Danmarks ære krænkes
Statsministerens uduelighed døder rigsfællesskabet
Den hidtil ringeste statsminister. Det er ikke nogen rar titel. Den indehaves af Thomas Madsen-Mygdal, der var Venstremand og statsminister 1926-29. Han var uden sans for folkestyrets samarbejdsformer og faldt til sidst på, at han ikke ville skære ned på militær-udgifterne, skønt Det konservative Folkeparti ville.

Det må siges, at Madsen-Mygdals uduelighed overgås af Poul Nyrup Rasmussen i vor egen tid. Og det ses tydeligst af dem, der står tættest på Nyrup Rasmussen politisk og er ellers åbenbar for enhver, om man er enig i hans politiske synspunkter eller ej.

Der mangler i Poul Nyrup Rasmussens tilgang til de sager, som møder enhver statsminister, den ægthed, frodighed og grundholdning, som gør en statsminister troværdig, så han er hele landets statsminister og ikke bare tilfældig partileder, valgt ved et kup.

Hele sagen omkring den færøske bank viser statsministerens uduelighed som leder i folkestyret. Grunden er ligetil. Statsministerens har ikke sit bagland i orden. Han er utryg i sin hverdag. Han har taget varigt skade af sit kup mod Svend Auken og har aldrig kunnet indhente det stemmetal, Socialdemokratiet nåede under Svend Auken. Følgen er, at Poul Nyrup Rasmussen lever i fjendeland blandt sine egne.

Han kender ikke den ro, som opbakning i baglandet giver. Han tabte, da han vandt over Auken. Vandt gold magt, men tabte tilliden og arbejdsfreden. Og hans taber-træk tydeliggøres dagligt, når man sammenligner med den bredde, holdning og frugtbare kampvilje, der er Svend Aukens.

Følgen er en statsminister, der hele tiden mener at være i fjendeland. Han kan ikke samarbejde, men bare flytte skakbrikker. Han kan ikke samtale, men kun gentage de udenadlærte, forud planlagte slagord.

Men værst er det, at han ikke kan træffe beslutninger. Fordi der hele tiden er en ny pinlig sag, som trænger sig mere på end den pinlige sag, han er i gang med. Og af hensyn til den ny pinlighed må han skyde den nuværende pinlighed, som så senere spærrer for en nyopdukket pinlighed.

Færøbank-sagen er blot et af mange tilfælde. Folketinget har tvunget ham til at give undskyldning til Færøerne. Folketinget tvang ham til at genoptage samtalen med det færøske landsstyre. Men Poul Nyrup Rasmussen har efter to år, hvor han ikke turde gæste Færøerne, skønt det er hans ministerielle sagområde, kun fremkaldt ny pinlighed med sit besøg.

På den måde kom Færø-sagen ikke ud af verden, men sad som en byld i statsministerens nakke. Og da han tilfældigt efter folketings-valget måtte bygge på sine færøske partifæller, så kendte de ham for godt.

Lige nu fører han så telefon-krig med Færøernes landsstyre. Igen er uduelighed i forhandlingerne moder til ny pinlighed. Færøernes landsstyre må - nu også opfordret af statsministeren selv - føre retssag mod riget. Danmarks ære krænkes, og vi udstilles i udlandet som et land, der ikke på folkestyrets vis gennem redelig samtale kan klare forholdet til folkelige mindretal.

En af grundene er, at Poul Nyrup Rasmussen i folketingets drøftelse reddede sit skind ved at lægge hele skylden for færø-sagen på Den danske Bank, skønt tommelfingrene sad på statsministerens egne hænder. Pinligt slap Nyrup Rasmussen gennem folketinget med færø-sagen. Men kun for at føde ny pinlighed.

Nu vil den danske Bank, som allerede een gang har indvilget i at udskyde Færøernes frist til at rejse sag, ikke være med mer, skønt Færøerne gerne vil vente til efter deres eget valg 30. april. En statsminister, der var tillid til, ville som ingenting kunne have formidlet den frist-udskydelse . Nu spærrer statsministerens pinlighed og skaber nye pinligheder.

Statsministeren har i sin tilkuppede ledertid aldrig kunnet slippe ud af sin buksebrusende magt-form. Det er, som om han slet ikke har ansigt, aldrig er nærværende i øjeblikket. Han har tabt ansigt. Måske den pinligste af pinlighederne er, at han end ikke har sans for, at hans land også taber ansigt, hver gang han brovtende med påstået sikkerhed usvigeligt laver en ny, grov fejl.

Lige nu døder han rigsfælleskabet, slutstenen på folkelig samhørighed mellem færinger og danskere sekel efter sekel, fordi han nu udelukkende forbereder sig på den næste pinlighed ved at lære udenad, hvad han skal sige om Amsterdam-traktaten. Derfor er han endnu engang fraværende i det stykke øjeblikkelige liv, som færø-sagen er, skæbneliv for det færøske folk og Danmarks omdømme.

Den, der ikke er nærværende, har mistet livsglæden. Det er jo sådan, vi føler os som folk. Politik er ikke længere i Danmark et frodigt samvirke for at dele glæden med andre. Politik er blevet selve sindbilledet på fravær, den udenforstående magt, der vilkårligt, brovtende og lovjaskende bryder ind i glæden med en ny pinlighed, der må rettes måneden efter. Hvis bare statsministeren var fraværende hele tiden, så ville det skabe nærvær. Men ikke engang det, skal man vente sig.

© Poul Erik Søe 2. april 1998

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside