1998-1999.gif (962 bytes)fyrvarkeri.gif (20386 bytes)

Stikpiller fra et
meningsfyldt år

1998-glimt fra Enmandsavisen - hver enkelt artikel som helhed nås ved at trykke på datoen under citatet

Det halve kongerige ubrugeligt
Det er rent ud komisk, at i et land, hvor halvdelen af folket er imod EU, sidder der årti efter årti aldrig i regeringen mennesker, som er modstandere af EU. Ligegyldigt hvilken partifarve regeringen har, så er halvdelen af Danmarks folk på forhånd dømt ubrugelige. EU-modstanderne er dømt til at tømme papirkurve.
(6. januar 1998).

Morgenbøn
Vort EU, du som er i internationaliseringen.
Dit navn er helligt.
Unionen er kommet.
Ske din vilje
I Brüssel og over alt på jorden.
Giv os i dag vore egne penge som tilskud.
Forlad os aldrig, men lad os selv forlade vort folk.
Led os ikke til selvstændighed.
Fri os fra vor historie.
For dit er Unionen og magten og ærgerrigheden.
Amsterdam.
(9. januar 1998)

Grænseoverskridende politi
Den såkaldt grænseoverskridende magt, som er ved at blive bygget op i EU, og som findes i samme landskab, når et fremmed lands politi får ret til at udøve magt hos os, er en tåge, der breder sig over Europa. Magtens kolde tågefjæs dukker op, anonym, uden bånd til det folk, magten færdes i, kommer ud af intet og vokser sig stor og grusom. Det siger al erfaring. Det bør vi lære af.
(12. januar 1998 om Schengen-aftalen)

Selvstændighed kun historie
I Hvide Sande har de fået EU-penge til at rejse et hus, der fortæller fiskeriets historie. Og det var meget nødvendigt, at EU løste den opgave, for ellers skulle man være kørt helt til Esbjerg, hvor Fiskeri- og Søfartsmuseet ligger. EU gør alle vegne meget for vore penge for at fortælle hvert lands historie. Irland er blevet fyldt med EU-betalte historiecentre. EU vil nemlig endelig vise, at de ikke har noget imod selvstændigheden i et land - bare selvstændighed er historie og ikke nutid.
(20. januar 1998)

Tvind og Færøerne
I Danmark er folketinget dømmende magt. Det er ikke noget, jeg finder på. Jeg har det fra Venstres retspolitiske ordfører Birthe Rønn Hornbech, der finder det pinligt, at folketinget med sin særlov mod 31 Tvind-skoler har optrådt som dommer. Man kan skylde Venstre for meget, men ikke for at være varm tilhænger af Tvind-skolerne. Birthe Rønn Hornbech siger det altså ikke for at få stemmer, for hendes synspunkt er der ingen stemmer i. Hun siger det, fordi hun meget gammeldags mener, at der ligefrem er noget, der hedder retstilstand.
I Danmark nu er der ingen retstilstand. Hvad der er lov og ret afgøres af, hvad der er populært. Det er også regeringens holdning. Sådan kørte den færø-banksagen igennem, vel vidende at færingerne let kan lægges for had blandt danske skatteydere. Den billigste simpelhed er gjort til rigets højeste moral-målestok. Fordi den lovgivende magt er blevet den dømmende. Man laver ikke dommer-undersøgelser mer, fordi dommerne fælder dom. Man laver sagfører-undersøgelser, fordi sagførere spreder forvirring, som folketingets flertal og regeringen kan gemme sig i, og så man kan gøre sig selv til landets selvdømmende magt, der dømmer sig selv til frifindelse.
(29. januar 1998)

Ulovligheder og ære
Et tidligere folketingsmedlem i Hjørring har skjult en hviderussisk familie af flygtninge. Det handler om flygtninge, der hjemme ville komme i alvorlige vanskeligheder. Den hviderussiske magtpolitiks midler over for anderledes tænkende er grov.
De danske myndigheder har skønnet modsat. Flygtningene skal udvises og eftersøges af politiet. Den hviderussiske familie er ikke længere hos det tidligere folketingsmedlem, men er skjult et andet sted i Danmark.
Fremskridtspartiet råber på straf - til folketingsmedlemmet.
Vi har været der før. Under anden verdenskrig. Mange danskere skjulte jøder. Det var ulovligt. Danskerne hjalp jøderne til at flygte. Det var ulovligt. Det var menneskesmugling - nogen tjente endda penge på at smugle jøderne til Sverige. Andre skjulte modstandsfolk, de danske frihedskæmpere. Det var ulovligt. De danske myndigheder, også politiet, deltog i jagten på de folk, der kæmpede for Danmarks frihed.
Efter krigen var det dem, der havde overtrådt loven, som blev lovprist - af lovgiverne og andre myndigheder. Det var lovbryderne, der havde reddet Danmarks ære.
(4. februar 1998)

Folketingsvalget
Det, der giver kampen - noget at vælge imellem - er modsætninger, som er hentet nede i 1700-tallet, hvor mange vælgere stadig befinder sig. Ikke mindst på grund af medierne, der elsker enkle modsætninger.  Derfor har man kaldt det præsident-valgkamp. Det er hørt mange gange før, men aldrig sandt i et flerparti-demokrati som det danske. Kun et løgnagtigt vrangbillede.
I virkeligheden er det ikke præsidenter, men blokke, der afgør mange vælgeres holdninger. Det er ideer fra 1700-tallet, hvor både socialismen og liberalismen har deres udspring, der gør det til fodboldkamp.
(11. marts 1998)

Arbejdskampen
Herhjemme er solidaritet, der på dansk hedder samhørighed, ingen virkelighed. Arbejdskampe har vi ikke længere, fordi nogen vil kæmpe de svagestes sag. Dem lader man staten tage sig af og kymrer sig ikke et øjeblik om dem.
Derfor har vi ingen arbejdskampe haft, mens der var brug for dem. Der har blandt dem, der var sikre på arbejde og løn, ikke været ringeste samhørighed med arbejdsløse siden halvfjerdsernes indledning. Det har været ord på ord, men aldrig kamp. Selvdyrkelsen var stærkere end samhørigheden.
(14. marts 1998)

Euroen
Marianne Jelved siger aldrig, at hun selv som minister har foreslået og stemt for Danmarks nej til møntunionen. Hun siger aldrig, at hun har taget fejl. Det fremstilles altid, som om det er det danske folk, der er modstræbende og vrangvilligt.
Men uredelighedens højdepunkt er dog, at ganske uanset regeringens og folketingets nej til møntunionen, så har Marianne Jelved mere end nogen anden tilrettelagt Danmarks økonomi, som om vi skal være medlem af møntunionen. Det er forræderi over for folketingets egen vedtagelse og løfterne forud for folkeafstemningen 18. maj 1993.
(26. marts 1998)

Folketingets formand
Men færingen stemte ikke for Birthe Weiss som formand for folketinget. Hun siger, at hun har småtudet lidt over det. Men heller ikke det er hjerterørende i forhold til den kulde, der har fået andre til mere end at småtude under Birte Weiss' flygtningepolitik.
Hun blev vraget i den forrige regering, og man ville gerne af med hende nu. Men formandsposten i folketinget er ikke lagerplads for vragede, ømme eller uheldige ministre. Netop sådan har Nyrup Rasmussen brugt formandspladsen. Som Schlüter gjorde det, da først Erik Ninn Hansen og siden H P Clausen på grund af deres urene hænder i tamil-sagen efter tur fik folketingets formandsstol.
(26. marts 1998)

Statsministeren
Den hidtil ringeste statsminister. Det er ikke nogen rar titel. Den indehaves af Thomas Madsen-Mygdal, der var Venstremand og statsminister 1926-29. Han var uden sans for folkestyrets samarbejdsformer og faldt til sidst på, at han ikke ville skære ned på militær-udgifterne, skønt Det konservative Folkeparti ville.
Det må siges, at Madsen-Mygdals uduelighed overgås af Poul Nyrup Rasmussen i vor egen tid. Og det ses tydeligst af dem, der står tættest på Nyrup Rasmussen politisk og er ellers åbenbar for enhver, om man er enig i hans politiske synspunkter eller ej.
Der mangler i Poul Nyrup Rasmussens tilgang til de sager, som møder enhver statsminister, den ægthed, frodighed og grundholdning, som gør en statsminister troværdig, så han er hele landets statsminister og ikke bare tilfældig partileder, valgt ved et kup.
(2. april 1998)

Højesteret om EU og grundloven
Det er lykkeligt, at dommen er enstemmig, og at den så entydig fastslår landets selvstændighed som en forudsætning for al handlen i EU. De mennesker, der har anlagt sagen, bliver nu fremstillet som tabere. Det er de også i sagens anledning, men de er vindere i spørgsmålet om, hvor langt EU må gå. Der har aldrig før været en dom, som fastslår, at Danmarks selvstændighed i enhver henseende er overordnet unionen og politikeres unions-drømme.
(6. april 1998)

Euro et politisk værktøj
Med alle de fineste ord fra idealismens opslagsbog var møntunionen og euroen blevet fremstillet som en fortsættelse af den sædvane, der præger for eksempel den danske nationalbank og den tyske forbundsbank. Det vigtige var i pengevæsenet at skabe tillid til den politisk skabte euro. Den skulle være uafhængig. Den skulle ikke være politisk.
Men ved fødslen blev euroen taget med tang, så nu både plat og krone har ar efter de tyske og franske jordemødres langneglede fingre. Den møntunion, der skulle styres af en uafhængig centralbank, har straks vist sig ikke at have andre gener end dem fra de politiske fædre. Centralbanken bliver ikke en uafhængig bank, men får alene en politisk ramme. Dermed bliver euroen, hvad mange økonomer også har varslet om, et politisk værktøj i hænderne på farlige modsætninger i Europa.
(3. maj 1998)

Færøernes lykkedag
Færøerne har i dag taget et vigtigt skridt - for det færøske folk selv og for alle selvstændige folks frihed.
Der er dannet et nyt landsstyre, som regeringen hedder på Færøerne med et langt smukkere ord. Det er et landsstyre sammensat af de politiske kræfter, der vil færingernes selvstændighed.
Landsstyret har Færøernes uafhængighed fra Danmark som vigtigste punkt. Enhver dansker, der ægte vil kæmpe for et folks ret til frihed og selvråderet, må glæde sig med færingerne.
(9. maj 1998)

Folkeafstemningen om Amsterdam-traktaten
Intet har gavnet dansk erhvervsliv og dansk industri mere end det danske nej i 1992. Man sagde forud det stik modsatte. Men det danske nej har skabt stærkt øget tillid til Danmark og til dansk erhvervsliv i de øvrige EU-lande og i den øvrige verden. Man ved udmærket rundt omkring, at danskerne tænker selvstændigt, og det har øget tilliden.
Sandheden er, at efter det danske nej har dansk industri og erhvervsliv haft fremgang hvert eneste år. De sidste år har været helt forrygende for aktionærerne i dansk erhvervsliv. Efter arbejdskampen må man sige skamløst forrygende, fordi man ikke ville dele med arbejderne.
Nå Dansk Industri og de såkaldte topledere i Over-Danmark nu vil have os til at sige ja for beskæftigelsens skyld, så er det een gang til at love os fri juleaften.
Netop fordi Danmark har sagt nej i 1992, og fordi vi står uden for euroen, har Danmark skabt sig den lille bid af handlefrihed, der har givet klejner i kassen til erhvervslivet og mindsket arbejdsløsheden. I al økonomisk vurdering, også den mere uafhængige amerikanske, kommer vi ind blandt de allerførste i verden. Netop fordi vi sagde nej.
(14. maj 1998)

Vil afskaffe folket
Marianne Jelveds selvglæde er nu blevet så stor, at hun vil afskaffe folket. Og hun har da selvsagt ret, for hvad skal man i længden stille op med et folk i et demokrati? Man kan jo ikke styre landet ordentligt, når folket hele tiden blander sig. Hvordan kan et folk, der jo er ren almue, ane noget som helst om, hvad der er godt for folket selv? Nej, det har man politikere til. Især da Marianne Jelved.
Marianne Jelved spørger, om folkeafstemninger "er det rigtige instrument at bruge i EU-spørgsmål". Sådan siger hun til Weekendavisen, her gengivet fra dagbladet Politiken 16. maj 1998.
Gad nu vide, om Marianne Jelved ville sige det samme, hvis der blev sagt ja ved alle folkeafstemninger? Og hvorfor er det lige i EU-spørgsmål, hun gerne vil af med folkeafstemninger? Fordi danskerne ikke bare nikker og siger ja til at holde op med at være danskere.
(16. maj 1998)

EU-folkeafstemningen
EU tabte folkeafstemningen i Danmark. Der er ingen EU-begejstring at læse af stemmetallene. En fjerdedel af folket holdt sig helt væk. Jaget væk, fordi politikerne gjorde Amsterdam-traktaten til noget, der med statsministerens ord gjorde en snotforvirret.
Der er færre, der har sagt ja i aften, end der var i 1993, da vi stemte om den sidste EU-traktat. Og der er flere, der har stemt nej.
(28. maj 1998)

Pinsepakken
Regeringens ventede økonomiske indgreb, som nok kommer med tal på i dag, er i sit indhold et nyt forsøg på at tilpasse Danmark til møntunionen. Selvom Danmark ikke skal med i euroen, så tilpasser politikerne og embedsmændene alligevel landet til møntunionen, så man om få år kan sige, at vi slet ikke kan undgå at være med.
Det bedste eksempel på tilpasningen er mindskningen af skattefradragsreglens værdi. Den tanke, at man kan trække betalte renter fra som en udgift, når man gør sit skatteregnskab op, er fremmed for EU. Derfor skal skattefradragsreglen væk i en fart.
Meningen er at tilpasse skattelovene, så de helt svarer til lovene i de andre lande. Dermed bliver skattelovene et redskab for EUs fælles økonomiske politik, så man ved fælles indkomstpolitiske indgreb kan styre alle EU-landes økonomi på een gang.
(2. juni 1998)

Rør ikke Ivar Hansen
Folketingets formand har landets højeste embede. De fleste tror, at det er statsministeren, og den nuværende statsminister bidrager ikke i væsentlig grad til at ændre folks fejlagtige opfattelse. Det er selvsagt utåleligt, at landets højeste embede bruges til oplagring af regeringens uheldige helte. Måske har partierne allerede lært det.
Men øjebliks-billedet med Ivar Hansen som formand peger på en løsning, der kan give formandsposten værdigheden tilbage. Det bør være skik, at det altid er oppositionen, der udpeger folketingets formand. Der er ganske vist ikke tvivl om flertallets ret til at pege på formanden, men meget i folketinget er jo sædvaner, der i en del tilfælde er ret gode skikke. Flertallet, der står bag kommende regeringer, må altså være rede til magtafkald - for folkestyrets skyld.
(11. juni 1998)

Sejrens sejrende sejrherre
Danmarks Radio, der forud for folkeafstemningen gjorde sig til statsministerens talerør, kunnæ næstan igge dale rent, når Nyrup skulle roses dagen efter det lille danske ja-flertal. Halelogrende som rumænske fjernsynsfolk under Ceausescu lod man danskerne vide, at i Nyrup var der fundet en leder, der ganske enkelt var for stor til landet.
I dag kommer så to entydige meningsmålinger. Greens siger, at Nyrup ville miste syv mandater, hvis der var valg nu. Celesta, en ny blandt målerne, siger, at Nyrup mister 8-9 mandater. Hver syvende socialdemokratisk vælger er gået.
Igen viser det sig, at statsministeren og politikerne lever i et lukket kredsløb. Folket passer helt enkelt ikke til folkestyret. Statsministeren kender ikke danske hjem bedre, end han kender svinestalde. På sejrens store aften trækker han sangen med partikammeraterne i langdrag, for her kan han lide at være. Her blandt rygklapperne er hans verden.
(12. juni 1998)

Højskolerne og staten
Men sært nok er den største skadelige virksomhed mod højskolerne ikke øvet i højskolernes kamptid, men under Margrethe Vestagers forgænger, Ole Vig Jensen. Det kan siges - og er sagt - rent ud, at det er Ole Vig Jensen, der har ødelagt højskolerne.
Det er derfor en dyb krænkelse, når  undervisningsministeren netop har udpeget sin forgænger Ole Vig Jensen til formand for et nyt udvalg, der efter hendes mening skal komme med forslag til en enklere lovgivning for folkehøjskolerne.
Det svarer til at gøre højesteretdommer Asbjørn Jensen til formand for et udvalg, der skal sikre mod ulovlig politi-virksomhed, eller at vælge Erik Ninn-Hansen til formand for Dansk Flygtningehjælp.
(15. juni 1998)

Løfte om løbende tø
Der går folk med gamle faner
fordi de har gået der før
og inde bag brændende porte
ligger drenge og dør
for vejen er spærret
for faner og liv
og der mangler de ord
der er dødsfordriv
men de grønnes
som groende græs
der er drab
der ikke vil dø
du er sat i en istid
med løfte om løbende tø.
(13. juli 1998 om Nord-Irland)

Privatering og andels-tanken
Mit eget forslag vil være, at det danske folk danner nye andels-selskaber til overtagelse af den fælles ejendom. Vi har selv betalt murstenene, så overtagelses-prisen skulle være til at forhandle om. Skoler, sygehuse og de fleste andre fælles områder overtages af andels-selskaber, som udgøres af folkene på den egn, hvor skolerne, sygehusene og de andre fælles tiltag ligger.
Andels-formen vil for det første sikre nye muligheder for pengemæssigt at udvikle de fælles områder. Andels-selskaber vil bringe det fælles ansvar for helheden tilbage til det enkelte menneske. Andels-selskaber vil vriste den fælles omsorg for sundhed, uddannelse og andre områder ud af hænderne på parti-magten på Christiansborg og organisations-pamperiet. Og andels-selskaber vil hindre, at det folkelige fælleskabs virke-områder havner i hænderne på de groveste penge-spekulanter eller i folkefjerne multinationale selskaber.
(14. juli 1998)

Pressens demokratiets bolværk
Den fri presse er demokratiets sidste bolværk. Magtudøvernes forbrydelser mod loven gennem årtier er så omfattende, at kun en fri presse i øjeblikket er det sidste værn for folkestyret og eneste håb-bringer om, at demokratiet engang vil se dage, hvor styringen er folkets.
(8. september 1998)

Arbejdsløse betaler euroen
Et tilsyneladende roligt magtskifte fra en borgerlig flertals-regering i Tyskland til en eller anden form for socialdemokratisk ledet regering er et sundhedstegn for det tyske demokrati. Alene fordi det er et skifte.
Søndags-valget i Tyskland spejler ganske vist store spændinger, der er helt selvfølgelige. Fem millioner arbejdsløse er den regning, Tyskland har måttet betale for deltagelse i euroen. Derfor var tidligere på året mere end 60 procent af tyskerne imod euroen.
Euroen er blevet til i modsætning til folkeviljen i Tyskland og andre EU-lande. Reglerne for optagelse i euro-klubben blev formet sådan, at det mer end nogen anden gruppe var de svageste, der skulle gribe til bukselommen. Først og fremmest derfor er den tyske regering nu faldet.
(28. september 1998)

Udnyttelse gav krise
Verdenshandelen bygger på tillid, men så snart internationaliseringen og globaliseringen kommer til som selvstændige mode-ord, så bliver grundlaget folkelig uvidenhed, manglende interesse og omsorg for kunden i det andet land. Vi så, hvordan grove former for udnyttelse var det første, der mødte de tidligere østlande. Man ville kun se sine egne muligheder, ikke de fælles muligheder for sælgerland og køberland.
Når det er endt sådan, skyldes det fraværet af handelsmæssig kunnen og alt for stor tiltro til, at pengevæsenet i sig selv er indrettet på at give alle gevinst.
Den pludselige økonomiske krise skyldes først og fremmest en udbredt mistillid. Der er kun een form for tillid tilbage, tilliden til egne beregninger, prognoser og lysbilled-beretninger til virksomhedens aktionærer.
(5. oktober 1998)

Statsministerens Viagra-finger
Statsministeren fortsætter i den påtagede statsmandsrolle, der klæder ham så dårlig. Uvidenhed på særområder fører altid hos ham til en belærende form med løftet pegefinger, der ifølge natur-kundskaben er en potens-erstatning. Statsministerens viagra-finger dirrer på skærmen og så lidt som den ny pille siger fingeren noget om lysten og evnen.
(7. oktober 1998)

Vold og demokrati
Det røber i sig selv ukendskab til demokratiet, hvis nogen mener at kunne gavne en sag med vold. Nattens og torsdagens vold mod demokratisk valgte medlemmer af Ribe amtsråd fører ingen andre steder hen end et tilbageslag for demokratiet selv.
(9. oktober 1997)

Nu siger de andre også nej til atomkraft
Det er et lærestykke i selvstændighed og demokrati, at Danmark få år før den danske tilslutning til de europæiske fællesskaber var i stand til at føre en atom-politik helt modsat de omgivende lande, Sverige, Tyskland og England. Den folkelige indsigelse mod atomkraftværkerne havde mulighed for at sejre, fordi det danske demokrati i en frugtbar vekselvirkning mellem modstående synspunkter havde mulighed for at finde samstemmighed mellem folk og folkevalgte. I dag ville man have skreget på europæisk fællesskab og tudet os ørene fulde af, at den slags skal løses hen over landegrænserne.
(14. oktober 1998 efter den ny tyske regerings ja til afskaffelse af atomkraft)

Socialdemokratiets private efterretningstjeneste
Uhyggen risler ned ad ryggen ved tanken om, at EU bortset fra to stater er under socialdemokratisk ledelse. Det er tilstanden, netop som politi-samspillet i Schengen-aftalen inden for EU muliggør overførsel af oplysninger om de enkelte borgere fra det ene land til det andet.
Det er historien, der viser, hvor alvorligt det er, og hvor hyggeligt landets største parti ikke bare er indblandet i, men har været ledende i ulovlig virksomhed. Socialdemokratiet i Danmark har haft sin egen efterretningstjeneste, der har ladet oplysninger om danske borgere sive til den amerikanske efterretningstjeneste CIA og til politiets efterretningstjeneste.
(24. oktober 1998)

Bombefly uden FN-godkendelse
Den nødvendige forudsætning var ikke på plads, da Danmark sendte bombefly til Italien for at true serberne, overvåge Kosovo og bombe, hvis serberne ikke følger FNs krav.
FN stod ganske enkelt ikke bag NATOs forsøg på indgriben. Der kunne ikke nås enighed i FNs sikkerhedsråd, som tydeligt ikke havde samme tidsmæssige pres som det, der har styret først USA, siden NATO i tiden op til det amerikanske valg.
For Danmark var følgen, at efterkrigens mellemfolkelige grundlag blev brudt. Regeringen var stemmepolitisk bange for, at især Venstre skulle komme til at stå stærkt med et krav om NATO-indgriben uden om FN.
(26. oktober 1998)

Fødevare-industriens skraldespand
Danmarks vandring fra velfærdssamfund til skidtfærdsstat med voksende dødelighed, øget sygelighed og dårligere sygepleje hænger tidsmæssigt sammen med landets deltagelse i EU.
Grunden er den enkle, at markedsøkonomien i EU altid vinder over menneskelige hensyn. Det kunne ikke fremgå tydeligere end af Danmarks Radios Journalen, der mandag viste, hvordan EU tvinger danskerne til at være fødevare-industriens skraldespand.
Det handlede om fisk - dårlige, opløste, gamle og i nogle tilfælde rådne fisk, der af EU godkendes til salg. Det er EUs regler, der gør, at auktionslederne i landets fiskerihavne er tvungne til at godtage uspiselige fisk til salg som spisefisk.
(24. november 1998)

Finansloven og Fogh Rasmussen
Det har været tydeligt, at Venstres førstemand, Anders Fogh Rasmussen, hele vejen har været leder af årets forhandlinger om finansloven og ikke - som sædvanen er - finansministeren, Mogens Lykketoft.
Anders Fogh Rasmussen har dermed for første gang som partileder fået oprejsning for den tort, han måtte lide ved selv at trække sig som minister, da han blev grebet i kreativ bogføring, smykning af regnskabet.
Var han ikke gået i tide fra den borgerlige regering, ville han være blevet fældet, fordi Det radikale Venstre ikke ville støtte ham. Ved selv at gå banede han vejen for at kunne komme tilbage. Det skete for alvor i nat - i samarbejde med Det radikale Venstre.
Det har dog på Christiansborg ligget klart længe, at Fogh Rasmussens tvungne frivillige afgang som minister ikke skulle hindre ham vejen tilbage til en minister-post, og Fogh Rasmussens mesterstykke i årets forlig om finansloven sikrer ham endog, at det bliver en statsminister-post.
Så vidt jeg husker, var det sociologen Erik Høeg, der allerede tidligt i 1970erne læste ud af tal og kaffegrums, at Venstre ville blive Danmarks største parti ved årtusindskiftet. Vi, der mente os selv noget så kloge dengang, nærmest skreg af grin. Om samfundsforskerens spådom for tre årtier siden skyldtes held eller håb kan være lige meget, men man har altid selv godt af at blive sat på plads af virkeligheden.
(25. november 1998)

Den store moster kommer
Økonomiens minister, Marianne Jelved, har det seneste år ikke kunnet åbnet munden uden at tale om adfærd og psykologi.
Hun har ikke politiske, økonomiske eller sociale grunde til sine handlinger, men har som hoved-hensigt at ændre danskernes adfærd ved hjælp af psykologi.
Marianne Jelved er blevet den politiske Desmond Morris - sociologen, som kan tyde menneskelivet ud fra adfærd, vi har medbragt fra aberne. Når vi klør os i håret, mens vi snakker fartbøde med en politibetjent, så skyldes det, at vi har overtaget abens signal om ydmyghed over for overaben.
Senest er Marianne Jelveds bidrag til tolkningen af forliget om finansloven et udsagn om, at hun ved hjælp af psykologi vil ændre vor adfærd.
Hun ser folket som adfærdsvanskelige børn, der ved hjælp af lovgivning skal ledes på den rette vej. Men dermed ophøjer hun sig selv til gudinde, der retleder kyllingerne, som skjuler sig under hendes skyggende vinger.
(27. november 1998)

Demokrati er annoncer
Statsministerens udgave af folkestyret udtrykkes ikke ved Hal Kochs ord om, at demokrati er samtale. For statsministeren og for mange politikere også i andre partier er det nutidige demokratis slagord: Demokrati er annoncer.
Poul Nyrup Rasmussen havde forud for valget lovet, at der ikke blev rørt ved efterlønnen under nogen form. Nu mister nogen ifølge centrumdemokraten Mimi Jakobsen 140.000 kroner. Men det skal klares ved annoncer og statsministerens rundtur i minister-bilen. Man er rendt fra eget ord, men det skal ordnes gennem kampagner og annoncer, iøvrigt betalt af politikernes tagselv-statsstøtte til partierne. Folket skal forstå politikerne, men politikerne ikke folket.
(8. december 1998)

© Poul Erik Søe - Stikpille-samling fra meninger i Enmandsavisen i 1998, samlet 30. december 1998. Den enkelte artikel i sin helhed kan nås ved at trykke på datoen under citatet.

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside