Stil som styring
Journalistikkens skovsø-billeder med kronhjorte under fuldmånen

Danmarks Radio havde i flere dage poppet os op til et møde med Birmingham. Indbyderen var redaktionen af Horisont, som ville fortælle om det rent utrolige skifte, der er sket med folks syns på EU i Birmingham.

Nu har jeg altid været meget optaget af, hvad de mener i Birmingham. Så jeg lukkede op for at blive klogere, for det fremgik, at redaktionen ligefrem havde haft udsendinge i Birmingham for at undersøge sagen.

Der viste sig at være en sag, men den var Horisont ikke optaget af. Det viste sig, at EU havde givet penge til en statue af dronning Victoria. Sådan lige midt i Birmingham, selvsagt på Victoria Square, står der en bronze-statue af den lille dame, som var Englands dronning i forrige århundrede og gav navn til den snerpede tid, der stadig kaldes victorianismen.

Det viste sig, at dine og mine penge var sat i den statue. For rigtigt at internationalisere og europæisere de alt for britiske briter har EU skænket penge til at eviggøre det britiske imperiums dronning, fordi englænderne altid har manglet statuer af dronning Victoria, og nu har EU så omsider skaffet dem een, så de indadvendte briter kan få at vide, hvordan hun så ud. De kan bare tage til Birmingham.

Horisont var også taget til Birmingham, og udsendelsen viste billeder af dronning Victoria - statuen altså - og en dame i et springvand, også betalt med EU-penge. Ikke et øjeblik faldt det redaktionen ind at spørge, hvordan det europæiske fællesskab er nedfældet i rejsningen af statuer af døde engelske dronninger og badende damer.

Birmingham har også fået penge til et teater- og kongreshus, et center hedder det. Man fik det indtryk, at byen før havde været så nedslidt, at man ikke kunne være bekendt at have gæster. Men nu var der udsigt til et besøg fra EU, så man måtte i en fart rejse en teater-kulisse, så vor tids kejsere kan føle sig hjemme med udsigt til Victoria og en nøgen dame i et springvand, hvad der jo altid er godt og alle EU-pengene værd.

Nu havde de alle dage været meget imod EU i Birmingham, men det var pludselig forsvundet. Sådan måtte man forstå Horisont. I en virkelig tilbundsgående journalistik havde redaktionen fundet ud af, at der var sket et skift. Det skyldtes statuen, den påklædte og den nøgne, og så det her teater-hus. Birmingham havde også fået penge fra EU til turisme. EU giver nemlig alle lande tilskud til at udbygge turist-faget, så vi på den måde allesammen i et hyggeligt fællesskab giver hinandens penge til hinanden, så når vi gæster hinanden, kan vi indse, at uden EU ville der ikke være noget at komme efter.

I Hvide Sande har de fået EU-penge til at rejse et hus, der fortæller fiskeriets historie. Og det var meget nødvendigt, at EU løste den opgave, for ellers skulle man være kørt helt til Esbjerg, hvor Fiskeri- og Søfartsmuseet ligger. EU gør alle vegne meget for vore penge for at fortælle hvert lands historie. Irland er blevet fyldt med EU-betalte historiecentre. EU vil nemlig endelig vise, at de ikke har noget imod selvstændigheden i et land - bare selvstændighed er historie og ikke nutid.

Man kan købe folk med penge. Så let som ingenting kan man købe folks politiske standpunkter. Det er EUs tankegang, og EU har ikke uret. Det er lykkedes i Irland, hvor det kostede 80 milliarder at få irlænderne til at sige ja til EU. Der er kun eet sted, hvor taktikken at give folk deres egne penge som tilskud er slået fejl. Det er i Grønland. EU postede penge i Grønland, men alligevel blev grønlænderne de første folk i Europa, som meldte sig ud af EU igen.

Den slags tanker kunne man intet høre om i udsendelsen Horisont. Det er svært at kalde udsendelsen for journalistik. I hvert fald var det journalistik som skovsø-billede med kronhjorte under fuldmånen. Udsendelsens tilrettelæggere stillede ikke spørgsmål til den fremgangsmåde at købe et folk for tilskuds-penge. Det er jo blevet stilen, og stilen kan man ikke gå imod.

Birmingham blev fremstillet som et område, hvor folk ikke havde kunnet tænke selv, før EU kom, og det engelske folks selvstændighed og historie blev opfattet som en sygdom, der skulle overstås. Den store læge, sådan fremstillede udsendelsen det, var den ny engelske Labour-premierminister Tony Blair. England har lige nu og et halvt år frem formandsskabet i EU, det går jo på skift.

Vi fik at vide, hvad der kun kan være en overraskelse for redaktionen, at Tony Blair ser venligere på EU end den konservative forgænger. Tony Blairs holdning viste sig ved, at England under ham havde tilsluttet sig EUs sociale aftale. At han til gengæld lige har udskudt Englands stillingtagen til den fælles europæiske mønt i fem år blev kun nævnt i forbifarten, for intet måtte forstyrre skovsø-idyllen på Horisonts skønmaleri.

Udsendelsens redaktion ved, at der skal være folkeafstemning i Danmark 28 . maj om udvidelsen af EU gennem Amsterdam-traktaten. Derfor holder redaktionen sig på hyggeplanet i EU-spørgsmål. Det er hele stilen i Danmarks Radio, og stil er vigtigt og grundlaget for magt. Vi ved, at når Frode Kristoffersen tager fat på glasløftende at småhygge sig gennem Europa, så skal vi have folkeafstemning igen. Og vi kan fornemme af hyggen rundt om i Europa, at vi skal sige ja. Hvem vil ikke gerne have hygge?

Og sådan hyggede Horisont sig gennem skildringen af det ny engelske formandsskab ved hjælp af Birminghams i bogstavelig forstand intetanende indbyggere. Man lavede det, der i journalist-sproget hedder en vox pop, en rundspørge på gaden. Rundspørger har den store fordel, at journalisten selv kan udvælge, hvem der skal spørges, og bagefter kan klippe dem væk, der svarer noget andet end det, der er udsendelsens hensigt.

Horisont ville fortælle, at briterne nu ser helt anderledes på EU. Og medvirkende og spørgsmål var helt indrettet på at fortælle den vedtagne historie. Ikke en modstander fandtes der i hele Birmingham, og det tror man gerne, for hvem ville ikke skifte holdning til EU, hvis man får en statue af dronning Victoria som gave?

Og for nu at være helt sikker på, at skøn-maleriet ikke fik grimme pletter, så havde man en dansk sagkyndig i studiet. Man kunne måske have fundet en dansker, der mente, at England nok ikke med eet slag var blevet så euforisk, som udsendelsen hævdede. Men EU-modstandere er ikke rare at have med i fjernsynet, for de siger som regel det modsatte af det, der er udsendelsens hensigt. Man kan i hvert fald ikke stole på dem. Nej, hvem andre end vores allesammens Uffe Ellemann-Jensen dukkede op som kronhjort ved skovsøen og brølede, at når EU nu lykkes så godt i England, så skyldes det stil - premierminister Tony Blairs stil.

Efter udsendelsen at dømme findes der i hele England, og da især i Birmingham, og endnu mere især blandt de konservative i Birmingham, kun tilhængere af EU, og det eneste uheldige er, at folk egentlig ikke ved, hvad EU er, og hvad EU har lavet. Men de er tilhængere, endda ivrige tilhængere, fordi Tony Blair har en ny stil.

Stil er styring. Det var udsendelsens budskab. Det er da et spændende emne. Hvis man da havde drøftet, om det er heldigt, at styring afhænger af stil. Hvad sker der så, når folket og fjernsynskiggerne bliver trætte af en stil? Hvad sker den dag, da briterne opdager, at Tony Blairs stil kun er altid, når han siger noget, at ligne een, der med ansigtsudtrykket fortroligt vil røbe, at han lige har sagt det modsatte til sin mor?

Hvad sker der den dag, da seerne opdager, at Horisont, som i dansk fjernsyns-historie har pladsen som den vægtige og velafvejede vejviser i det udenrigspolitiske, er endt med kun at være stil - glitrende skovsø, der skjuler ligene under vandoverfladen?

© Poul Erik Søe 20. januar 1998

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside