Bomberne lægger
FN-håbet i ruin

Amerikanerne forveksler endnu engang United States med United Nations. Det er amerikanerne og englænderne, der bomber Irak, men det egentlige mål for bomberne er FN, som ligger i ruin til morgen. Den ny verdensorden efter Sovjetunionens fald er, at der er een stormagt tilbage, og at den stormagt fører sig selv frem som verdenshersker og ene-varetager af menneske-slægtens fremtid.

Selv de mange, mange lande, der er enige i at sætte Iraks diktator skakmat, blandt dem også et stor tal af arabiske lande, undrer sig til morgen over nattens forløb og den manglende amerikanske vilje til inden bombningerne at finde det bredest mulige grundlag i FN for krigen.

Der blev ikke før bombningerne i nat givet tid til, at FNs sikkerhedsråd kunne drøfte slut-skønnet fra de våben-inspektører, der er blevet hindret i deres arbejde af Iraks enehersker Saddam Hussein. Alle, også Irak vidste, at der ikke var tidsfrist denne gang. Men USA og England havde så travlt, at andre synsmåder end deres egen ikke kom med i skønnet.

USA skadede dybt sit eget omdømme og FNs værdighed ved ikke at undgå den mest uheldige sammenkædning af hjemlige vanskeligheder med verdens-samfundets svar til Saddam Hussein. Bombningerne af de mål, som våben-inspektørerne ikke har kunnet få adgang til og ikke har kunnet finde, gik i gang et halvt døgn før vedtagelsen af, om den amerikanske præsident skal stilles for en rigsret for lav cigarføring.

I nattens løb så vi derfor et dybt splittet USA optræde som verdens eneherre. Clintons politiske modspillere, republikanerne, sagde selvsagt, at de stod bag de amerikanske krigere i aktion. Republikanerne indledte deres møde med en bøn for amerikanerne i kamp. Men natten igennem med vidt forskelligt ordvalg kom det til udtryk, at republikanerne nok stod bag militæret, men ikke bag præsidenten og hans beslutning om at bombe netop i dette døgn.

Når krigen gik i gang dagen efter våben-inspektørernes opgiven, gives der den grund, at Saddam Hussein så ikke kunne nå en ændring af sin militære opbygning og militær-apparatets placering. Der er intet, og da slet ikke fra Golf-krigen for 7 år og 11 måneder siden, som gør den grund godtagelig. Der er så stor forskel på krigs-apparatet i USA og Irak, at en dags udskydelse, indtil præsidentens hjemlige sag var færdig, ikke havde gjort nogen som helst forskel.

Når det er muligt at bruge det militære apparat i et spil, der tidsmæssigt har indflydelse på hjemlige amerikanske forhold, og som Saddam Hussein ganske vist kan have spekuleret i gennem sine sidste udfordringer, skyldes det, at krigen mere og mere tydelig er teknisk og ikke personlig.

Så længe missilerne sendes afsted fra lang afstand, enten fra de amerikanske skibe og undervandsbåde eller fra luften i en højde, som irakiske raketter ikke kan nå, kan den indledende fase gennemføres uden at bringe amerikansk-engelsk mandskab i meget stor fare. Først når bombningerne følges op af troppe-landsætning opstår farer som dem, amerikanske soldater endnu lider under fra 1991.

Den ny verdensorden har til morgen det indhold, at der er bombet i Irak uden direkte FN-godkendelse og med klar modstand fra tre medlemmer af Sikkerhedsrådet, Kina, Rusland og Frankrig. Og krigen, der hævdes at blive ført på FNs grundlag, føres først og fremmest af USA, som i forvejen dybt krænker FN ved ikke at betale sit medlemsbidrag. FN har skiftet rolle fra at være fredsværnende sammenslutning til at være den sidste stormagts påskud for at optræde militært.

Lige så indlysende det er, at en diktator af Husseins slags, især efter overfald på nabostaterne Iran og Kuwait, ikke kan spille verdens-samfundet på næsen, og at han må standses, lige så klart er det, at USAs reelle magt nu er blevet så stor, at der bliver sløset med forarbejdet og den alvorlige søgning efter fællesskab i holdningerne mellem store lande. Der er næppe en sag, FNs medlemsstater har haft så bred enighed om som netop Irak-spørgsmålet. Det er derfor dybt skadeligt for FNs fremtid, at der ved krigs-udbruddet ikke blev taget tid og ikke brugt kræfter nok på at flette FN-fællesskabets tråde sammen.

Blandt de nordiske lande ser vi meget stor forskel i synsmåden på nattens bombninger. Den danske udenrigsminister, Niels Helveg Petersen, havde helt opgivet at vægte sine synspunkter ud fra krigens mange forudsætninger. Han talte til morgen i Danmarks Radios fjernsyn, som om han var ansat af det amerikanske præsident-kontor og ikke talsmand for det danske folk. Hvorimod den svenske udenrigsminister beklager bombningerne og tidsforløbet, især måden amerikanerne har underrettet andre på.

Den engelske førsteminister Tony Blair havde i nat mistet sin umiddelbarhed. Han forsvarede selvsagt den krig, hans land selv deltager i, men tilbage blev et indtryk af, at han var lokket i en tidsmæssig fælde af amerikanerne.

Det var, mens de lidt blege engelske ord lød foran minister-huset i Downing Street, umuligt ikke at tænke på det forsvarspolitiske samarbejde, som England og Frankrig netop har aftalt, skønt de nu står handlings-lammede over for hinanden i synspunkterne på Irak-krigen. Det er svært at høre et EU, som gerne vil tale med een stemme i udenrigspolitik, fremtidigt ytre sig om verdensordenen uden de mislyde, som Irak-bombningerne afdækker.

Oprydningen efter nattens og de kommende døgns bombninger sker i Irak, men nok så meget i FN. Det er nødvendigt at indsætte FN som det fælles handle-forum, det skulle være, men sjældent er blevet. FN har hverken under de to stormagter Sovjetunionens og USAs modspil i Yalta-aftalens gyldighedstid eller nu haft som mål at være redskab for de militært stærkeste lande. FN er folkenes samlede udtryk for et håb, der ikke kan forpagtes ud til magten, men har som vigtigste mål at holde magten i skak, om magten så findes i Irak eller USA, i England eller Frankrig, Indien eller Pakistan, Israel eller Palæstina.

© Poul Erik Søe 17. december 1998

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside