Et pjat
Doooooooooor check fra Jytte Hilden
Jeg har - så vidt jeg erindrer - aldrig skrevet eller sagt et ondt om Jytte Hilden. End ikke da hun var kulturminister. For den sags skyld måske heller aldrig et godt ord. Det blev efterhånden så almindeligt at se ministeren udstillet, at der ingen grund var til at synge med i koret. Forfølgelse er ingen rar idræt, mindst da i folkestyret.

Statsministeren fratog Jytte Hilden kulturministeriet og gav hende forskningsministeriet.Og jeg er helt med på, at folk kan være sat på poster, de ikke magter, men ikke er uduelige af den grund. Så selvsagt måtte Jytte Hilden have tid til at prøve sine nye muligheder. Den tid synes at være udløbet.

Det er en skuffelse, at hun er og bliver et pjat.

I går uddelte ministeren penge til Thyholm og Spøttrup kommuner. Det handler om datamater til skolerne, og i sig selv er der ikke meget at melde hjem om.

Men Jytte Hilden prøvede endnu engang på fjollet vis at gøre sig til for at blive set. Hun overrakte checks fra forskningsministeriet. I virkeligheden er det jo mine og dine penge. Men sådan optræder Jytte Hilden ikke. Det, hun sidst vil være, er statens eller folkets udsending. Hun kunne ikke et øjeblik få den tanke at træde til side for en sag. Nej, hun maser sig skærmliderligt på med sig selv.

I Thyholm og Spøttrup skete det ved at overrække disse kæmpechecks, der bruges som præmier i TV-udsendelser, og som man længe også har kunnet få i banker og sparekasser til sølvbryllupper. De plakat-store checks har oprindelig til formål at få forstørret et firmanavn så meget, at firmaet ved en præmie- eller prisoverrækkelse kommer med på skærmen. Den skjulte reklame skal gøres synlig.

Men at se Forskningsministeriets navn udstillet med reklame-teknikkens og fjernsynets virkemidler er en hån mod alvoren i forskningen og samfundet. Jytte Hilden gør staten og ministeriet til Lykke-Lotto.

Jytte Hilden har ikke taget ved lære af, at hun blev fjernet som kulturminister. Hun tror stadig det gamle vrøvl med, at al omtale er gavnlig, også den dårlige. Lidt ret har hun måske. Den dårlige omtale førte da til hendes fald fra kulturminister-posten. Hun arbejder tilsyneladende og målbevidst pjattet på at miste også sin nye titel.

© Poul Erik Søe 10. februar 1998

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside