De gamle partier
skubber nyt i gang

Det ny parti Demokratisk fornyelse forudses af partiernes penge-fordeling
Rummelighed har været en dyd for mange partier, men det er slut. Hørup talte om, vi politisk skulle dele os efter anskuelser. Det er også slut. Nu deler man sig efter tilskud.

Socialdemokratiet har gjort op med sin egen rummelighed og afløst med ensidighed. Partiet har vedtaget, at kun ja-sigere kan få penge til at deltage i drøftelsen op til afstemningen om udvidelsen af EUs magt med den ny Amsterdam-traktat 28. maj.

De socialdemokrater, der siger nej, får ikke en krone. Parti-støtte regnes allerede i euro. Den partipolitiske pengemagt taler det internationaliserede magtsprog. Parti-tilskud og parti-støtte har efter tysk forbillede sit eget partipolitiske berufsverbot på det område, der gælder stillingtagen og holdninger. Er man imod sit eget parti, så er der lukket for kassen.

Det er endnu mer skamfuldt, fordi det ikke er penge, socialdemokraterne selv har samlet ind. Det er penge fra "Nævnet vedrørende EU-oplysning", EU-penge - altså lige så meget modstanderes som tilhængeres penge, for pengene er hentet lige op af borgernes lommer.

På samme måde er det i Socialistisk Folkeparti, hvor nej-sigerne holder ja-sigerne ude - i stil med og som hævn på ja-sigerne, der i 1993 hindrede, at nej-sigerne i SF kunne få del i pengene.

De gamle partier skubber på den måde nye partier i gang. Mer og mer vil Danmark blive opdelt i partier efter de to halvdele, folket er delt i med hensyn til EU.

For blot for et år siden kunne man let tro, at det ny parti Demokratisk Fornyelse ville være helt uden muligheder ved et valg. Nu viser det sig, at de gamle partier skubber det ny parti i gang. Demokratisk Fornyelse er netop lavet for at give EU-modstanden et parti, hvor modstanden mod unionen er hovedmålet.

Demokratisk Fornyelse har i meningsmålingerne til nu stået til at mangle halvdelen af stemmerne for at komme over spærregrænsen. Der er næppe tvivl om, at den politiske borgerkrig i de gamle partier nu giver det ny parti meget store muligheder for at få folk i folketinget allerede ved valget i år.

Den ny tilstand i det politiske Danmark, indbyrdes-krig i hvert enkelt parti, er ikke ønskelig, men den må nu tages som en kendsgerning. Det har mer og mer været tydeligt, at partierne ikke ønsker at være hjemsteder for folkelig bredde. Den gamle tro på frihed til forskellighed er væk. Hvor der før i det enkelte parti var meget delte meninger, om NATO, om landbrugs-størrelser, om folkepension, om undervisnings-pligtens længde og om en række andre enkelt-emner, så tegner sig et nyt parti-demokrati uden folkelig alsidighed. Ensheden bliver herre. Partiprogrammet bliver fæstebrev.

Det er et tab for dansk folkestyre, at bredden i det enkelte parti snævrer ind. Det har været længe undervejs. Gennem 25 års dansk medlemsskab af EU har der ikke været een EU-modstander som minister i nogen dansk regering, uanset partifarve. Skønt halvdelen af folket er imod EU - nogle gange mer end halvdelen. Det er klart, at den måde at kassere halvdelen af et folk på, får følger. De følger står vi med nu. Den politiske borgerkrig i Danmark er i gang.

© Poul Erik Søe 24. januar 1998.

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside