estiflag.gif (1240 bytes)Estlands udenrigsminister
gør sit folk til spytslikkere

Estland havde i mange år Moskva-tid. Når klokken var 12 middag i magtens midte, Moskva, så var den også 12 middag i Sovjetunionens yderkant, Estlands hovedstad Tallinn. Sovjetisk flåde, ankret op ved Tallinns port, sørgede for, at klokken slog sovjetisk.

Siden har Estland stillet uret og den indre i tid i fælles slag med de andre nordiske lande, som Estland historisk er del af og nutidigt ønsker et selvfølgeligt fællesskab med.

Intet er mere indlysende, end at Estland i endnu højere grad end Finland med næsten alle midler søger at frigøre sig for den magt, der voldeligt holdt landet i skak siden anden verdenskrig. Som skiftende lande har sat det estiske folk skakmat gennem syv hundrede år med danskerne som de første fra Valdemar Sejr og 126 år frem.

Det er også selvfølgeligt, at Estland ser på NATO og EU som midler, der kan frigøre fra Rusland. Derfor er der i Finland og Estland stor iver for EU, mens Sverige nu stik modsat sit ja til EU for kort tid siden har voldsom modstand mod unionen.

Det må siges rent ud til de kræfter i estisk politik, der lidt for hurtigt har glemt det estiske folks egen historie, at det er som et frit og selvstændigt handlende Estland, vi ønsker at værne landets plads i det nordiske fællesskab. Det er ikke en plads, Estland skal tilkæmpe sig eller politisk skabe sig for at opnå. Estland har førstefødselsret til folkenes fællesskab i Norden.

Jeg ser det derfor som den eneste værdige måde at tale med estere på, at samtalen indbyrdes er fri.  Derfor er der ord, der må siges rent ud. Nogle estiske politikere er i øjeblikket helt ude af pagt med nordisk skik og søger at påvirke den danske afstemning 28. maj i år om udvidelsen af EUs magt. Det er politikere, der rent ud gør deres eget folk til spytslikkere.

Vi har inden for den seneste tid først oplevet, at Estlands præsident i helikopter lod sig hente til Nymindegab for på Hjemmeværnssskolen at lade sig indlægge i partiet Venstres ja-sigeri til EU. Estlands præsident valgte ord, der ikke var et statsoverhoved værdigt, skønt enhver i Danmark vidste, at han ikke talte på sit samlede folks vegne. Han var ude i et taktisk ærinde.

Vi ser nu, at præsidentens kluntede fremgangsmåde ikke var enestående. Den er tilsyneladende del af en egentlig udenrigspolitisk holdning i Estlands politiske ledelse. Og i går fortsatte Estlands udenrigsminister, Toomas Hendrik Ilves, denne klynkende og uværdige optræden, som var han en livegen under EUs knut.

Estlands udenrigsminister sagde under et tilmed officielt besøg i Danmark, at det vil vække stor undren, hvis Danmark stemmer nej til Amsterdam-traktaten. Det gengives, at den estiske udenrigsminister har givet som grund, at "Danmark har spillet en afgørende rolle for at sikre udvidelsen mod øst, og I har ydet Estland massiv støtte i vores bestræbelser på at komme ind i varmen."

Udenrigsministeren krænker dermed på groveste vis det danske folks selvråderet. Det er en stil, der i Estland for få år siden blev kaldt moskvask. Udenrigsministeren er uden tvivl hoppet på den limpind, at Amsterdam-traktaten har noget at gøre med Estlands optagelse i EU. Det er ren svindel. Efter den gældende EU-traktat kan ethvert europæisk land optages i EU, selvsagt også Estland.

Efter mer end syv hundrede års undertrykkelse har det estiske folk fået sig en lærdom om, hvad frihed er. Det tjener ikke Estland til ære, at det frihedssyn, som vi har fælles, trædes under fode af en præsident og en udenrigsminister, der låner deres munde ud til den billigste propaganda.

Hverken præsidenten eller udenrigsministeren kan, hvor ringe deres munde end tjener deres land, på mindste vis skade den agtelse, vi som danskere har for esterne. Jeg har selv stor agtelse for, at mange estere vil flygte ind i EU. I hvert fald vil jeg lade esterne bestemme det.

Men det er umuligt, når man hører den estiske udenrigsminister trampe på det danske folks selvstændighed, ikke at lade tankerne vandre tilbage til tårnet "Pikk Herman" i Estlands hovedstad.

Det var her i februar 1989, at nogle få estere, flest skolebørn, for første gang turde hejse det estiske sort-blå-hvide flag efter først nazisternes, så kommunisternes undertrykkelse. De tog den sovjetiske unions flag ned og hejste landets eget.

Det er esternes afgørelse, om de vil opgive det sort-hvide i flaget og udelukkende gøre det EU-blåt. Men danskerne har hentet vort flags rød-hvide farver i Estland, ja, den estiske historie siger endog, at Dannebrog er det smukkeste flag i verden, for det er farvet med esternes blod. De politiske kræfter, som Estlands præsident og udenrigsminister låner mund, må se at lære sig, at selvom nogle estere åbenbart nu har travlt med at skifte til blåt blod, så er vi nogle, der mener, at blod har den farve, som blod skal have.

Danmark var sammen med USA blandt de lande, der aldrig anerkendte Estland som del af Sovjetunionen. Selv Sverige bøjede sig ind under den sovjetiske union og anerkendte Estland som del af den kommunistiske stormagt. Skylder Estland i hvert fald ikke danskerne, at vi selv frit må tage stilling til, om vi vil være i union eller ej, og hvor meget vi vil være i union?

© Poul Erik Søe 5. februar 1998

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside