Demokrati er annoncer

Demokrati er samtale. Ordene står urokkeligt som udtryk for det bedste i dansk folkestyre. De blev sagt af Hal Koch. Påvirket af mødet med diktaturet under tyskernes besættelse af Danmark skrev Hal Koch sin bog "Hvad er demokrati?". Mere end i noget andet skrift blev her samlet et særegent dansk syn på demokrati. Dansk demokrati er samtale. Og dansk demokrati er mindretallenes ret til indflydelse på det flertal, der altid har magten i demokratiet.

Også landets nuværende statsminister, Poul Nyrup Rasmussen, mener sikkert, at demokrati er samtale. Den vigtige forskel er, at Nyrup Rasmussen først tager samtalen, når flertallet har brugt sin magt til at gennemføre noget nyt. Hal Koch mente, at samtalen skulle ligge forud for flertallets brug af magten, netop for at sikre folkelig indflydelse og mindretallenes muligheder for at påvirke vedtagelsen.

Hal Koch mente, at selv afstemningen, som nogen tror er meget demokratisk, i virkeligheden er brug af magt. Har der ikke forud været samtale om sagen, der lovgives om ved en afstemning, så er afstemningen ikke demokratisk, men bare ren magt-udøvelse.

Poul Nyrup Rasmussen bruger først magten. Og er der indvendinger bagefter, så sætter han annoncer i avisen. Så vil han rejse landet rundt og forklare, hvad der er sket med efterlønnen. Og når først folk får forklaringen mener han, så vil de sige okay, nå, er det sådan, det hænger sammen.

Statsministerens udgave af folkestyret udtrykkes ikke ved Hal Kochs ord om, at demokrati er samtale. For statsministeren og for mange politikere også i andre partier er det nutidige demokratis slagord: Demokrati er annoncer.

Poul Nyrup Rasmussen havde forud for valget lovet, at der ikke blev rørt ved efterlønnen under nogen form. Nu mister nogen ifølge centrumdemokraten Mimi Jakobsen 140.000 kroner. Men det skal klares ved annoncer og statsministerens rundtur i minister-bilen. Man er rendt fra eget ord, men det skal ordnes gennem kampagner og annoncer, iøvrigt betalt af politikernes tagselv-statsstøtte til partierne. Folket skal forstå politikerne, men politikerne ikke folket.

Statsministeren henviser til, at det er en tradition, at der under de lukkede møder om finansloven sker store ændringer. Det har han ret i, og han selv og finansminister Mogens Lykketoft har udviklet den tradition. Politikerne indfører en udemokratisk skik, hvorefter de siger, at der er hævd på deres uskik.

På samme måde opførte Nyrup Rasmussen og Lykketoft sig, da de lavede forlig med den daværende konservative leder Hans Engell. Formueskatten forsvandt i løbet af en sen nattetime. Hverken vælgere eller andre politikere var varslet på forhånd. Partierne havde ganske vist standpunkter til formueskatten, men der var ikke forud nogen som helst nutidig drøftelse i vælgerfolket.

Og i samme nattestund firedoblede partierne deres eget statstilskud. Igen uden folkelig drøftelse. Igen uden nogen mulighed for folkelig indflydelse. Man rustede sig til at bruge magten endnu grovere, fordi partierne frigjorde sig den partistøtte, de ellers måtte hente hos vælgere og i foreninger. Det er jo af den grund, socialdemokraterne har kunnet se flot på den indsigelse, der i fagbevægelsen har fået udtryk efter dette års finanslovs-forlig ved at standse støtten til partiet.

Skuespilleren og daværende folketingsmedlem Jacob Haugaard blev for et år siden et vrangbillede på den magtudøvelse, der finder sted bag de lukkede døre. Han var med til at sikre regeringen et flertal. Han vidste bare ikke, at den slags tager man sig betalt for.

Finansministeren opfordrede ham til at foreslå noget. Så Jacob Haugaard fik æren for at redde nogle små teatre, der ellers ikke ville have fået tilskud, og som kulturministeren igen i år må finde særligt tilskud til. Og så gav man Jacob Haugaard en bevilling oven i hatten, statspenge til et foretagende, der havde hjulpet ham selv med sprut-vanskeligheder.

Denne vilkårlige magtmisbrug sker uden samtale - oftest heller ikke i partierne og da slet ikke i folket. Enevælden er genindført, og mugger almuen, så kører nådigherren en tur i ministerbilen og sætter et reklamebureau til at klare folkeoplysningen og den demokratiske samtale.

Vi har før haft politikere, der ikke var blevet vippet i folkestyrets vugge, men Nyrup Rasmussen overgår alle hidtil kendte, når han brovtende færdes med magtens okay hen over demokratiet.

I de små partier er der da folk, som prøver at nå Nyrup Rasmussens udemokratiske højder. Hvad ligner det, at Mimi Jakobsen først kommer rendende lang tid efter centrumdemokraternes ja til finanslov-forliget og siger, at en forskel på 140.000 kroner fra den gamle til ny efterløn er for meget? Hvad ligner det, at de konservative nu først vil lade den ny efterløn træde i kraft om to år. Hvor var de to partier henne, da der skulle have været krævet folkeligt indsigt og drøftelse af indholdet?

Vi har politikere, som er dygtige - til at snøre folk på skærmen i en valgkamp. Det er den ny kunst. Demokrati er annoncer, kampagner samt slagord i valgudsendelser. Det er netop den slags mennesker, der ender i toppen af dansk folkestyre nu. Deres fællespræg er, at de har udviklet en særlig sans for omgåelsen af demokratiets grundregler ved at sætte fjernsyns-lokkeriet og annonce-kampagnen over samtalen.

Og når så vælger-almuen mugger, så er Christiansborg noget så overrasket, og så skal der pludselig dysses til ro. Der skal ikke samtales, for Hal Kochs ord om demokratiet som samtale regnes for latterlig snak. Nej, der skal tales. Tales til. Tales til ro.

© Poul Erik Søe 8. december 1998

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside