Navlestrengen som bogmærke
i børnehaveklassens danskbog
Det hører til den ny tids ensretning, at alle folk skal tale om det samme på samme tid. Lige nu er det familiepolitik.

Enhver ved, at det er statsministerens nytårstale, der er grunden. Her snakkede han om familien. Det gjorde han, fordi det er valgår. Ordet familiepolitik er et kerneord hos Kristeligt Folkeparti. Det er ikke til se, om de særkristnes parti kommer på tinge eller ej. De vipper omkring spærregrænsen, oftest under. Men statsministeren prøver at få dem til at blive under spærregrænsen.

Statsministeren er selvsagt ikke imod Kristeligt Folkeparti, fordi de taler om familiepolitik. Men fordi de særkristne med sikkerhed vil pege på en borgerlig regering. Det var stort set alles skøn, at de særkristne røg ud af folketinget, fordi deres vælgere ikke er så kristelige, at de ligefrem vil være sammen med anderledes tænkende, socialdemokrater og folkesocialister.

Derfor har de himmelvendtes parti kun en jordisk chance i politik, hvis de pænt og sødt taler om at være midterparti og samtidig med djævelsk sikkerhed inde i sig selv ved, at midten for en særkristen ligger et godt stykke til højre.

Og af samme grund udgør Kristeligt Folkeparti ikke længer et håb for socialdemokraterne, når det gælder at blive siddende i regering. Derfor må man finde et modtræk - og det hedder familiepolitik. Det er jo måden, man klarer sig på i nutidigt folkestyre - man har ikke selv noget at byde, og derfor overtager man modpartens sager. Politikerne leger kasketstafet - de løber med hinandens hovedsager.

Nu havde statsministeren helst set, at det var nok bare at bruge ordet familiepolitik. Ligefrem at give sig til at lave lovforslag og den slags - det er så vidt at gå. Han tog bare ordet familiepolitik ind i den remse, alle politikere kan udenad, den med de gamle, kvinderne, de unge, de arbejdsløse, erhvervsvenligheden, forureningen, kattene, hundene, musene for slet ikke at glemme svinene og deres stalde.

Derved adskiller statsministeren og andre politikere sig ikke fra Kristeligt Folkeparti, som bare brugte ordet familiepolitik uden nogen sinde at røre en finger for det i skiftende regeringer, og som først genopdagede ordet, da de var smidt ud af den christiansborgske familie.

Kristeligt Folkeparti har haft pornografien og abort-lovgivningen som mærkesager. Men de har kun talt om dem i valgkampe. I skiftende regeringer har de særkristne leget EU, hvor abort er en tjenesteydelse. I gammel tid var det almindeligt, at politikere var afholdsfolk, før de kom på Christiansborg - og så blev de meget tørstige, når de var valgt ind i folketinget og dermed også i snapstinget. I dag er det sådan, at de emner, der giver stemmer hos vælgerne, ikke kan bruges på de bonede gulve på Christiansborg. Alle partier har svigtet deres vælgere, men ingen så farisæisk som Kristeligt Folkeparti.

I den politiske kasketstafet løber alle så rundt lige nu og siger familiepolitik. Det er i sig selv modsigelsesfyldt, at aldrig har Kristeligt Folkeparti haft så stor indflydelse som efter, at det er røget ud af folketinget. Men kun indflydelse på ordvalget. Ikke på indholdet, og det er retfærdigt nok, for det har partiet aldrig selv i grunden været optaget af. I de særkristnes parti gælder det, at i begyndelsen var ordet - og det blev stikkende i halsen.

I den christiansborgske leg med familiepolitiken op til valget vrimler det med tanker, som alligevel skal gennemføres, så Danmark kan tilpasse sig til EU, endnu før EU har nogen ret til at kræve det. Da danske børn ifølge internationale undersøgelser hverken kan stave eller tale rent, så skal der være hjul under vuggerne, så de kan spændes efter bilerne og børnene fragtes til skole med navlestrengen endnu løst hængende som muligt bogmærke i danskbogen.

98 procent af børnene i Danmark går i børnehaveklasser. Nu skal det gøres obligatorisk. Man laver en tvangslov for de to procent. Mon man ikke i sin iver for EU-internationaliseret ensretning har glemt, at i Danmark har vi slet ikke skolepligt. Vi har kun undervisningspligt. Alt er ene og alene forældrenes afgørelse.

Til morgen kunne man i radioen høre en røst tale for, at børnehaver tilmed skal have en målsætning, en formålsparagraf, fordi det er jo så farligt, at forældrene selv kan bestemme over den slags ting. Nej, man vil have en fast målsætning, som vedtages på Christiansborg. Det er mere djævelsk end selve Kristeligt Folkeparti.

Børnehaver og skoler har vi i deres oprindelse for, at børn kan få lov til at være børn. Det er nutiden, der i vores tåbelighed og tilbedelse af EU-ensretning og engelske skoleuniformer mener, at livet findes i retskrivningsordbogen. Børnehaver og skolen skal værne barnet mod at blive for tidligt voksent.

Børnehaven og skolen skal sikre barnet tid og rum for dets legende barnlighed. Det kommer der ordentlige og frie mennesker ud af - forhåbentlig bedre end vore egne slægtled, der har holdt udsalg på dansk frihedsskik i skole og undervisning og nu vil gøre børnehaver og folkeskole til EU-discount med parfume-sælgeren Ole Vig Jensen ved katedret. Det stinker allerede.

I virkelighedens voksen-verden er danskerne ikke så lidt bedre til at stave og lægge sammen end det samlede EU, og danskerne er også helt gode til at regne den ud. Takket være det danske folk, ikke landets politikere, så har Danmark med sit nej til Maastricht-traktatens EU-magt genvundet selvtilliden. Derfor - og alene derfor - går det langt bedre med økonomien og beskæftigelsen her. Vi er ved at blive os selv igen.

Hvor går det værst i Europa? Det gør det i de mest EU-gale lande, Tyskland og Frankrig. Mens Frode Christoffersen maver sig igennem Europa i sit hygge-propaganda-program for et dansk ja til en ny EU-traktat, så går de arbejdsløse i tusindtal på gaden i demonstration både i Tyskland og Frankrig.

Der er trediver-alvor over krisen i de to lande. I Tyskland er der netop kommet arbejdsløsheds-tal, som viser en stigning til 4,8 millioner arbejdsløse, det højeste tal i tolv år.

Den er alvorligt gal med EU-familien. Men herhjemme tales der familie-politik  - uden alvor. Det eneste, der mangler, er det, man ikke taler om, nemlig deltid. Det er retten til deltids-arbejde, der løser de fleste af de andre vanskeligheder.

Mærkeligt nok er deltids-arbejde det eneste område, hvor man ikke vil være international. ILO, som er fagforbund på verdensplan, har allerede i halvfjerdserne godtaget retten til deltids-arbejde. Men partipolitiske modsætninger i Danmark hindrer deltids-arbejde, skønt her er netop løsningen på alle de vanskeligheder, man nu valgtaktisk så smukt og overfladisk kalder familie-politik.

© Poul Erik Søe 6. februar 1998

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside