Den gode strid er
venskabets mor

Udenrigsministerens Kina-politik hænger ikke dårligt sammen
Engang kunne vi alle med stor sikkerhed udtale om Kina. Det lå langt væk, og vi kendte meget lidt til landet og kineserne. Redaktør Søren Rasmussen på Kalundborg Folkeblad kunne, når der en sjælden gang dukkede et telegram op fra Kina, råbe til eleven: "Hent Kineseren!". Der var kun billede af een kineser i kliché-kassen, og han kunne bruges i alle sammenhænge. Folk på Kalundborg-egnen var ikke fremmedgjorte. De kendte deres kineser.

Det er sværere nu, hvor i hvert fald mange under 25 år og ikke så få gamle har været der. Det meste skjuler sig dog stadig for os, men åbninger kan enhver se. Og i efterkrigen er Danmark kommet tæt på Kina i sammenhænge, som selv kinesere er opmærksomme på. Og så selvsagt udenrigsminister Niels Helveg Petersen, når der er politisk storm omkring to Kina-gæster.

Selvom udsvingene i dansk Kina-politik er grove, så er der alligevel så megen sammenhæng, at det må godskrives udenrigsministeren. Når han er på den og fremstilles som den rådvilde, der løber fra holdning til holdning, så er det ikke Kina-politikkens skyld, altså de danske standpunkter i fjor og i år. Opfattelsen af manglende sammenhæng skyldes for ringe åbenhed, og den slags har det jo med at ramme dem, der taler mest om åbenhed - altså Helveg Petersen.

Helveg Petersen har ikke sørget for året igennem at give oplysning om de ændringer, der er sket i Kinas politik i retning af de danske krav i FN fra i fjor. Måske har Helveg Petersen slet ikke haft mulighed for det, fordi den trykte og elektroniske presse nok har været interesseret i Kina, men ikke i dansk Kina-politik mellem slagene. Og det skal da indrømmes udenrigsministeren, at det ville ikke have gavnet forholdet til Kina, hvis han havde holdt pressemøde, hver gang Kina tog skridt i den retning, Danmark ønskede i fjor.

Selvsagt var udenrigsministeren alt for kålhøgen i sin pukken på menneskerettighederne i fjor, når han i år næsten kun er optaget af samhandel. Det er ikke usædvanligt, at politiske ord taler med udråbstegn i stedet for kolon. Og udenrigsministeren har jo i grundlovssagen om EU-medlemsskabet selv tydeliggjort, at han skelner meget mellem sine politiske ord og sine  juridiske ord. Man må tolke ham sådan, at politiske ord, i hvert fald fra ham, skal ikke tillægges megen værdi eller holdbarhed. Vi ser det samme lige nu. Ordene er jo også for stærke i den lammehale-dikkende støtte til amerikanerne i Irak. Der er grænser for, hvor mange fly vi skal have derned for at ramme to reagensglas og en kolbe.

Men det skal også godskrives udenrigsministeren, at kinesiske toppolitikeres ord mod Danmark i fjor var lige så overskruede. Danmark kunne med god ret hævde, at vi - næsten mer end noget andet folk uden for den kommunistiske verden - havde en særlig ret til at sige sandheder til Kina. Danmark var det første vestlige land, der anerkendte Maos kommunistiske Kina. Det skete på et tidspunkt, hvor Danmark havde meget store udadvendte vanskeligheder med det standpunkt, og hvor Kina havde væsentlig nytte selv af et lille lands standpunkt. Vi havde altså nogen ret til at vente, at Kina med agtelse ville lytte til et land, der trods alle sine afhængigheder og medlemsskabet af det dengang meget anderledes NATO dog til en vis grad var sin egen.

Eller sagt lige ud havde Danmark ret til at vente, at kineserne i fjor ville have sagt, hvad de siger i år, mens Kinas viceministerpræsident Li Lanqing er i Danmark. Han siger nu, at det er indlysende, at to folk med så forskellig kulturel baggrund, har mange modstående syn. Man må håbe, han kan stå ved det frihedssyn, når den danske regering med stor selvfølgelighed om kort tid modtager en af de fremtrædende kinesere, der har lidt under Kinas krænkelse af menneskerettighederne.

Kinesernes vrede i fjor havde imidlertid den særlige baggrund, at Danmark med sine krav om agtelse for menneskerettighederne optrådte i fællig med amerikanerne, før Clinton havde åbnet i forhold til Kina. Det var vigtigt udadtil, som et vist amerikansk-dansk samspil i forhold til de baltiske lande er det, og det var vigtigt for udenrigsministeren indadtil, fordi han med en vis ret kunne sige til os, der er modstandere af EUs talen med een stemme i udenrigspolitik, at Danmark til en vis grad er en selvstændig stat. Det viser sig ganske vist nu, at EU var mere med i spillet og den efterfølgende genopretning, end vi først troede. Sammenlagt var udenrigsministerens træk dog kloge.

Også i forhold til dansk erhvervsliv, der ganske vist har haft tab i første ombæring på Danmarks "enegang" i fjor. Men som med det danske ene-ja i sin tid til Maos Kina, så vil udenrigsministerens standpunkter fra i fjor bane vej for dansk-kinesisk samhandel, sådan som de vitterligt har banet vej for den snørede fod, der tager sine spæde skridt på menneskerettighedernes vej. Havde Danmark ikke sagt fra i FN i fjor, så havde Kinas viceministerpræsident ikke været i Danmark i disse dage.

Den gode strid er venskabets mor.

© Poul Erik Søe 13. februar 1998

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside