Summen af menneskers
ukendte drømme
er økonomi

Hele jorden drømmer
om et dyb af lykke,
som den ej kan nå.

Ordene er Ludvig Holsteins, digteren, der vidste, at livet ikke kan styres fra et ministerielt kontor. Der er en drøm, som ikke er økonomi. Og i virkeligheden styres økonomien af den drøm, som hele jorden drømmer, selvom alle ved, at vi ikke kan nå dybet af lykke. Drømmen bliver ved. Den er håbet selv.

Økonomien er drøm, ikke en fælles drøm, men de mange forskelliges drømme, hvert enkelt menneskes drøm. Summen af menneskers ukendte drømme er økonomi.

Alligevel opfører politikere sig, som om økonomi er en nøjagtig videnskab. Men økonomi har ikke love som fysik, kemi og matematik. Økonomi hører til tankespindets videnskab og er et forsøg på at få tanker til at stå på række, få dem til at forlænge sig ind i hinanden, hvad der jo er er spændende og hæderligt i sig selv.

Økonomien er uforudsigelig, fordi den er et samlet udtryk for millioner af menneskers vidt forskellige og oftest modsat rettede handlinger på samme tid. Økonomien, som den i virkeligheden udtrykker sig, er en udfoldet vifte, men videnskabens økonomi og politikernes økonomi er den samme vifte, blot foldet sammen til en lige streg - og som derfor har mistet evnen til at vifte.

Det kan have været oliekrisen i halvfjerdsernes indledning, der udløste ledigheden og den vestlige verdens såkaldte krise, som mest var europæisk. Det er lige så sandsynligt, at krisen kom, da det europæiske frihandelsområde blev opgivet og toldunionen valgt som eneste løsning - den toldunion, der blev til EU. Oliekrisen kan tilmed være udløst af, at Europa var ved at skifte ham og derfor sårbar. Den arabiske verden kan - måske uforklarligt for araberne selv som for os - have forsøgt at udfylde et tomrum, der først siden blev synligt for alle. Ingen kan give os færdige og nøjagtige svar.

Økonomerne udgiver deres mange undersøgelser og rapporter. I Danmark har vi et økonomisk råd, og dens medlemmer kaldes for vismænd. Opfindelsen blev gjort i den radikale Bertel Dahlgaards tid. Vismændene har år for år kun taget fejl, ja, som aben, der er dygtigst til at handle med aktier, kan de da ramme plet på et enkelt område, men de fleste vismænd ved med sig selv, at også når de forudsiger virkeligheden, som virkeligheden bliver, så er det en tilfældighed - nogen gange ligefrem en fejl! - i det, de kalder for modellen.

OECD rådgiver landene år for år - og mere og mere kan vi se, at rådgivningen som regel blot er en mildere udgave af, hvad det enkelte lands folk og presse har drøftet længe. OECD griber ikke sin rådgivninger ud af den blå luft, men henter tankerne fra det land, der skal rådgives. OECD har aldrig foreslået et land noget, der var ukendt for det pågældende land. OECD har ikke nogen videnskabelig sandhed og kan derfor aldrig give andet end råd, der kan bruges til ny politisk strid. OECD bygger ikke på nøjagtig videnskab, men på politiske overvejelser og økonomisk poesi.

Mange store virksomheder i verden har længe indset, at det går galt, hvis man lader økonomerne styre. Adskillige virksomheder på verdensplan har ikke arbejde til økonomer, der kommer lige fra universitetet. De skal ud i det virkelige liv først - for at få fjernet troen på økonomien som nøjagtig videnskab, og den lære skal de hente i andre firmaer end de store, som ikke tør tage skraldet.

Europas EU-stater, også Danmark, lader sig derimod stadig styre af økonomer, som var de vismænd og stjernetydere. Politikerne, også i Danmark, taler indbyrdes og til os, som om vi på nogen måde kan overtydes af økonomiske religion.

I går har der påny været slagsmål i Dresden. Nynazister i tusindtal havde sat hinanden stævne og kæmpede med dem, der ikke mener, det er tid for en ny, stærk mand. I den tyske hær stikker nynazismen snuden frem, hver gang den lige har været dyppet i ølkruset.

Det er næsten sindbilledligt, at det sker i den terror-bombede by Dresden, siden arkitekt-tegnet kommunistisk kedsommelighed, og nu i et opbrud, der ligner alt andet end glæde ved den væltede mur, den ny frihed og den længe ventede kapitalisme.

Måske udtrykker de mærkværdige modsætninger sig i økonomien og har gjort det meget længe. Siden murens fald har to mønt-enheder skullet forenes, to slags økonomi. DDRs mark og den vesttyske mark skulle smeltes sammen i en fælles økonomi. Og vi var så vant til at sige efter Marshall-hjælpen og den tyske økonomiminister Ludvig Erhards "økonomiske mirakel", at tyskerne skal nok klare det, for de er flittige og dygtige og nøjsomme.

Men tyskerne har ikke klaret det. Tallene for 1997 viser påny voksende ledighed, selvom man op til forbundsdags-valget i år havde gjort alt for at få pyntet på tallene. Der er en sær dødsdrift i tysk økonomi. Der svæver dødeligt dræ. Og ingen ved, om det skyldes "den lille mønt-union", altså sammensmeltningen af de to slags tyske mark.

Det kan være forvarslet om den store mønt-union, EUs sammensmeltning af mange mønt-enheder og mange slags økonomi. Måske er det endda mere end forvarslet. Måske er den langvarige krise med den store ledighed i Europa ebbe-tidens store sug udad, summen af de mange ukendte enkelt-menneskers opgiven eller indsigelse. Skjult og kun kendbart menneske for menneske opgiver hele folk sig selv, mister selve drømmen om et dyb af lykke.

Politikerne, også vore egne, påstår dag efter dag ved hjælp af skiftende økonomer, at det går den sikre vej, blot vi fortsætter dybere ind i unionen. Men økonomi er ingen nøjagtig videnskab. Den kan tænke logisk af og til, men hvad nytter det, når det enkelte menneske ikke handler logisk og aldrig har gjort det. Livet, også det økonomiske liv, lever i spring, måske i bølgegange. Vi ved meget lidt.

Men vi aner - og det er lige så godt som det, der giver sig ud for at være økonomisk nøjagtig videnskab. Vi aner, at i Danmark gik det fremad fra 1992, ja, lidt før, for vi havde allerede en slags fælles vedtægt om, hvordan vi ville handle. Fra det øjeblik, Danmark sagde nej i EU-traktaten i 1992, gik det fremad med dansk økonomi. Regeringen tog æren, hvad den ikke havde grund til, for den havde jo modarbejdet folket og iøvrigt fortsat den økonomiske politik fra statsminister Schlüters tid.

Der blev arbejde til fler i tiden efter det danske nej. Der var da straks uro omkring den danske krone, men siden kunne Nationalbanken fortælle, at faktisk havde Danmark i sidste ende tjent på uroen omkring valutaen. Det var helt modsat, hvad økonomerne og politikerne havde fortalt os. De brugte stærke ord, som om ikke bare økonomi var en nøjagtig videnskab, men sandelig også, som om politik var det.

Og modsat økonomernes og politikernes spådom, så gik det fremad i Danmark. Fordi økonomi lige så meget er styret af det håb, som en måske tilsyneladende lille hændelse fremkalder, som af planer og politiske magtudøvelser.

Nogen vil fortvivle, hvis de indser, at økonomer og politikere ikke bygger på nøjagtig videnskab, når de udtaler sig om, hvad der sker. Men det er der ingen grund til. Det giver jo netop hvert folk og det enkelte menneske en frihed, at det ikke er indespærret i fastlåste, naturgivne økonomiske forløb. Derfor er der heller ingen grund til at slette økonomi som fag på de videnskabelige skoler, for selve det at grunde over økonomien kan være så lige så igangsættende og omskabende som at læse digte og granske guder og kunst. I hvert fald næsten.

© Poul Erik Søe 25. januar 1998

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside