Magtens kolde tågefjæs
Ikke tyskerhad at holde tysk politi ude af Danmark, men klog erfaring fra den sovjetiske union
Det er aften i Tallinn, Estlands hovedstad. Endnu i den sovjetiske unions dage. Der er liv, men meget stille liv. Mere trygt kan der næppe være noget sted i verden

Man møder amerikanske turister oppe omkring Valdemars Sejrs gamle borg og domkirken, som danskerne lod bygge. Amerikanerne siger, at Sovjetunionen er et af de mest trygge steder for amerikanere at rejse. Der er så mange trusler mod amerikanere andre steder. Der er frygten for terrorister. Men ikke her. Ikke i Sovjetunionen. Ikke i Estland

Det er modsætningsfyldt, at netop amerikanere, der med Reagans ord ser den kommunistike union som "ondskabens imperium", finder tryghed her.

Bagefter ved vi godt hvorfor. Der var såmænd heller ikke tvivl undervejs, hvis man havde sans for den slags ting. Undertrykkelsen var så stor, at frygten holdt al modstand nede. Lov og orden kan blive så magtfuldkommen, at selve livet går i stå.

Det, turisten opfattede som tryghed, var i virkeligheden sort frygt, forfærdelig angst for myndigheder. Enhver ester vidste, at kom man i politiets vold, så ventede en helt vilkårlig behandling.

Grunden var ligetil og skabt ved djævelsk tænkning. Ingen ester kunne blive politibetjent i Estland. Der fandtes estiske politifolk, men de var altid politi i en anden af de sovjetiske republikker. Og politiet i Estland var altid mennesker, der ikke hørte hjemme i Estland, men i andre republikker.

Hvad sker der med et menneske, som har politi-magt i et fremmed land blandt et fremmed folk? Tilmed den hensynsløse magt, som sovjetisk politi havde. Politimanden kan oftest ikke tale det sprog, der bliver talt i det land, hvor han er politibetjent. Man bruger det påbudte fællessprog, russisk, Unionens magtsprog.

Da politimanden har så stor magt, tildelt ham af parti og politisk ledelse, så bliver han frygtet af det almindelige menneske, esteren på gaden. Men den fremmede politibetjent bliver også hadet. Der er til stadighed kulde omkring ham. Hvert øjeblik og for hvert skridt modtager betjenten det signal, at han ikke hører hjemme her. Han hører ikke til. Og han føler sig helt forståeligt udenfor.

Det er netop meningen, at han ikke skal have en følelse af samhørighed. Hele systemet går ud på, at han føler sig uden for og derfor netop ikke er samhørig med det folk, han er politi for. Han er så meget uden for, at han knytter sig mere end sædvanligt til sine arbejdsfæller, de for Estland lige så fremmede politibetjente fra andre republikker.

De oplever det sådan, at de er i fjendeland. Og de har foruden familien, hvis den er rejst med til det fremmede land, kun partiet, systemet, at holde sig til. De binder sig til magten, som de er del af, og de gør det i udpræget grad, fordi der ikke er andre bånd, de kan knytte. Og bånd til mennesker må alle have, også politifolk, og derfor bliver de en sammentømret enhed midt i et folk, der for dem er fjenden.

Som led i en djævelsk plan får staten, partiet, Unionen på den vis en stor gruppe af folk, hvis hele tilværelse er bestemt af et modsætningsforhold til de mennesker, de arbejder iblandt.

Foruden de mange muligheder for sproglige misforståelser, så udvikler der sig et særligt magtforhold. Politibetjenten er ingenting i den folkelige sammenhæng, esterne lever i. Men han er noget i forhold til Unionen, partiet, systemet. Hans sprog bliver magtsproget.  Han er ikke som politibetjent en borger blandt borgere. Han er en magthaver midt i et folk, som han med rette opfatter som fjendtligt.

Det er den type magt, vi nu bestiller inden døre ved at deltage i den syge form internationalisering, der hedder Schengen-aftalen. Vi har været i skred i den retning længe forud for aftalen. Der er menneskeligt ikke forskel på den type embedsmænd, som her langsomt udvikles, om de virker i den sovjetiske union eller den europæiske union. Selv i EUs top har det fra første færd, Rom-traktatens dage, været sådan, at de øverste ledere, kommissærerne, skal være loyale over for Unionen, ikke over for det land, de kommer fra.

Fra toppen breder den slags arbejdsforhold sig og bliver til en menneskelig stil, en overmenneskelig stil. Vi får fler og fler magthavere, der ikke er samhørige med os, men som skal opfattes som, og som opfatter sig selv som stående uden for og over et folkeligt fællesskab som for eksempel det danske.

Det kaldes at være grænseoverskridende, men i virkeligheden er det menneskeligt opløsende. Det er synd for de mennesker, der skal leve op til ved at være internationaliserede, europæiserede størrelser, uden pagt med et fællesskab, men påstået hævet op over det selvfølgeligste og naturligste i verden, at mennesker tilhører et folk.

Det er allerede gået sådan, at disse traktatlige overmennesker, tvunget til at være uden for deres naturlige tilhørsforhold, selvstændigt tager fat på at danne et nyt folk, for grundlæggende vil alle tilhøre et folk. Vi har derfor hurtigt fået et internationaliseret EU-folk, hvis land er Bruxelles, og hvis folk er de andre overmennesker, der heller ikke må høre til noget sted, men som ikke kan undvære bånd og derfor binder sig til en verden, der er ren magi og traktat - de udgør et land og folk, der ikke er til på anden måde en som en påstand fra Unionen.

Og som ved al folkedannelse sker der det, at det ny internationaliserede EU-folk skaber sig deres eget nye sprog, deres egne nye skikke, nye ritualer, nye traditioner.

Det er sådan, magten bliver til. Det er ikke anderledes end Enevælden og dens skabelse af lignende overmennesker, der valgte sig et andet sprog end det folk, de havde magten over.

Den form for kunstig folkedannelse gror og gror, mener altid sig selv grænseoverskridende, indtil den for sent opdager, at den selv har skabt grænser omkring sig langt skarpere end dem, der fandtes forud.

Sådan gik det med den sovjetiske Union, der også havde Internationale som forbillede, og som til sidst måtte lukke sig bag grænser, der var bygget som mure.

Den såkaldt grænseoverskridende magt, som er ved at blive bygget op i EU, og som findes i samme landskab, når et fremmed lands politi får ret til at udøve magt hos os, er en tåge, der breder sig over Europa. Magtens kolde tågefjæs dukker op, anonym, uden bånd til det folk, magten færdes i, kommer ud af intet og vokser sig stor og grusom. Det siger al erfaring. Det bør vi lære af.

© Poul Erik Søe 12. januar 1998.

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside