Hold af politikerne med måde
- men hold ikke med dem

Det trækker igen op omkring Irak. Mange er rede til et voldeligt svar på Iraks nye krænkelser af de pligter, der blev pålagt landet ved slutningen af indgrebet i FNs navn efter overfaldet på Kuwait.

Flere stater med Rusland og Frankrig i spidsen har på grundlag af gamle tråde til Irak søgt at tale mer for en løsning gennem forhandling end Amerikas forenede Stater. I cowboy-landet kan det af og til kan knibe med det rolige aftræk. Det er også forhandlings-tonen, den danske udenrigsminister har fastholdt, men med den tillærte undertone af trussel.

Enhver ved dog, at den voldelige løsning er tæt på. Og efter magtens lyst kan volden blive virkelighed. At "handle i FNs navn" vil jo ikke sige, at verden er enig i handlingen. Det vil blot sige, hvad større-end-stormagterne kan blive enige om i sikkerhedsrådet.

Hvis USA pludselig tager fat på at betale sin gæld til FN, så kan man godt regne med, at nu falder bomberne meget hurtigt. Hvis da ikke Amerikas forenede Stater er endt dér, hvor magten efter Sovjetunionens fald er så entydig, at USA kan tillade sig hvad som helst. I hvert fald er det et vrangbillede af forenede stater - både verdens forenede og Amerikas forenede - at amerikanerne mener at kunne føre hellig krig for verden som helhed, men ikke engang betaler for medlemskortet.

De fleste vil sikkert have det sådan, at det er svært at tage ordentlig stilling til spørgsmålet om at bruge vold for fredens skyld. Modsætningen er for tydelig til at give endelige svar, som man kan bruge til sin holdning. Men det er givet, at enhver har retten til at begynde forfra i sin stillingtagen. Hver dag er ny. Sådan opfører politikere sig. Det har vi også lov til.

De fleste vil udskyde en stillingtagen, fordi de har tillid til amerikanerne og englænderne. De reddede os under anden verdenskrig, og man kan lulle sig selv til ro med at mene, at det er nok det samme nu. Andre vil sige, at når Rusland og Frankrig egentlig er imod bombningerne og kun siger ja, fordi magtforholdene tvinger dem, så er det her, man skal lægge vægten.

Når jeg selv skal tage stilling, så husker jeg at spørge mig selv, hvordan verden, Irak og USA ser ud om ti år. Lad os sige elleve.

Enhver ved, at så skal vi klappe i hænderne, fordi amerikanerne og irakerne pludselig genoptager forbindelsen med hinanden. Så skal vi klappe i de små medløber-hænder og finde det noget så yndigt, at to så vældige lande oven på volden pludselig kan gå arm i arm.

Man skal nemlig ikke regne med, at den politiske stillingtagen, man finder frem til, er holdbar for nogen andre end en selv. Vi ved det fra dagens tilnærmelser mellem det længe præstestyrede Iran og USA. Verden skal igen falde på knæ og juble over, at det går fremad mellem de to lande, ligesom vi skulle juble, da USA lå i krig med Iran. Mellemregningerne tager politikerne sig selv af i det hemmelige diplomati.

Politikere er det vanskeligt at holde af. Men det er farligere at holde med dem. For i deres sind er de allerede stukket af fra det, de mener.

Ligesom Uffe Ellemann-Jensen. Nu var jeg for en gangs skyld glad for ham - og for hans stærke og modige kritik af regeringens medvirken i færø-banksagen. Men så går han lidt tilbage i meningsmålingerne i denne uge. Og straks siger han til dagbladet Politiken, at han nok er gået lidt for vidt.

Sådan er det også i verdens-politikken og dens skiften mellem vold og venlighed. Hold af dine politikere med måde, men forfald aldrig til at holde med dem.

Frygt ej for, hvad verden kalder
sin nødvendighed af stål!
Anderledes dejlig falder
ord på Himlens tungemål,
dens nødvendighed hernede
det er netop kærligheden
!
(Grundtvig)

© Poul Erik Søe 1. februar 1998

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside