Tænk, ministrene undlader at
stemme i færø-banksagen

Det gør et stort indtryk. Man bliver slået af tanken i det øjeblik, man møder den. Tænk, i morgen, når folketinget skal stemme, så undlader ministrene at stemme.

Det er selvsagt kun en tanke, for i Danmark har vi jo ikke demokrati. Demokrati er der jo ikke, bare fordi man har en grundlov og får en ny ude fra hvert fjerde år og igen til maj.

Men tanken er dejlig at lade løbe gennem sig. Der vil blive talt meget om det lille, mærkelige Danmark rundt omkring. Tænk, ministrene undlader at stemme, fordi regeringen ikke vil være med til at afgøre sin egen sag. Jo, der vil bliv talt smukt om danskerne selv på Færøerne, hvor de har alt for rigelig grund til at tænke dårligt om os, men ministrene overrasker hen over Atlantens dyb - og oppe i Tórshavns gader vil de et øjeblik standse og tage huen af for riget og demokratiet.

Når det nu ikke er gået godt med det sagfører-udvalg, så er det da en trøstende tanke, at det så nemt som intet kan rettes op i morgen i folketings-salen. Jo, sagførerne har da fundet de fleste papirer, og de er blevet pænt trykt og lagt frem i fem bind - uden hoved, hale eller krop og da slet ikke næse. Men enhver kan i hvert fald se, at det er meningen, at man ikke skal finde frem til sandheden.

Det er jo aldrig nemt med den sandhed. Og nogen færdig sandhed er der ikke. Og godt er det jo ikke, når sandheden skal afgøres af magten. Det er ellers gammel skik i Danmark, at vi omhyggeligt lærer hinanden, at flertallet kun har magten - ikke retten, ikke sandheden.

I Schweiz, Holland og mange steder i England og Skotland ser de anderledes på det. Der er mange af dem, der har ment og stadig mener, at flertallet taler på Guds vegne. Så skidt ser vi dog hverken på det danske folketing eller det danske demokrati, at vi nogen sinde har haft brug for at kalde folketinget eller demokratiet guddommeligt.

Vi ved skam, det er menneskeværk, der skal tales om i folketinget tirsdag. Det er også menneskeværk, der skal stemmes om, når de frem til det, der så fint hedder en dagsorden. Det er ikke ordener, folketinget deler ud, men man kalder hinanden til orden - vender tilbage til livet, til dagen, til hverdagen på en ordnet, en ordentlig måde.

Sagfører-udvalget, der har kigget på færø-banksagen, har fremlagt det sådan, at man kan give hvem som helst skylden for det, der skete. Det ser også ud til at blive løsningen. Vi ved det allerede her dagen før. For endnu før folketinget har drøftet sagen, endnu før man har lyttet til hinanden, skønt demokrati jo er samtale, så har de skam allerede aftalt med hinanden, hvordan der skal stemmes.

Regeringen vil blive reddet, står der alle vegne. Det skal forstås sådan, at der så bliver der ikke udskrevet valg lige i morgen, og statsministeren og hans ministre slipper med en næse af den slags, som politikere efterhånden er helt stolte, og som man helst skal have adskillige af for at blive regnet for noget på Christiansborg.

Men det hele ligger altså klar. Man er nødt til for skams skyld at høre lidt på hinanden i dagens løb. Man opfører et spil færø-bank. Og til sidst stemmer man - og overraskende nok viser afstemningen lige nøjagtigt det, som et flertal har aftalt på forhånd.

Men her kommer den lille, mærkelige og vidunderlige hændelse ind, som er så dansk, så dansk, så demokratisk og så folkelig, så grundtvigsk, så hal kocksk og så h c andersensk.

I nattens løb vil landets ministre ligge og tænke over det, der skal ske i morgen. Og i mørket vil de af og tænde en af den slags, der en gang hed en svovlstik. Og i de korte lysglimt og den rensende svovllugt vil de alle som een få samme tanke, som de møder hinanden med i morgen.

Tanken er den enkle, at ingen minister vil deltage i afstemningen. De undlader at stemme. Ja, de bliver ganske enkelt siddende.

De rejser sig ikke for at redde skindet. De vil ikke med deres egen stemme være med til at afgøre, om de selv har gjort det godt eller skidt.

For så stor tillid har nemlig ministrene til folketinget og folkestyret, at de er aldeles sikre på, at når der bliver stemt om færø-sagen, så stemmer ingen ud fra partipolitiske tanker. Ingen i folketinget kunne så meget som et øjeblik drømme om at ville andet end dette ene - at udtrykke hvad der i færø-sagen er sandheden for dem selv.

Og i de partier, som ikke er med i regeringen, vil man nok først undre sig, men så vil man se ministrenes usædvanlige skridt som det eneste tænkelige og rigtige. For i de partier, der har som opgave at vogte regeringens handlinger, kunne man heller aldrig nogen sinde drømme om at stemme om færø-banksagen i anden hensigt end den ene - at søge retfærdighed og at værne fællesskabet mellem det færøske og det danske folk.

Det er en stille tanke, men en vidunderlig tanke, at alt dette sker netop i det danske folketing, sker blandt de mennesker, som danskerne har valgt til at udtrykke vore synspunkter og til at værne det folkestyre, vi endnu har fælles.

Det er egentlig en smuk tanke. Det er i hvert fald en tanke.

© Poul Erik Søe 26. januar 1998

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside