Kun statsminister-skifte
med anstandsdame

Skiftet fra Nyrup Rasmussen til Svend Auken bør ske gennem en dronninge-runde og med et nyt regerings-grundlag

Poul Nyrup Rasmussen kan sige farvel til sin statsminister-post og overlade den til en efterfølger, uden at partierne bliver kaldt til dronningen for at rådgive om en ny regerings-dannelse. Men grundlaget for Nyrup Rasmussens socialdemokratisk-radikale landsstyre er i forvejen så spinkelt, at det ikke er en tilrådelig fremgangsmåde.

De fleste vil huske, at nogle få socialdemokratiske stemmer fra netop Færøerne, som Nyrup Rasmussen havde hånet mere end nogen anden dansk statsleder, gjorde udslaget, så Nyrup Rasmussen kunne fortsætte som statsminister efter seneste valg. Mindre end hundrede stemmer hindrede Uffe Ellemann Jensen i at blive statsminister, og i så fald havde Venstre i dag ikke haft Anders Fogh Rasmussen som den leder, der nu gør Nyrup Rasmussen mere end rangen stridig.

Der er hævd på, at et parti kan skifte statsminister, uden at dronningen leder forhandlingerne mellem partierne. Grundloven siger ganske vist, at dronningen skal lede sådanne forhandlinger. Grundloven siger også, at når statsministeren går af, så går hele regeringen. Så skal der, hvis bogstavet følges, ske en ny regerings-dannelse.

Men der har i dansk parlamentarisme bredt sig den skik, at der hurtigt bliver hævd på de fremgangsmåder, skiftende regerings-dannere har brugt, også selvom løsningerne ikke altid har været lige fine i kanten.

Ingen har som nu afdøde professor Tage Kaarsted bidraget til den skik, at selv uskikke ved regerings-dannelser næsten selvfølgeligt blev til uskrevne regler på Christiansborg og Amalienborg. Hans bog om regerings-dannelsernes historie var ganske vist en god skildring af fremgangsmåderne, men Tage Kaarsted var så magttro, at han havde alt for let ved at kalde politiske uvaner for sædvaner.

Hvis Svend Auken skal afløse Nyrup Rasmussen, og intet ville være mere rimeligt, eller partiet overrasker med et nyt navn, som da Anker Jørgensen fulgte efter Jens Otto Krag, så kan netop Anker Jørgensens dannelse af sin 1972-regering blive gjort til målestok for et statsminister-skifte nu.

Netop på baggrund af Tage Kaarsteds bog om regerings-dannelser blev der i 1972, da Jens Otto Krag gik fra statsministeriet dagen efter det danske ja til EF, hverken grundige eller alvorlige drøftelser af, hvordan grundloven skulle tolkes.

Bogstaveligt skulle regeringen være gået af som helhed, da Jens Otto Krag trak sig. Men kun få holdt fast ved grundlovens tankegang. Man indrettede sig praktisk. Hvis en statsminister var død, ville det måske synes urimeligt, at partilederne skulle gennem en dronninge-runde for at få en efterfølger udpeget fra samme parti. Og det var nogenlunde den tankegang, der var fremherskende, da Jens Otto Krag opgav ævred.

Medvirkende til skreddet i grundlovs-tolkningen er også, at mange politikere åbent eller skjult søger at presse udviklingen i den retning, at der så lidt som muligt gøres brug af dronningen som anstandsdame ved regerings-forhandlinger. Det er mere eller mindre en skjult kamp mellem Christiansborg og Amalienborg.

Selv blandt kongetro politikere råder i afgørende stunder et synspunkt, der skyldes tilbedelsen af Unionen. EU vil med tiden, når EU-partierne ikke er så klemt af de enkelte folks modstand, få sig en præsident. Forslaget har været fremme mange gange. USA er forbilledet. Unionens præsident vil endeligt fratage det danske kongehus de sidste rester af indhold og indflydelse.

Sideløbende med den udvikling,der skyldes Unionen som stiltiende forudsætning for politiske skridt og vedtagelser, senest pensions-lovgivningen, har der i nogle partier, stærkest i det radikale Venstre, været kræfter, som ville give folketingets formand de rettigheder, som kongehuset hidtil har haft ved regerings-forhandlinger.

Fra og med Poul Schlüters regering har imidlertid stillingen som folketingets formand været truet på sin værdighed, fordi det i Schlüters seneste år nærmest blev skik, at ministre, der havde brudt loven, blev udpeget til formandsposten i folketinget.

Da den kinesiske vase legede lykke-lotto og udpegede Venstres Ivar Hansen til nuværende formand for folketinget, vendte værdigheden tilbage til posten, der jo retteligt er den vigtigste i folkestyret. Folketingets formand og ikke statsministeren er folkestyrets førstemand.

I det givne nu, hvor statsminister Poul Nyrup Rasmussen står uden folkelig opbakning, er det dog ikke tænkeligt, at tankerne om at gøre folketingets formand til leder af regerings-forhandlingerne vil kunne få tilstrækkelig kraft. Formands-posten har stadig åbne sår fra den tid, da stillingen blev misbrugt, og der vil derfor ikke blive tvist om dronningens rolle som politisk anstandsdame.

Det er selvsagt, at en ny statsminister skal udpeges på grundlag det seneste valgs sluttal og ikke på de meningsmålinger, der trækker gulvtæppet væk under Nyrup Rasmussen. Hans efterfølger kan ved at henvise til parlamentarisk skik gå til dronningen og blot underrette om navne-skiftet på statsminister-skiltet. I virkelighedens verden er det knap så enkelt.

En ny statsminister vil være nødt til først at høre sig for hos det hidtidige parlamentariske grundlag for Nyrup Rasmussens regering.  Med færingerne bliver der ikke vanskeligheder, da de næppe ligefrem kan drømme at holde Nyrup Rasmussen ved den magt, han brugte så grumt mod Atlanterhavs-øerne. Men det er selvfølgeligt, at der underhånden må spørges til holdningerne i Det radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten.

Der skulle umiddelbart ikke være vanskeligheder hos de radikale regerings-fæller, men det må huskes, at den daværende leder af Det radikale Venstre, Niels Helveg Petersen, var den, der spændte ben for Svend Auken.

Niels Helveg Petersen var tæt på under Anker Jørgensens socialdemokratiske mindretals-regering at blive minister. En fælles-regering af socialdemokrater og radikale var allerede aftalt. Og Svend Auken blev udpeget som den, der skulle underrette fagbevægelsen om et sådant nyt regerings-fællesskab. Svend Auken kom tilbage med et nej fra fagbevægelsen.

Det nej voksede inde i Helveg Petersens hoved til en forestilling om, at Svend Auken havde bidraget til at hindre regerings-dannelsen. Og den tanke fik ham til at medvirke i forberedelsen af det kup, der blev gjort mod Svend Auken. Vi ved nu, at Niels Helveg Petersen og Poul Nyrup Rasmussen holdt et møde, hvor tanken om et Nyrup-ledet Socialdemokrati blev sået af den radikale politiker i villig muld.

Kuppet mod Svend Auken bliver af Nyrup Rasmussen fremstillet som en sædvanlig demokratisk fremgangsmåde, fordi der på den bevægende ekstra kongres blev stemt om formandsposten. Men der var ikke sædvane i sagen. Nyrup Rasmussen og hans fløj i partiet misbrugte en partiformands vanskeligheder. Netop derfor står Svend Aukens ord fornylig i Danmarks Radios TV1 i skærende modsætning til fremgangsmåden ved kuppet, da Svend Auken nu i fjernsynet kunne sige, at skikken var i partiet, at når formanden var presset, så stod man sammen om ham.

En radikal modstand mod Svend Aukens mulige fremtid som statsminister har imidlertid kun historiske grunde som rest, da selvsamme Niels Helveg Petersen nu i fem år har været minister i samme regering som Svend Auken.

De radikale og Enhedslisten har ifølge de seneste meningsmålinger i Berlingske Tidende og Gallup meget lidt at hente ved et valg nu. Ingen af dem har fået stor fremgang trods den næsten halvering, der er sket i tilslutningen til Nyrups parti.

Enhedslisten vil få svært ved blot at se de socialdemokratiske vanskeligheder løst ved et navne-skifte på statsministerposten, hvis den lovgivning, der har udløst lang tids vrede, ikke samtidig falder væk. Men netop navnet Svend Auken vil formentlig dæmpe stridslysten hos Enhedslistens folk, og i hvert fald har hverken Enhedslisten eller de radikale talmæssig grund i meningsmålingerne til at ønske et valg i utide fremkaldt.

Derimod kan enhver se, at Socialistisk Folkeparti må være mere end fristet til at fremkalde mere end en dronninge-runde på skrømt. Partiet har fordoblet vælger-gunsten og må ønske sig egentlige regerings-forhandlinger med mulighed for indflydelse på et nyt regerings-grundlag.

Og allerhelst må folkesocialisterne ønske sig et valg, der omsætter målings-tallene til folketingsmedlemmer, vel at mærke hvis Socialistisk Folkeparti kan undgå kluntet at komme til at stå som det parti, der denne gang spærrer vejen for Svend Auken ved taktisk at udløse folketingsvalg til egen fordel.

Det er for de kommende ugers forløb vigtigt, at de socialdemokratiske vælgere, der ikke på forhånd var lokket af Venstres nye lederskab, stort set kun er gået til Socialistisk Folkeparti. Efter de seneste tal har der intet været at hente for Dansk Folkeparti, og både Fremskridtspartiet og Det konservative Folkeparti står til yderligere tilbagegang. Det er den kendsgerning, der mere end noget andet skriver Svend Aukens navn på statsminister-skiltet.

Det er ganske enkelt svært at se andre end Svend Auken, som på samme tid kan hente de socialdemokratiske stemmer tilbage og genskabe tillid i fagbevægelsen. Hvortil kommer, at han trods Nyrup Rasmussens beregnende udnævnelse af ham til en vanskelig minister-post for det omstridte miljø-område er en af de mest folkekære politikere, fordi hans menneskelige kvaliteter er velværnede og uskadt af den modgang, der i grum snuhed blev påført ham.

Men Socialistisk Folkepartis ledelse er klar over, at Svend Auken vil sætte folkesocialisterne i større skygge end nu. Svend Auken vil åbne for den socialdemokratiske EU-drøftelse, hvis fravær har været folkesocialisternes levebrød.

Folkesocialisternes åbne uenighed om EU er et forbillede for ethvert dansk parti, og grøfte-gravningen vil fortsætte uanset statsminister-navnet, hvis ikke samme åbenhed breder sig til andre partier, først og fremmest til socialdemokraterne.

Det danske folk er delt i to - for og imod Unionen. Men kun den ene halvdel af folket sidder med i partierne og folketinget. Den anden halvdel er gjort til lavkaste, som med magt holdes uden for. Det er den demokratiske syge, der er den egentlige baggrund for den vrede, som blev håndgribelig med efterlønnen og bruddet på valgløfterne.

Det er svært at se en fordel for folkesocialisterne ved at bruge det socialdemokratiske styrtdyk uden hjelm til at udløse et folketingsvalg. På længere sigt vil Socialistisk Folkeparti miste sin mulighed for indflydelse, og et pludseligt valg nu åbner ikke for anden udsigt end til en borgerligt ledet regering, formentlig tilmed i en årrække, hvor socialdemokraterne fri af regeringsmagt på helt anden vis kan byde folkesocialisterne modstand.

De egentlige tabere i dette nu er de sære kræfter, der vil have politikere til at være noget andet, end de er. Nyrup Rasmussen, der nu skælder ud på den borgerlige presse, er skabt af den borgerlige presse. Uden den borgerlige presses vældige støtte kunne han ikke have væltet Svend Auken, som blev skældt ud for at være for meget socialdemokrat.

Vinder bliver demokratiet, hvis politiske ledere igen udtrykker det, de er valgt på, at en socialdemokratisk partileder ikke er en let sløret borgerlig og en Venstre-leder ikke kun er en bleg socialdemokrat.

© Poul Erik Søe 14. december 1998

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside