EU i strid med fransk grundlov
På Danmarks sølvbryllupsdag med EU pludseligt håb, der fremmer en lykkelig skilsmisse

Selve nytårsnat varslede et godt år. Et telegram fra Ritzaus Bureau blev sendt på TV2s tekst-tv. Det handlede om, at Amsterdam-traktaten skal laves om. Traktaten strider mod fransk grundlov.

Jeg forestillede mig allerede, at det ville give så megen tumult, at folkeafstemningen i Danmark 28. maj måtte udskydes. Havde vi haft fransk champagne i huset, ville vi have brudt egne regler og ladet proppen springe.

Ordene stod på skærmen i de timer, da det var 25 året for Danmarks optagelse sammen med England i det, der dengang hed de europæiske fællesskaber, EF. 25 årsdagen kunne godt have været en festdag, hvis politikernes ord fra dengang stod til troende. Hvis det havde været sandt, at det, vi sagde ja til, var et økonomisk samarbejde og ikke andet. Nu er sølvbryllupsdagen en smertens dag, hvor man ikke har andet i hovedet end skilsmisse.

Nyårsmorgen var telegrammet om den franske EU-krise ændret lidt. Ritzaus Bureau sagde nu, at fransk forfatning skulle laves om. Nu stod der ikke længere, at det var Amsterdam-traktaten, der skulle ændres.

Men glæden var ikke væk. Den forjættende overskrift i TV2 lød: EU strider mod fransk grundlov. Og man kunne så læse, at "Frankrig skal have en ny forfatning. EUs Amsterdam-traktat strider mod landets forfatning, fordi den åbner for flertalsafstemning om indvandrer-spørgsmål."

Det er på sin vis en mærkværdig vinkel at vælge. EUs Amsterdam-traktat er ulovlig. Den er slet ikke i brug endnu. Slet ikke vedtaget. Jo, den er da skrevet under af den sværm ministre, der altid er ude med pennen, før de spørger folket.

Nu skal så fransk grundlov laves om for at tilpasses en traktat, der slet ikke har gyldighed. Nattens vinkel på den franske meddelelse var mere følgestreng, nemlig at den ny EU-traktat må laves om.

Sagen afslører endnu engang, at nogle europæiske landes politikere forbryderisk bevæger sig kanten af det lovlige. Det er ikke rart, når lovgivere og ministre lever et liv i det grå område, hvor deres handlinger ikke tydeligt er i pagt med landenes grundlove.

Vi har jo samme vanskelighed i det hjemlige, hvor det i årevis var umuligt at få undersøgt, om EU-tilslutning og EU-vedtagelser var i pagt med den danske grundlov eller ej. Højesteret sagde i en halv menneskealder nej til, at den slags sager kunne føres. Kun ved et ganske vist lykkeligt stemningsskift i Højesteret kan der nu føres den sag, som er i gang om danske regeringers brug eller misbrug af Danmarks grundlov. Men noget så vigtigt burde selvsagt ikke i en retsstat afhænge af stemninger hos dommere i Højesteret.

I Frankrig har de et forfatningsråd; i Tyskland en forfatningsdomstol. Flere og flere herhjemme har i mistillid til folketingets og regeringernes flotte omgang med landets grundlov ment, at vi burde have et lignende værn om grundloven. Og det er formentlig netop voksende ønsker om en sådan domstol, der har fået dansk Højesteret til at oppe sig, så Højesteret selv kunne blive en slags forfatningsdomstol.

Nu skal jeg vogte mig for at tale lige ud af posen om emnet her. Det er jo gammel skik, at man tier, mens retten sidder. Men den gamle skik har alvorlige følger. Det er næsten umuligt op til folkeafstemningen 28. maj om Amsterdam-traktaten at tale om traktatens mulige krænkelser af grundloven.

Ord om Amsterdam-traktaten og den danske grundlov kan let blive tolket som et forsøg på at øve indflydelse på Højesterets afgørelse i grundlovssagen. Der er ganske enkelt ikke frit ord i drøftelsen op til 28. maj, og det er ikke Højesterets skyld. Grunden er alene folketings-flertallets manglende vilje til at udskyde afstemningen, selvom Højesterets behandling af grundlovs-sagen er blevet forlænget og vil fortsætte ganske tæt på den maj-dag, danskerne sætter kryds.

Anderledes i Frankrig, hvor forfatningsrådet har slået fast, at Amsterdam-traktaten går ikke. Den er ganske enkelt ulovlig. Ritzaus Bureau oplyser i den korte form, jeg kender fra tekst-tv, at den franske forfatning "kan ændres af parlamentet eller en folkeafstemning", og det tilføjes, at "det sidste anses for usandsynligt, idet Maastricht-aftalen kun blev hevet hjem med et yderst spinkelt flertal."

Da jeg ville slå efter nyårsmorgen opdagede jeg, at huset ikke har en fransk grundlov, så jeg kender ikke i glad skrivende stund reglerne om ændring i grundloven i Frankrig. Det kan vel næppe gøres med simpelt flertal i parlamentet. Og det er jo rigtigt, at franske politikere takket været det danske nej til EU i 1992 omsider fik lært sig, at heller ikke franskmænd er vilde med den falske Europa-snak i Unionen.

Den franske præsident Mitterand, der førte sig frem som socialistisk solkonge, ville give danskerne en over snuden ved at udskrive fransk folkeafstemning, da vi havde sagt nej. Den franske folkeafstemning var ikke nødvendig for vedtagelsen, men udelukkende et politisk modtræk mod den nederlags-stemning, der bredte sig blandt Unions-tilbederne efter det danske nej. Mitterand havde troet, at han atter ville have noget at storprale af. Han kom kravlende tilbage fra sin folkeafstemning som en hund, der var faldet i lortespanden.

Nu kunne man jo også denne nyårsdag grine i skægget. Vi kunne med skadefryd sige, at franskmændene så sandelig ikke skal tro, at de kan få et forbehold. Hvor mange gange har danskere ikke måtte høre om forbeholdene? Sidst fra EUs nuværende formand, Santers, der ville lære os, at nu kunne EU ikke tage hensyn til os mer, så vi havde bare at stemme ja.

Det er jo fryd, når de mest unions-dyrkende, Frankrigs politiske ledelse, nu må trække fingrene til sig, fordi de har brændt sig på lunten uden at se guldregn fra raketten. Gå aldrig tilbage til en fuser!

© Poul Erik Søe 1. januar 1998

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside