Polakkerne er mere end velkomne,
somalierne skal med politiet hjem
og færingerne kan rende os

Om det lækre og ulækre i EU-debatten om det fremmede og hjemlige

Ved en julefrokost i Økonomiministeriet for et par år siden leger Danmarks statsminister og økonomiminister, at forfatteren Salmon Rushdie er tilstede. Han sidder i skammekrogen nede under bordet, og de høje ministre samt embedsmændene leger nu psykologi og bander den muslimske forfatter langt væk for at hævne sig på ham og den ynkelige modtagelse af ham i København.

Sådan skildrer bogen om Nyrup omgangen med menneskeværdigheden i landets politiske ledelse. Regeringen har aldrig ofret ord på det.

Det er lækkert.

Regeringen lader udviklingsbistand betale for at sende somaliere hjem, og politiets ledelse, der altid klumrer mere end de menige politifolk, lander med udviste somaliere i Somaliland uden at varsle de stedlige magthavere. Alle midler gælder, bare de fremmede kommer ud.

Det er lækkert.

Centrumdemokraternes leder, Mimi Jakobsen, siger omkring færøbank-sagen, at "de kan rende os - de færinger". Færingerne skylder hende for noget, der ligner racisme. Regeringen, der er ræd for sit flertal, siger ikke en lyd. Landets statsminister, der har Færøerne som fagområde, er tavs, fordi der er brug for at tælle centrumdemokraternes stemmer med.

Det er lækkert.

Junibevægelsen indrykker op til afstemningen om Amsterdam-traktaten annoncer, der siger "Velkommen til 40 millioner polakker".

Se, det er ulækkert.

Det siger udenrigsminister Niels Helveg Petersen. For få år siden var han ivrig modstander af EU's indre marked. Hvis et land ikke har en selvstændig udenrigspolitik, så er det ikke længere selvstændigt. Det mente han dengang. Nu løber han i læ af forbundskansler Kohls brede bag, når han fører dansk udenrigspolitik over for Kina.

Det er lækkert.

Jamen, er det da ikke en frygtelig annonce, der siger "Velkommen til 40 millioner polakker"? Jo, fordi det er Junibevægelsen, der skriver det.

Ulækkert.

Men står der egentlig andet, end hvad regeringen og folketingets EU-partier siger og egentlig mener? Hvis nu Nyrup Rasmussen og Helveg Petersen indrykkede annoncen med teksten "Velkommen til 40 millioner polakker"?

Så var det lækkert.

For det er jo det, de mener. Men som vi ikke må drøfte. Der er en skævvridning i hele drøftelsen af EU og og forholdet til fremmede i Danmark. Og der er ja-folk og nej-folk, der udnytter den skævvridning. ligesom der er ja-folk og nej-folk, der lider under den i deres sind.

Det er ulækkert.

Man kan værne menneskerettigheder og flygtninge og samtidig med næb og kløer ville et selvstændigt Danmark. Men regeringen og folketingets EU-partier prøver at gøre EU-modstanderne til fremmedhadere.

Det er ulækkert.

Fremmedhadet ligger ikke i det danske folk som helhed, men plejes især af politikere, der gør alt for at slippe af med flygtninge. Rigspolitichefen og hans folk har med deres tommelfingre overtaget dansk flygtningepolitik, der går ud på så vidt muligt at undgå at hjælpe. De selvsamme politiske kræfter, der har indrettet riget sådan, skråler så brovtende mod andre, at de udnytter fremmedhadet.

Det er ulækkert.

Landet står på den anden ende i en drøftelse af en håndfuld somalieres hjemsendelse ved hjælp af en lidt større håndfuld politifolk, fordi tommelfingrene skal tælles med. Men drøfter man EU's udvidelse med østlandene og Cypern, så spiller man efter regeringens mening på yderligtgående kræfter.

Det er ulækkert.

Det redelige er at sige, at der er ikke nogen som helst forskel på polakkernes mulige indtræden i EU nu og på Danmarks indtræden i 1972. Dengang værnede danske politikere Danmark mod tysk indtrængen. Det skete på mange måder, først og fremmest ved at nægte tyskerne og andre EF-borgere ret til at købe sommerhus i Danmark. Dansk jord på danske hænder, lød det dengang.

Det var lækkert, mente politikerne.

Hvis man i dag tænker på samme måde, så er det ulækkert. Men EU og danske politikere tænker nøjagtig sådan den dag i dag. De skjuler det bare. EU har sat som et vilkår, at polakkerne og balterne skærper deres grænsekontrol af flygtninge. EU har betalt til nye kontrolsteder ved grænserne i østlandene, og der er lavet særlige opsamlingslejre. Så slipper man i højere grad for selv at stille sig fremmedhadsk an, fordi der er færre at afvise ved EU-landenes grænser. Vi tvinger de nye lande til større fremmedhad for selv at stå i et bedre lys.

Det er ulækkert.

Det redelige er at sige, at det selvsamme, der skal drøftes i Danmark før et ja eller et nej til Amsterdam-traktaten og dermed udvidelsen af EU's magt og område, efter sovjetmagtens fald også er det væsentligste emne i de lande, som EU ønsker at optage. EU presser på i Letland for at få letlændere til at godtage de mange russere i landet som statsborgere. Som EU gør det i Estland.

Jeg kender ikke Letland godt nok, men har i mange år også før sovjetmagtens fald rejst i Estland. Her blev 600.000 estere ud landets halvanden million  myrdet, tvangsforflyttet eller slidt til døde i kommunistiske lejre. Og derefter flyttede sovjetmagten nye 600.000 til Estland, de fleste russere. Hensigten var at gøre Estland russisk. I hovedstaden Tallinn var der faktisk, da sovjetmagten brød sammen, allerede flertal af russere.

De russere, der flyttede ind i Estland, var lige så ulykkelige mennesker, der sjældent selv blev spurgt, om de ville flytte eller ej. Men det er ikke svært at indse, at esterne havde svært ved at godtage de indflyttede som estere. Deres selvstændighed var truet mere af disse tvangsforflytninger end af noget andet, der var sket siden anden verdenskrig.

Demokratisk set og med blik på menneskerettighederne kan der ikke være tvivl om disse russeres ret til lige og værdige vilkår. Men ville vi have set det sådan, hvis tyskerne var blevet stående i Danmark, ikke i fem år, men i næsten et halvt århundrede, og hvis der i Danmark efter en sådan besættelse havde boet 2 millioner tvangsforflyttede tyskere - som svarer til de estiske tal. Ville vi ikke have drøftet det i hvert fald en dag eller to? Måske endda lidt ivrigere, end hvem der må eje sommerhus?

Det er drøftelser af den art, der er nødvendige, før der skal siges ja eller nej. Åbne og redelige drøftelser om vanskeligheder, der er indbygget i optagelsen af nye lande. Men den samtale vil man ikke.

Det er ulækkert.

Det bør tydeliggøres for danskerne, at deres sindsmæssige tvivl i spændingen mellem et udadvendt samarbejde med andre folkeslag og forholdet mellem danske og indvandrere slet ikke er så sær endda.

Når dette at skulle sige ja eller nej tilsyneladende skaber så store modsætninger inde i ethvert menneske, så er det en hjælp at tænke på, at modsætningen ikke er naturskabt. Når der overhovedet er en modsætning, så skyldes det EU og EU's traktater og ikke nødvendigvis en indre svinehund i een selv.

Hvis EU alene var et handelspolitisk samarbejde, et frit handelsområde, så havde der ikke været indbyggede modsætninger i et samarbejde med østlandene og andre folk i verden. Intet er mere selvfølgeligt.

Men netop fordi EU har indrettet sig som union med EU-statsborgerskab, så handler det ikke om frit samkvem og fri handel mellem folkeslagene. Så er det pludselig et spørgsmål om udlændinges rettigheder i Danmark - ikke bare til at købe sommerhus. EU har som mål at skabe de tilstande, der i dag findes i Estland og andre lande, nedbrydning af folkenes selvråderet ved langsomt at undergrave folkenes ret til selvstændigt at sætte grænsen for deres land.

Det er derfor i tankegangen sygt at se sig selv som fremmedhadsk, fordi man er modstander af Amsterdam-traktaten og har svært ved at gennemskue følgerne af en udvidelse af EU. Det er ikke frisindet, der er noget galt med i det danske folk. Jo, hos et lille mindretal - som det også var før og under den tyske besættelse. Men frisindet og dermed åbenheden over for andre folk er levende og sundt.

Det er gennemgående ikke hos danskerne mangel på frisind, der spærrer for den ny EU-traktat. Nej, det er opbygningen af EU, selve Unionens storhedsdrøm og ødelæggelse af den folkelige selvstændighed, der spærrer.

De vanskeligheder, man tror man har i sit eget sind ved at sige nej til EU-traktaten, bør ikke føre til, at man selvbebrejdende begynder at føle sig fremmedhadsk og "ulækker", som udenrigsministeren vil have det.

Tværtimod er det en sundhed i tænkningen, at man opfatter den tilsyneladende modsætning som skabt ikke af ens eget forhold til andre folkeslag, men alene af EU's opfattelse af sig selv som en union.

Den, der stemmer nej, kan være den mest åbne og frisindede i forhold til andre mennesker på kloden. Ved at sige nej udhules nemlig unions-drømmen. Når EU som union afløses af en frihandelsaftale, så kan andre folkeslag favnes i et samarbejde.

Det er EU, der er fremmedhadsk, ikke dig selv. Det er EU, der vil lave om på andre folkeslag for at tilpasse dem unions-drømmen. Det er EU, der alene ved sin tilstedeværelse som union får dig selv til at se ud som fremmedhader, skønt et nej netop åbner for samarbejdet med de andre.

Det er EU, der skal væk. Ikke de andre. De andre er der altid som muligheder, som frænder, som venner og fornyere.

Det er lækkert.

Danske EU-politikere prøver lige nu at sætte dig i skammekrogen. Du skal ned under ministrenes frokostbord, hvor de kan bande dig ind i fremmedhadets helvede.

Det er de selvsamme partier, der under krigen samarbejdede med fjenden, som nu vil skræmme dig til at være fremmedhader for at pine et ja ud af dig.

I Polen, Estland, Letland, Litauen, Rusland, Ungarn, Jugoslavien, Tjekkiet, Slovakiet og mange fler lande endnu har de prøvet en union i mange år. Det var ikke politikerne, der hjalp folkene af med unionen. Det gjorde folkene selv.

Alle disse folk lider den dag i dag under unionens følger. Af russer-skræk har de villet været med i EU, men det er ved at fortage sig. De valgte ikke EU af kærlighed, fordi de er lige så betænkelige ved EU's form og virke som vi er det. De  har valgt EU af skræk, og fordi det ser ud som eneste mulighed.

Det, danskerne kan vise ved at sige nej, er, at de skræmte lande mod øst har helt andre og anderledes åbne muligheder i et Europa, der samarbejder og handler frit landene imellem, men som ikke ligner den union, der lige er nedlagt mod øst.

Den største agtelse for de frigjorte lande mod øst viser man ved at fremme frie muligheder, der ikke skræk-tvinger dem ind i en ny union, men som med åbne arme ønsker 40 millioner polakker og endnu fler fra de andre lande velkommen til en frihed, der har en frihandels-aftale og ikke EU som ramme.

© Poul Erik Søe 22. april 1988

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside