1998-1999.gif (962 bytes)fyrvarkeri.gif (20386 bytes)

Mønten der ikke er
Sveriges vicestatsminister frygter demokratiet under euroen - Danmarks vicestatsminister sætter dato på Nyrups undergang

11 lande i EU får ved midnat en ny mønt, der ikke findes. Der går tre år, før man kan få den i hånden. Direktøren for Danmarks Nationalbank siger ganske rigtigt, at indførelsen nu kun har symbol-værdi.

Der er selvsagt kun grund til at ønske de 11 lande lykke til. De er i deres gode ret til at lave euroen, ligesom vi i Danmark, England, Sverige og Grækenland er i vores gode ret til at stå udenfor.

Euroen er et symbol, et sindbillede på politisk magtvilje til at skabe Europas forenede Stater. Kun den enfoldige tror, euroen bliver til for at lette vekslingen, når man skal ud at rejse. Fælles mønt kræver fælles politik. Landenes sociale politik, skattelovgivning og hele økonomi indrettes efter ens målestok.

Og målestokken bliver til i en stadig bitter kamp mellem Tyskland og Frankrig, som vi så det ved den pinlige politiske strid mellem de to lande ved udnævnelsen af den fælles euro-banks første direktør. Euroen som møntenhed finder ikke - som vanligt for møntenheder - sit leje i en spejling af økonomien, men i en fortsat politisk indbyrdes-krig.

Danmark og en række europæiske lande, ikke mindst Tyskland, har fastholdt den nødvendige grundregel, at møntenheden i dens forhold til andre valutaer ikke er regeringens værktøj, men styres uafhængigt af nationalbankerne. Euroen derimod er et politisk redskab, ikke blot for en enkelt regering, men for et stort antal regeringer i bitter indbyrdes strid.

Euroen har slet ikke som første mål at være møntenhed, at være valuta, men at skabe et politisk grundlag for i endnu højere grad at omdanne EU til fællesstat og dermed udslette de enkelte landes selvstændighed.

I Tyskland er det ikke lykkedes at få mere end 50 procent af indbyggerne til at godtage euroen, skønt de er mere følgagtige over for politiske lederskab end danskerne. Der er blevet hamret løs på tyskerne både under den kristeligt-konservative regering og nu under socialdemokraterne for at få folkelig velsignelse til euroen.

Men euroen har på ny delt Tyskland i to, få år efter genforeningen. Og det er kun blandt de velhavende tyskere, der for alvor kan findes ja til euroen. Det er ikke mærkeligt, for i alle euro-landene har 16 millioner arbejdsløse i EU allerede betalt for den politik, EU krævede for at gennemføre euroen.

Mange års dansk arbejdsløshed var også i høj grad skabt af euroens tilblivelse. Selvom danske politikere selv valgte, at vi skulle stå uden for euroen, så indrettede de dag for dag lovgivningen, sådan at vi kunne være med. Store lidelser er påført de svageste i Danmark på grund af dobbelt-spillet.

Først da Danmark sagde nej ved folkeafstemningen i 1992, og da politikerne selv fravalgte euroen forud for folkeafstemningen i 1993, faldt ledigheden i Danmark. Regeringens pralende ord om dens indsats for faldet i arbejdsløsheden gennem de seneste år er snak. Det er Danmarks nej, som førte til øget frihed, der har skabt fremgangen.

Dobbelt-spil kan give held i sprøjten for en tid i dansk politik, men over et åremål koster det dyrt ikke at oplyse redeligt og ikke at tage folket med på råd. Dobbelt-spillet hos socialdemokraterne, modsætningen mellem løfter og handling, har halveret partiets tilslutning til vælgerne.

Men selv efter den lussing til dobbelt-spillet fortsætter vicestatsminister og økonominister Marianne Jelved ad magt-brunstens vej uden blot ringeste vilje til demokrati. Hun siger om euroen denne sidste dag i 1998 til dagbladet Aktuelt: "Jeg har en fornemmelse af, at vi kan stå med en folkeafstemning langt tidligere end 2001".

Aktuelt skriver, at det er danskernes stadig mere positive holdning til møntunionen og euroen, der får Marianne Jelved til at tale om en snarlig folkeafstemning. Det er værd at lægge mærke til, at der er ingen politisk eller økonomisk grund til vicestatsministerens og økonoministerens udtalelser. Det er ren dyrkelse af meningsmåleri. Vælgerne kan få sig en folkeafstemning, når tallene tyder på, at de mener det samme som magthaverne.

Berlingske Tidende og Gallup kan på årets sidste dag melde, at de har fundet det første statistisk sikre ja til euroen blandt danskerne. 48 procent siger ja, 42 procent nej. Meningsmålingen siger intet om, hvordan en folkeafstemning i virkeligheden vil gå. Der var langt færre nej-stemmer end 42 procent i målingerne forud for den folkeafstemning i 1992, der vitterligt førte til det danske nej til EU-grundloven fra Maastricht.

Når vicestatsminister Jelved alligevel bruger meningsmålingerne til at kræve hurtigere folkeafstemning om euroen, så er det dels misbrug af øjeblikkelige stemninger i folket, dels en måde at skabe et radikalt ansigt på i forhold til regerings-fællen Socialdemokratiet. Det er en måde at tage afstand fra Nyrup på, den Nyrup, som Marianne Jelved snedigt og samtidigt siger, at hun også vil støtte efter næste valg. Ved at ønske hurtigere folkeafstemning om euroen sætter Marianne Jelved i virkeligheden dato på Nyrup Rasmussens endelige undergang.

Ingen på Christiansborg og i kongeriget er i tvivl om, at dobbelt-spillet om EU indgår voldsomt i socialdemokraternes store dyk i vælger-tilslutning. Det fremgår bedst, når miljøminister Svend Auken taler om, at læren af vælgernes indsigelse må være også en åbenhed i EU-drøftelser.

Ingen er heller i tvivl om, at en folkeafstemning om euroen kun kan vindes, hvis der sidder en regering med socialdemokratisk deltagelse. Læren af det danske nej i 1992 under Schlüter-Ellemann Jensen sidder i øjenkrogene på enhver dansk politiker.

Men heller ingen burde være i tvivl om, at socialdemokraterne ikke kan holde til en folkeafstemning om euroen nu eller det næste halvandet år. Alt for tydeligt vil det fremgå, at det er et nyt dobbelt-spil i forhold til vælgerne. Ved folketingsvalget i 1998 fastholdt socialdemokraterne det danske EU-forbehold mod euroen. Det gentog sig ved folkeafstemningen om Amsterdam-traktaten i årets midte. Nyrup Rasmussen storpralede af, at han havde fået de fire forbehold, også mod euroen, ind i Amsterdam-traktaten.

Modstandere af EU og euroen kan ikke ønske sig noget bedre, end at Marianne Jelved får sin folkeafstemning nu eller meget hurtigt. De sidste, der kan ønske sig en hurtig afstemning, er socialdemokraterne. De vil blive udstillet som hyklere, der ved årets folketingsvalg og folkeafstemning fastholdt forbeholdet over for euroen, og som nu løber fra løfterne. Mon ikke vicestatsministeren bliver sat på sin plads af sin statsminister allerede i løbet af årets sidste dag, eller måske har han helt mistet mælet?

I hvert fald er der intet som helst sket med euroen siden det danske folketingsvalg og den danske folkeafstemning i år. Politikere og vælgere vidste begge gange, at euroen som papirtiger ville dukke op ved dette nytår. Der er ikke den ringeste politiske og økonomiske grund til at se anderledes på euroen i dag end i marts eller maj.

Når Marianne Jelved fremturer, skyldes det åbenbar mangel på demokratisk sans. Hun er så magtfuldkommen, at hun ganske enkelt har svært ved at leve med, at der er noget, hun og politikere ikke kan afgøre selv. Vi skal jo kun tilbage til maj måned, da Marianne Jelved i dagbladet Politiken (16.5.1998) stillede spørgsmålet, om folkeafstemninger "er det rigtige instrument at bruge i EU-spørgsmål". Det er vicestatsministerens sande ansigt. Demokrati er nemmest uden folk.

Og grovheden i Marianne Jelveds og Det radikale Venstres dobbelt-spil bliver endnu tydeligere, når landets radikale udenrigsminister, Niels Helveg Petersen, i denne sidste uge af det gamle år foreslår flere folkeafstemninger. Man må tolke ham sådan, at den nye lovgivning om efterlønnen kunne have været sendt til folkeafstemning. Det skal ikke altid gå så hurtigt, siger den radikale udenrigsminister. Han sagde det ikke, da efterlønnen blev gennemført. Han sagde det bagefter. Vreden mod regeringens række af løftebrud udløser antydningen af et nyt løfte - vælgerne kan få nogle flere folkeafstemninger. Men efter partifællen Marianne Jelveds synspunkt altså ikke folkeafstemninger om væsentlige spørgsmål som EU.

Sådan går Danmark fra det gamle år til ny. Det vigtigste emne for politikere og politiske pressefolk er stadig det, man må navngive dato-drukning. Hvornår skal vi have folkeafstemning om euroen, hvornår om forsvarsunionen, hvornår om EU-borgerskabet, og hvornår skal vi have valg? TV2s morgennyheder på årets sidste dag røbede, at EU-medarbejderen i Brüssel tilmed har så ringe indsigt i dansk udenrigspolitik,. at han tror, det er Marianne Jelved, der kan udskrive folkeafstemning. Vi druknes i dato-gæt. Vi skal undres og betages, når Marianne Jelved kommer nær hver dag og siger det samme, at vi nok snart eller meget hurtigt skal stemme om euroen. Måske var det til Marianne Jelved, at Helveg Petersen skulle sige sine dugfriske ord om, at alting ikke skal gå så hurtigt.

Der er ingen åben og grundlæggende drøftelse af politik i Danmark. Ovre i Sverige har de også en vicestatsminister, og hun er kvinde som den danske. Den svenske vicestatsminister hedder Lena Hjelm-Wallén. Hun smider ikke datoer i grams for folket. Hun har holdninger, som man kan tage stilling til, overveje, forkaste eller tilslutte sig.

Hun siger på årets sidste dag til Svenska Dagbladet, at hun ikke ved, om hun vil anbefale euroen og møntunionen til svenskerne. Og når hun ikke vil det, så skyldes det, at euroen efter hendes mening er et kæmpespring mod Europas forenede Stater. Derfor er hun først og fremmest bekymret over demokratiets muligheder i møntunionen.

Den slags må vi slet ikke snakke om i Danmark. Politikerne lader os snakke om datoer. Og kan man da forestille sig noget mere livsafgørende end netop dette spørgsmål, om vi skal stemme om halvandet år eller to? Er der i hele tilværelsen noget vigtigere end netop den dato, hvor vi skal sætte kryds for eller imod euroen? Ikke et ord om demokratiet, men det giver nu en vidunderlig følelse af sikkerhed, at man har kalenderen i orden.

Godt nytår! - for det er da vist på denne dato, man siger det?

© Poul Erik Søe 31. december 1998

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside