By-pass på
privaten

Enmandsavisens forbruger-undersøgelse af Hjertecenter Varde - eller hvordan det private bliver til fællesskab, og det fælles til alles kamp mod alle

Ved nærmere eftertanke er det en fødeklinik for mænd. Vi ligger der stue efter stue og venter på den udeblevne ve. Vi genføder den ufortjente livsforlængelse, blot fordi den er mulig.

Da brystbenet er kløvet, får man indlært at knuge sig selv for at holde sammen på det hele. Vi har ikke svært ved det. Gladeligt og lempeligt krydser man armene over brystet og giver sig selv et lille knus.

Opvågningen præget af en dopet sejrsrus. Hver af os har vundet over Det offentlige og Gud - i den rækkefølge.

Vi læser i avisen, at Johannes Møllehave er blevet film-helt, fordi han har medvirket på film-lærredet fra sin sygesengs lagen-lærred samme dag, som han fik trådene taget efter en hjerte-operation. Det lyder som en film om gamle dage for meget længe siden på et af Det offentliges museums-hospitaler.

På HjerteCenter Varde ville filmens hovedrolle-indehaver på trådtagnings-dagen have været ude af sygesengen i to uger og hjemme en uge, og trådene ville være blevet taget hos den stedlige læge. Og for den sags skyld kunne Møllehave selv have optaget filmen, klippet den og anmeldt den foruden at være medvirkende.

Velfærdsstatens 2CV
Imens skyder den skrevne presse og især Susanne Utzon dygtigt i den strømførende presse sommer-skarpt mod ventelister, sløseri, uvidenhed og hovsa-løsninger i Det offentliges omgang med syge folk og fællesskabets penge.

Man er lige ved at løfte røret til TV2 og røbe, at Varde har løsningen, men med kløvet brystkasse skal man passe på skæv-vridninger. Så røret bliver ikke løftet, og Hjertecenter Vardes folk har givet ikke brug for at blive gjort til helte. Sejren er allerede hjemme og vil med vestenvindens kraft brede sig over landet.

Livet er for kort til forkortelser, så jeg synes bedst om navnet Hjertecenter Varde, som selv kalder sig HCV, der dog uimodståeligt leder tanken hen på Citroens 2CV, den folkeligt tiljublede boble på fire hjul, kvalitet blottet for pral, pynt og papirnusseri. Hjertecenter Varde er den danske velfærdsstats 2CV. Her er løsningen. Her er læsten.

Privat dansk virksomhed
Hjertecenter Varde er med stedets egne ord "en privat dansk virksomhed, som har til formål at forundersøge og behandle hjertepatienter, således at HCV i forhold til sundhedsvæsenet er et supplerende tilbud om behandling".

Bag ordene ligger, at Hjertecenter Varde er en almindelig virksomhed, som vi kender dem i Danmark, hvor vi først og fremmest har mange små af den slags virksomheder - blot er det første gang, et behandlings-sted for hjerte-syge indretter sig sådan. Der er folk, der har sat penge i den virksomhed, vistnok en møbel-fremstiller. Og der er folk, der tjener penge på virksomheden. På den vis skiller den sig ikke fra en ostebutik, en tøjhandler eller et landbrug.

Det falder nærmest for at sammenligne Hjertecenter Varde med de special-læger, vi kender så godt fra dansk virkelighed gennem årti efter årti. Vi er helt vant til, at det kan være en privat forretning at være øre-læge, næse-læse eller hals-læge.

Det er altså ikke en ny slags grusom kapitalisme, de gode folk i Varde har fundet på. De bruger en kendt og lovlig fremgangsmåde i indretningen af deres virksomhed. Der er blot sket det, at de mest kendte hjerte-sygdomme nu er blevet så almindelige, ja, man kan næsten sige som sygdomme i øre, næse og hals. Og så har man nu mere faste og sikre fremgangsmåder imod de mest kendte hjerte-sygdomme, så man ikke ved hver behandling har brug for at spørge folketingets flertal, sundhedsminister Carsten Koch, etisk råd, Københavns biskop og rengøringspersonalets talsmand på hospitalet.

Patienten får kunde-fordelen
Det er meget nemt at se, hvad der er den afgørende forskel på et offentligt sygehus og det private hjertecenter. Det er så ligetil, at enhver kan fatte det. Det er patienten, der får kunde-fordelen.

Vi, der fik behandling på hjertecentret, kom der på forskelligt grundlag. De typiske patienter var dels dem, der selv betalte, dels folk som jeg, der havde frit sygehus-valg, og som det offentlige betalte for. I Ribe amt har man indrettet sig sådan, at patienterne også kan vælge det private hjertecenter inden for det fri sygehus-valg. Så derfor var vi en del "offentlige" patienter på det private hjertecenter.

Jeg havde på grund af opvækst, opdragelse og demokratisk erfaring stor mistanke til alt, hvad der smagte af privat sygehuseri, skønt jeg selv driver en privat højskole uden nogen form for offentligt tilskud. Mærkeligt nok havde jeg aldrig gjort mig samfunds-mæssige tanker, fordi jeg gik til privat øjenlæge. Men når det handlede om hjerte-indgreb, så lå det dybt i mig, at jeg måtte kæmpe imod enhver udvikling, der lader sygdoms-hjælp og behandling styre af tykkelsen på folks tegnebøger.

Det syn har ikke ændret sig en tøddel undervejs. Men pludselig opdagede jeg, at det er det offentlige, der ødelægger tredivernes gamle velfærdsstat. Velfærdsstatens værste fjende er et offentligt system, der først og fremmest oplever sig selv som ansvarligt over for partier og organisationer, og kun i sidste række er ansvarlig over for patienten.

På det private hjertecenter i Varde er det patienten, der er kunden - uanset om patienten betaler selv eller får udgifterne dækket af sit amt, altså af det offentlige. Man får helt udpræget samme behandling. Man er jo selvsagt, i hvert fald med min sociale holdning, en del på vagt med øjnene, når man som offentligt betalt bliver blandet med dem, der betaler selv. Men der var aldrig asparges til de rige og kartofler til fattigrøvene. På et tidspunkt slap de "selvstyrende" senge op - senge, man selv kan indstille højde og vinkler på - og den næste patient i rækken fik en almindelig sygeseng, sikkert lånt på Varde Sygehus på stokværket over Hjertecentret. Den næste patient var en selvbetaler, men inden for dørene var han lige med os andre, så han fik den gamle seng.

Først senere skraldgriner man af sig selv på grund af den slags iagttagelser, men de røber selvsagt, hvor stor mistro og hvor mange fordomme, man medbringer til et privat indslag i sygdoms-behandlingen.

Det afgørende er da, at man foruden at være patient og derfor udleveret til dem, der skal hjælpe een, så er man samtidig kunde - og det er vigtigt at sige: kunde som i enhver anden butik. Det betyder, at man bliver behandlet som en kunde, der gerne skal være tilfreds, men som selvsagt heller ikke kan kræve en schweizisk lommekniv for en kløpinds pris.

De offentligt ansatte er gode nok
Det første, man iagttager på det private hjertecenter i Varde, er, at offentligt ansatte er gode nok. Det lyder som en skæv-vridning, men er en klar lære af blot få timers ophold på hjertecentret.

Medarbejderne på hjertecentret kom nemlig alle fra det offentlige, mest fra offentlige sygehuse, indtil de for omkring et år siden gik ind i den private virksomhed. En enkelt af dem, en herlig sygeplejerske, hævdede endda, at noget var bedre i det offentlige, for der havde hun haft større indflydelse. Af ordene indså man, at hun havde altså ikke fået påtvunget eller indlært sig en remse, der skulle fremhæve Hjertecentret på det offentliges bekostning. Hun havde lov at være et selvstændigt menneske med egne meninger. Det skulle hurtigt vise sig, at den for patienterne trygheds-skabende frihed, der lå i hendes ord, ikke var særegen for hende, men selve kernen i det, der løfter Hjertecentret op over selv det bedste offentlige behandlings-sted.

Pludselig var man nemlig ikke blandt mennesker, der først og fremmest var et system. Kernen i deres tilværelse var ikke "dagens konference", hvor beslutningen om næste tiltag med patienten skulle vedtages. Nej, de handlede her og nu. Ganske enkelt fordi hver af dem var frie mennesker med saglig og faglig kunnen, med personlig fuldmagt til at gribe ind i det øjeblik, der var brug for det.

Det er sådan, der må tales om det. En håndværksmæssig kunnen, en rig erfaring på det særlige sygdoms-område, en lykke-følelse ved at være selvstændig samt en iver efter at yde den højeste kvalitet i behandling og pleje.

Det er også sådan, stedet i Varde skal måles. Sådan skal det sammenlignes med det offentlige. Det er ikke ideologier eller politiske program-skrifter, der skal vælge vejen væk fra det styrings-helvede, som det offentlige er endt i. Det er på kvaliteten af behandling og pleje, sagen afgøres.

Det private det billigste
Inde i eens fordomme blev der slet ikke spurgt til kvalitet før. Da det offentliges syge-behandling var eneste mulighed, så måtte man tage, hvad der blev budt. Og trøsten var, at behandlingen var ens for alle mennesker i samfundet. Og at ventetiden var ens. Det troede man længe på, fordi man troede på demokratiet. Indtil det viste sig, at der blev svindlet med ventelisterne. Der var nogen, der kom foran. Der var nogen, der fik de nyeste piller.

Langsomt gik det op for de fleste, der før godtroende talte om velfærdsstatens velsignelser og det offentliges fortrinlige ligestilling, at det fælles i statens, amternes og kommunernes udgave havde udviklet sig til alles kamp mod alle. Og at det egentlige fællesskab var at finde uden for organisationerne, staten, amterne og kommunerne, og at det i virkeligheden fandtes i private fællesskaber.

På få år er der dobbelt så mange ansatte i det offentlige sygehus-væsen som før. Alligevel har patienterne det ringere og ringere i systemet. På få år er skatteydernes betaling til det offentlige syge-væsen steget voldsomt. Men resultaterne er ringere end før. Ventelisterne vokser.

Det kaldte statsminister Poul Nyrup Rasmussen i denne uge "dødhamrende irriterende". Igen et ualvorligt pjatteord fra ham. Nej, det er ikke dødhamrende irriterende. Det er døden. Hver tiende dør på venteliste. Velfærdsstaten sat i system er endt som morder. Statsministeren og alle andre system-troende mener stadig, at de kan skatte-betale og ansætte sig ud af velfærds-statens krise.

Politikere uden ringeste indsigt i sociale forhold eller sygdoms-behandling bruger politikernes altid faste magt-redskaber, bevillinger og ansættelser. Derfor opdager ingen undervejs, at statstilskuddet, amts-bevillingerne og overbefolkningen på de offentlige steder er den egentlige grund til velfærds-statens og fællesskabets nød.

Jeg var ikke bedre end dem, jeg skælder ud på her. Jeg havde de samme fordomme. Jeg mente også, at det at lade sig indlægge til privat behandling, var at svigte fællesskabet. Jeg nåede at ligge på stue med to socialdemokrater fra Østjylland. De var rasende på partiet og staten. De havde mistet deres politiske barnetro.

Først efter at have mødt Hjertecentrets folk i Varde ved jeg, at opgøret med det offentlige som magt-system er nødvendigt for at genoprette det egentlige folkelige fællesskab. Det taler Hjertecentrets folk ganske vist ikke et ord om. De opererer hjerter og gør folk raske! Og raske folk kan tænke selv.

Vejen til min omvendelse går over ventelisten. Da jeg fik en blodprop efter en fest-tale på Krogerup Højskoles 50 årsdag 1. december 1996, blev jeg indlagt på Hørsholm Sygehus, der sindbilledligt i denne uge er ude i en mægtig strid mellem offentlig og privat tænkning. Jeg blev indlagt påny sommeren 1997 på Varde Sygehus. Jeg skulle så forundersøges på Universitetshospitalet i Odense. Det, der oprindeligt blev lovet mig at ville give en ventetid på omkring 5 måneder, kom til at vare mere end det dobbelte.

Undervejs oplevede jeg, at der endog var forskel på original og kopi af et ventetids-brev, som Universitetshospitalet havde sendt mig. Der var længere ventetid på hospitalets kopi end det brev, jeg havde modtaget. Hospitalet forklarede mig, at det var en kommunikations-fejl. Det skal nok være rigtigt. Det er en af den slags fejl, man kan dø af.

Universitetshospitalet var luvslidt i patient-afdelingerne. Der var dog en slags opmuntring ved indlæggelsen, hvor forgængerens to snapseglas med rester af Gammel dansk stadig stod i vindueskarmen. Smuk og rent var derimod et nyt gæstehotel for pårørende, og det er godt nok tænkt, for tit har de pårørende det værre end de syge. Det kan være hårdere at lide med end blot at lide. Iøvrigt var medarbejderne på Universitetshospitalet fremragende, men som patienterne helt i systemets vold.

Efter forundersøgelsen på Odense Universitetshospital skulle det pludselig gå hurtigt. Hospitalet mente, at jeg skulle have en by pass operation, og de havde tid til mig en måned efter. Men foran tidspunktet stod et ord, som gjorde mig betænkelig. Det var ikke engang et helt ord, bare en forkortelse. Det mest forbandede ord, der findes for en syg på en venteliste. Der stod ca.

Ca. betyder selvsagt Cirka. Det er et ord, som er indført af organisationerne, systemet, staten. Det er et ord, der kan forsvares med ligestillingen. Vi er alle lige. Det går efter tur. Og hvad er smukkere? Her er det ikke pengepungen, der afgør. Eller status. Hvordan kan man love folk andet, end at en operations-dato er cirka, for der kan selvsagt når som helst dukke en mere trængende patient op. Sådan ville vi alle have tænkt før - og fundet det rimeligt, for det er selve fællesskabets væsen.

Men i dag tror man ikke på det fællesskab, der smykker sig med ordet cirka, for i dag betyder cirka noget helt andet - et lukket kredsløb uden for patientens kontrol, et lukket kredsløb, der rummer alle muligheder for svindel, fortrins-rettigheder, politiske indblandinger, organisations-indflydelse og bevillings-taktik. Man kan tage patienter ind fra et bestemt område for at hindre et stedligt hospital - privat eller offentligt - i at have vækst eller eksistens-grundlag. Man kan indstille operations-tallet efter bevillings-tidspunkter. Man kan vælge mellem patienter uden at skulle gøre rede for, om valget sker af behandlings-saglige grunde eller har andre grunde.

Først og fremmest vil de offentlige behandlings-steder tækkes det offentlige system - eller i visse tidsrum spille mod dem for at få øgede bevillinger. For de offentlige sygehuse og andre behandlings-steder er det ikke patienten, men staten og amterne, det vil sige politikerne, der er kunden. Derfor får politikerne kunde-fordelen.

På den måde snydes patienten for det vigtigste, patientens indflydelse, patientens værdighed, patientens mulighed for kontrol. Alt det er politikerne rendt med. Og politikerne har mistet al alvor. De taler på sommermøder og siger, at det med ventelisterne er dødhamrende irriterende. Som om det var kløe i et øre eller et myggestik på underarmen. Nej, det er ikke irritation, det handler om. Det handler om menneskelig værdighed,  om kvalitet i behandling og pleje - men også kvalitet i omgang med ord og fællesskab.

Der må gerne stå det ene ord Cirka på min gravsten, hvis jeg bliver skubbet længere ned ad ventelisten for at redde et menneske, der er mere sygt end jeg. Men hvis ventelisterne som nu er bestemt af alt andet end sygdom og lidelse, men alene af bevillings-liderlighed, styrings-begær, organisations-brynde og politiker-brunst, så knuser jeg gravstenen til oprørets brosten.

Altså ringede jeg til Ribe Amt og spurgte til det ny Hjertecenter i Varde. Jeg var indkaldt til Universitetshospitalet i Odense, men jeg ville gerne vide, om det fri sygehusvalg omfattede Hjertecentret i Varde, som jeg havde hørt mere og mere godt om. Ribe Amt kunne bekræfte, at jeg kunne vælge frit.

Og lige i det øjeblik dukkede så mine gamle fordomme mod det private i velfærdsstaten op. Jeg stillede det helt umulige, men nødvendige spørgsmål: - Hvad er dyrest for det offentlige, min indlæggelse på Universitetshospitalet i Odense eller på Hjertecentret i Varde?

I den anden ende sagde medarbejderen ved Ribe Amt: - Alt andet lige er Hjertecentret i Varde det billigste for amtet.

Mit hjerte hamrede, som om en by pass operation var helt overflødig.

Vardes vilde liv
Nu er Varde just ikke kendt som åndslivets midtpunkt, skønt Halfdan Rasmussen et sted lader Varde rime på Bonaparte. Ukendt for de fleste er også Varde-egnens gamle skolemøder, der var en åndelig og frisindet magt-midte uden om alle organisationer og partier, et folkeligt talerør for et fællesskab hen over ideologiernes grøfter. Endelig vil en gammel vise vide, at Vardes vilde liv udgøres af en enkelt dame.

Det kom derfor ikke som en overraskelse på egnen, da Varde Sygehus for få år siden pludselig blev skåret meget ned. Vi hørte alle de sædvanlige ord om, at alt ville blive bedre, hvis det hele blev samlet på eet stort hospital i stedet for flere små. Vi hørte om, at ingen lægelige eksperter i længden ville arbejde i Varde. Det ville også være alt for dyrt med særligt hospitals-udstyr på så små hospitaler. Og de ord har stadig gyldighed landet over. Med den slags ord nedlægger man stadig små sygehuse. Og for politikere med statsministeren i spidsen er det dødhamrende irriterende, hvis folk ikke kan forstå det.

Men der er slet ikke blevet brugt ord på os, da Hjertecentret i Varde så blev oprettet for knap et år siden. Pludselig var det der bare. Og næsten frækt var det indrettet i en af de hospitals-fløje, der blev nedlagt, da Varde Sygehus for alt i verden skulle indskrænkes. Der er ikke engang så mange malerier på væggene som i det gamle Varde Sygehus, for det har Hjertecentret ikke råd til endnu.

Nogle af landets bedste hjerte-specialister arbejder på Hjertecentret. De har ikke alle købt bosted i Varde eller på egnen. Det hele er jo også nyt endnu. Men det vigtige er, at de arbejder på et sted, hvor man ellers havde fortalt os, at dygtige folk ikke ville arbejde. Og de har hele det udstyr, der skal til - som man ellers havde fortalt os, at små steder ikke havde råd til.

Og på mindre end et år er kvaliteten af Hjertecentrets arbejde blevet landskendt. Lægernes og sygeplejerskernes fagkundskab gør, at kvaliteten er højere, tidsforbruget mindre og patient-tilfredsheden større. Hertil kommer så ordene fra Ribe amt om, at det også er billigere.

Den nærliggende tanke er selvsagt, at her er et mønster, her en en brugbar læst i oprøret mod bevillings-liderheden og politiker-brunsten. Her er selvgjorte folk, der står selv - og af dem kan mange andre dygtige folk i det syge offentlige system lære, gøre sig fri og skabe den selvstændighed, der giver det danske folk mere end velfærdsstaten tilbage - nemlig en velfærdsstat med personlig værdighed for det enkelte menneske og et opgør med statens og organisationernes ødelæggende kontrol.

Overlægen som portør
Vel er det et slagnummer, at på Hjertecenter Varde er overlægerne også portører. Og i de vrede øjeblikke, man selvsagt også har efter en hjerte-operation, er det den slags, man griner mindst af. Som forklaring på vrede-glimtene bør det nok siges, at en hjerte-operation på en del måder sammenlignes med at overleve et flystyrt. Det er altså ikke hver time på dagen de nemmeste patienter, læger og sygeplejersker har med at gøre.

Men det er dog en kendsgerning, at de fleste patienter på Hjertecentret i Varde er oppe dagen efter operationen. Ikke så få af dem er med ved middags-bordet. Maden kommer fra en kro i nærheden og er hverken pædagogisk, helse-beregnende eller gennemsnits-grøn. Den er bare god, solid og smager hjemligt af barndom. Da kroen ikke kunne levere den brødsuppe, som en hjerteklap-patient drømte om de første dage, gik en sygeplejerske i gang, skønt hun ikke havde lavet brødsuppe i mange år.

Det skal ikke lyde, som om Hjertecentret er et tag-selv-bord. Brødsuppen sprang af spøg, ligesom en overlæges svingen af rødvinsflasken og snapseflasken en søndag - også for de sengeliggende. Måske gentager den spøg sig søndag efter søndag. Jeg aner det ikke, men jeg ved, at det private, nogle vil sige det kapitalistiske Hjertecenter i Varde nedbryder de kunstige afstande, der er mellem læge og patient, mellem sygeplejerske og patient.

Der er kun een agtelse, een respekt tilbage, netop den værdifulde - agtelsen for lægens og sygeplejerskens kunnen, lægens og sygeplejerskens håndværk. Det er dog tankevækkende, at det offentlige system opretholder en autoritets-dyrkelse, også hvor den er helt kunstig, mens det private center - uden så meget som at overveje det eller at gøre noget for det - afskaffer al anden autoritet end den, der springer af håndværk, kunnen og kvalitet.

På intet tidspunkt opfatter man det særegne ved Hjertecentrets læger og sygeplejersker som et udstillings-nummer. Det er slet ikke nødvendigt at tale om, at der ikke findes faggrænser. Hjertecentret har to slags ansatte, læger og sygeplejersker. Sygeplejerskerne serverer også maden. Står en læge ved en seng og opdager, at der mangler et glas vand til patienten, kalder han ikke på sygeplejersken for at få vandet bragt. Han henter vandet. Overlægen er ikke portør hele tiden, men da han selv skal ned på operations-stuen for at operere, kan han lige så godt tage patienten med.

Det vigtige er den kendsgerning, at al hjælp sker øjeblikkelig, fra den mindste rettelse på mængden af smertestillende midler til tømningen af en lungesæk eller at bringe et hjerte fra flimren til rolig rytme igen. Der er oftest meget få smerter fra selve operations-såret. Sindet kan smerte mere. Men det er en hjælp, at man ikke bliver bragt i en lang og urolig vente-tilstand. Der er ingen ord om, at i morgen skal der ske det og det, når lægerne har holdt konference, eller når den og den læge er kommet. I de allerfleste tilfælde er sagkundskaben ikke længere væk end kaffekøkkenet.

Alt det, politikere og eksperter har fortalt os ikke duer, er lige nøjagtig det, der gør Hjertecentret i Varde så enestående. Først og fremmest er det et lille sted. De sygeplejersker, man møder fra første færd, er der som regel hele vejen igennem. Det samme gælder lægerne. Den ene af dem var der i syv dage - og nætter! Han sov på et værelse på afdelingen. Man bliver ikke hele tiden spurgt, hvem man er. Vi kender hinanden. For vi er ude i noget - sammen. Sådan opleves det.

Plapre-psykologiens overflødighed
De allerfleste undgår på Hjertecentret i Varde helt den ved hjerte-operationer ellers så almindeligt brugte respirator, der både kropsligt og sindsmæssigt er til stor ulempe den første tid efter operationen. Forskellen er håndværksmæssig dygtighed, skabt på grundlag af sikre iagttagelser gennem lang tids praksis og erfaring og på længere sigt den vedvarende tilstedeværelse af de samme læger og sygeplejersker hos patienten.

Selvsagt har læger og sygeplejersker på Hjertecentret den fordel, at det er et afgrænset sygdoms-område, de udøver deres gerning på. Men det er jo samtidig patientens store fordel. De folk kan deres håndværk, deres rutine, så man næppe møder noget mere ypperligt, og hvad er følgen? Netop fordi de kan håndværket og kender rutinen, så har de stimevis af muntert overskud til alt andet. Så går det som en leg - ja, ordet er valgt med omhu, som en leg.

Pludselig - og mest til overraskelse for een selv - ligger man krumbøjet og opdager smilende hemmeligheden, som er, at man som patient er på sygeplejerskernes og lægernes side! Ikke noget med, at man er afhængig af dem, udleveret til deres myndighed. Nej, i den grad opleves Hjertecentret som noget ganske anderledes, som noget så værdifuldt, at man vil værne det sted, ved at tage sig sammen, dæmpe klynkeriet og selvmedlidenheden, rette om ikke ryggen og brystkassen endnu, så storetåen, som flagrende uden for dynen sender signalet om, at man har forstået.

Forstået blandt andet, at her er pludselig al snak om ligestilling hævet op over det kønslige. Når sygeplejerskerne her har en selvfølgelig myndighed, er det på grund af deres faglige viden, deres håndværksmæssige kunnen. Der er næppe et spørgsmål, som en sygeplejerske på Hjertecentret ikke kan svare lige så sikkert på som en læge. Og hun har mod til at svare. Der står ikke en krænket læge-autoritet eller en "konference i morgen" og dæmper hendes ordvalg.

Det er overhovedet den største trøst de første dage efter operationen, at det, der er usædvanligt for een selv, er helt normalt, om man spørger lægen, sygeplejersken eller - utroligt nok - de patienter, der er lidt længere igennem forløbet end een selv.

Der er ingen falsk-trøstende løgn i landskabet. Der er klare, kyndige svar. Og er respiratoren rar at slippe for, er det for intet imod den kendsgerning, at man helt er fri for plapre-psykologien. Der er på Hjertecentret i Varde ikke et sekund tilløb til nogen falsk omsorg eller sirupsdryppende aftenskole-psykologi for begyndere.

Grunden er ligetil, nemlig at læger og sygeplejersker på Hjertecentret helt ned i den mindste enkelthed ved, hvad de har med at gøre. Mange behandlings-steder har det jo med at tilsløre uvidenhed med sjælesorgs-psykologi. Et barsk eksempel er fra Dagbladet Jydske-Vestkysten. Før skovflåtens tæge-bid og følge-sygdommen Borelia blev kendt og siden gennem Mimi Jakobsen landskendt, altså bare for tre år siden, mente en læge, der ikke kendte til tæger og Borelia, at en højskoleforstander fra Vestfyn, bidt af en skovflåt, var sindssyg og sendte ham på lukket afdeling. Til højskoleforstanderens kone sagde lægen, at hun da måtte kunne se, hvad der var galt - hendes mand manglede hendes kærlighed! Heldigvis kunne fagfolk på den lukkede afdeling se, at mandens sygdom skyldtes andet end manglende kærlighed.

Endnu er jeg fyldt med den forfriskende frihed, der har sit udspring på det lille selvstændige og selvskabte sted i Varde. Endnu er jeg kun en måned efter operationen, så ordene melder sig ikke med den selvfølgelighed, jeg har brug for. Men jeg ved, at mærker jeg det mindste, der gør mig forskrækket, så ringer jeg til Hjertecentret. Den første, jeg får i telefonen, ved, hvad det handler om. Der er ingen omstilling. Ingen aftale om træffetid. Der er svar. Jeg når lige at få sagt, at der et lille område i brystet, hvor jeg er følelsesløs, så kommer svaret. Jeg kan grinende nå at sige ordene samtidig med sygeplejersken i røret: - Det er helt normalt!

Det er det, der er sket i det yderste Vestjylland. Det er det, der er Vardes vilde liv. Det usædvanlige er blevet helt normalt.

© Poul Erik Søe 31. august 1998

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside