Fichs flødetykke EU-pop
Folketinget aner ikke, hvad det vedtager, men domstolene må ikke finde ud af det
Der vælter flødetyk pop ud af den socialdemokratiske EU-ordfører Ove Fich. Han kalder det "amerikanisering", når nogle sønderjyder vil have domstolene til at klare, om tysk politi må optræde som tysk politi på dansk jord.

Ifølge Ove Fich (13.1.1998) er det en amerikanisering, fordi dansk politisk sædvane er samtale og forhandling. Det er jo ikke løgn, at sådan var det. Ove Fich må imidlertid have opdaget, at det er blevet anderledes. Folketinget aner jo ikke, hvad det selv vedtager. Den nye hyrevogns-sag viser, at ministre heller ikke gør det, selv på deres egne områder.

Derfor er det blevet nødvendigt med domstols-kontrol af folketingets gøremål. Selvsagt skal domstolene ikke sætte sig over folketinget, men folketinget har selv solgt sin førstefødselsret ved at lade hånt om den grundlæggende magtdeling i grundlovens opskrift.

Jeg mener da også, det kan gå for vidt med politiske slagsmål ved domstolene. Men det er der jo ikke tale om her, og Fich amerikaniserer sin egen overdrivelse. Hvis sagen om tysk politi som myndighed på dansk jord kommer for domstolene, er det kun anden grundlovssag i løbet af 25 år. Det er rent ud pladder at kalde det for amerikanske tilstande, som ingen ønsker sig på retsområdet, hvor amerikanerne er endt i en gammeltestamentlig holdning, og hvor en mager proces ofte foretrækkes for et fedt forlig.

Fich burde også indse, at det er selvfølgeligt, at der kommer retssager om EU-krænkelser af dansk grundlov. Gennem et kvart århundrede hindrede Højesteret, at den slags sager kunne rejses af borgerne. Nu har Højesteret pludselig skiftet standpunkt, hvad der viser det selvfølgelige, at også Højesteret er menneskeværk.

Der er jo heller ikke et øjeblik tvivl om, hvorfor højesteret nu tillader grundlovs-sager, som de før sagde nej til. Her kunne man tale om amerikanisering, ikke hos EU-kritiske borgere, men hos Højesteret. Men Højesteret har først og fremmest skiftet standpunkt til grundlovs-sager for at sætte sig selv ind som forfatnings-domstol, før en sådan domstol bliver skabt på anden vis.

Tyskerne har forfatningsdomstol. Franskmændene har et forfatningsråd, som netop har sagt, at Amsterdam-traktaten bryder fransk grundlov. Mange danskere drømmer om at se det danske samfund og det danske folk værnet på samme måde, fordi  de gældende retstilstande og folketingets sjuskede omgang med lovgivningen ikke skaber tryghed. Det er forståeligt nok, at skreddet i dansk folkestyre udløser ønsket om domstols-værn mod overgrebene fra folketingets overtal.

Ingen over og ingen ved siden af folketinget. Det er det gamle slagord. Men det er mere end et slagord. Det er drømmen om det danske folkestyre, vi ønsker os.

Man skal lægge mærke til, at det er ikke det danske folk, der har svigtet tanken om folketinget som kernen i folkestyret. Det er partierne, som har sat folkestyret på glidebanen. Da EU og Brüssel blev sat over folketinget som egentlig magthaver på et stadigt voksende område, solgte folketinget sin egen førstefødselsret.

Det er ikke amerikanisering at ønske sig folkestyret i den særegne danske udgave tilbage, præget af folkets fælles historie i demokratiet gennem halvandet hundrede år. Men Ove Fich kan ikke tro på, at folketingets partier selv fortsat kan undergrave folketinget, uden at folket prøver i hvert fald for en tid at finde andre værn for folkestyret.

Modsat socialdemokratiets EU-talsmand må jeg mene, at det er et sundhedstegn, at det danske folk i et par sager prøver at gå rettens vej. Kun få andre folk i jordens demokratiske lande ville have fundet sig i gennem et kvart århundrede at blive nægtet retten til at få undersøgt selve lovgrundlaget for det folkelige fællesskab. Kun få folk ville nøjes med bare to retssager om sådanne spørgsmål. De allerfleste steder havde en så langvarig nægtelse af selvfølgelige frihedsrettigheder ført til vold. Jeg ser det, der nu sker i Højesteret, som en rolig, dæmpet og uhysterisk måde at løse vanskeligheder, som ikke er skabt af folket, men af folketingets partier. Og det er da mere end glædeligt, at det egentlige mål for retssagerne om grundloven er folkestyre og en genindsættelse af folketinget i dets fulde rettigheder.

© Poul Erik Søe 15. januar 1998

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside