Når ærkeenglen
går gennem stuen

Når Anne Knudsen gennem Michael Meyerheim siger det, Thøger Seidenfaden håber, alle vil læse
Michael Meyerheim på TV2s alsidigt, gode Go' morgen Danmark mener, at det må være den yderste nødløsning at se norsk fjernsyn, og at den replik, der ødelagde forholdene mellem kønnene, var de første ord fra en mand til en kvinde om, at hun godt kunne sidde med ved bordet. Eller er det nu Michael Meyerheim, der mener det?

Ordene hører med til den fastsatte morsomme del af morgen-udsendelsen, nemlig når de to studieværter gennemgår morgenens aviser. Udtalelserne i det lette hjørne tyder på holdninger hos Meyerheim, men uundgåeligt - på grund af hele udsendelsesfladens form - får man den mistanke, at holdningerne lige så godt kan være blevet til i redaktionens bagland. Er det sådan, at der ligger et lille lager af spøg, skæmt og holdninger rede til affyring om morgenen? Er der tale om virkelighed, eller opføres der et stykke virkelighed?

Det er en vanskelighed, at gennemgående værter på så omfattende en sendeflade som morgen-udsendelserne på TV2 selvsagt ikke alene kan skaffe de nyheder og oplysninger, der ligger til grund for så mange forskellige indslag. I forvejen er morgen-udsendelserne stærkt præget af kokke, i dag tilberedning af tunfisk, hvilket de fleste sikkert altid har savnet oplysning om fra morgenstunden. Men spørgsmålet er, om ikke for mange kokke i redaktionen om ikke fordærver, så forvirrer.

Alle ved, at udsendelses-værter og nyheds-oplæsere oftest gengiver ord, der er skrevet af andre, og bygger på oplysninger, som er hentet hjem af folk bag udsendelserne. I een forstand er det ikke nyt, men det bliver blot tydeligere i journalistikkens nutidige opgaver.

Tidligere ville sådan en udsendelse stort set være sammensat af optagelser, samtaler, lavet af forskellige journalister, sendt ud til de mennesker, der skulle medvirke. Noget sker også stadig på den måde.

Men det nye - og selvsagt for tiden det spændende - er, at de mennesker, der skal samtales med, er i studiet i det øjeblik, udsendelsen stråles ud.

Fremgangsmåden skaber imidlertid vanskeligheder. Når det er den samme eller de samme to, der gennemfører samtalerne med vidt forskellige mennesker, så må man selvsagt godtage, at oplysningerne til grund for samtalen er hentet hjem af andre end dem, der lægger krop til som værter.

Men eet er, at oplysningerne, selve baggrunden for en samtale, er hentet af andre end den, vi ser på skærmen. Vanskeligere er det, hvis også holdningerne er upersonligt gods. Vi går stadig ud fra, at den, der udspørger i en fjernsyns-samtale, selv har en baggrund for de spørgsmål, der bliver stillet. Og vi går ud fra, at der spørges på samme tid ud fra en holdning, i en journalist-faglig form og med en optagethed, spørgeren formodes at dele med seeren.

Det kan selvsagt lykkes mer eller mindre, og man skal ikke dømme på få udsendelser eller få journalistiske samtaler af denne art. Alligevel tager jeg et enkelt indslag frem fra denne morgens udsendelse på TV2, men kun fordi netop det indslags stil og indhold er ved at blive om ikke typisk, så dog ret hyppig i morgenudsendelserne.

Det handlede til morgen om en ny bog, skrevet af forfatteren Anne Knudsen. Den maler efter forfatterens eget udsagn fanden på væggen, hvis danskerne stemmer nej til Amsterdam-traktaten. Så vil vi ikke blive taget alvorligt mere. EU vil skrante, og det vil på længere sigt få til følge, at der bliver krig i Europa, så vore børn må ud på slagmarken.

Det er da et godt emne og en spændende vinkel, omend nok den mest brugte vinkel gennem 25 år. Men  man måtte til morgen regne med, at bogen blev drøftet igennem. Dog nej, Michael Meyerheim viste sig at være ærkeenglen, der som kælebamse strøg sig ind til til den bogskrivende journalist for kun at bede om flere ord, aldrig for at stille modspørgsmål.

Meyerheim nøjedes med ledende spørgsmål vejen igennem. Man må gå ud fra, at han har læst bogen, men i hvert fald ikke med lyst til modsigelse. En af de første spørgsmål handlede om, hvorfor Anne Knudsen mener, det bliver et nej:
- Hvad er det, der gør, at du tror det, hvad er det i danskernes mentalitet, hvis det er det, der gør, at vi siger nej.
(Måske lidt underligt at gøre det til et spørgsmål om dansk mentalitet, når vi ved, at der kort efter den danske nej-afstemning i 1992 var næsten lige så mange franskmænd, der sagde nej. Kunne man ikke have snakket med Anne Knudsen om det?)

-Tror du, der bliver krig, krige i Europa på et eller andet tidspunkt? Spurgte Michael Meyerheim så.
(Det er faktisk lige det, bogen handler om. Så Meyerheim lader bare forfatteren fortsætte i sit eget spor uden modspørgsmål. Man kunne have sagt til hende, at vi historisk ikke kender til nogen union, der ikke har ført til borgerkrig. Og man kunne have sagt, at EU ved at gå i Tysklands fodspor ved godkendelsen af Makedonien faktisk fremkaldte Jugoslavien-krigen.)

Heller ikke det næste spørgsmål var et spørgsmål: - Det er jo et meget voldsomt scenarium, du stiller op, fordi hvis du siger, et dansk nej det fører, sådan som jeg forstår det til primært mere eller mindre til en kollaps af EU, og derefter så flyder det hele.
(Igen bekræfter spørgsmålet kun forfatteren i hendes påstande. Det havde været ulig mer spændende at høre, om man da aldrig mere ved nogen som helst folkeafstemning kan sige nej til noget som helst, som Unionen foreslår, fordi så udløser man krig. Men kan man aldrig sige nej, så har vi altså heller ikke demokrati mere. Og det er da også værd at overveje bare et lille øjeblik.)

Stadig ikke et spørgsmål, men en ny konstatering fra Meyerheim: - Det, som du gør nu, det er jo det, som ellers alle advarer imod, du maler fanden på væggen. Du skræmmer folk, du er ude på at skræmme folk til at sige ja, i virkeligheden.
Igen er Meyerheim ærkeengleligt kælent over for bogens forfatter. Det skræmmende er jo netop det, bogen har til hensigt, hvad forfatteren ikke lægger skjul på, men jo netop sælger bog og budskab på. Det er hæderligt og i orden fra forfatterens side, men må undre, når det gentages i udsendelsen uden modsigelse af nogen art.

Undervejs er man på intet tidspunkt blevet klar over, om bogen omtales, fordi den optager Michael Meyerheim eller redaktionen. Og da slet ikke, hvad han selv mener om bogen, ja, han nævner end ikke, at han har læst den, hvad jeg tillader mig at gå ud fra. Men samtalen slutter med opsigtvækkende ord fra Meyerheim:

Lad mig lige sige til sidst, at Thøger Seidenfaden har skrevet i en anmeldelse, at hvor må man håbe, den bliver læst - han er altså også tilhænger - og at hun orker at rejse land og rige rundt og gentage sine hovedsynspunkter. Nu har du i hvert fald gentaget dem her, tak skal du have.

Man må næsten gå ud fra, at der er tale om den Seidenfaden, der er dagbladet Politikens redaktør, hvad der ikke nævnes noget om. Thøger Seidenfaden er åbenbart guru for redaktionen eller Meyerheim og forudsættes kendt af enhver. Og det er jo helt geniale, usædvanlige og opsigtvækkende ord, den Seidenfaden har fået sagt i sin anmeldelse af bogen. At han håber den bliver læst!

Hvis nu Seidenfaden havde skrevet, at den bog skal man ikke læse, var der så nogen sinde kommet et indslag med Anne Knudsen i Go' morgen Danmark?

© Poul Erik Søe 16. januar 1998

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside