Pludselig havde vi nye fjender
Da EU talte med een stemme, som bare var en umenneskelig røst

Det blev skildret som en sejr. I fyrrernes første halvdel ville sejren have lydt ud over Europa gennem højttalere og radioer, styret fra det tredige riges midte.

Det er ikke nødvendigt mere. EU taler med een stemme, og store dele af pressen i alle landene har gjort sig selv til del af lednings-nettet. De gentager ikke som med een stemme, nej, de er een stemme. De siger og gentager, hvad der bliver sagt af de store, der aldrig nøjes med at holde møder. De kan ikke holde noget mindre end topmøder.

Et topmøde vedtog, hvem der kunne komme med i EU, og hvem der ikke kunne komme med. Samtidig bilder de os ind, at det er noget, folkene skal tage stilling til. Men deres egne vedtagelser kaldes for sejre, skønt sejre efter sprogbrugen ikke er sejre, før de er vundet. Og er der sandhed i ordene, så skulle folkene jo tage stilling og afgøre, hvad der er sejr.

Men folkene er holdt udenfor. De spørges på skrømt, eller hvor man absolut ikke kan undgå det. Men et folk er jo underligt på den måde, at det kan give sig til at svare uden at være spurgt. Det er derfor, alt går ud på at ophæve folkene og få dem erstattet med EU-borgere.

Her var det så mærkeligt, at et af de folk, som EU ikke ville have med, tyrkerne, gav sig til at svare, uden at være spurgt. Man havde tilmed sagt til tyrkerne, at de ikke kunne være med. Fordi tyrkerne ikke overholder menneskerettighederne.

Tyrkerne har i årtier været danskernes nærmeste forbundsfæller. Vi tænker ikke over det. Men faktisk er det sådan, at bliver Danmark angrebet udefra, så skal tyrkerne forsvare os. De er nemlig medlemmer af NATO, og NATOs grundtanke er, at når eet land angribes, så skal de andre lande forsvare det land.

Det hører også til NATOs grundtanke, at NATO er skabt for at værne demokratiet. Men som enhver ved, er det galt med demokratiet i Tyrkiet. Alligevel skal danskerne forsvare Tyrkiet for demokratiets skyld, hvis tyrkerne bliver angrebet.

Det er selvsagt et sært dobbeltspil, at i NATO er tyrkerne gode demokrater, som vi har stået last og brast med gennem hele den kolde krig. I EU er de dårlige demokrater, som vi ikke vil have noget med at gøre.

Sædvanligvis siger vi det ikke lige ud til tyrkerne, at det er sådan. Men netop på det seneste top-topmøde i EU fik ordene den form. Der var ikke tvivl om, at EUs statsledere mente det samme og sagde det samme. Tyrkerne var slet ikke i tvivl. Og for engangs skyld var vi andre det heller ikke. Statslederne brugte nemlig alle nøjagtig de samme ord. Da deres topmøde havde toppet og de for en kort stund beskæftigede sig med noget så lavt for en toppolitiker som at sige noget til folket foran fjernsynsskærmene, så havde de aftalt og sagde ordret det samme om Tyrkiet.

De sagde det samme for at påvirke os, folkene i EU, som kun skulle tænke på eet, den umådelige lykke for rumænerne og de andre, at de skam engang, engang, engang havde en ikke nærmere fastlagt mulighed for at komme med i EU-paradiset. EU taler jo med een stemme i udenrigspolitik, og den ene stemme havde brug for propaganda, der kunne få Amsterdam-traktaten igennem. Af samme grund sagde man kraftigt nej til tyrkerne. Det vil vare årtier, før Tyrkiet kan komme med i EU, sagde den danske udenrigsminister. Det sagde de andre også.

Det lignede indledningen til krigen i Jugoslavien. Tyskerne sagde dengang ja til Makedonien for gammelt venskabs skyld, anerkendte Makedonien som stat. Danmark og andre fulgte efter. Og krigen var en kendsgerning, udløst af EU-landene.

Også denne gang, da EU talte med een stemme, førte det til krig, religionskrig. For krig må man kalde det, når Tyrkiet ikke nøjes med at blive vred, men pludselig tillader dets egne borgere at myldre ind i det EU, der jo lige havde sagt, at de ikke ville have nogen fra Tyrkiet. Og EU-landene har straks været med på, at nu er der krig. Grænserne skal kontrolleres som aldrig før, og det hænger godt sammen, for EU er lavet for at ophæve grænser, og når man gør det, bliver man selvsagt nødt til at holde vagt ved grænserne som aldrig før.

Den tyrkiske statsleder, som står for lavt til at komme til topmøder, var ikke et øjeblik i tvivl, da han hørte de ens sætninger i stats- og udenrigsministrenes EU-munde. Når Tyrkiet fik nej fra EU, så skyldtes det, at de fleste tyrker er muslimer, sagde Tyrkiets statsminister. EU fører religionskrig. Muslimer er gode nok i NATO, men EU bygger på et fælles kulturgrundlag, som den tyske forbundskansler Kohl har sagt. Tyrkerne mener, at det er et kristent grundlag, Kohl tænker på. Vi andre kan gå lidt mere i enkeltheder og sige, at det er et katolsk grundlag, da EU overvejende er katolsk og i sin indre opbygning har pavekirken som forbillede.

EU fører pavens gamle korstog mod muslimerne videre i moderne form, og det grænseløse Europa vogter sine grænser som aldrig før. Sådan opfatter tyrkerne det, og vi andre kan nok så meget tale om tyrkiske krænkelser af menneskerettigheder. Tyrkerne er lige så kloge som andre mennesker, så de afprøver straks vort eget forhold til menneskerettighederne. De lader kurderne slippe ud af Tyrkiet og ind i EU, så får man prøvet, om menneskerettigheder er noget, der gælder i virkeligheden - eller blot et våben, man har imod hinanden.

Følgen var skarp bevogtning af grænserne, som ganske vist slet ikke findes i det grænseløse Europa, men som skal bevogtes alligevel. Ligesom danskerne har betalt millioner til letterne og esterne, så de kan vogte deres grænser, fordi det ser kønnere ud, end hvis vi selv gør det. De grænser, som vi slet ikke har, har vi flyttet over til letterne og esterne. Her lever så flygtninge i lejre, der ligner nazisternes konzentrationslejre, men da det foregår i de baltiske lande, så kan vi vaske vore hænder, skønt vi har betalt millioner for, at det sker på den måde. EU har jo da skabt det grænseløse Europa, ikke sandt? Vi er jo så grænseløse - og så grænseløst enfoldige.

Pludselig myldrede kurdere til Italien. De myldrede nok mest i pressen, men der kom da skibe. Og bevogtningen af EUs grænser blev skarpladt. I hvert fald er ingen i tvivl om, at Tyrkiets vrede gav sig udslag i et pres mod de grænser, som EU slet ikke har.

I forvejen er der en halv million kurdere i Tyskland, så det er ingen ny opdagelse for nogen, at kurderne har det med ikke rigtigt at ville være hjemme i Tyrkiet. Man må gå ud fra, at kurdernes tal i EU svarer til omkring en femtedel af Danmarks befolkning.

Når kurderne ikke vil være hjemme i Tyrkiet, så skyldes det, at staten Tyrkiet ikke er deres hjem. Kurderne er et selvstændigt folk, som større magter som Tyrkiet, Irak, Rusland samt flere endnu har delt imellem sig. Ikke for at tage sig af kurderne, men for at tage deres jord. Kurdere er ikke fødte terrorister. De er et ulykkeligt folk, som andre med vold har splittet - sådan som vi kender det med irerne, baskerne og mange afrikanske folk, ja, som vi kender det ud over hele jorden.

Det siger meget om tyrkernes behandling af kurderne, at den tyrkiske politik kan åbne og lukke for kurder-strømmen til EU-landene, som man åbner og lukker for en vandhane. Vi kender også til, hvordan tyrkerne har kunnet trænge ind i Irak og udrydde kurdere, uden at NATO - det er også os - og menneskerettighederne og anstændigheden og alt det andet grænseløst enfoldige gør indsigelse for alvor.

Kurderne er et folk, der allerede nu lever på de vilkår, der bliver folkenes fremtid i EU. Kurderne lever ikke i en selvstændigt stat. De har ikke egen jord under deres folkelighed. Jorden og selvråderetten har andre taget fra dem fra vold og magt. Kurderne lever i regioner, sådan som vi også skal det i fremtiden. Kurdernes vilkår nu er det vilkår, der bliver de små europæiske folks vilkår i fremtiden. Det er den europæiske fred, der altid tales så meget om.

Som kurderne vil vi i fremtiden få lov til lidt grænseoverskridende virksomhed, at gæste andre fra vort folk i andre regioner- i hvert fald om søndagen. Men grundlæggende mister vi den selvråderet, der er livjord for ethvert folk.

Vi kan lære meget af de sidste uger. En grænse er ikke det, der holder andre ude. En grænse er del af den ramme, hvori man er et fællesskab som selvstændigt folk. Som et hjem ikke er murene om ens hus, men det fællesskab der findes inden for murene. Er der intet fællesskab, så er der intet hjem, og da er murene allerede faldet.

© Poul Erik Søe 9. januar 1998

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside