Man må godt være til stede

Det har været svært at finde ud af, om man sådan i al almindelighed kan have folket gående rundt i et samfund.

18. maj 1993 havde der været brug for folket. I hvert fald tilsyneladende. Man holdt den dag i Danmark noget, der hedder en folkeafstemning.

Man kunne sådan set godt have undværet folket ved den lejlighed, selvom det så selvfølgelig havde været lidt svært at kalde det en folkeafstemning. Men man kan jo også lave flødeis uden fløde.

Det, folket stemte om 18. maj 1993, var allerede vedtaget i folketinget. Med fem sjettedeles flertal, fordi Folkesocialisterne nu også sagde ja til EU. Så efter grundloven var det ikke nødvendigt at spørge folket.

Nu spurgte man heller ikke folket. Der blev slet ikke stemt for eller imod EU eller for den ny traktat, der bar navnet Maastricht. Folket havde nemlig allerede sagt nej til den traktat året før.

Så nu lod man bare folk stemme om, hvor vidt man måtte fortælle nede i Brüssel, at det danske folketing havde vedtaget det modsatte af folket.

Derfor var der mere eller mindre brug for folket lige den dag. Derefter kunne man så godt gemme folket væk igen. I hvert fald kunne folk gå hjem til sig selv. Og det havde man da også regnet med, at folket ville gøre.

Nu er folket ikke det mest pålidelige, man har. Der var nogen, som gik på besøg hos venner. Der var andre, som tog sig en bajer på vejen hjem, og nogen gik slet og ret en omvej.

Bagefter kan enhver se, at folket bare skulle være gået hjem. Man må vide, hvor man har folket. Men netop natten efter 18. maj 1993 var der uro på Nørrebro. Ballade er for lidt at kalde det, og oprør er for meget.

Men unge kastede med brosten. Politiet skød med skarpt. Der er hele tiden en ny undersøgelse i gang for at finde ud af, hvad der egentlig skete. Det bliver også undersøgt lige nu, så det er nok klogt ikke at sige for meget. Det eneste sikre er, at politiet har aldrig før i det demokratiske Danmark skudt med skarpt imod folket.

Under balladen eller oprøret - eller hvad undersøgelsen slutter med at vedtage, man må kalde det - var der folk, som kom i klemme. Også meget i klemme. De blev anholdt af politiet.

De sagde, at de bare havde været til stede. Ikke politiet selvfølgelig, men folk. De havde bare været der, og pludselig blev der kastet med brosten og skudt med skarpt.

Samfundets myndigheder lagde sag an mod dem. Deres forbrydelse var, at de havde været til stede. De havde hverken kastet med brosten eller skudt med skarpt. De havde været til stede.

Der var mange aviser, der var enige med politiet. Der var noget mistænkeligt ved folk, der sådan bare var til stede. Andre mente, at den københavnske gade Nørrebro simpelthen var lavet i sin tid for at folk kunne gå på den. Eller køre. Ja, det blev nævnt, at måske var det selve tanken med at have gader.

Men nu var der jo det særlige ved det, at de her folk gik på gaden om aftenen og om natten. Der var ikke spærretid, for det var noget, man brugte under krigen. Men der var en slags usynlig spærretid. Det måtte enhver kunne se.

Man må efter gammel skik godt gå på volden Store Bededagsaften, men ikke på Nørrebro, hvor der ingen vold er, men hvor der altså kan blive det.

Og så var det jo aftenen og natten efter en folkeafstemning. Da bør folk være hjemme. Helst bør folk selvsagt også være hjemme om dagen sådan en dag, så man helt kan slippe af med de uberegnelige afstemninger.

Forbryderne blev sigtet og sendt for retten. De havde bare at være til stede, så domstolen kunne afgøre, om de måtte være til stede eller ikke til stede.

Nu kan man stole mindre og mindre på domstole, så der skete det, at de her natteravne blev frikendt. De havde gerne måtte være til stede, selvom de altså blev hindret i at være til stede, fordi politiet anholdt dem.

Man kan sige sig selv, at det er en meget uheldig dom. Følgen er jo, at hvem som helst kan i fremtiden kan være til stede, når der er ballade eller oprør.

På den måde vil der jo være der vidner, som bagefter kan udtale sig til den ene undersøgelse efter den anden om, hvad der egentlig er sket. Der kan være så mange vidner til stede, at man ligefrem når frem til sandheden, og det er jo ikke ligefrem meningen med undersøgelser.

Folket går tit for vidt. Og det gjorde seksten af de her tilstedeværende også, da de tilmed krævede erstatning. Jo, for domstolen havde jo frikendt dem. De havde ret til at være til stede. Deres anholdelse var altså ulovlig, for de havde hverken medvirket i eller deltaget i balladen eller oprøret. Derfor ville de have erstatning.

Politiet havde også varetægtsfængslet dem, fordi folk, der er til stede, kan man vente sig hvad som helst af. Man var nødt til at varetægtsfængsle dem, så man var sikker på, at de var til stede, selvom det værste ved dem netop var, at de var til stede.

De ville så også have erstatning for, at de var blevet varetægtsfængslet. Og i dag (9.1.1998) har de ifølge Ritzaus Bureau og TV2-tekst-tv været til stede i Københavns Byret. Og verden står ikke længere!

De har fået erstatning. Ja, de har tilmed fået forhøjet erstatning, fra hundred til halvfjerds procent over taksten.

Ja, der var dog tre af dem, som var blevet ramt af politiets skud. De havde lov til at være der, men man kan da sige sig selv, at de ikke kan få så meget i erstatning som de andre, når de er blevet ramt. Dels er det mistænkeligt i sig selv, at man bliver skudt på. Og det koster jo også samfundet penge, når der skal skydes på tilfældigt forbipasserende. Så derfor sparer samfundet i sidste ende, når der kun er halv forhøjelse til dem, der har måttet stå for skud. Så går det lige op. Det er det, man kalder retfærdighed.

Men dommen er uheldig. Tænk at give folket erstatninger. Gad vide, om domstolen har tænkt på, hvad det kan føre til i fremtiden?

Folket bliver ikke til at holde hjemme efter den dom. Over alt på gader og veje vil man kunne møde folket, selv efter solnedgang.

Nogen vil gå ud for at møde venner. Andre vil tage sig en bajer på et værtshus. Men hovedparten vil være til stede, fordi det er der penge i.

Der er selvfølgelig lige den vanskelighed med natten efter folkeafstemningen 28. maj i år. Jeg foreslår, at man laver en afrivningsseddel på alle stemmesedlerne. Afrivningssedlen kan laves ligesom en passerseddel under krigen, men det kan jo skrives venligt, i samme sprog som politiets egne undersøgelser af, hvad politiet gjorde på Nørrebro. Man kunne jo skrive: - De har ret til uhindret at gå lige hjem!

© Poul Erik Søe 9. januar 1998

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside