Euroen aprilsnar
for alle pengene

Pengeforringelsen truer tysk demokratis grundlag og undergraver dansk selvstændighed
Tyskernes vante tillid til politikerne er rystet. Euroen, den ny fællesmønt, får for tredie gang i dette århundrede tysk demokrati til at vakle. I sig selv har det været værdifuldt, at tyske politikere har kunnet skabe folkelig tillid, fordi demokrati ikke er arveligt, slet ikke i Tyskland.

Men tillidens tid er forbi. Og tyskerne har ingen mulighed for at sige ja eller nej til den fællesmønt, som 62 procent af tyskerne er imod. Deres voksende frygt nu femten måneder før euroens fødsel kan skabe farlige politiske udsving i det store land. Måske allerede ved dette års valg til forbundsdagen.

Det er udsigt til pengeforringelsen som følge af euroen, der nu som råd er ved at æde demokratiets grundlag. Tyskerne frygter den store penge-omvæltning, fordi pengeforringelsen to gange i deres historie i dette sekel har bragt landet og folket ud af ligevægt. Det var pengeforringelsen, der bragte Hitler og nazismen til magten.

Tyskerne er som folk ved at blive klar over, at den økonomiske videnskab, som de har stolet på, intet svar har at give på spørgsmålet om euroens duelighed. Man har aldrig i den økonomiske historie gjort det forsøg, der nu skal gøres af en række lande i EU. Man kan ikke gå til lærebøgerne og sammenligne med fortilfælde. Videnskaben må nøjes med at gætte. Og tyske politikere må nøjes med at sætte gold vilje op mod folkets frygt.

Et stort tal af Tysklands økonomer, selvom mange er tilhængere af euroen, frygter tidspunktet for indførelsen. Landene er slet ikke rede. Og euroen kommer, just som Tyskland er på højden af sin arbejdsløshed med fire millioner arbejdsløse.

Man regner med, at Tyskland alene som følger af EF og senere EU har mistet 100.000 arbejdspladser. I en fjernsyns-udsendelse tirsdag aften (31.3.98) fra Süddeutscher Rundfunk blev det spået, at den udvikling vil øges voldsomt med den fælles mønt. I forvejen tolder lavtlønslandene mod øst hårdt i den tyske beskæftigelse. Lønningerne var, da dele af tysk industri indledte flytningen af frembringelsen ud af Tyskland, i nogle østlande er kun en tiendedel af en tysk industri-arbejders. Desuden ved tyskerne på deres krop, at blot Østtysklands genforening med Vesttyskland har kostet dyrt, og de frygter derfor endnu mere mange østlandes deltagelse i EU og euroen.

I al tysk politisk og økonomisk tænkning indgår penge-stabilitet som livord. Baggrunden er ligetil. De farligste omvæltninger i århundredets tyske og europæiske historie skyldes penge-forringelsen. Inflation er i Tyskland frygt-ordet over alle. Når derfor så mange tyske økonomer venter en øget penge-forringelse som følge af euroen, så bider det ind til knoglen i tysk tænkning.

Tyske finans- og bank-folk undrer sig over, at de i andre europæiske lande hos fagfæller ikke finder samme bekymring for penge-forringelse. Tyskerne er opmærksomme på, at frygten for penge-forringelse i ganske særlig grad er tysk, men de er samtidig klar over, at frygten for inflation og det alt overskyggende krav til penge-stabilitet vil styre tyskernes handlinger i de næste femten måneder op til euroens indførelse.

En gennemsnits-tyske har sparet 240.000 kroner op. 49 procent er penge-opsparing, altså på bankbøger og lignende konti. Det er denne halvdel af tyskerne samlede opsparing, der er i fare gennem euroens penge-forringelse. Der vil blive flugt fra bankernes opsparings-former. De fleste vil nok flytte til værdipapirer, især aktier. En god del af de stigninger, der er i disse år er i efterspørgslen på aktiemarkedet, skyldes en euro-flugt fra bankbogen, ikke bare i Tyskland, men i alle de lande, der skal deltage i euroen.

Andre dele af den hidtidige penge-opsparing på tyske bankbøger vil flytte til udlandet. I tiden op til og omkring euroens indførelse vil det gavne dansk økonomi, at mange tyskere vil prøve at inflationssikre deres opsparing i lande, der som Danmark står uden for den fælles mønt.

Frygten for penge-forringelse, der slægtled efter slægtled har ødelagt familiers økonomi og bragt Tysklands politik ud over afgrunden og væk fra demokratiet, har en reel baggrund. Den tyske forbundsbank har uden svinkeærinder haft det mål at kæmpe mod penge-forringelsen. Den tyske mark skulle for alt i verden være stabil. Forbundsbanken er sikret uafhængighed af den politiske magt for at kunne varetage den opgave.

Den nye europæiske centralbank, der er en følge euroen og Maastricht-traktaten, er i traktatens ordlyd sikret samme uafhængighed. Men det tyske folk og mange fremtrædende økonomer tænker ens. Centralbankens styring vil være sammensat af folk fra mange lande, hvor økonomisk stabilitet ikke har været hovedmålet. Tyskerne frygter, at disse andre landes økonomiske traditioner vil føre til helt andre hensigter med økonomien.

Tyske økonomer gør desuden opmærksom på, at når Forbundsbanken for at sikre pengenes stabilitet har handlet imod de tyske politikeres vilje, så har det alene kunnet lade sig gøre, fordi det tyske folk grundlæggende har haft tillid til banken og dens værn mod penge-forringelse. Det har gjort ondt, men der har været folkelig vilje til at følge bankens styring af økonomien.

De tyske økonomer frygter, at den europæiske centralbank umuligt kan have den folkelige opbakning, der i egentlig forstand sikrer en national bank handlefrihed i forhold til den politiske magt. Centralbanken vil ikke blive set på som en forbundsfælle i kampen mod penge-forringelse, men som en kampplads for modstridende interesser i de lande, der er med i den fælles mønt.

Økonomerne mener derfor, at den europæiske centralbank ikke vil få EU-traktatens lovede uafhængighed, men at den - modsat Forbundsbanken - vil lade sig presse politisk i de øjeblikke, der er voldsomme sociale modsætninger i så det ene land, så det andet. Og det er jo netop tilstanden i EU-landene nu med voldsomt stigende modsætninger mellem rig og fattig. Euroen er for menigmand aprilsnar for alle pengene.

Også det tyske arbejdsmarked frygter euroens følger. Med fire millioner arbejdsløse alene i Tyskland er det voldsomme modsætninger, der er euroens fødestue. Tyskerne mener, at den fælles mønt vil medføre folke-flytninger fra land til land inden for EU. Arbejdskraften vil ikke nøjes med at søge, men senere måske blive tvunget til at flytte hen, hvor arbejdet er. Ikke til en anden tysk arbejdsplads, men til en finsk eller italiensk. Den folkelige samhørighed vil blive brudt med endnu større magt for de velspækkede tegnebøger til følge.

Tyskerne er for længe siden kommet ud af den grundtåbelige tro, at euroen må man da have, fordi så kan man spare vekselgebyr. Selv de ivrigste tilhængere af euroen siger, at vekselgebyret ikke i sig selv er nogen som helst grund til at indføre euroen. At der er forskel på værdien af de forskellige landes valutaer er ikke et forrykt spil, selvom det på visse børs-dage kan se sådan ud. I det lange løb er valutaens værdi en god målestok for den økonomiske tilstand i et land. Er værdien faldende, er det udsagn om en uheldig tilstand, om den nu er politisk valgt eller ej. Men med en træg fællesmønt i hænderne på en næppe uafhængig centralbank vil mulighederne for at rette op på uheldige tilstande være langt ringere.

Euroen, der sælges som sindbillede på et nyt fællesskab, vil splitte de europæiske lande i urolige modsætninger, som kan rive demokratiet med i faldet. Politikerne spiller Matador med de enkelte landes fremtid og deres folkelige selvstændighed. Der loves os en rigdom, som kun er Matador-penge.Terningerne er kastet.

© Poul Erik Søe 1. april 1998

Gengivelse af artikler fra enmandsavisen er tilladt, når kilden oplyses.

Enmandsavisens forside