets-manden blev spurgt ud om, hvorfor man kunne blive fyret for at sige noget om kvinder, når nu man i et frit land må mene, hvad man har lyst til. Der var endog tid til at stille det umulige, men netop her det virkeligt vidunderlige spørgsmål - hvis ham, der er blevet smidt ud, havde sagt det samme om mænd, var han så også blevet fyret?

Allerede i morgen er TV2s nyheds-form nok stærkt truet, fordi færø-rapporten vil sprænge alle mål og true den journalistiske kunst, der her var tale om. Men det gør heller ikke noget. Nyheds-dage kan ikke være ens, men har TV2 Nyhedernes seneste to dage røbet en opskrift, hvis udsendelsernes filmiske, fjernsynsmæssige kvalitet ikke bare er en vilkårlighed, så har folkene bag og på skærmen fat i noget, der sprænger hele nyheds-rutinen - og dermed også seer-rutinen.

Så vil de komme rendende fra andre fjernsynslande og synge lærkesprog for hos TV2 at lære håbets strengespil.

© Poul Erik Søe 15. januar 1998

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside