Og bagefter vil Nyrup takke
færingerne for retssagen

Hvordan den færøske knude blev til overklippede tråde
De ord, der blev sagt efter højesterets-sagen om grundloven og EU, var i de fleste fald overvejede og kloge. Nogle prøvede da at lave lidt politik på det, som om EU-modstanderne var tabere og Nyrup vinder. Men de fleste havde øje for, at uden den retssag om grundloven, så var EUs magtsyge ikke blevet bremset. Højesteret har sat sig over EF-domstolen. Det er hele sagen værd.

Og så var der siger og skriver een hykler, statsministeren. Nyrup Rasmussen satte sig ned uden nogen sinde at have rejst sig. Han ville da noget så gerne takke dem, der havde rejst sagen, for nu var der kommet klarhed. Rent hykleri.

Statsministeren har ikke gjort andet end at prøve på at hindre den retssag. Han har prøvet at hindre adgangen til papirerne. Og han er aldrig selv i levende live gået ind i sagen. Men bagefter - og især fordi der skal være folkeafstemning 28. maj - siger han tak for retssagen, leger stor, stor mand, der takker modstanderne for den kamp, han aldrig har været med i.

På samme måde vil det gå i sagen om snyderiet af færingerne. På een nat skulle færingerne tage stilling til overtagelsen af en bank, som har givet dem et tab på mere end en milliard. Men på en måned kan man ikke finde ud at forhandle med færingerne om erstatningen for den behandling, de har fået, og som vitterlig var ringe, hvad folketinget jo også tvang Nyrup til at sige undskyld for.

Den færøske knude kan ikke løses, fordi den viser sig ikke at have knudens form, men alene er løse tråde, alle klippet over af statsministerens fumlesaks. For at redde sit eget skind lod han et folketingsflertal lægge al skyld på Den danske Bank, og banken måtte sige, at han ikke handlede som en "gentleman". I banksproget vil det sige, at Nyrup mod bedre vidende handler, som om han selv er uskyldig.

Da Nyrup havde brug for at udskyde forhandlingerne om erstatningen til Færøerne, var han nødt til at få et ja fra Den danske bank. Men banken sagde nej til at udsætte tidsfristen for en retssag, klog af skade og med sans for, at Nyrup ikke bør slippe lige let hver gang. Nyrup fik tilbage, hvad han selv havde sendt af sted med folketingets flertal som budbringer.

Nyrup gentog så sit kendte spil med færingerne. De ville have svar på, om retssagen kunne udsættes, men statsministeren svarede ikke - jo, jo, dagen efter udløbet af den frist, færingerne havde sat. Sådan holdt statsministeren også færingerne hen i to år uden ord og uden besøg på øerne, skønt de er statsministerens sagområde.

Derefter rejste han, da folketinget tvang ham til det, derop med ord om, at han ville genoprette forholdet til færingerne. Man tør sige, at det lykkedes ham - på samme måde som han drejer ethvert nederlag til sejr. Også når han ved folketingsvalget synger sejrssange, skønt han er milevidt fra sit første oprindelige valgtal og aldrig har indhentet Svend Aukens vælgeromdømme og mandattal.

Statsministerens store sejr er en lerkæmpe, der opløses af Atlanterhavets politiske kraft og folkelige vilje. Hans færøske partifælle, Joannes Eidesgaard, der blev modtaget på Christiansborg med taktik i stedet for venlighed, har i går meddelt, at kommer der ikke er anstændig løsning på færingernes erstatnings-spørgsmål, så kan Nyrup Rasmussen lige så godt udskrive folketingsvalg. i så fald vil nemlig folketinget være arbejdsudygtigt, siger Eidesgaard.

Han er i sin fulde ret. Over for sit eget og det danske folkestyre. Han er i sin fulde ret moralsk set efter det, der har overgået færingerne som nationalt mindretal i det danske rige.

Han ved, at færingerne let i retssagen om erstatningerne kan blive snydt endnu engang. Han ved, som enhver dansker burde vide det, at når sagen om færø-banken opstod politisk, så må den løses politisk. Men Nyrup Rasmussen har ved at klippe trådene over, både til Færøerne og Den danske Bank, hindret den eneste rimelige løsning.

Efter retssagen vil statsministeren så sidde, hvor han sad, og atter engang hyklerisk takke - denne gang færingerne, fordi de stod fast og gennemførte deres krav. Det har vi lært af, vil statsministeren sige. Han kan alle disse skamløse tom-ord udenad. Desværre kan vi ham også udenad.

© Poul Erik Søe 8. april 1998

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside