De skyldfris krav på tilgivelse
Dagbladet information bringer i dag en artikel af Mads Kamp Hansen, som jeg ikke kender. Men der står i bladet, at han er organisationskonsulent.

Og bare sådan et ord som organisationskonsulent gør mig vred. Det er fuldstændig urimeligt på enhver måde. Jeg aner ikke, hvad en organisationskonsulent laver. Jeg har aldrig mødt en organisationskonsulent. Men jeg kan høre på ordet, at der er noget galt.

Mads Kamp Hansen, der er organisationskonsulent, og som jeg altså aldrig har mødt, læser jeg straks med fordomme, gør ham omgående skyldig, uanset jeg ikke aner, om han er skyldig eller ej.

Men jeg har det altså sådan, at jeg ikke bare kan høre, men føle, at en organisationskonsulent er født skyldig. Selvsagt skynder jeg mig at sige til mig selv, at det er dog den groveste form for fordom, hvis blot en mands titel kan fremkalde vrede. Og så føler jeg mig meget skyldig, selvom den skyld er pjattet, fordi Mads Kamp Hansen ikke kan vide noget som helst om min vrede. Hvis han da ikke læser det her. Og gør han det, så må jeg bede ham tilgive. Intet er jo nemmere end at sige undskyld.

Nu røber dagbladet information, før jeg endnu har læst et ord af Mads Kamp Hansen, at han ikke bare er organisationskonsulent, nej, han er organisationskonsulent i Dansk Ungdoms Fællesråd.

Dansk Ungdoms Fællesråd - øjeblik! Fordommene og øjenbrynene vokser. Var det ikke dem med medlemstallet eller noget med Radikal Ungdom? Eller var det Tvind, nej, det var ikke Tvind, det var politiske ungdomsorganisationer, som modtog statstilskud efter medlemstal, og som oplyste navne på medlemmer, de aldrig havde haft.

Jo, nede fra følelses-lageret melder vreden sig for fuld udblæsning. Sådan var det jo. Radikal Ungdom fik statspenge for medlemmer, de ikke havde. Tvind blev lukket med en særlov, fordi man påstod noget lignende om dem. Det kunne bare ikke bevises. Men Radikal Ungdom blev ikke lukket. Og Dansk Ungdoms Fællesråd kører åbenbart i bedste velgående, siden rådet ligefrem har en organisationskonsulent.

Så føler jeg mig igen skyldig, fordi jeg ikke kan huske sagen, og især fordi det går ud over Mads Kamp Hansen, i hvert fald i mine fordomsfulde følelser, skønt han nok slet ikke var organisationskonsulent, da Tvind, men ikke Radikal Ungdom blev lukket. Måske er han ligefrem blevet organisationskonsulent, fordi han skal holde øje med, at de politiske ungdomsorganisationer ikke "får" for mange medlemmer.

Omsider falder følelserne og fordommene så meget til ro, at jeg kan gå i gang med at læse Mads Kamp Hansens ord.

Han skriver: "Lige nu er det Færøbank-sagen. Før det var det taxa-loven. Og før det, var det noget andet. Og i næste uge er det noget tredje. Det er et tegn i tiden. Der skal altid findes nogle historier. Og der skal altid findes nogle syndebukke."

Organisationskonsulenten - skriver jeg så her, stadig med lidt skyldfølelse, men med satanisk håb om, at en læser måske har det på samme måde som jeg med ordet organisationskonsulent - siger i Information, at der er blevet for stor optagethed af enkeltsager. Og så tilføjer organisationskonsulenten:

"Der skal findes en syndebuk. Det startede med tamil-sagen, hvor alle kunne se, at der har var stof til en ordentlig skandale, hvor der skulle placeres et ansvar mellem ministre, embedsmænd og andre personer, der havde været viklet ind i sagen.
Danmark bryster sig ganske vist af at være et retssamfund. Derfor blev man nødt til at lave en grundig undersøgelse af sagen. I fem bind blev det klarlagt, hvad der var sket fra ende til anden.
Undersøgelsen gav baggrund for, at der kunne rejses rigsretssag mod den ansvarlige minister og tjenestemandssager mod de ansvarlige embedsmænd. Der blev fundet nogle syndebukke, der kunne bære ansvaret. Der var igen orden i sagerne. Vi var klar til at finde den næste skandale og de næste syndebukke."

Organisationskonsulenten - jeg ved godt, han hedder Mads Kamp Hansen - skriver også, at vi har "endegyldigt fjernet de sidste rester af kristen inspiration fra vort daglige liv. Det er nu udelukkende fakta, der afgør enkelte sager. Tanken om tilgivelse, der efter fejl er erkendt, skal træde ind og få livet til at gå videre for de enkelte er endegyldigt skiftet ud med undersøgelser osv.".

Man må give organisationskonsulenten ret i, at vi alle er syndere og har tilgivelse behov. Men Mads Kamp Hansen - sådan hedder organisationskonsulenten - synes ikke i sin opremsning af verdens og især Danmarks galskab at have fundet ud af, hvor den kristne humle her til lands går over åen efter øl.

Vanskeligheden er ikke enkeltsager i stedet for helhed, fordi der ingen helhed findes uden enkeltsager. Vanskeligheden er selvsagt delvis den, at enkelt-sagerne udelukkende afgøres af fakta, som han skriver. Jeg ved godt, hvad han mener, men det ville være helt ud i Jens Busk (slå selv op), hvis man benægtede fakta og lod enkelt-sagerne afgøre af det modsatte af kendsgerningerne.

Vanskeligheden er heller ikke, at vi finder syndebukke. Den egentlige vanskelighed er, at vi ingen syndere har. Organisationskonsulenten taler om at "erkende fejl", men det er der jo ingen, der gør, slet ikke politikere.

Nej, den største vanskelighed er den, som netop Mads Kamp Hansen skaber. Han slår et slag for tilgivelse, og det er smukt og rigtigt. Men vanskeligheden - den grundlæggende vanskelighed - er, at organisationskonsulenten vil have os til tilgive den uskyldige! Når vi ikke må lave undersøgelser mer, ikke engang i eet bind, og når vi ikke mer må bygge afgørelser i enkelt-sager på fakta, så er vi jo nødt til at tro på, hvad vore statsledere siger. Erik Ninn-Hansen sagde, at han var uskyldig i tamil-sagen. Poul Nyrup Rasmussen siger, at han er uskyldig i færø-banksagen - i hvert fald så uskyldig, som et forlig med Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti kan skabe flertal for. Radikal Ungdom var uskyldige, for de mente bare, at de fleste danskere egentlig havde lyst til at være medlem af Radikal Ungdom, men bare havde glemt at melde sig ind.

Organisationskonsulentens fremtidige Danmark findes allerede - selvom han ikke har fået øje på det. Nemlig i Tvind-sagen. Her blev ganske vist af undervisningsministeriet lavet en undersøgelse af Tvind-skolerne. Det viste sig siden hen, at undersøgelserne ikke byggede på fakta, men da havde folketinget allerede dømt Tvind-skolerne. Og tilgivelsen - den fik undervisningsminister Ole Vig Jensen!

Organisationskonsulenten burde måske et øjeblik overveje, om ikke en enkelt-sag og en person-sag fortæller noget om samfundet som helhed, måske ikke fakta, men dog noget om rigets tilstand. Måske burde han endda give plads for blot nogle få dages drøftelser af, om et menneske er skyldigt eller ej.

I hvert fald bør han indse, at den dybeste krænkelse, der overhovedet findes, er at tilgive den, der er uskyldig. Så er dommen værre end fordommen.

Måske er der kun een krænkelse, der er større - ikke at få lov til at være skyldig, hvis man er det. Det kan organisationskonsulenten læse hos Henrik Stangerup om - i bogen Manden der ville være skyldig. Det er en god kristen bog.

© Poul Erik Søe 24. januar 1998

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside