Den ensomme forsanger
- erindringer om K E Larsen

Da sangen var død, sang han endnu, og da ingen ville åbne munden mer, så skulle i hvert fald de daglige toner fra Højskolesangbogens Melodibog på flyglet fra filmsalen og for åben dør udfordre med mindet om det tabte folkelige fællesskab. Sådan husker jeg ham fra Krogerup Højskole. Nu har døden lukket munden på K E, men efterklangen er i os.

Den, der har været kort sammen med ham, vil kende ham i bund og grund. Den, der har levet længe med ham, vil aldrig begribe ham.

Der er ingen afmærkede pædagogiske Marguerite-stier efter ham. Der kan ikke rejses højskole-templer i hans navn. Han var selve det åbne frisind, der lukkede sig om dagligdagen og ikke søgte overskrift. Han var fortælleren, der skyede store ord, skuespilleren, der ikke gjorde sig til, og i sig selv en påstand, der undrende og mildnende måtte høre og svare på andres påståelighed.

Der er hos K E ingen enkle hemmeligheder, der kan graves og forskes i. Han var grundlæggende tilfreds med mennesker, som mennesker er. Selvsagt ville han lave os om, men med kendskab til sig selv overtalte han sig i gerningsøjeblikket til at lade være - uden at grunde over det eller at have brug for at stå til regnskab over for Grundtvig og Kold. Højtråbere er de bedste lyttere, skuespillere har størst agtelse for ægte ord, og jurister er mindst rædde for love og regler.

Det grundtvigske frisind i praksis
I højskolen turde han det sværeste, den programløse skole. Der var hele tiden modetrælle nok med deres liniefag, slagtilbud, korstog og internationaliseringer. Den slags kræver kun stillingtagen et par gange i livet og kan lånes i alle bøger. Men det er sjældent at møde selve det grundtvigske frisind i praksis som hos ham. Pludselig opdagede man, at de fastlåste ideologiske og teologiske systemer ned over et sted er "holdningsløse højskole".

Hvor alt, også livet selv, retter sig ind efter budene, manifesterne og paragrafferne, er juristen i lederstolen til sidst ene om at turde hævde, at det at være fri endog af systemerne, intet har at gøre med at være ståstedsfri, men at en holdning kan være så lidt påtaget, være så ægte, at den har plads til andre holdninger. At der kan siges ja – og det endnu sværere nej – til andre, ikke som dom, men som hjælp. K E var nået dertil ved hjælp af Grundtvig, men havde han ikke mødt Indre Mission i sin ungdom, havde erfaringen næppe nedfældet sig brugbart i ham. Det er og bliver sært, at nogle af de fremmeste i efterkrigens højskole ofte har haft et lag indremissionsk brød under deres grundtvigske pålæg.

Det var også de modstykker, der gjorde ham til foreningsmanden. Han var højskolernes førstemand i en årrække, selvfølgeligt for mange højskolefolk. På Krogerup undrede vi os. K E og hans forening, sagde vi, for vi var ikke del af den side i K Es tilværelse. For mit vedkommende indså jeg først senere værdien i det fællesskab, der lå i Foreningen for Folkehøjskoler, i sidste øjeblik, før også den blev en tarif-organisation. Men vi oplevede i det daglige en K E Larsen, der var skole-fællesskabets mand i stedets almindelige omgang med nyheder fra højskole-verdenen, aldrig skadefro, men altid værnende mangfoldigheden og højskolernes sære eksistenser. Først år efter fik jeg øje for det enestående ved det præg, K E Larsen gav skolen i Krogerup. Samtalen blandt lærerne levede aldrig af sladder om andre skoler og deres folk, og den var kemisk renset for samtale-emner, der var hentet i de forhåndenværende elevers seneste vandringer ad alle andre stier end dydens.

Groet i egen urtehave
K E havde et udtryk, han vendte meget tilbage til. Han var optaget af, at noget var "groet i egen urtehave". Det var en kvalitet, at noget kom fra een selv, var hjemmeavl. På livets slagmark medbragte K E egne hjemmedyrkede erfaringer, gjorde dem til fortællinger, til myter i sit eget liv og i sin fremtræden for andre, skabende gentagelser, der holdt ham selv i ave og virkede underligt ny på os andre – hver gang.

K E Larsen fik i sit liv megen virke med fine titler på, men han sagde nej til endnu flottere. Poul Hartling ville som statsminister have haft K E Larsen med i sin regering. En dag var Hartling i telefonen. K E sagde ikke ja, som de fleste ville have gjort med lyst til kors og bånd og stjerner på. K E ville lige tænke over det. Men allerede da røret blev lagt, sagde han til os, der var lige omkring, at det ville han ikke.

Jeg ivrede for, at han skulle sige ja. Jeg var - skønt endnu ung - allerede gammel politisk journalist, og jeg mente, at Christiansborg måtte være meget lokkende for en, der ikke havde prøvet. Og jeg tillagde nok stillingen som undervisningsminister større værdi, end embedet kunne holde til. Fra undervisningsministerens stol havde dog de radikales Jørgen Jørgensen regeret Danmark, hvad end statsministrene hed.

Men K E Larsen faldt ikke for Christiansborg og minister-stillingen. Det blev et nej til Hartling, sådan som K E havde vedtaget med sig selv fra første færd. Det spillede da en rolle, at han i sit sind allerede var ved at fjerne sig fra det Venstre, som han oprindelig tilhørte. Men det vigtigste var, at han ikke havde brug for stilling eller titel for at være til. Nu er det jo netop den slags mennesker, folkestyret har brug for, hvad Poul Hartling med sin stræben efter ægthed i politik havde sans for. Men netop mennesker, der ikke har brug for magt, er også sværest at lokke ind på borgen.

Livets fremme
Han kom der så siden, ikke som minister, men som embedsmand. Han fik en titel, der var umulig, og som vist siden hen også er forsvundet. Han blev direktør for folkeoplysningen. På et møde i Odense om folkeoplysning grinede vi sammen meget over den titel. Jeg havde holdt foredrag om, at folkeoplysning egentlig er oplysning fra folket, ikke til folket, som mange tror nu. Man kan selvsagt ikke være direktør for noget, der kommer fra folket, men udmærket for det, som fra oven skal spredes ud som møg over det sultne folk. Af samme grund kan man ikke kalde noget for folkeoplysningscentre - der findes ikke noget midtpunkt for en oplysning, der kommer fra folket selv, men nok et midtpunkt for den magt-oplysning, der kommer ovenfra som kampagner og propaganda.

K E var derfor den eneste, der kunne rende rundt med den titel uden at være uærlig. Han var direktør, som han var forstander. Der manglede bare tjener-servietten over den bøjede arm: - Hvad skulle det være? Ikke at han ønskede at være den leveringsdygtige altmuligmand, men hans frisind var jo på sær vis hverken tillært eller påtaget, men livsstil, som igen i K Es liv er et galt ord, så jeg siger livsvane. Vi er så mange, der render rundt og kalder os frisindede, men K E føjede personlig åbenhed til. Han var aldeles uræd for strømme og dønninger, ledte stemningernes vande på vej, brød spærringer ned, men veg aldrig fra sine diger, det, han troede på.

Ingen ærlig kamp er spildt, når kampen står for livets fremme. Det kunne være den sanglige overskrift over K E og hans liv. Og livets fremme vil sige, at selv den mindste af de små får del i livets glæde. Disse mine mindste små - eller de mislykkede, som Hal Koch sagde, da han sad som forstander på Krogerup forud for K E Larsen. Og selvsagt tog han farve af stedets arv, som han gjorde det af sine stærke lærere, sådan som jeg selv ung og ny var draget af dem. Når K E siden løb rundt og sagde "roligt aftræk", var det hentet i filmlæreren Niels Jensens skildring af cowboy-film. Der hører en bestemt armbevægelse med, som er helt jensensk. Og K E Larsen, som tog ord til sig som skæbne, jublede over den rigdom, der var at hente af ord og holdninger i en lærerkreds, som påvirket af Krogerups tilblivelses-historie stadig var sammensat af meget stærke modsætninger, især politisk.

Krogerup
Det var samspillet mellem stærkt modsat rettede kræfter, der førte Krogerup under K E Larsens lederskab så let gennem ungdomsoprøret. Hvor andre vred sig skæve, fordi de troede, ungdomsoprøret kun havde ramt deres skole, så er sandheden, at ungdomsoprøret var for intet at regne mod det politiske drama, der under navn af formiddagskaffe dagligt gik hen over Krogerup. Modstykkerne i lærerkredsen kan kort tydeliggøres ved at nævne to navne, kommunismens sanger Erik Knudsen og Venstre-kvinden Ditte Nyboe Andersen. Det var yndet sladder på andre skoler, at Krogerup blev kørt den røde Knudsen. Det er pur vrøvl. Der var ingen tvivl om K E Larsens ledelse. Erik Knudsen var stedets eneste lærer-uddannede og den, der stillede flest krav til eleverne, og vi andre kunne ligge i læ af denne loyale mand, der så lidt som K E var magtmenneske. Og midt i det udskregne ungdomsoprør gik elever i mængder til "Regning forfra" hos Ditte Nyboe Andersen, ikke for at lære at lægge sammen eller trække fra, men for at møde holdning og ægte omsorg. Uræd holdt K E Larsen i tømmerne. Det var jo før lærerrådenes tid, og før man fik bestyrelser, der blandede sig. Bodil Koch som formand for Krogerup havde, utvivlsomt påvirket af K E Larsen, det eneste mulige synspunkt, at bestyrelser skal holde sig langt væk fra højskolers dagligdag, kun dukke op i alvorlig krise og iøvrigt have en god middag een gang om året.

Jeg ved ikke, hvornår sangen forsvandt fra Krogerup Højskole. I hvert fald var det sket nogen tid før 1968, der jo ellers får skyld for alting. Fra Nyboe Andersens erindringsbog ved vi, at der var morgensang på Krogerup Højskole i Hal Kochs tid. Nyboe-Andersen gengiver også skolens timeplaner for vinter- og forårsskolen 1953-54. Man kan se, at der fire af ugens dage er tyve minutters sang midt på formiddagen. Og tre dages om ugen er der en times kor-sang om eftermiddagen.

Forsangeren
Når sangen var væk, da jeg kom, var det i hvert fald ikke traditionens skyld. Krogerup ser ud til at have sunget lige så meget som andre højskoler fra skolens oprettelse.

Når jeg siger, at sangen var væk, er det heller ikke helt sandt. Den lå på det yderste og hev efter vejret. Hver morgen på den første vinterskole i 1968 var der faktisk morgensang i salen. Det var altid skolens forstander, K E Larsen, der stod for det. Og det var udelukkende sang. Der fulgte ingen ord med på vejen. Men morgensangen stod ikke på planen som i Hal Kochs tid. Den var K E Larsens sidste forsøg på at videreføre, hvad han selv havde med fra tidligere højskole-liv, på Idrætshøjskolen i Sønderborg. Det skal ikke forstås sådan, at han havde lært sangen at kende som pædagogisk middel i Sønderborg. Jeg tror ikke, jeg går for vidt, når jeg siger, at sang var højskole for K E Larsen. Ikke romantisk eller sang som føleri, selvom K E vedgik, at det kendte han til fra barndom og ungdom, men i samme dybe forstand som hos den Børge Diderichsen, der fik det indfald at lade salmebogen være grundlæggende indføring i dansk kristendom, da han stod for særuddanelsen af præster.

Enhver kan derfor forstå, at det var ikke traditions-tabet, K E Larsen begræd de år, da sangen skrantede. Det var for ham den grundlæggende indførelse i folkelighed, som var ved at glide ud. Derfor kæmpede han tappert. Han blev ved, selv da sangen forlængst var død mange andre steder. Den folkelige sang havde ligget så længe på sottesengen, at Venstres formand, Poul Hartling, så tidligt som i 1962-63 foreslog, at man skulle udskrive en konkurrence om at skrive nye fædrelandssange. Og på afstand er det jo kun muntert og selvfølgeligt, at det ungdomsoprør, som sangen veg for, selv genindførte og fornyede den folkelige sang fra 1972. Sangens krise skulle vise sig at være frugtbar.

Men det kunne ingen, heller ikke K E Larsen vide, da han sad sidst i tresserne morgen efter morgen ved flyglet på Krogerup og spillede fra Folkehøjskolens Melodibog. Det var første vinter, jeg var der. Det særegne var imidlertid, at morgensangen var ikke på timeplanen. Det var frivilligt, blev det understreget. Der kom ti den første morgen. I løbet af en uge var vi nået ned på fire, og vi kom ikke højere op. Det var K E, to elever og jeg. Der var i hvert fald plads nok i skolens store sal.

Her fik jeg min første opdragelse i frihedssynet på Krogerup efter K Es læst. Jeg fandt det lidt koldt og tomt med fire mennesker i den store sal, og derfor foreslog jeg efter fjorten dages forløb K E, at morgensangen blev flyttet. Der stod et klaver i et af de mindre undervisningsrum, og det mente jeg var et mer passende sted i forhold til besøgstallet.

- Nu skal du høre, Søe, sagde K E og blev meget KE'sk i stemmeføringen. Hvis vi flytter til et lille rum, hvor ikke hele skolen kan være, så gør vi os selv til en sekt, så er morgensangen en religiøs handling for de særindviede. Når vi er i salen, så er tilbuddet om frivillighed ægte. Der er plads til alle. Kommer de en dag, så falder de ikke ind i en lukket kreds, men kan bare sætte sig ned og være med.

De kom ikke. I løbet af den vinter holdt morgensangen op. Men jeg må sige, at det var en værdig død. Den mand, der kæmpede frihedens morgensangs-sag, blev i de følgende år ved med, især i formiddagspausen, men nu oppe i filmsalen, meget højt at spille højskolesangbogens melodier, så det kunne høres ud over hele højskolen. Han sad ensomt og kæmpede den sidste kamp. I 1970 satte han alt ind på at få en korsangs-lærer ind på Krogerup Højskole igen. Hun kom også. Hun var dygtig og kom senere til Vestbirk. Men der var intet at gøre. Sangen var død, skindød skulle det vise sig. Den genopstod – også på Krogerup få år efter.

Som sagt kom Krogerup Højskole nemmere gennem ungdomsoprøret end de fleste skoler. Jeg tror, det skyldtes, at lærerkredsen ikke blev politiseret. Den var politisk, men det lod sig ikke gøre at skabe en fløjdannelse. Jeg tror, det skyldtes stedets politiske tradition, som K E Larsen med omhu værnede om.

Det, der havde skabt Krogerup, og som måske var en enfoldig tanke, viste sig at stedets afgørende styrke. Domprovst Bøgh, der døde samtidig med K E Larsen, havde oprindelig været ansat som Krogerup-lærer af Hal Koch, men sprang fra før starten. Han skrev et brev om, at han ikke troede på selve skolens grundlag - at de politiske organisationer skulle sende deres unge frem til en højskole, hvor de måske ville komme til at tvivle på holdningen i deres organisation. Virkeligheden i Krogerups første år gav ham ret. Men Krogerup Højskoles samlede forløb har givet ham uret.

I sig selv er det jo stort, at krigen samlede alle kræfter fra konservative til kommunister. Der var noget, der var større end partierne, noget, der var fælles selv mellem de argeste modstandere. Det er sjældent, at et slægtled så tydeligt får lov til at lære, at opleve, hvad det vil sige at være et folk.

Det er nok lige så rigtigt, at årene efter krigen kunne være en skuffelse, fordi mange af båndene blev klippet over. Om Hal Koch var skuffet eller ej, er ikke til at afgøre. Men vi, der som lærere under K E Larsens lederskab skulle værne digerne, da vandene steg i tresserne, oplevede, at Hal Koch med selve skolens mønster, skabt ud af fællesskabet, havde givet os et redskab, som var brugbart. Nok vandt Krogerup ikke efterkrigsårene, men stedet og dets grundtanker var brugbare, da ideologierne igen ville have overmagt. Og stedets lykke var i K E Larsen at have en forsanger, der nok ville vellyd, men som vidste, at tonernes mål var at styrke ordet.

K E Larsen så, at Hal Kochs værktøj var brugbart, og oven i handelen tilegnede han sig i sine kampår på Krogerup en arbejdsform, som han medbragte til de store poster, han siden fik - som folkehøjskolernes førstemand og i undervisningsministeriet.

Det er kun ganske kort tid siden, han standsede op her i Lønne. Han sagde nok nogle få ord om sin sygdom, men han talte ivrigst, vedvarende om det, der lige nu brændte på i folk og på højskolerne. Uden omsvøb, ligetil, åbent og med en frejdig glæde som en dreng, der lige har fået et tip om et hul i hegnet ind til en endnu ukendt æblehave.

Alle, der har mødt ham, vil af sig selv finde frem til det selvsamme ord, som bedst beskriver ham: Levende!

© Poul Erik Søe Højskolebladet 23. januar 1998

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside