Håbets vendepunkt
Det tyske oprør mod euroen baner vej for dansk nej til Amsterdam-traktaten
Den tyske mark steg i går. På grund af håb. Tyskerne øjnede en mulighed for, at de kunne slippe for den fælleseuropæiske mønt euroen, som to af tre tyskere er imod.

Håbets vendepunkt for tyskerne er et brev fra 155 professorer i økonomi. De foreslår, at den fælles mønt udskydes. Desuden ser det ud til, at den tyske forfatnings-domstol i Karlsruhe vil godtage at behandle en klage over euroen. Forfatnings-domstolens gennemgang af euro-sagen kan føre til en yderligere udskydelse af den fælles mønt.

De 155 tyske professorer gør opmærksom på mange forhold, der også har med Danmarks medlemsskab af EU at gøre. Først og fremmest afsløres det, at Maastricht-traktaten slet ikke bliver brugt. Dens ånd bliver ikke fulgt. Politikerne vil bare gennemtvinge den fælles mønt på trods af traktaten.

Det rejser selvsagt det spørgsmål, hvad man overhovedet skal med den ny, Amsterdam-traktaten, så længe den gamle ikke bruges. Det gælder endda, at "Det indre marked" i EU, vedtaget i firsernes midte, slet ikke er gennemført.

Det er jo EUs politiske arbejdsform, at unionen hele tiden sætter sig nye mål, så man drøfter noget nyt - for at sløre, at det gamle slet ikke er blevet virkelighed. Vi skulle selvsagt aldrig have haft Maastricht-traktaten, fordi det indre marked kun er i sin vorden. Det må være folkenes ret at gøre erfaring med, hvad politikerne gennemfører, før der gennemtvinges nye, ukendte EU-magtmidler.

I sig selv er det sygt med en union, der skal have ny grundlov efter kun fem års forløb. Især er det sygt, fordi der ikke røres en finger for at overholde den gamle grundlov.

De tyske professorer gør opmærksom på, at især de store lande i EU slet ikke lever op til Maastricht-traktatens krav for at gennemføre den fælles mønt. De offentlige budgetter er ikke i orden, og det er værst i de EU-ivrige lande, Frankrig og Tyskland.

Det hedder ligefrem hos de 155 professorer i økonomi: "Til trods for en usædvanlig lav rente og trods talrige forsøg på kreativ bogføring er det ikke lykkedes kernelandene at bringe underskuddet væsentligt og vedvarende ned under referenceværdien på tre procent". Med de sidste ord hentydes netop til kravet i Maastricht-traktaten, som altså ikke følges, hvis euroen gennemtvinges nu.

De 155 siger desuden, at medlemslandenes gæld ikke er faldet siden 1991, men steget. Gælden ligger langt over, hvad Maastricht-traktaten fastsætter. De 155 professorer siger lige ud: "Det strider mod ånden i traktaten".

Danske politikere har undervejs fra traktat til traktat brugt store flotte ord. Når man tænker på, at Det radikale Venstre var imod Danmarks tilslutning til EUs indre marked i firsernes midte, har det været lattervækkende at høre Marianne Jelveds ord om danskerne, der ikke vil tilslutte sig euroen. Den danske økonomiminister er helt til grin efter de 155 økonomers klargørelse. De 155 siger - her gengivet fra en dansk oversættelse i dagbladet Information:

"Siden 1991 er Europas strukturelle problemer blevet forværret. Arbejdsløsheden er steget yderligere. Især Tyskland og Frankrig - de drivende kræfter bag den europæiske integration - er ikke godt udrustet til at håndtere den hastigere strukturændring og den øgede konkurrence, der vil være tale om i møntunionen. Euroen løser ikke arbejdsløshedsproblemet i Europa."

Marianne Jelved, der altid påberåber sig den videnskabelige økonomi, og som ved enhver lejlighed håner sit eget lands borgere for tilbageholdenhed over for euroen, bør holdes i hånd nu. Hun trænger til det, når hun skal stave sig igennem de 155 økonomiske professorers ord: "Økonomiens nuværende tilstand er højst uegnet som udgangspunkt for møntunionen".

Igen viser det sig, at folket i fællesskab rummer mer viden og mer visdom end magtviljens hensynsløse kontorlandskaber. Det danske folk har samlet vidst, hvad økonomerne først nu aner, og hvad politikerne måske kun lærer sig ad den hårde vej, når den samtidige euro og arbejdsløshed udløser et nyt tredivernes helvede over Europa.

Der er grund til at takke demokratiet i Tyskland og Frankrig, der - på trods af farlige kræfter i de to lande - har mod til at sige de nødvendige ord. De gør det meget nemt på dansk jord til maj at sige det nej, Europas folk med rette venter af os. Det er så få mennesker i EU, der har grundlovssikret ret til at udtale sig om de stores magtspil. Vi kan sige nej. Kun på egne vegne. Men endnu engang vil der i de andre lande blive set hen til Danmarks afstemning som et nyt håbets vendepunkt.

© Poul Erik Søe 10. februar 1998

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside