Har vi det ikke dejligt?
Arbejdskampen gør  "Fredens projekt" til "Konfliktens projekt"

En arbejdskamp er i gang. Et klart flertal blandt arbejdstagerne har sagt nej til mæglingsforslaget. Det kunne man sige sig selv. Nu er der opgangstider, og så er der råd til arbejdskamp. Man kæmper ikke for et fællesskab, hvor de svage skal have muligheder som andre. Nej, man kæmper for sig selv. Og det er der råd til nu. Arbejdsgivernes uhørt dårlige forhandlere har helt taget fejl af, at det pludselig er andre tider. Og fagforeningen har vist sig atter en gang at være fagforsteningen, hvor dem på de bonede gulve ikke aner, hvad der tænkes blandt arbejdstagerne.

Som lydige trælle har arbejdstagerne længe holdt sig lavt, mens der var arbejdsløshed og brug for arbejdskamp for at sikre de svage. Men dem, der havde arbejde, tav og kyssede deres egen lønpose, bare den voksede en anelse hver gang.

Nu er der råd til arbejdskamp igen. Samfundet har råd til det. Al erfaring siger, at en arbejdskamp selv af de større ikke har stor indflydelse på samfundets fællespung. Den uges ferie, som arbejdstagerne ikke fik, tager de selv. Og så juleaftensdag oven i handelen.

Arbejdskampe er ikke hverdagskost i Danmark, og det er et sundhedstegn. Der er stedlige arbejdskampe fra virksomhed til virksomhed, men i et tal, der er lille i forhold til de fleste andre lande. Og de store arbejdskampe er meget sjældne, igen et sundhedstegn - et udsagn om forhandlings-evne og demokrati.

Der er mange erfaringer blandt arbejdstagere og arbejdsgivere, som i fællig sædvanligvis hindrer, at arbejdskampe for alvor går ud over samfundet. Der er selvsagt i hver arbejdskamp i det omfang, vi står overfor, nye overraskelser, men særskilte forhandlinger undervejs har næsten altid kunnet klare den nødprægede stilling, som enkelt-områder bringes i.

Folketinget plejer at gribe ind i arbejdskampene. Sædvanligvis går der nogen tid, fordi ellers er følelsen blandt de kæmpende af at være snydt for stærk. Det er selvsagt svært for socialdemokraterne denne gang, fordi det er lønmodtagerne, der har sagt nej. Men det er også socialdemokratisk sædvane at stemme ja til et folketings-indgreb. Det skete første gang under en socialdemokratisk regering i 1920'erne.

Venstre og de konservative vil godt være med til, hvis arbejdskampen går ud over samfundsvigtige områder, at ophøje mæglingsforslaget til lov. Men Venstres nye formand, Anders Fogh Rasmussen, siger, at folketinget hverken skal give mere eller mindre end det, der er med i mæglingsforslaget, skønt han jo ellers er mest kendt for sine kreative evner.

Fogh Rasmussens grund til Venstres holdning er festlig. Han vil ikke "underminere" fagbevægelsens ledere, som er gået ind for mæglingsforslaget. Man må jo sige, at det ikke sædvanligvis er Venstres hovedopgave at værne fagbevægelsens ledere, og Fogh Rasmussens ordvalg er ikke heldigt, fordi han med de valgte ord underminerer det faglige forenings-demokrati, der nu har sagt nej - et nej, som fagbevægelsens ledere allerede har bøjet for. Demokratiet må jo da også for Venstres formand være vigtigere end ledelsen i en organisation.

Folketinget vil ikke spænde et sikkerhedsnet ud under det frie forhandlings-system, siger den radikale Jørgen Estrup til TV2 Nyhederne. Slut er de dage, hvor de radikale talte om tvungen voldgift i stedet for arbejdskamp. Men de radikale sidder jo i regering, tilmed sammen med socialdemokraterne, så alle gamle holdninger er solgt ud.

På Christiansborg går snakken om folkeafstemningen, den om EU's magtudvidelse i Amsterdam-traktaten. Hvis arbejdskampen kommer til at løbe længe, bliver modsætningerne som regel mere og mere voldsomme, og derfor bliver vreden også større, når folketingets indgreb kommer på regeringens forslag. Frygten er, at mange socialdemokratiske vælgere vil være så vrede efter et regerings- og folketings-indgreb, at de vil sige nej til Amsterdam-traktaten.

I så fald må man sige, at det er spinkelt, når politikerne bygger på folkets velvilje over for Amsterdam-traktaten. Det er hen i vejret at udskyde folkeafstemningen på det grundlag. Men det, Nyrup brovtende har kaldt "Fredens projekt", er altså i løbet af denne eftermiddag blevet til "Konfliktens projekt".

Hvis afstemningen skal udskydes, så er det for at snyde vælgerne. De skal glemme den vrede, der nu bygges op de kommende dage.

Ligesom regeringen, der modsat de fleste økonomer mener, at økonomisk indgreb er nødvendigt, ikke tør lave det før efter EU-folkeafstemningen.

Det er jo politisk plat. Man køber vælgerne med fløjls-smør i musklerne. Landet ligger stille i forløjet afmagt for endelig ikke - ved at tale sandhed - at fornærme nogen, der kan tænkes at ville stemme ja. Så ussel er den EU-politik, som regeringen og folketingets flertal står for, at den ikke tåler mindste svaj, før ja-folket strudseagtigt stikker hovedet i jorden og begynder at tale om udskydelse. Vi kan endnu lære meget af de schweiziske folkeafstemninger, hvor man har tillid til, at folk har samfundsmæssig indsigt og kan skille skæg og snot.

Har vi det ikke dejligt?

© Poul Erik Søe 24. april 1998

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside