EU er største hindring
for østlandenes frihed

Naturlig og fri samhandel i stedet for unionsdrøm kunne have sikret velfærd i de gamle kommunist-lande og standset Europas syge økonomi
Ensidighedens syge har ramt partiet Venstre. Det viser sig i forhold til landbruget. Venstres ændrede holdning fremstilles nu som en bevidst drejning i Venstres partitop. Det handler det ikke om. Skræk for et valg med naturødelæggelse som hovedemne fik Venstre til at gå i forlig. Nu gør man så en dyd af nødvendigheden.

Men ensidighedens syge er langt tydeligere i Venstres EU-politik. Venstre har ikke bare været et ja-parti, men et evigt syngende halleluja-parti, der kun i valgkampe vovede at sige EU imod på ufarlige områder som æble-størrelser. Venstres ensidighed i EU-sager slår nu tilbage mod partiet, fordi EU ikke er på mode mer, og slet ikke blandt unge.

Man må modsat prise Det konservative Folkeparti, der selv i folketinget har plads til en enkelt modstander, og Socialistisk Folkeparti, der har sin folketingsgruppe sammensat omtrent som vælgerfolket, halvt modstandere og halvt tilhængere. Ikke at det går lykkeligt for sig i de to partier, men de har dog ikke kvalt modsigelsen.

Ensidigheden har derimod været fast politik i Venstre og i Socialdemokratiet. Derfor er begge partier så hårdt ramt nu af den virkelighed, hvor danskerne er delt i forhold til EU, og hvor deltheden går ind i de fleste af os. Der er hos mange tilhængere af EU også megen skepsis, og mange modstandere vil inderst inde gerne være med til et økonomisk fællesskab mellem landene, men ikke erstatte Danmark og de andre enkeltlande med en helt ny stat, Unionen.

Langsomt ser nu selv de ivrigste tilhængere, at intet er mere fejlagtigt end den urokkelige tro på en propaganda, der siger, at EU skaber fred i Europa. EU skaber krig. EU bringer Europa i flammer, fordi EU er ved at genskabe trediverne med udspring i Tysklands og Frankrigs store arbejdsløshed. Det var også EU-landes følgagtighed over for Tyskland, der fremkaldte den efterjugoslaviske krig.

Det er også mer og mer tydeligt, at det var ikke oliekrisen i halvfjerdsernes første år, som skabte arbejdsløsheden. Den store europæiske ledighed har sit udspring i en folkelig afmagt, og Europas arbejdsløshed falder helt sammen med det tidspunkt, hvor de seks landes EF smeltede sammen med størstedelen af EFTA, da også England og Danmark kom med. Der har siden ikke været folkelig tiltro til den demokratiske styring i Europa, og derfor er det gået galt med de store økonomier.

Værst går det med økonomien i de EU-ivrige lande som Tyskland og Frankrig. Jo mere EU-påståelig et lands politik er, des sygere bliver landets økonomi. I samme øjeblik Danmark tog afstand blot fra fire af EU-magtens drømme, vendte økonomien sig til det bedre. Det er jo netop sådan, økonomiens etik hænger sammen. Økonomien er i grunden den måde, man i et folk handler i fællesskab på. Og dette fællesskab, som er summen af det enkelte menneskes økonomiske handlinger, påvirkes af kræfter, der for det meste ligger uden for staternes styring.

EUs forhold til østlandene er et godt eksempel. Med virkelyst og igangsættende kraft gik danske erhvervsfolk og deres fæller i andre lande i gang med at skabe samhandel med de østlande, der før havde været del af Sovjetunionen. Der er ikke en dansker, tysker, franskmand, portugiser eller englænder, som ikke ser mulighederne for en fremgang, der både omfatter deres vestlige land og de gamle østlande.

Alle husker glæden og virkelysten både i øst og vest, da muren faldt. Når virkelysten er stivnet og glæden frosset til is, så er det på grund af EU. Det er EU, der er den egentlige hindring for et langsomt voksende, selvfølgeligt og naturligt samarbejde med østlande. Det er EU, der hindrer, at handelen og kultur-samarbejdet følger de ældgamle veje mellem mennesker.

Fordi EU vil være mere end et frihandelsområde og et fælles marked. Sådan var EU i 1972, da to tredjedele af danskerne sagde ja. Hvis den fri handel i det frie marked var blevet fastholdt som den egentlige mening med EU, så havde vi uden vanskeligheder og i en rolig fremdrift kunne samarbejde og samhandle med østlandene. Og det er jo netop, hvad både østlandene og de arbejdsløsheds-ramte vestlande har brug.

EUs lande skranter. Tysklands arbejdsløshed har igen i år toppet med 4,8 millioner arbejdsløse. Grunden er i Tyskland, Frankrig og andre af skrante-landene i EU, at Unionen ikke vil nøjes med den fri handel i et frit marked, fælles med østlandene.

Nej, magten vil have mere magt. Altså er vi ude i det vrangbillede, at det handler om at "optage" østlandene, at vrage og vælge imellem dem. Men det er jo ikke en vanskelighed, som østlandene har skabt. Den er selvskabt i EU. Den skyldes, at EUs mange grundlove, en ny traktat hvert femte år og et direktiv hver time, ikke agter almindelige, menneskelige former i samarbejde og samhandel. Der skal opbygges tillidsforhold, der skal knyttes tråde mellem erhvervsfolk, vel at mærke blandt ligestillede parter i en handel. Det er en langsom udvikling, som de enkelte virksomheder på begge sider skaber. Statsstyring er dæmpende for den udvikling. Unions-styring er dræbende.

Folkene i de enkelte stater i EU er imod den fælles mønt. Blev der folkeafstemning, ville det blive drønende nej. To af tre tyskere er imod, skønt Tyskland er så EU-bidt. Jamen, er det så sært, at netop Tyskland har en dårlig økonomi? I Tyskland er masse-arbejdsløshed enhvers frygt af historiske grunde. Fordi masse-arbejdsløsheden gav grobund for Hitler. Tysk masse-arbejdsløshed kan igen sætte Europa i flammer.

Men arbejdsløsheden i Tyskland skyldes jo alene, at Tyskland har måtte indstille hele sin stats-økonomi på at kunne leve op til EUs regler for den fælles mønt. Et magtpolitisk mål i Maastricht-traktaten tilsidesætter almindelig menneskelig handlemåde i al handel og virke. Det er ikke tyskernes velfærd, virkelyst og dygtighed, der er afgørende for tysk politik. Nej, man har gjort magtpolitiske mål i en traktat til det overordnede, mennesket til det underordnede. Vi kender alle historien. Det ender i vold. Ikke fordi tyskerne er mer voldelige end andre folk, men fordi de endnu engang bliver politisk voldtaget.

Tyskland i sin nuværende statsform er kun fra 1871 med tilretninger efter anden verdenskrig. Små tyske stater blev politisk sammentvunget i Stortyskland, og når den slags kunstgreb gennemtvinges, så avler det vold, første og anden verdenskrig. Når drømmen nu er at gøre store dele af Europa til en ny storstat, Unionen, så er første og anden verdenskrig for intet at regne mod, hvad der venter os, når en unionsstat skal vugge sig på plads i folkehavet efter søsætningen. Europas folk og grænser er skabt gennem årtusinders historisk tilpasning. At ændre den historie med en traktat er at rense negle med en mejetærsker. Hånd og arm bliver revet af.

I dag kan man i den engelske avis The Sun læse, at Storbritanniens tidligere premierminister Margaret Thatcher går imod den fælles europæiske mønt, euroen. Hun siger det tilsyneladende ikke af økonomiske grunde. Nej, hun siger, at Storbritannien aldrig må gå med i den fælles mønt. "Briterne må aldrig give køb på deres uafhængighed og frihed i et føderalt Europa. Men det er, hvad tilslutningen til den europæiske fællesvaluta til enhver tid og på enhver betingelse handler om."

Man skal lægge mærke til, at ordene siges i den sammenhæng, at den ny engelske regering, sammensat af Thatchers modstandere, har vedtaget, at Storbritannien ikke skal med i euroen i denne valgperiode, altså de næste fem år. Selv den EU-ivrige ny engelske regering ser farerne.

Og netop i disse dage ser vi, at England, stadig lidt stormagts-indbildt med rester fra tabte dage, samarbejder mer end alle andre med USA i kampen mod Irak. Men det mest særgene er nok, at 60 procent af briterne udtaler, at de føler et samarbejde med USA er mere naturligt for dem end samarbejde i Europa. Efter 25 år i EU er det briternes grundlæggende holdning.

Hvordan kan man blot et øjeblik tro, at et magtpolitisk pennestrøg i en traktat kan fjerne det engelske folks historie og kulturarv? Og hvordan kan man lade være med at tro, at Europas store vanskeligheder netop skyldes, at magthaverne har forladt deres folk for i førerbunkeren i Brüssel at skabe deres eget Europa - helt uden folk. EU vil omskabe fædrelandenes Europa til et historieløst kontorlandskab.

© Poul Erik Søe 11. februar 1998

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside