Lad os stemme
om euroen nu

Når politikerne alligevel vil voldtage danskerne, så lad os få det overstået

Danmark er under pres. Det ser man dagligt i den trykte og elbårne presse. Den ene dag er vi under pres for at godtage EUs møntunion og euroen. Næste dag er vi under pres for at godtage et EU-militær.

Der er dog aldrig een eneste som har sagt, hvem der presser os. Og stikker man spaden lige under frost-laget, viser det sig hver gang, at presset udelukkende skyldes os selv. Det er danske politikere, der udøver pres. Der er ikke een ansvarlig i de øvrige EU-lande, som har øvet det mindste pres på Danmark.

Men de danske EUrotikere ligger bag buskene og råber beuh. Danskerne skal voldtages endnu engang. Angstens vældige igangsættende kræfter bruges mod os. Til politikerne er der kun eet svar, der er værd at lægge mund til. Når vi alligevel skal voldtages, så lad os få det overstået. Lav folkeafstemningen om møntunionen og euroen nu.

Danmark har taget forbehold over for EUs møntunion og dens møntenhed euroen. Det gjorde vi i det, der så flot i 1993 blev kaldt det nationale kompromis. I virkeligheden var forbeholdene fire danske fodnoter, vedtaget ivrigst af de danske politikere, som var imod danske fodnoter i udenrigs-politik.

Også dengang blev danskerne voldtaget. EU-partierne gennemførte et statskup. Vælgerne havde sagt klart nej til den ny EU-grundlov fra Maastricht. Folkeafstemningens nej var bindende efter grundloven. Men fem sjettedele af folketinget vedtog alligevel at sige ja til den EU-grundlov, vælgerne havde sagt nej til.

Politikernes ja var et statskup, fordi Maastricht-traktaten ikke blev ændret. Der blev sagt ja til nøjagtig samme ordlyd som den, danskerne havde vraget med deres nej. Politikerne godtog i en afstemning i folketinget Maastricht-traktaten uden at spørge vælgerne påny. Og vedtagelsen skete i det samme folketing, der havde fået danskernes nej. Der blev ikke holdt nyvalg inden afstemningen anden gang i folketinget.

Mange har glemt, at danskerne ikke stemte to gange om Maastricht-traktaten. Anden folkeafstemning, som var i 1993, var ikke om et ja eller nej til Maastricht-traktaten, men handlede om at affinde sig med, hvad politikerne allerede havde gennemført i folketinget.

Anden afstemning havde den tilføjelse, som blev kaldt det nationale kompromis, de fire danske forbehold. Heller ikke forbeholdene blev der stemt direkte om, men igen kun om at godtage folketingets vedtagelse, der gik stik imod den grundlovs-bindende folkeafstemning året før.

De fire forbehold var ikke del af Maastricht-traktaten, og de blev da også forelagt og vedtaget særskilt i folketinget. Det var heller ikke sådan, at danskerne fik mulighed for at stemme om hvert af de fire forbehold.

Det er ikke de danske vælgere, der har taget forbehold. Det er de danske politikere. De fire forbehold er opfundet af Socialistisk Folkeparti. SF var til grin på de fire forbehold blandt EU-partierne forud for afstemningen i 1992. Da danskerne sagde nej, greb Socialdemokratiet, Venstre, Det radikale Venstre og Det konservative Folkeparti de forbehold, som folkesocialisterne havde forud for folkeafstemningen 1992 og gjorde dem til det nationale kompromis.

Når Socialistisk Folkeparti og deres fire forbehold pludselig blev ophøjet til national helligdom, havde det alene den grund, at statskuppet kun var muligt med folkesocialisternes stemmer. Der skulle fem sjettedele af folketinget til for at vedtage Maastricht-traktaten plus det løse i folketinget. Socialistisk Folkeparti lagde sig på ryggen og lod sig kæle for i killing-spindende velvære, blot fordi så fine folk som Uffe Ellemann Jensen, Niels Helveg Petersen, Hans Engell og Poul Nyrup Rasmussen ville røre ved SF.

Det er altså ikke sådan, at danskerne ved en afstemning har tilkendegivet, hvad de er imod i EU. Danskerne sagde nej til selve EUs grundlov. Trods deres nej blev EU-grundloven kuppet igennem alligevel. Men der blev ikke lavet blot den mindste undersøgelse af, hvilke emner i EU-grundloven der fik danskerne til at sige nej. Og danskerne havde ikke mulighed for at vælge mellem forbeholdene.

Alle vidste dengang, at danskernes synspunkter var meget forskellige. Nogen ønskede EU-militær, men var imod møntunionen. Nogen var modstandere af EU-borgerskabet og EU-militæret, men ville gerne have møntunionen. Andre havde helt andre forbehold, ønskede at fastholde Danmark som selvstændigt land med egne grænser eller ønskede frihandel som i det oprindelige EF, men var modstandere af overstatslig myndighed.

Men der var ikke nogen som helst mulighed for at give udtryk for sin modstand. Politikerne valgte for os, hvad vi havde at være vrede over, og hvad vi skulle tage forbehold over for. Det handlede ikke om at tage danskerne alvorligt, men alene om at få Socialistisk Folkeparti med i statskuppet, og derfor blev folkesocialisternes fire forbehold brugt som læst.

Da Venstre, konservative, socialdemokrater og radikale aldrig var glade for at tale om, at de i virkeligheden førte folkesocialisternes politik, så varede det ikke længe, før de danske vælgere fik skylden for de forbehold, vælgerne aldrig havde haft mulighed for at vælge imellem.

Sådan har det været lige siden. Danskerne er dumme, når de ikke kan se, at forbeholdene er ødelæggende. Men det nævnes aldrig i den EU-knælende presse, at danskerne aldrig selv har valgt forbeholdene. Det var EU-partierne selv, der bad os godtage forbeholdene. Danskerne er under pres imod de fire forbehold, hedder det hele tiden. Men det nævnes aldrig, at presset kommer just fra de partier og politikere, der har udvalgt og givet os forbeholdene.

Har nogen dansker nogen sinde hørt bare een politiker sige, at politikerne selv tog fejl, da de gennemførte forbeholdene? Er der bare een politiker, som står frem og indrømmer, at forbeholdene ikke er udvalgt af de danske vælgere, men af partierne? Nej, skylden for forbeholdene tillæges de bagstræberiske, umodne og ukloge vælgere, som ikke er til at slæbe med ind i fremskridtet og fremtiden.

Lige nu er Danmark midt i et folkeligt oprør mod parti-diktaturet. På overfladen handler det om pensionen. I dybden gælder oprøret, at politikerne og partierne har glemt demokratiet og handler med os som kvæg. Partierne nægter os den samtale, der er demokratiets livsnerve. Nu tager folket selv samtalen.

Just på det tidspunkt, da det er tydeligt for enhver, at partierne kun kan fås i tale, når man gør oprør, røber partierne, at de intet har lært af oprøret. Just i de samme dage kan udenrigsminister Niels Helveg Petersen sige, at en folkeafstemning om EUs møntunion og euroen vil finde sted i 1991.

Skyldes Niels Helveg Petersens årstals-åbenbaring en politisk samtale i det danske vælgerfolk? Er det en følge af samtale og oplysning, der får udenrigsministeren til at vælge årstal for folkeafstemningen om fjernelsen af et af de danske forbehold?

Nej, der er ingen anden grund, end at en enkelt meningsmåling har vist et dansk flertal for møntunionen. Og dog er der en anden grund. Nemlig at den nuværende regering og dens to partier så kan få fred for euro-spørgsmålet frem til næste valg. Niels Helveg Petersens tanker gælder først og fremmest fredningen og redningen af regeringen. Derfor er 1991 valgt som hans afstemnings-år.

Det fikse er, at regeringspartierne så endnu engang kan undgå samtalen med de danske vælgere. Endnu engang er planen den, at der skal holdes folketingsvalg, hvor vi endelig skal stemme på EU-partierne og da helst regerings-partierne. Men i valgkampen forud for folketingsvalget skal vi tale om alt muligt andet end EU og møntunionen. I valgkampen vil EU-partierne sige, at møntunionen skal der ikke snakkes om, for den har vi en særlig folkeafstemning om bagefter. Det var jo nøjagtig samme opskrift, der blev brugt, da Amsterdam-traktaten blev lusket igennem i år.

Men før partierne endnu engang nægter os den folkelige samtale om samfundets udvikling, må vi da stilfærdigt spørge, hvad meningen med de fire danske forbehold egentlig var? Vi har taget forbehold over for møntunionen og euroen. Eller rettere sagt har de danske politikere på vore vegne taget forbehold over for møntunionen og euroen. Nu viser det sig, at forbeholdet kun skulle glæde, mens der ingen møntunion og euro var. Netop som møntunionen og euroen indføres, så skal forbeholdet væk. Det var jo ellers nu, forbeholdet skulle stå sin prøve - det forbehold, politikerne selv har rådgivet os til og tryglet om os at godtage i 1993.

Hvor pavestolt og buksebulende kom ikke Danmarks statsminister tilbage fra EU og kunne meddele, at de fire danske forbehold blev indføjet som del af den nyeste EU-grundlov, Amsterdam-traktaten. Og de andre EU-partier, ivrigst Venstre, klappede Nyrup Rasmussen på skuldrene. Ham kunne vi rigtigt være stolte af.

Time for time i dagene forud for folkeafstemningen i år om Amsterdam-traktaten sagde de danske EU-politikere højtidelige og indtrængende ord om, at vi roligt kunne stemme ja til Amsterdam-traktaten, for de havde jo sikret, at de danske forbehold var med.

Men godt et halvt år efter er der allerede årstal på, hvornår vi skal af med forbeholdet mod møntunionen. Uden samtale eller mulighed for indflydelse latterliggøres danskerne, fordi de er så fjollede at tro, at deres politikeres eget forbehold var noget som helst andet end svindel for at lokke et ja ud af vælgerne.

Lad os tage politikerne på ordet. Hvis de hele tiden har ment, at deres eget forbehold over for møntunionen kun skulle gælde, indtil møntunionen blev gennemført, så lad os få folkeafstemningen nu. Det er da redelig snak. Og tilmed kan man bruge EU-politikernes egne ord om, at det gælder om at sidde med ved afgørelsernes bord, om det så er i barnestol.

Når udenrigsministeren allerede kan sætte årstal på afstemningen, og når han, regeringen og de andre EU-partier tilmed mener, at danskerne skal sige ja, så er der ingen grund til at vente med den afstemning.

Hvis forbeholdet mod euroen var alvorligt, så skal vi ikke holde folkeafstemning nu eller i 1991. Så skal møntunionen stå sin prøve, sådan som England har valgt at vente på den. Og vores eget forbehold, som politikerne rådede os til og valgte for os, skal stå sin prøve. Men hvis det sagligt handler om dansk deltagelse i møntunionen, uanset møntunionens skæbne, alene for at styrke EU som overstatsligt fællesskab, så er det klogt at være med nu. Så var de danske politikeres eget forbehold mod møntunionen i 1993 uklogt og alene indrettet på at snyde vælgerne.

I denne sammenhæng ser jeg væk fra, at jeg tror,   Danmarks fremgang de seneste år - modsat de fleste andre EU-lande og især Tyskland og Frankrig - skyldes, at vi står uden for forberedelsen til møntunionen. Vi har og får endnu fler fordele af at være uden for et penge-system og et økonomi-væsen, der i sin kerne ikke styres af uafhængige nationalbanker, men i stedet af et magtpolitisk sammenrend, der igen og igen vil bøje sig for et politisk pres i stedet for at tage økonomiske hensyn. Det har jo så tydeligt vist sig i disse dage, hvor det ny penge-fællesskab i EU på forhånd har bøjet sig regerings-politiske ønsker om en fælles rentenedsættelse, der alene har til formål at give rabatter for at lokke nytårs-kunder ind.

I stedet tager jeg de danske EU-partiers hjertensmening for pålydende værdi. Der kan ikke findes så meget som een rimelig grund til ikke at holde folkeafstemning om euroen nu, hvis afstemningen alligevel skal holdes i 1991 eller lige omkring det årstal. I hvert fald ikke een saglig grund.

Hvis tidspunktet for en folkeafstemning om møntunionen virkelig var bundet til en politisk samtale med danskerne og en prøveboring i det danske folks hjertedyb, så var det selvsagt ikke muligt for udenrigsminister Helveg Petersen allerede nu at sætte årstal på. Men folket er ham så inderligt ligegyldigt. Han sætter sit eget årstal, som han taktisk lyster, og så håber han blot, at meningsmålingerne støtter hans kalender-magt.

Der er nok af usaglige grunde til ikke at holde afstemning nu. Den mest usaglige er, at folkeafstemningen om euroen i 1991 i regeringens taktiske hjerner skal bruges til at holde den nuværende regering ved magten endnu et valg-stræk. Håbet er, at en folkeafstemning om euroen lige efter det næste folketingsvalg vil få de borgerlige partier til at dæmpe deres taburet-lyst ud fra den tankegang, at et ja til EU og dens møntunion kun kan sikres under en socialdemokratisk ledet regering.

Og lykkes den snuhed ikke, så har regerings-politikerne da af deres årstals-åbenbaring den vellyst at forestille sig det fremstormende Venstres formand, Anders Fogh Rasmussen, lide et smerteligt nederlag, når han som statsminister står med et dansk nej til møntunionen i 1991 eller et af de nærmest følgende år.

Nylig hørte man statsminister Poul Nyrup Rasmussen være noget så rævestolt af, at han mødte en færøsk krævegang af modstandere med ordene, om der var nogen, der ville tale med ham. Den hændelse, der kun var skamfuld for ham selv, ser han nu som en helte-indsats. Da havde han selv været tavs over for færingerne i årevis, ja, end ikke åbnet munden over for sine partifæller på Atlanterhavs-øerne.

For statsministeren er vi alle færinger. Der er tavshed om det væsentlige, som klares i det lukkede politiske kredsløb. Danskerne er gjort til umælende almue. Og er der bøvl, bliver vi spurgt, om der er noget, vi vil tale om, vel at mærke når alle vedtagelser er gjort og bag lukkede døre, så vi end ikke kender emnet for samtalen.

Men hvis nogen lige nu møder statsministeren, bedes de venligst sige til ham, at der er noget, danskerne godt vil tale med ham om. Når han og hans EU-inderkreds på Christiansborg udformede, udvalgte og tryglede os om at godtage et forbehold over for EUs møntunion, var det så af økonomiske, politiske og andre samfundsmæssige grunde? Når han så sent som for et halvt år siden solgte Amsterdam-traktaten til os ved egenhændigt at få indarbejdet forbeholdet mod møntunionen i traktaten, var det så af økonomiske, politiske og andre samfundsmæssige grunde?

Hvis disse økonomiske, politiske og andre samfundsmæssige grunde ikke længere er til stede, siden der kan sættes årstal på folkeafstemningen, kan han så ikke røbe for os, hvorfor det er anderledes nu end for et halvt år siden? Og kan han sige til os, om der er økonomiske, politiske og andre samfundsmæssige grunde til ikke at tage den folkeafstemning om euroen nu lige så godt som i 1991 eller 1992?

© Poul Erik Søe 10. december 1998

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside