Forenings-forureningen
Forening mod foreninger for presseomtalens skyld

Enmandsavisen har i dag et godt tilbud til sine læsere. Der er netop i dag, hvor Enmandsavisen udkommer uanset storkonflikten, dannet en meget vigtig og vidt spændende forening, Foreningen mod foreninger for presseomtalens skyld.

Enmandsavisens redaktør, der også er foreningens stifter, er formand for den nye forening, udpeget af foreningens medlem, der også er ham. Enmandsavisens redaktør udtaler, at han nødig ser andre medlemmer i foreningen, da det vil øge arbejdspresset og føre til unødig mødevirksomhed, hvor der let kunne opstå modstående synspunkter.

Den nye forening er skabt, fordi der lige nu også er dannet anden forening, hvis eneste mål er at blive omtalt som en ny forening. Det vrimler med dem op til folkeafstemningen om Amsterdam-traktaten.

Den nyeste er dannet af folk nogenlunde i dansk politiks midte, der som enhver ved spænder fra det yderste højre til det yderste venstre. Den hedder "Nationernes Europa - EF-tilhængere imod mere union".

Jeg er ganske enig i den ny forenings mål. Den vil have samarbejde mellem landene i Europa, men ikke i unionens form.

Men at danne en forening for at fortælle det knap en måned før en folkeafstemning lugter langt væk af det, der er det egentlige mål. Nemlig at få omtale i pressen.

Sådan har EU-tilhængerne også kørt længe. De danner foreninger for at få deres forening omtalt. Det hører med til folkeafstemninger. Og foreningerne er aldrig alvorligt ment. Man hører ikke noget til dem efter en folkeafstemning. De har kun det ene formål at blive omtalt i pressen ved stiftelsen. Derefter dør de.

Forud for Amsterdam-afstemningen om EU's magtudvidelse blev omtale-liderligheden indledt af en nyskabt forening, der hedder "Danmark i Europa", betalt af de store arbejdsgiver-foreninger og Dansk Metal. De to parter, som nu er noget så uenige i en storkonflikt, spiller sammen til daglig, så man ikke kan kende forskel på arbejdsgivere og arbejdstagere. De holder fælles juleaften hele året med propaganda-pakker under træet.

Først skulle tilhængernes propaganda-klub have heddet "Europa i Danmark". Så opdagede man, at Danmark var for lille. Europa kunne ikke være der. Foreningen indrykkede annoncer med en struds, som skulle vise, hvor rædde danskerne er. Strudsen stikker hovedet i jorden. Strudse-billedet greb de sammenspiste ledere af forenings-foreningerne for arbejdstagere og arbejdsgivere så meget, at strudsen blev forbilledet for den overenstkomstforhandling, som endte så brat, og som viser, at ledelserne på begge sider aldrig har hovedet over jorden, hvor almindelige mennesker færdes.

Denne og lignende foreningers egentlige virke udføres af marketingsfolk med sans for strudseindlæg og har aldrig egentlige medlemmer. Foreningen af de nu konflikt-ramte ja-sigere, hvis medlemmer lige har vist, at de godt tør sige nej, blev dannet for at blive omtalt. Den er blevet efterfulgt af andre. Kvindelige folketingsmedlemmer på tværs af partierne gik sammen og lavede en forening, der havde som mål at få kvinder til at stemme ja til Amsterdam-traktaten. Man har ikke hørt meget til den siden, hvad der heller aldrig har været meningen. Foreningen blev lavet for at komme til orde - med synspunkter, som de kvindelige folketingsmedlemmer havde i forvejen, og som ikke indeholdt noget som helst nyt. Men pressens i dens mange former svælgede i den kunstige forening.

Den slags foreninger bliver altid lavet af folk, der har let ved at komme til orde i forvejen. Metalstærke arbejdsgivere og fagforeningsfolk. Den ny modstander-forening fra i dag spænder fra et folketingsmedlem til en tidligere vismand. Og kvindelige folketingsmedlemmer har også lavet deres syklub til fremstilling af broderede slagord. Det typiske er, at folket altid er helt fraværende i den slags forenings-dannelser.

Foreningen med hele dens demokratiske værdi nedgøres til en valgplakat, et opslag for en kort tid, og når propagandaen er lykkedes, så hænger foreningen som en våd plakat og flagrer for vinden. Ingen kymrer sig om den, slet ikke foreningens stiftere.

Det siger noget om, hvor forenings-demokratiet er endt. Men også selve folkestyret. Vi har ikke længer i politik folkeligt foreningsliv. Partierne sygner hen. Medlemstallet er ringe. Og pressen dyrker et formands-demokrati, hvor man skal være formand for et eller andet, ligegyldigt hvad, for at komme til orde. Kun psykologer og valgforskere er undtaget fra den regel.

Folk kommer ikke til orde i de trykte eller elektroniske medier, fordi de har noget spændende at sige, eller fordi modstående synspunkter skal fremmes i demokratiets navn, men fordi de er formænd for et eller andet ligegyldigt propaganda-sammenrend, skabt for at give ordet til een selv.

Det siger også noget om pressen i dens forskellige former og om dens sammenspisthed med samfundets magthavere. Man giver ordet til dem, der har ordet i forvejen. Og dem, der har ordet, har selvsagt lige skrevet en eller anden ligegyldig bog, hvis eneste mening er at komme i avisen med omtale af, at bogen er skrevet, eller at de har dannet en forening. Det er altid en forening, der går på tværs af partiskel - for det skaber kildrende spænding hos journalisterne. De lader i hvert fald som om. Intet er nemmere end at lave en propaganda-forening på tværs af partiskel med folk, som man alligevel er enige med.

For tredive år siden på Krogerup Højskole underviste jeg i den slags måder at komme til orde på - og advarede gennem praktiske øvelser, virkeliggjort gennem medierne, eleverne imod, hvad pressen lader sig bruge til. Men gav også en indføring i, hvordan det enkelte menneske med holdninger løber mod en mur, hvis det vil have sine synspunkter frem, hvorimod en kunstig forenings-dannelse, om man så kun er fire eller fem medlemmer, åbner alle døre.

Tredive år efter er vi ikke kommet længere. Det, der dengang kaldtes en happening, er nu blevet et almindeligt politisk virkemiddel, og det bruges først og fremmest af magthaverne. Ingen tager partierne alvorligt, heller ikke politikerne selv, og derfor dannes i propaganda-hensigt nye foreninger med indbygget forældelse. De lever kun, så længe der er journalister, der gider skrive og tale om dem, og aldrig ud over den dag, som propagandaen sigter på, lige nu afstemningen om Amsterdam-traktaten.

Journalister bør tage sig selv alvorligt. Stands dog politikernes forenings-cirkus og lad os høre om de folkelige bevægelser i stedet for. Folkelige bevægelser, endnu før de er blevet til foreninger. Og længe før de stivner i organisationer.

Journalister har dog øren for at høre og lytte, mund for at spørge og øjne for at se. Men hvor er den slags journalister? De findes, men de er få. Resten bruger hverken øren, mund eller øjne. De bruger kun tifinger-systemet, mens de sidder og skriver pressemeddelelser af,  eller lægger mund til påtaget interesse for en ny forening, som de selv ved ikke er andet og aldrig bliver andet end forenings-forurening og undergravelse af folkestyret.

© Poul Erik Søe 27. april 1997

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside